Rådhusklokkerne faldt i slag og så var tiden inde til at byde det nye år velkommen med et “Godt nytår!” – og håbe på, at det nye år bliver bedre end sidste år.
Nytåret venter ikke på os, når tiden er inde – modsat mange skift i verden og hverdagen.
“Da tidens fylde kom”, står der i biblen om det, der er blevet til juleordene hos os “sendte Gud sin søn, født af en kvinde.”
Hvordan kan tiden have en fylde? Det kan jeg ikke forklare, men jeg tænker, det er lidt, som når noget har varet længe nok og vi er klar til at ændre det.
Jeg ser for mig en gammel lerkrukke, der bliver fyldt til kanten af fortættet tid – og så skal der da handles, før det løber over. 😉 Gud må gøre noget.
Endelig, for biblen fortæller også, at det havde mange ventet utålmodigt på. Gud var ikke ham, der var mest på forkant med tingene. men kendt for at komme for sent til ‘aftalerne’ med det folk, der ventede på ham.
Det samme gjorde Jesus, da hans gode ven Lazarus var syg og døende. Han nåede først frem, da vennen havde været begravet i tre dage.
Det ligner ikke “tidens fylde” i mit univers – og det er præcis her, jeg har haft de største indvendinger mod Guds handlen – hans manglende tidsstyring. Hvorfor skal jeg vente så længe på, at han handler?
For har man en aftale, så skal den holdes? – og helst til tiden.
Når Jesus alligevel var på vej til Lazarus – hvorfor tog han sig så ikke sammen og skyndte sig? Så var vennen nok ikke død, for Jesus kunne have helbredt ham – i stedet for at gøre et lig levende?
Mine beslutninger får ikke konsekvenser for land eller verden – men selv i hverdagens familieliv har det betydning, at kende ‘tidens fylde’. Se hvornår, vi skal tage den svære samtale og gøre noget anderledes.
Jeg handler for sent – eller for tidligt for at være på forkant. Ingen af delene giver så gode resultater 🙂 som når jeg mirakuløst rammer ‘tidens fylde’.
Jacob gav mig en ekstra gave i år, da han sagde: “Se, mor, jeg skynder mig – uden hast!”
Den sved, for autisten havde jo ret – han handlede, som han var indrettet til. Det var mig, der ikke forstod, men kun så på ‘urtiden’ og blev frustreret, når vi ville komme for sent.
‘For sent’ findes ikke i Jacobs verden, for han kommer jo, når han er klar. Når tiden er inde. Han lever i ‘tidens fylde’. Det var bare mig, der ikke havde fattet det.
Sådan fik jeg ny læring om autisme med ind i det nye år 🤫🤔 sammen med teologisk eftertanke og en ny indsigt i, hvem Gud er og hvordan han ikke er.
Gud skynder sig åbenbart også ‘uden hast’ – og når alligevel ‘tidens fylde’ 😏
Kalenderen er klar til et nyt år, og de sidste rester af julens buket står endnu – og minder mig om “tidens fylde”.
Bente Christa
Måske har du lyst til at læse mere om samme emne:
Fotos med copyright af fotograf Bent L. Hansen