‘Al indkørsel forbudt’ for halve historier, der bliver til hele sandheden. ‘Stopforbud’ for alle sammenligninger. Det er fast arbejde at håndhæve det, for de findes overalt – selv i de få minutters reklame, der ruller over skærmen, mens jeg venter på TV avisen.

De halve historier trives på de sociale medier- og sandheden bliver svær at se, for de viser kun en del af virkeligheden. Vi ved det godt, men bliver alligevel påvirket, fordi sammenligningen går stærkt – og fordi billedet af det perfekte fanger vores opmærksomhed.

Her er en lille historie, med stor betydning for mit liv:

En bekendt lagde et billede op af et fint dækket bord, og jeg forestillede mig, at resten af hendes liv og hus var lige så perfekt

Det var det ikke, fandt jeg ud af. Billedet af det fint dækkede bord var taget, så man lige præcis kun kunne se bordet – men ikke ombygningsrodet i resten af rummet. Lige der gik det op for mig, at jeg havde skabt et billede af et perfekt liv, som ikke eksisterede.

Den halve historie, der blev hele sandheden 
“Bente, du svigter din familie!” blev sandheden for mig efter en klassisk kommentar for 25 år siden. En pædagog sagde: “Børn har godt af varm kakao og hjemmebagte boller, når de kommer fra skole.” En helt almindelig bemærkning mellem mødre til skolebørn dengang. Men denne her havde modhager og gravede sig fast i min dårlige samvittighed.

“Du svigter!” sagde den, og gravede sig dybere ned. Selvfølgelig svigtede jeg, for ingen magter alt. Slet ikke mig, der var alene om 3 børn i hverdagene, havde et krævende og uforudsigeligt job, en mand med lange arbejdsdage – og stod midt i afklaring af autisme diagnoser på to af børnene samtidig.

Men det viste sig, at det også kun var den halve historie. Den anden halvdel kom frem mange år senere, i et tilfældigt møde, med bemærkningen: “Jeg har altid været misundelig på dig, fordi du kunne læse tunge teologiske bøger!”

Se, det var en halv historie, der handlede om noget helt andet – men var blevet til en sandhed, jeg gik ned på. Da jeg hørte sandheden om den halve historie, blev jeg vred, sådan rigtig vred, og jeg gjorde autencitet til et mål for mit liv. Ægthed, ærlighed, og det rigtige størrelsesforhold på tingene.

Det er stadig en udfordring for mig, men jeg forsøger at fortælle hele historien, med både forside og bagside. For ingen skal høre halve historier fra mit liv og blive frustrerede over at tro, at det er hele sandheden.

Vi hører den halve historie som hele sandheden
Kender du det? Du har det faktisk ok med dig selv og din indsats. Lige indtil du begynder at sammenligne med andre. Det er så let at falde i fælden: Når andre fortæller om deres aktive liv, og jeg sammenligner med mit langsomme liv. Den halve historie ser et øjeblik ud som hele sandheden.

“Nu er jeg også lidt træt efter dagens møder” sagde en kollega henkastet. Hvad gjorde jeg? Jo, jeg følte mig også træt, efter mit ene, korte møde – og skammede mig, fordi det havde krævet alle mine kræfter.

En anden kollega fejrede sit 25 års jubilæum. Flot præstation og godt for hende. Men den anden halvdel af historien kan jo være, at angsten for noget nyt holdt hende fast i det velkendte? Loyalitet er en dyd, men måske også en maskeret angst for det ukendte?

Hold op med at sammenligne dig selv med andre!
Jeg går forbi dette skilt, hver gang jeg er i byen. Det bruger jeg som ‘stopforbud’ for sammenligninger. Det er svært for mange af os og kræver en vedholdenhed at fange de halve historier, der sætter fart i sammenligningerne.

“Skal du absolut sammenligne dig med nogen så skal du finde fakta – om nogen, der er på præcis samme niveau, har samme uddannelse, erfaring og øvrige forudsætninger, som du har.” Det var et ganske udmærket råd, jeg fik engang.

Sammenligningen er en vane, der kan være svær at ændre – netop fordi det er et mønster, som du automatisk tænker og handler efter. Mærk efter, hvad der er i spil. 

Her er de 3 bedste råd til at ændre vaner, som jeg har fundet:
• Lav en fair sammenligning
• Tag ansvar for din situation
• Du kan ikke sammenligne dit indre med andres ydre liv

Hele sandheden
Desuden er er ingen grund til, at sammenligne dig selv med andre. Du er unik, som du er.

Der er både en forside og en bagside til alle historier og personer, så led efter dem, før du tager noget ind i dit liv som sandheden om dig selv eller andre.

Glæd dig over alt det, der er særligt i dit eget liv.

Bente Christa

Billederne har jeg selv taget med mobilen på vej hjem fra en aftale i byen.

Måske har du også lyst til at læse:
Klodsmajor

Troldspejlets splinter


Tro ikke på alt, hvad du siger


Eller denne klumme om at føle sig dum:
“Nå, du er nok nybegynder”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det kræver ikke meget at blive slået ud af kurs. En forslået højre hånd med et par brækkede fingre kan gøre det for det væltede mine planer og forventningerne forliste om alt det, jeg skulle og ville.

Det gør mig vred – men jeg udtrykte det mere som “ja-jeg-er-faktisk-ked-af-det” – for vreden skal jeg jo stå til ansvar for. Lige her havde jeg kun mig selv at være vred på, for det var mig, der snublede og tog fra med hånden.

Livet er fyldt med ‘snublesten’ – for alle mennesker – men jeg glemmer det – eller tænker, at Gud vil forhindre mig i at falde over dem, fordi jeg har noget vigtigt at nå frem til?

Jo, der er tidspunkter, hvor vi kan se at Gud har ‘passet på os’ – men måske forliser vi, fordi vi forventer at vores liv er et krydstogt med Gud som kaptajn, hvor vi lægger til ved smukke steder og derefter sejler videre på en luksusrejse, med alt betalt og middag ved kaptajnens bord?

Måske tænker jeg ubevidst, at med Gud ved roret så er jeg ‘hævet’ over naturens love. Så glemmer jeg, at mennesker dør af kulde, sygdom og sult – eller ser deres liv blive skyllet i havet på et øjeblik. Vi er ikke herre over livets vilkår og kan ikke kontrollere de tilfældigheder, der får så stor betydning.

Hvor langt er vi herre over vores liv?
Langt – og så alligevel ikke. Jeg kan arbejde på at gøre mine forventninger til virkelighed – men jeg kan ikke sætte naturlovene i stå – eller få Gud til at gøre det. Jeg kan gøre alt det ‘rigtige’ for at indfri mine forventninger til et godt liv – men ikke ændre de vilkår, det kommer med.

Hvad vil jeg så sige? Måske mest, at mellem vraggodset fra mine forliste forventninger – lige dér – mærker jeg en taknemlighed over livet. Over være i live – og mærke, at mine relationer er levende. At jeg sammen med min familie har trodset høj bølgegang og farlige farvande – og overlevet.

Ja, vi har mistet både bagage og forventninger undervejs – men vi er også blevet stærkere og mere levende i vores forhold til hinanden. Vi har efterladt mange af de forventninger, der bliver så ligegyldige, når livet er i spil. 

Mine “forliste forventninger” er en frasortering af alt det, der var mindre vigtigt. For hvor meget kan du tage med dig, hvis du skal i redningsbåden? Hvor meget værdi har det egentlig?

Hvilke forventninger var det så, der forliste? Hvad fandt jeg blandt vraggodset? Jo, de store idealer om at gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted. Måske endda få mennesker til at respektere hinanden. Men det var glansbilleder, og de var næsten opløste, da jeg fandt resterne af dem.

Helt anderledes var det med en bunke skår, jeg fandt i vraggodset. Der var rester af glas – og en ramme – og lige dér genkendte jeg billedet af mig selv. Den Bente, jeg forsøgte at være – eller blive. Altid tålmodig og venlig. Altid i stand til at løfte nye opgaver. Aldrig for optaget til at give andre en hjælpende hånd. Aldrig sur på mand eller børn og altid den, der hjalp andre på benene igen. 

Billedet af Bente fra mine drømme – var billedet af et overmenneske, der nægtede at være underlagt naturlovene eller behovet for søvn og mad. En Bente, der var alt det bedste og fineste – uden begrænsninger.

Nu kom livet i en anden indpakning, end jeg forventede. Slet ikke pakket fint ind – men det ligger lige foran mig som en gave hver dag, og venter på, at jeg skal se den, samle den op – og åbne den. Som med billedet af mannaen i ørkenen. Her gav Gud nok til én dag ad gangen – og det, der blev gemt som sikkerhed – det blev dårligt og uspiseligt.

“Det onde med det gode”
Hvordan er vi landet i en forventning af, at vi har krav på et godt liv – uden problemer og udfordringer. Har vi så ikke misforstået selve livet? Livet er en gave til os – ikke en designervare efter bestilling.

Alligevel forventer vi, at problemer kun rammer de andre? – for de har nok på en eller anden måde selv “været ude om det”. Men det er noget andet med dig og mig. Vi lever som om vi er usårlige – og håber, at vi har ret til et liv i liv, der lykkes.

“Når ondt rammer gode”
Kender du Jobs Bog? Det er måske en af biblens bedst kendte bøger fordi, dens tema om modgang er vævet ind i litteraturen. Job mistede alt, stillede spørgsmålstegn ved alt, tvivlede på alt – og nåede alligevel til, at livet med Gud var livet værd.

Den bog kan kun læses af dem, der selv har prøvet at leve med svære vilkår, for du kan kende alle teorier uden at forstå. Først når du selv har oplevet det, kan du møde andre med samme oplevelse og mærke den fælles indføling. Indtil da, er du helt alene om det.

“Når ondt rammer gode” er titlen på en bog, men også en konstatering, der har betydet meget for mig. Livet er ikke en forretning, hvor du kan handle – eller forhandle – dig til de produkter, du ønsker. Eller købe dig til forsikringer for et godt liv. At ondt virkelig rammer – også mennesker, der ikke selv er skyld i det. At vi ikke kan aflæse en sammenhæng mellem at være et godt og anstændigt menneske og den mængde af kaos, vi oplever i vores liv.

Livet er en blandet landhandel. Det onde kommer med det gode. 

Måske er det farligste forlis på livets hav – at vi frygter forliset? At vi bliver så bange, for at det ikke lykkes – livet – at angsten får lov til at lamme os? At vi ikke tør sætte sejl og sætte vores liv og evner i spil?

En god ven beskriver det så fint i en salme:
I dag jeg sætter sejl.
Jeg mærker Åndens vind i dag,
i dag jeg sætter sejl
skønt mit sejl er tungt og vådt af regn,
og fyldt med flænger og fejl.

Ja, jeg kan stadig handle i livets drama – når jeg skriver videre på ‘manus’ for mit liv med de valg, jeg træffer i dag. Jeg kan vælge min reaktion på de svære situationer, livet rummer, og ændre den afsluttende tone – selv om handlingen er uændret.

Livet er nemlig livet værd – trods risiko for forlis.

