En handicapparkeringsplads i livet?

Handicapparkeringsplads i livet

Har du ønsket dig en handicapparkeringsplads?
Enten i travle byer eller når hverdagens vinde blæste dig omkuld?

Handicapparkeringspladser er en stor lettelse, når man ikke kan gå langt.
Jeg har i mange år haft det blå parkeringskort, som giver tilladelse til at bruge dem.
Det er en lettelse, når jeg får øje på de blå skilte.
Så er turen reddet, for jeg behøver ikke gå særlig langt.
Jeg kan koncentrere mine kræfter om at opleve det sted, der er målet for turen.

Det er langt sværere at finde en “handicapparkeringsplads” i livets travlhed og tumult.
Den kan man ikke søge om hos Danske Handicaporganisationer, som tildeler blå parkeringskort.
Eller nogen andre steder, jeg kender.

Men jeg oplever, at mange andre end mig, har behov for en ‘pause-parkeringsplads’,
Når hverdagen brænder på.
Når livet går for stærkt.
Når udfordringerne er større end vores kræfter.

“Stop verden, jeg vil af – bare et øjeblik”
Ikke nødvendigvis helt af, som i at melde mig ud af livet.
Det skulle forøvrigt være svært.
Nej, mere som ‘Giv mig en pause!’.

Jeg var taknemlig, da mit blå parkeringskort lå i postkassen.
Men jeg husker tydeligt, at jeg tænkte:
“Kan jeg ikke få samme mulighed i livet?”

Vi skulle have en hverdag til at fungere for 3 børn, der havde særlige udfordringer.
En asperger, der var højtfungerende intellektuelt, men ikke passede ind i skolens ‘kasser’.
En atypisk autist, der var låst inde i regler og ritualer og uden eget sprog til at udtrykke behov.
En neurotypiker, der forsøgte at være normal i et familieliv med autisme.

Ingen af drengene var gode til at sove.
Vi forældre var konstant udmattede, for vi var på 24/7.
Planlægning af næste dag, forberede drengene på den – gennemføre det.
Desuden lige klare hver sit fuldtidsjob ved siden af.
Vi bad om hjælp, men fik den ikke.
Til sidst brændte jeg ud – og tænkte:

Giv mig bare en ‘handicapparkeringsplads’ i hverdagen.
Et sted, hvor jeg kan holde ind for en pause og indhente mig selv.
Hvor jeg kan sortere tankerne og få et overblik.
Hvor jeg kan huske, hvem jeg er.
At jeg er Bente – og ikke kun Jacobs, Michaels eller Thomas’ mor.

Ofte skal der så lidt til, for at vi får den hjælp, vi har behov for.
Hjælpen behøver ikke være omfattende, hvis den gives tidligt nok.
Somme tider er det nok, at møde et andet menneskes anerkendelse af situationen:
“Hold da op, det er noget af en udfordring du står med!”

Det løser ingen problemer,
men det kan give mig det lille løft, jeg har brug for i situationen.
Det korte øjeblik, hvor jeg kan se, hvor meget jeg rent faktisk har overkommet.
At jeg ikke er en fiasko.
At jeg er udfordret af omstændigheder, der ligger uden for min indflydelse.

Et sted og en tid, hvor jeg kan holde fri fra ansvaret.
Trække vejret helt ned i maven og mærke, at livet er mere end travlhed og tæt trafik.
Genfinde kræfterne og finde ud i hverdagstrafikken igen.

En handicapparkeringsplads i livet!

“Hvordan andre ser dig er ikke vigtigt.
“Hvordan du ser dig selv betyder alt!

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Comments 4

  • Kære Bente.
    Hvor er det dejligt skrevet – og beskrevet!!
    Jeg ved jo, hvor stort et arbejde, det er for jer som forældre at have børn med problemer!
    Jeg ved det – men ved det jo så alligevel “kun på afstand”! For jeg står jo ikke selv i 24/7 opgaven!
    Jeg har haft med specielle børn/voksne at gøre i mere end 40 år – men, jeg kunne jo bedre slippe dem, når arbejdsdagen var forbi, og i ferier, og i weekends o.s.v.
    Det var mine elever – men det er forældrenes børn!!!
    Jeg nærer en grænseløs beundring for jer forældre, der lader kærligheden til jeres børn gå forud for så meget andet!!
    Jeg forstår så godt dit ønske om en handicap parkeringsplads, hvor du kunne få et helle, uden at skulle tænke på tidsbegrænsning eller kontrollører!
    Et sted for dig – med plads til dig!!

    Jeg selv kan så sandelig også i dagligdagen føle det behov, som du nu gør mig opmærksom på!
    For det er jo ofte sådan, at jeg ræser rundt i min konstante søgen efter en plads, der er lidt bedre, lidt tættere på – på hvad??

    Jeg har virkeligt behov for, at stoppe op, at holde ind til siden, at slukke motoren, at folde mine hænder, at være i nuet, i livet!
    At finde ud af, at jeg har min Gud med!
    Finde ud af, at Han nok sidder på passagersædet og smågriner af mig!!!
    “Har du tid til en snak nu??”

    Tusinde tak, Bente – fordi du endnu en gang gav mig mulighed for at stoppe op og tænke!!!
    Tak for dig – og for Jacob!!!

    • Tak for dine anerkendende ord, kære John – og for at dele dine erfaringer af behovet for at trække ind til siden og holde en pause. Du var nu ret god til at få både børn og os forældre til at føle os set, når vi kom hos dig på kontoret!!

  • Kære Bente.
    Jeg er fuld af beundring for det du kan præstere føler mig lidt ydmyg og taknemmeligfor ikke at have haft de udfordringer du har haft i dit liv.
    Det er fantastisk hvad du har kunnet klare. Vi ønsker så meget godt fremover til dig
    Bent og dine børn og ih hvor vi savner Jer og Jeres glade smil . Tusind tanker fra os i Jægerspris og lidt vores skønne Lolland

  • Kære Ann, tak for din kommentar. Ja, jeg havde nok forestillet mig, at udfordringerne i mit liv ville se anderledes ud – men der ikke returret på hverken liv eller omstændigheder, så der er kun muligheden for at håndtere det, en dag ad gangen. I det forløb kan man godt savne pausen!
    De kærligste hilsner til jer begge fra Bente

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *