Massive mediespor i mit liv

Jeg behøver ikke mediernes massive spor for at vide, at min autisme-familie er anderledes end andre familier. Det ved jeg alt for godt, så jeg har brug for at holde fast i, at vi også er fem mennesker, der sammen skaber sammenhold og indhold i vores fælles liv.

Julen er en udfordring, når medierne trækker deres brede spor med glansbilleder af den normale, magiske juleaften. Idyllen, der stilles op som mål og med klimaks den 24. december – efter måneders optakt. Vi har anderledes vilkår end andre, normale familier. Derfor kæmper vi for at holde fast i, at vores julehistorie skal vurderes efter andre kriterier.

Vi har haft en god juleaften – punktum. Ikke en jul, der er værd at skrive om. Den var bare ok – med vores vilkår.

Vores prioriteringer for denne jul var .. ikke noget særligt .. eller noget som helst:
* Juleaften uden stress og konflikter
* Julemiddag ved køkkenbordet
* Duft af rødkål og af steg fra ovnen
* Tid til at se Disneys juleshow med autistsønnerne
* Juledage med gamle danske film og mors strikketøj

Alt andet kan fravælges: julepynt, adventskrans, levende lys, gran, store julegaver, lækkerier. Eneste bonus til mor, hvis alt gik efter planen: Händels ‘Messias’ nydt i høretelefoner.

Måske magter andre det? At leve op til omverdenens massive spor i vores forestilling om julen? Vi gør ikke, så vi undgår helst at blive mindet om det. Det er de halve historier, der bliver til hele sandheden i mit verdensbillede, hvis jeg ikke luger dem væk – konstant.

Når jeg ser andres juleborde fotograferet i julelysenes skær, er jeg tilbage ved min mormors ‘Ved julelampens skær’ og de romantiske fortællinger om, hvordan sneen altid faldt uskyldshvid, og alle konflikter blev løst før familien mødtes til en magisk juleaften. Måske har tiden stået stille? Jeg synes, jeg genkender idyllen fra dengang i mediernes fremstilling af julen i dag.

Når jeg ser andres vidunderlige børnebørn – som jeg gerne under dem 🙂 – skal jeg forholde mig til vores autistsønner, f.eks. yngstebarnet på 31, der altid vil være mere barn end voksen. Så vi skal altid planlægge på børnebørns-niveau – og leve med, at det er vores egne børn, der bliver ældre, men ikke voksne.

Det har jeg ikke brug for, at Facebook minder mig om. Jeg vil hellere læse om venner, der holder modet oppe i en svær tid og kommentere opslag fra dem, der synes livet driller – eller har valgt en humoristisk vinkel på julefortællinger. Jeg vil hellere finde historier fra hverdagen, der gør mediesporene mindre massive og giver detaljer i billedet af andres jul. De findes, men jeg ved ikke, om jeg orker at bruge dyrebar juletid på at lede. Derfor blev det en jul uden Facebook.

Facebook er ét eksempel på de massive spor, som medierne trækker i vores liv. For nej, det er ikke sådan verden ser ud. Det er en løgn, som det er vigtigt at gennemskue. Det er oftest glansbilledudgaven af menneskers liv, der når til Facebook. For hverdagen har de færreste lyst til at udstille.

“Skilsmisserne hitter i juletiden” var en overskrift, jeg tilfældigt så. Sandheden om julen omfatter andet end de mange yndige billeder og opslag. Hverdagslivet går i stykker, når vi sammenligner det med mediernes idealer. Forholdet til andre kæntrer, når der kommer storme undervejs i juleferien. Hvorfor er det så ikke dét, vi fortæller om?

Jeg har nået en alder, hvor jeg kender risikoen for fortrængning – men også kender værdien ved at tænke i billeder, der opmuntrer og løfter mit liv. Det er fordelen ved at blive gammel – at vælge de massive spor fra og gå min egen vej. Det er måske kun en sti – og ikke en motorvej – men det er min vej. En vej, der fører mod mit mål og giver mulighed for – undervejs – at deltage i det, der giver mening for mig.

Billedet minder mig om, at holde fast ved de spor, jeg selv træder – og ikke lade mig påvirke af mediernes massive spor.

Bente 

Måske har du lyst til at læse mere om fordrejede billeder her:
Troldspejlets splinter

Fotograf Bent L Hansen har taget billedet af hjulsporene