Bente

Her finder du finder flere klummer om lignende emner:

Når nogen forstår, hvad jeg siger

Troldspejlets splinter

Når det afskårne skyder igen

Blomster ved mit grænsehegn

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

De gamle byggede solide mure, der kunne bære.  De står endnu, som muren her i Sankt Catharinæ kloster i Ribe. Solide kampesten som fundament og oven på brændte munkesten. Ind i mellem mindre sten i sjove former, der kunne fylde hullerne ud.

Sådan forestiller jeg mig sproget fungerer: At det er bygget op på et fundament af solide, meningsbærende ord. Derpå er lagt ord, der tilpasses situationen og målgruppen – og allerøverst ligger de ord, der mest er til pynt.

“Murstensord”
Jeg savner ord, der bærer en betydning. Ord, der kan bære samtaler og som har vægt. Som ikke bare kan bruges i dag, og være moderne, men kan holde til brug. Som er slidstærke.

Som ritualord, der kan hentes frem og siges igen og igen – med indhold – fordi de netop har vægt.

Vi har byttet om på rækkefølgen. Vi bruger mængder af fine og iøjnefaldende tillægsord først og til allersidst kommer de murstensord, der bærer meningen. Måske for at de tunge ord skal drukne i ordmylderet?

Der er nærmest gået mode i at tale udenom, så man ikke forpligter sig på noget. Lyt til politikere foran TV kameraer. De har forfinet kunsten at tale udenom.

Ordene bliver røgslør for manglende ansvar og handling. Lad os i stedet få ord med indhold. Ord vi kan stole på.

“Ordholden” er et gammelt ord, der er gået af mode for længe siden. Men jeg savner “ordholdenheden”, at mennesker holder ord og løfter – og handler efter de ord, de sætter på deres værdier.

Tænk, hvis det kom på mode igen. Tænk, hvis mennesker mente det, de sagde – og sagde det, de mente. Gerne på en ordentlig måde. Hvis man igen kunne stole på, at et ord er et ord.

Der var engang, da det var en kunst at kunne forenkle administrationens kancellisprog til breve, som vi borgere rent faktisk forstod. Nu har vi utallige kommunikationsfolk, der får høj løn for at manipulere med ord og udtalelser – for at få os helt almindelige danskere til at acceptere hvad-som-helst.

Ordmylder. Selv når min mobil skal opdateres, kommer der et dokument frem med titlen “Fraskrivelse af ansvar”. Mange sider ord, som er beregnet på at forvirre mig, trætte mig og få mig til at trykke på “accepter”, uden at læse det.

Som når banken indfører højere gebyrer for bundkunder som mig. Der er så mange ord i uklare beskrivelser, at jeg kun forstår det, de forsøger at undgå at sige: Banken vil tjene flere penge på min konto. Det kunne de jo bare skrive.

Ord med ny betydning. Så er der alle de ord, vi stadig bruger, men hvor vi har ændret meningen – indholdet – sådan lidt efter lidt. Vi taler ikke så meget om flygtninge – men om migranter.

Sådan kan vi forsvare at vi ikke gør noget som helst, for migranter er jo bare lykkeriddere, der vil score kassen hos os og sende overskuddet hjem. Dem kan vi afvise med god samvittighed og ingen ved længere helt, hvad en rigtig flygtning er. Jo, sådan skærer man ned på hjælpen – og bekræfter hinanden i, at det helt i orden.

Meningsbærende ord. Jeg lærte meget, da jeg skulle lære at tale igen efter den første blodprop i hjernen. Det vigtigste ord først. Glem alt om sætninger. Sig “vand”, hvis du er tørstig eller “toilet”, hvis du har brug for personalets hjælp.

Det tager nemlig tid at forme ord, når man har afasi, og det kræver kræfter – så det vigtigste ord først. Det ord, der bærer meningen.

I Kejserens nye klæder siger den lille dreng de forløsende ord “Men han har jo intet tøj på?” Vi almindelige mennesker kan godt se igennem de mange fine ord.

Jeg har haft dybsindige samtaler med mennesker – på mange sprog og med mange ord – men også med mennesker, som jeg ikke havde ét eneste ord fælles med. Mimik, tegnsprog og en hånd på skulderen kan udtrykke næsten alt – hvis det er ægte.

Andre samtaler er jeg gået fra med følelsen af “Det var kun ord – uden indhold”. For ord kan sige alt – eller intet. De kan slides op eller forsvinde. Men ord kan også åbne en helt ny verden af muligheder.

“Murstensord”. Måske kunne vi starte en stilfærdig ordrevolution med “murstensord”? Solide ord, der kan bære samtaler, handling og ansvarlighed, fordi de netop har indhold og tyngde.

Vi har så mange ord til rådighed – og vi bruger så få af dem. Vi vælger helst de nyeste og udenlandske, for de danske ord lyder lidt for ‘flade’. Men hvorfor?

Vi har utallige fine ord og udtryk, men jo mindre betydning vi lægger i de ord, vi siger og skriver – jo mere tvinges vi til at tage større tillægsord i brug. Eller hente nye ord fra andre sprog.

Her var 835 ord fra mig for at sige: “Sig, hvad du mener og tag ansvar for det, du siger!”

Bente

Måske har du også lyst til at læse disse klummer:

“Ordet skaber, hvad det nævner” har jeg skrevet om her:
Alle mennesker er mere end ..

Hvad siger jeg til mig selv i dag? Det er den vigtigste samtale, for “ordet skaber, hvad det nævner” – i mig. Den påvirker mit perspektiv på dagen – min holdning til forandringerne omkring mig – og det, jeg skal handle anderledes på i dag.

Når ordene ruster

Halve historier kan blive til hele sandheden for mig, så billedet minder mig om at holde fast ved de spor, jeg selv træder – og ikke lade mig påvirke af mediernes massive spor.”

Massive mediespor i mit liv

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Muren her gjorde indtryk, for jeg har aldrig set det indvendige af en gammel kampestensmur. Hvad der var sket med den, ved jeg ikke. Men den viste mig noget om betydningen af de “usynlige” små sten – og jorden – for de fyldte mellemrummene ud mellem de største kampesten. De var med til at bære vægten. og sikre stabiliteten, så muren ikke sank og gik i stykker.

Vi har alle betydning
Ja, sådan er det med livet, tænkte jeg, mens jeg kiggede på den ødelagte mur. Mange opgaver bliver først synlige, når de ikke bliver udført. Når mennesker oplever, at det ikke gør nogen forskel, at de bruger deres evner. Når ingen ser det, de plejer at gøre. Når det kun er de store talenter, der hyldes. Når den daglige indsats bliver usynlig: madlavning, oprydning, lektielæsning – og opmuntringen af de mennesker, der er os nærmest.

“Vi kan alle bidrage med noget!”
Det er rigtigt og samtidig er det blevet en politisk floskel, der dækker over besparelser på offentlig hjælp. Jeg vover alligevel at skrive det én gang til, for det er grundlaget i alle fællesskaber. Vi kan alle bidrage. I det store nationale fællesskab, vi kalder samfundet. I det mindre fællesskab, hvor du lever dit hverdagsliv. I de små fællesskaber med familie og venner.

Bidrage med hvad?
Det er ikke os alle, der kan tilbyde den store arbejdskraft eller møde på arbejde 37 timer om ugen. Men dit bidrag kan være så meget andet. I mit univers betyder det “bare” at være mig og bruge mine evner i det omfang, jeg har kræfter til. Måske til at være den mørtel, der holder sammen på stenene, som i muren på billedet? Møde andre med venlig opmærksomhed. Se dem i øjnene og anerkende deres værdighed. Deres betydning. Anerkende indsatsen fra de mennesker, der gør en forskel, hvor livet er svært. Fastholde, at livet også rummer uendelig skønhed – midt i alt det uskønne.

Historien om 3 mænd med talenter
Der er en tidløs fortælling i biblen om tre mennesker, der får udleveret værdier, som de skal forvalte for deres arbejdsgiver, mens han er væk. Den første får 5 talenter, som her betyder mønter. Den næste får 2 og den sidste kun én. Ham med de fleste sætter dem i omløb, afleverer fortjenesten og får ros. Ham med de færre talenter, bruger dem fornuftigt og kan aflevere et pænt resultat. Men som i eventyrene ligger læringen for os i den tredje, som kun får udleveret ét talent. Han graver nemlig mønten ned, så han ikke mister den. Han kan derfor aflevere det samme talent, som han fik udleveret – men ubrugt og endda uden “renter”.
(Mattæus 25,14-30)

Vi har vist alle stået i en lignende situation: Vi ser de andre, der kan meget mere end os. De har større evner og flere muligheder. “Jeg kan jo ikke noget særligt.” Nej, vi er mange, der kan se andres fordele, men ikke vores egne muligheder. Vi graver os ned og smågrynter over uretfærdigheden i uddelingen af evner. Så risikerer vi heller ikke at mislykkes. Det er så trygt at gemme sig bag andre.

Kun du kan være dig
Men du har stadig mindst ét talent, som du skal have sat i omløb: DIG. Der er kun én som kan være dig – og leve og udfolde DIT liv. Du har en særlig historie, som du kan berige verden med. Den indeholder alle de erfaringer, som du kan berige andre med. Hjælpe andre med. Du har præcis de evner, du har brug for, til at give et særligt bidrag til verden omkring dig.

Mød denne dag som dig
Derfor har verden brug for, at du møder denne dag som dig – og med dine evner. Du skal sætte dit talent i omløb. Vi kan synes, vores evner ikke rækker til noget uden for vores egen gadedør, fordi verden virker af lave og problemerne er uendelige. Men du kan gå ud ad døren og smile til andre ved busstoppestedet og allerede der, har du gjort en forskel i verden.

Sommerfuglen på muren
Der sad en sommerfugl på en ødelagte kirkemur. Hvordan er det nu? Nogen siger, at når en sommerfugl basker med vingerne her, kan det mærkes på den modsatte side af kloden. Ja, du ved aldrig hvad du sætter i gang, når du er dig. Men når vi indtager vores unikke plads og basker med vores sommerfuglevinger – så har det konsekvenser. Så sæt dig selv og dine talenter i omløb – og se, hvilke gode ting der sker i verden. Måske kan du være med til at vælte en mur undervejs.

Bente

Måske har også lyst til at læse:

Når hver dag bliver en særlig dag

Vi bygger på fortidens fundament
Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får for andre. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og fundamenter.

Ord om betydning
Alle mennesker har værdi og kan omsætte små eller store evner til betydning for andre – og for dem selv.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg behøver ikke mediernes massive spor for at vide, at min autisme-familie er anderledes end andre familier. Det ved jeg alt for godt, så jeg har brug for at holde fast i, at vi også er fem mennesker, der sammen skaber sammenhold og indhold i vores fælles liv.

Julen er en udfordring, når medierne trækker deres brede spor med glansbilleder af den normale, magiske juleaften. Idyllen, der stilles op som mål og med klimaks den 24. december – efter måneders optakt. Vi har anderledes vilkår end andre, normale familier. Derfor kæmper vi for at holde fast i, at vores julehistorie skal vurderes efter andre kriterier.

Vi har haft en god juleaften – punktum. Ikke en jul, der er værd at skrive om. Den var bare ok – med vores vilkår.

Vores prioriteringer for denne jul var .. ikke noget særligt .. eller noget som helst:
* Juleaften uden stress og konflikter
* Julemiddag ved køkkenbordet
* Duft af rødkål og af steg fra ovnen
* Tid til at se Disneys juleshow med autistsønnerne
* Juledage med gamle danske film og mors strikketøj

Alt andet kan fravælges: julepynt, adventskrans, levende lys, gran, store julegaver, lækkerier. Eneste bonus til mor, hvis alt gik efter planen: Händels ‘Messias’ nydt i høretelefoner.

Måske magter andre det? At leve op til omverdenens massive spor i vores forestilling om julen? Vi gør ikke, så vi undgår helst at blive mindet om det. Det er de halve historier, der bliver til hele sandheden i mit verdensbillede, hvis jeg ikke luger dem væk – konstant.

Når jeg ser andres juleborde fotograferet i julelysenes skær, er jeg tilbage ved min mormors ‘Ved julelampens skær’ og de romantiske fortællinger om, hvordan sneen altid faldt uskyldshvid, og alle konflikter blev løst før familien mødtes til en magisk juleaften. Måske har tiden stået stille? Jeg synes, jeg genkender idyllen fra dengang i mediernes fremstilling af julen i dag.

Når jeg ser andres vidunderlige børnebørn – som jeg gerne under dem  – skal jeg forholde mig til vores autistsønner, f.eks. yngstebarnet på 31, der altid vil være mere barn end voksen. Så vi skal altid planlægge på børnebørns-niveau – og leve med, at det er vores egne børn, der bliver ældre, men ikke voksne.

Det har jeg ikke brug for, at Facebook minder mig om. Jeg vil hellere læse om venner, der holder modet oppe i en svær tid og kommentere opslag fra dem, der synes livet driller – eller har valgt en humoristisk vinkel på julefortællinger. Jeg vil hellere finde historier fra hverdagen, der gør mediesporene mindre massive og giver detaljer i billedet af andres jul. De findes, men jeg ved ikke, om jeg orker at bruge dyrebar juletid på at lede. Derfor blev det en jul uden Facebook.

Facebook er ét eksempel på de massive spor, som medierne trækker i vores liv. For nej, det er ikke sådan verden ser ud. Det er en løgn, som det er vigtigt at gennemskue. Det er oftest glansbilledudgaven af menneskers liv, der når til Facebook. For hverdagen har de færreste lyst til at udstille.

“Skilsmisserne hitter i juletiden” var en overskrift, jeg tilfældigt så. Sandheden om julen omfatter andet end de mange yndige billeder og opslag. Hverdagslivet går i stykker, når vi sammenligner det med mediernes idealer. Forholdet til andre kæntrer, når der kommer storme undervejs i juleferien. Hvorfor er det så ikke dét, vi fortæller om?

Jeg har nået en alder, hvor jeg kender risikoen for fortrængning – men også kender værdien ved at tænke i billeder, der opmuntrer og løfter mit liv. Det er fordelen ved at blive gammel – at vælge de massive spor fra og gå min egen vej. Det er måske kun en sti – og ikke en motorvej – men det er min vej. En vej, der fører mod mit mål og giver mulighed for – undervejs – at deltage i det, der giver mening for mig.

Billedet minder mig om, at holde fast ved de spor, jeg selv træder – og ikke lade mig påvirke af mediernes massive spor.

Bente 

Måske har du lyst til at læse mere om fordrejede billeder her:
Troldspejlets splinter

Fotograf Bent L Hansen har taget billedet af hjulsporene

Vi har netop fået flere end 1.000 nye danske ord af Dansk Sprognævn. Vi må have et betydeligt ordforråd, med den udvidelse – eller måske har vi kasseret lige så mange gode, danske ord i stedet?

Vi har mange danske ord, der ruster og efterhånden bliver skrevet ud af sproget. Vi har ord, der ikke længere er kendte og ord, der har fået en anden, ekstra betydning, som f.eks. regnbuen, der er blevet patenteret som ikon.

En international lægekongres har netop sat fokus på ordet ‘træthed’. De anvender fem forskellige ord på engelsk for at beskrive gigtpatienters træthed og har lavet en skala over oplevelsen af de fysiske og mentale dimensioner i trætheden.

Det kan vi ikke på dansk, for vi bliver bare ‘trætte’ – af chefen, af vejret, af politikerne – og af mangel på søvn.

Vi har ellers en uendelig ordrigdom i det danske sprog. Vi bruger den bare ikke. Her skriver jeg f.eks. ‘bruger’ i stedet for ‘anvender’, ‘benytter’ eller ‘gør brug af’.

Det er præcis sådan, vores sprog bliver ensformigt, fladt og uinspirerende. Men jeg er bevidst om signalværdien af de ord, jeg skriver, og bevidst om lix-værdien. At mit budskab skal udtrykkes i korte hovedsætninger med flest korte og kendte ord for at blive forstået.

Til gengæld opretholder vi danskere vist verdensrekorden i sprog-akrobatik, når vi siger det modsatte af, hvad vi mener. Når den største ros er ‘Det var ikke så ringe endda.’

Vi undertaler på dansk og vi bruger ironi og sarkasme. Prøv at forklare det til udlændinge, der forsøger at lære dansk – eller til mine autistsønner, der opfatter ALT konkret.

Jeg har været oversætter i mange år. Det er altid en udfordring, men spændende, for jeg er ORDNØRD og trives ved at lege orddetektiv.

Vi mangler ord
Jeg savner et sprog, der kan hjælpe os ordfattige danskere til at udtrykke det, der ligger inde bag vores blufærdighed. Vi har ord på dansk, som vi ikke bruger, men vi har også ordløse områder.

Vi mangler ord for de store ting i livet – eller for de svære følelser, vi oplever ved sygdom og dødfald. Vi bruger kirkens sprog ved begravelser, men det er uvant for de fleste danskere og opleves som et fremmedsprog – ikke et sprog, der hjælper til at forløse følelser.

Men inde bag vores specielle danske blufærdighed – derinde – vil vi faktisk gerne sige noget om det, der er større end hverdagen. Om liv og død. Om de værdier, vi tror på.

Det er livsbekræftende, når det lykkes at sætte personlige ord på det, der virkelig har betydning. Helt uventet har jeg mødt det på Facebook i de personlige kommentarer til dødsfald.

Det er straks sværere, når vi møder hinanden og skal sige ordene. Det er fint at sige ‘kondolerer’, når vi møder de efterladte til en begravelse, men hvad siger vi i tiden efter? Undgår vi hinanden, fordi vi mangler ord?

Se, alt dette ordkløveri kom der ud af skulle oversætte danske juleforventninger til engelsk. Men det er en helt anden historie.

Bente

Måske har du også lyst til at læse om ord med betydning?
Ord om betydning

Kender du det? Folk kommer ind ad døren med kommentaren: “Må jeg låne lidt strøm?”

Vi er blevet afhængige af opladere til mobiltelefoner, iPads og alt det, der skal lades op. Der er bare ikke nogen oplader til os selv, når vi mærker, at energien er lav. Ingen skærm der viser, at vores batterier er ved at løbe tør. Vi skal selv mærke det – eller have mennesker omkring os til at se det.

Jeg var på sygehuset i denne uge til kontrol og fik netop dén hjælp af sygeplejersken, som sagde: ‘Der er en tid til aktivitet og en tid til hvile. Det sidste er det vigtigste for dig!’

Det ved jeg godt – at hvile er vigtigt for mig. Det tager bare så lang tid og der er så meget, jeg gerne vil. Dagens timer forsvinder for hurtigt.

Hvor er min oplader?

Jeg savner en turbo oplader, der kan lade mig op, mens jeg er i gang. Sådan som jeg kan lade min mobil og min iPad op. Ja, opladningen varer lidt længere, men jeg kan ringe imens. Læse og skrive imens. Det virker bare ikke på samme måde med mennesker.

Det gik pludselig op for mig, at det er sådan, jeg altid gør: Så snart jeg har samlet lidt energi sammen, så bruger jeg den. Derfor når jeg sjældent at komme helt til kræfter.

Måske er det ikke kun mig? Jeg ser samfundets forventninger om at producere, præstere og være på – uafbrudt.

For vi skal også præstere det gode og produktive familieliv og fritidsliv. Hvad blev der af 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timer til frihed?

Alting har en tid

Der er et fint digt om det i Biblen, i Prædikerens Bog 3,1-9:
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.

Der er en tid til at lade ligge

Det er min tilføjelse. Når jeg overser den tid, så reagerer både hjerne og krop og tvinger mig til at ‘lade ligge’ og bare lægge mig og hvile i et mørkt rum. Som jeg måtte i går.

Hvor svært kan det være?
Meget svært, åbenbart, for jeg lå der i mørket med en gennemtrængende oplevelse af at svigte. Mest at svigte mine egne værdier og de mennesker, der betyder mest for mig.

Jeg satte mobilen på lydløs fordi jeg ikke havde overskud til at tale mere med yngstebarnet. Jeg lukkede Facebook, selv om der var beskeder og spørgsmål, jeg gerne ville have svaret på.

Jeg mærkede svigtet af mine prioriteringer, da jeg slukkede lyset i køkkenet og sagde godnat til rod og opvask, der stod og ventede på mig.

Min hukommelse mindede mig om de aftaler, jeg var nødt til at aflyse. Det fortsatte med alt det, jeg havde planlagt at gøre og gerne ville.

‘Sorg tager tid’ sagde sygeplejersken. Ja, det ved jeg. ‘Sorg tager længere tid, end du regner med!’ fortsatte hun, ‘og den sidder i din krop’. Tak, det mærker jeg. ‘Overanstrengelse tager endnu længere tid – og det hele tager den tid, det tager!’

Det har jeg ikke lært endnu: At vente med at bruge kræfterne, til jeg har dem. Jeg handler, som når jeg lader min mobil telefon op: Når den er sat til opladning, kan jeg jo bruge den igen. Så det gør jeg.

Hvordan lever jeg med at ‘lade ligge’?

Jeg har ikke fundet den nemme løsning og jeg tror ikke, den findes. Så det er benhårdt arbejde – at lade ligge!

Bente

Måske har du også lyst til at læse

Jeg er bare på vej

Ting tager tid

Eller om at respektere grænser:
Blomster ved mit grænsehegn 

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Når vi står ved livets begyndelse og afslutning, ser vi tydeligt, hvad der har størst betydning. Det kan være sværere at se i hverdagens virvar af gøremål og indtryk.

‘Betydning’ er et ord, vi bruger når små børn opdager ordenes verden og har brug for forklaringer, men det har endnu en vinkel, som vi sjældent bruger. I Den danske ordbog står der:

‘Betydning er vigtighed, værd eller relevans som tillægges noget eller nogen.’

Vi har brugt ordet ‘betydning’ meget i de seneste måneder, da min far var syg og i tiden omkring hans død og bisættelse. Det var naturligt at sige: ‘Det betød meget for far!’ Det var naturligt at give fars værdier betydning ved at handle efter dem i praktiske forhold.

Betydning blev et vigtigt ord i vores familie. Det blev naturligt at forstærke vigtige hverdagsværdier og sige ‘det betyder meget for os at ..’ Vi opdagede en ekstra dimension i samtalerne, når vi sagde ‘det betyder meget for mig at ..’

‘Betydning er vigtighed .. som tillægges noget’ 

Vi kender vigtigheden og bruger den til planlægning af arbejdsliv og familieliv med kalender og to-do lister. Vi bliver stressede, fordi alt for mange ting er blevet alt for vigtige – og lige vigtige.

Livet hjælper os gerne med at skelne mellem det vigtige – og det, der har virkelig værdi. Vi kan godt vælge det mest værdifulde fra listen over det vigtige, men vi gør det måske først, når omstændighederne presser os til at vælge. For her skal vi vælge noget vigtigt fra, og det er modsat kravene i verden lige nu.

‘Betydning er .. værd som tillægges .. nogen.’ 

Jeg har mødt mennesker, som følte de var enormt betydningsfulde og derfor blev utålelige at være sammen med. De opførte sig i hvert fald, som om alle skulle kunne se deres store betydning og bøje sig i støvet for den. Som om de havde et større værd end andre.

Men det er kun andre, der kan tillægge et menneske kvaliteterne værd, relevans og vigtighed – og pege på det menneskes betydning. Når et menneske gør det om sig selv – så er det måske mere et udtryk for manglende værd? Måske for mindreværd, som er det mest brugte ord med ‘værd’?

At give betydning – og få betydning

Vi kan give betydning – og vi kan få betydning – men vi kan ikke give os selv betydning. Den kommer af de ting, vi har givet betydning undervejs i livet. Af de værdier, vi har handlet på. Af de holdninger, vi har gjort relevante og gældende i hverdagen.

Ved fars bisættelse var det tydeligt, at han havde haft betydning for mange. At hans liv og indsats havde betydet meget. Det ville have undret ham, for han handlede jo ‘bare’ på det, der gjorde hans værdier til virkelighed.

‘Betydning er det, der bliver tilbage, når berømmelsen er væk!’ 

Jeg ved ikke, hvor citatet kommer fra, men det giver mening for mig i en tid, hvor hurtig berømmelse er hverdag i medierne. Den kan falme hurtigt og kendte personer bliver tabt i glemslen igen.

‘Hvorfor bliver folk først berømte, lang tid efter de dør?’ spurgte jeg for længe siden på vores lokale børnebibliotek. Jeg læste biografier og forstod ikke, hvorfor de største komponister levede og døde i dyb fattigdom, når de senere blev berømte og deres musik blev mange penge værd.

Bibliotekar Olsen var en klog pædagog, der sporede mig ind på bøger om forskellen på at være berømt – og betydningsfuld. Dengang brugte man ikke penge på at udgive bøger om berømte mennesker, hvis de ikke havde haft betydning. Nu oversvømmes vi af bøger om berømtheder, der promoverer deres egen betydning.

Anderledes var det, et af børnebørnene beskrev om fars betydning: “Morfar var et af de mest vidende og åbensindede mennesker jeg kender, og han og mormor har inspireret mig til at være nysgerrig og kritisk, og det er en gave jeg værdsætter usigeligt højt.”

Får mit liv betydning? 

Det tør de færreste af os sige højt. For hvad nu, hvis vores liv er uden betydning? Så er vi ude i et eksistentielt tomrum. Så giver det ikke mening, at stå op om morgenen og gå i gang med opgaver og arbejde. Så er der ingen grund til at behandle kloden eller andre mennesker med respekt – for alt er alligevel uden betydning.

Alle mennesker har værdi – og værd. Alle kan omsætte små og store evner til betydning for andre – og for dem selv. Det giver selvrespekt at gøre sit bedste med livet – og respekt fra andre.

Det giver livet mening – og betydning!

Bente

Hvor er ordene, vi kan bygge på?

Måske har du også lyst til at læse om afskeden med min far:
Farvel, far

Det er ‘bare’ et sommerhus ved Sejerøbugten, men det er vores grønne oase.

Der sker noget med os, når vi går ind mellem garagen og annekset: Vi trækker vejret dybere og mærker, at blodtrykket falder. Luften er bedre her og vi bliver lidt høje af luftens iltindhold. Skifter til et lavere gear og går en tur rundt om huset for bare at optage mere ilt og indsnuse flere dufte. Stopper og følger de egern, der farer op ad fyrrestammerne.

Fyrretræerne er høje og giver en blid baggrundsmusik. De lukker grunden af, så den bliver vores helt private sted. Samtidig peger de opad mod en himmel, der er mere blå end andre steder.

Tiden får en anden dimension her.
Det er sjældent, vi har brug for vores ure.
Her går tiden langsommere.

Mit næste stop er ved vandhanen i køkkenet. Her er vandet koldt og det bedste, mest friske vand, jeg har smagt. Det er så forfriskende, at vi fylder vandflaskerne op for at forlænge oplevelsen på hjemturen.

I sommerhalvåret skal jeg ud på græsplænen og gå på bare tæer. Det giver mig jordforbindelse. Noget organisk, der sikkert har en forklaring – men den er ikke nødvendig, for erfaringen er nok. At mærke græsset under fødderne – det gør godt! Som da vi var børn og altid løb barfodede på græsplænerne.

Jeg vil så gerne tage min middagssøvn i skyggen under fyrretræerne. Blive vugget i søvn af granernes bevægelser. Følge skyerne på himlen. Lytte til den stille susen i trætoppene.

Jeg tænker, at sådan må det opleves at komme til en ørken-oase.
At få frisk, køligt vand, der giver kroppen ny energi.
At se frodigheden i planter og træer.
At mærke, hvordan alting fornyes i en.

Der kun er én grund mellem sommerhuset og Lyngvejen med al dens trafik. Vi undrer os over, at vi ikke hører det – men vi har fokus på stilheden i vores grønne oase og selv trafikstøjen sorteres fra.

Stedet kan rumme hele klanen med alle børn, svigerbørn, børnebørn med kærester og oldebørn – og stadig være en oase for alle. Det er det forunderlige ved stedet, og ved de oplevelser, vi har knyttet til det.

Mine forældre købte sommerhuset i 2000 og gav os fire børn hver sin nøgle til det. Åh, den nøgle var en stor gave. At vi kan starte bilen og være der om lidt – det giver et frirum. At være der – det giver ro i sjælen og helse i kroppen.

I weekenden var vi samlet til familieråd om sommerhusets fremtid. Min far på 94, min mor på 84 og vi fire børn med ægtefæller. “Se bare, hvad vi har startet!” sagde min far og så på os (gamle) børn. “Det er en rigdom!”

Vi glæder os over vores grønne oase!

Bente

Måske har du lyst til at læse om et andet af mine oase-steder?
Klostergården ved Sanct Catharinæ Kloster i Ribe

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

I dag er det et år siden, jeg fik den seneste af flere blodpropper i hjernen. Jeg har grædt over det, jeg har mistet, men i dag glæder jeg mig bare over det, jeg stadig kan. At jeg lever og ‘bare er Bente med begrænsninger’.

I denne uge, et år senere, har jeg for alvor erkendt skaderne. At der er konsekvenser, som jeg ikke kan fortrænge – men godt leve med. Jeg blev mindet om, at jeg er sluppet billigt – men ikke uden omkostninger. Mit liv har fået nye begrænsninger og konsekvenserne er større, end det så ud til for et år siden.

De fleste hverdage er indrettet efter, hvad jeg kan og magter. Så er der de dage, hvor jeg skal uden for hverdagsrammerne og være normal blandt andre. “Det kan jeg sikkert godt,” tænker jeg, “med lidt ekstra medicin og en hviledag bagefter”. Der er i hvert fald ikke andre, der skal sige, “det kan du ikke, Bente”.

Min faste fysioterapeut skrev en lang status om min behandling: “Bente kan ikke deltage på holdundervisning, da hun ikke kan omsætte en kollektiv træningsinstruks til handling.” Fint nok tænkte jeg og var selv med til at lave formuleringen, for det handlede lige som ikke om mig. Bevillingen blev godkendt og jeg beholdt min individuelle træning.

I mandags ramte de samme ord min identitet, da hun sagde: “Bente, du kan ikke både træne og tale på samme tid.” Hvad er det, du fortæller mig? Kan jeg ikke både sige noget – og bevæge knæene fra side til side samtidig?

Tirsdag var jeg hos min læge for første gang i næsten et år. Vi har klaret problemerne via mail eller i telefonen. Han er god, min læge, og kender mig godt – så jeg bad ham bare lige tjekke, at der ikke var noget alvorligt galt med det højre ben, der ikke reagerer på mine beskeder. Det var der ikke, men ‘bare’ konsekvensen af lammelser og utallige skader.

For et år siden blev jeg indlagt med fuld musik og blå blink. Af en anden læge og ikke med min gode vilje – men selv jeg opfattede, at mit blodtryk var alt for højt og gav mit livs værste hovedpine. Men “må jeg lige gå udenfor først og ringe, så jeg kan aflyse frokosten med min mand?”

Behandlingen på sygehuset var fin, selv om jeg var en udfordring, der ikke kunne krydses af i de normale rubrikker i journalen. To unge medicinstuderende opgav og hentede en uddannet neurolog, som forklarede dem, at denne blodprop havde ramt i modsat side af hjernen. Derfor kunne de ikke sammenligne med den anden side, for den var allerede delvis lammet.

Jeg var ikke til meget hjælp for dem lige der, for jeg kunne kun beskrive min tilstand på engelsk. Dansk var væk, men engelsk ligger et andet sted i hjernen og er ikke ramt af blodpropperne, men jeg er helt med på, at det er specielt når jeg forklarer på flydende engelsk og med fuldt register af fremmedord – at jeg ikke kan tale dansk.

Da morgenholdet mødte ind næste dag, gik jeg op og ned ad gangen og spurgte efter KAFFE. De kiggede lidt underligt på mig, for alle deres patienter var indlagt med blodpropper eller hjerneblødninger og LÅ i sengene. Jeg vidste fra tidligere gange, at jeg skulle ud af sengen og i gang igen.

Heldigvis blev jeg genkendt af den ledende sygeplejerske, der gav mig et kæmpeknus: “Det er Bente, som gjorde det umulige efter den første blodprop og var afdelingens mirakel. Dengang troede vi ikke, hun overlevede – og slet ikke, at hun kom til at fungere igen!”

Men jeg er Bente, og jeg fungerer – med mine begrænsninger. Der er (en del) ting, jeg ikke kan lige nu, men i morgen, så kan jeg igen!

I morgen rejser jeg mig igen som en anden fugl Fønix af asken.
Jeg vågner med masser af energi og kan igen gøre, som jeg kunne.
Måske?
Smiler.

Denne dag er nemlig muligheden!
Det har hjulpet mig at fokusere på, hvad der er muligt lige nu.
Det har skjult mine handicaps – for mig selv.

I denne uge blev jeg indhentet af virkeligheden.
Meget mod min vilje og med kærlig hjælp fra fysioterapeut og læge.

Så hvordan er jeg Bente med begrænsninger – og stadig den samme Bente?

Bente 

Måske har du også lyst til at læse dette indlæg:

Alle mennesker er mere end

En handicapparkeringsplads i livet?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright