“Det er en kold tid, som vi lever i” sang Kim Larsen, “alle går rundt og fryser.” Det er det, vi oplever lige nu. Kuldegrader om natten – og kulde i verden omkring os. Der kan blive koldt i de små bobler, vi er tvunget til at leve i, på grund af pandemien.

Vi fryser uden det fællesskab, der normalt ‘varmer’ os med omsorg og opmærksomhed.

Mine følelser når ikke ned på de samme kuldegrader, som udenfor, men jeg er ramt af en nedkøling som aldrig tidligere – og det er alle andre vist også. Jeg mærker det som en “det-kan-være-lidt-lige-meget” følelse.

Nu har jeg givet mig selv opgaven at være taknemlig for de gode ting i mit liv. Jeg er jo omgivet af mennesker, der holder af mig – og hjælper med det, jeg ikke selv kan. Jeg har venskaber og socialt liv, der kan ‘samles op’, når samfundet lukker op igen.

Taknemlighed er en god varmekilde i en kold tid, har jeg opdaget. Den skaber en indre varme i mig – som endda kan hæve temperaturen lidt for dem, der er omkring mig.

Så var det, jeg tænkte på brændeovnen i familiens sommerhus. Hvor godt det er at stå tæt ved og mærke, hvordan varmen breder sig i kroppen. Man vender rundt, for at få varme, både for og bag.

Men den kan mere, den brændeovn. Den tiltrækker opmærksomheden, når der bliver tændt op i den. Vi varmer os, både udvendig og indvendig – vender de kolde hænder mod den, ryster og strækker kolde arme og ben – humøret stiger og vi er fælles om varmen.

Jeg savner sådan en brændeovn – i overført betydning – i vores nationale fællesskab. Noget, der kan give varme og energi til at gøre i dag anderledes og bedre end i går.

Hvad kan varme det store fællesskab op? Vi kan alle gøre noget i de mindre sammenhænge. Vi kan tænde op og skabe varme for dem, der er tættest på os – og hvis alle gør det, så burde ingen fryse.

Vi har ikke mulighed for at hente inspiration i det store fællesskab nu – men vi kan gøre mere for hinanden i de små sammenhænge, som i familien.

Kan vi ikke udnytte det med en varm omsorg for hinanden? Noget, der giver mod på livet og tro på, at vi kan skabe noget godt, når der lukkes op igen?

Nogle af os har i corona-tiden opdaget, at andre værdier er blevet vigtige i hverdagen. Vi har set nye perspektiver for det store fællesskab. Kan vi ikke gøre dem til virkelighed, hvis vi står sammen om det?

Der er jo ingen grund til, at “alle går rundt og fryser” – hver for sig.

.

Bente Christa

Min far lærte mig, at det vigtigste er, at ilden ikke går ud. “Hold kærlighedens ild ved lige, når det bliver hverdag!” sagde han til vores bryllup, men det er en helt anden historie

En vej gennem krisen?

Drejebog for nye tider

Min første klumme her på bloggen handlede om at klare de store forhindringer – og derefter snuble over hverdagens “småsten” – lidt som jeg gør nu, hvor alting trækker ud:
Sten på vejen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Verden er lukket ned og fyldt med virus og smitte. Vi synes ikke, vi kan mere. Hverken holde humøret oppe eller se, hvornår eller hvordan det bliver anderledes, når der er udsigt til mere smitte, flere nedlukninger og mere kedsomhed?

Kedeligt billede, Bente ja, men det passer på mit liv lige nu, mens jeg venter på forår og nye tider.

“Hvad udad tabes, skal indad vindes” sagde min underbevidsthed, da jeg vågnede forleden. Et anderledes citat end “Husk din aftale kl. 10” eller “Husk nu at tage rugbrød op af fryseren”.

Kender du citatet? Det blev dansk fælleseje fra 1866, da Enrico Dalgas brugte det som motto for opdyrkningen af den jyske hede efter tabet af Sønderjylland. Her var muligheden for at udnytte hedejord, der ellers kun var blevet brugt til græsning. Der blev samlet penge og kræfter til en national indsats.

Kan vi gøre det igen? Gå sammen om at bygge vores land op? Kan vi genfinde troen på, at vi kan skabe en fremtid i fællesskab?

Kan vi igen drømme? Kan vi tænke “måske-ku-vi?” billeder af fremtiden? Kan vi lægge planer som før? Kan jeg bidrage fra min lille sociale “boble”?

I dag var mit lille bidrag til en bedre verden bare et opslag på Facebook om solidaritet med vores venner fra Myanmar, som reagerer på et nyt militærkup. Ingen stor indsats, men den fik betydning for en del mennesker.

Det var en af mulighederne inden for mine “corona-mure”. Det kunne opdyrkes – som de gamle arbejdede på at gøre den midtjyske hede frugtbar for 150 år siden.

Vi må se indad, og tage fat i det, der måske har ligget brak og ventet på os. Som familien. Den venter jo altid på den tid, der bliver til overs.

Vi har sat familien på pause på grund af travlhed, men isolationen har vist os, at den har brug for at blive ‘opdyrket’ med lige så stor opmærksomhed, som vi ellers har brugt på vores arbejdsliv.

Måske er det tid til at ændre mønstre i vores familieliv? Måske skal dagenes struktur være anderledes? Måske skal vi ændre arbejdsfordelingen? Måske skal vi finde nye måder at sige “Du betyder meget for mig” ?

Kan vi “vinde indad” på relationer det – vi har ‘mistet udad’? Vi har intet at miste, så det er vel forsøget værd, så længe samfundet er lukket ned.

Vidste du, at gammel hedejord er en fantastisk varmekilde? Når det er presset sammen igennem mange år, så bliver det til brunkul, som kan anvendes til opvarmning.

Det vil vi nok ikke have besværet med i dag, men vi kan bruge det som et billede på vores liv – at de år, der var tørre, svære og uden resultater – de har skabt noget dybt nede i vores liv, som kan varme andre.

Så kig efter og se, hvad du kan opmuntre andre med. Det kan være småt for dig, det der er stort for andre.

Men måske er det områder i dit eget liv, der trænger til opmærksomhed? Interesser, du har opgivet fordi du ikke havde tid? Aktiviteter, der gjorde dig glad?

Måske er det mere leg og latter, som en ekspert foreslog, vi skulle finde tid til som modvægt mod virus, angst og isolation.

En familie tog badetøj på og løb ud på baghavens græsplæne og rullede sig i den nyfaldne sne. Det er en oplevelse, børnene vil huske – især at far var med.

Hvem ved, hvad vi finder? – der hvor vi har pakket fjollede indfald ned, for at være hverdagsansvarlige. Lige nu har vi mulighed for at genfinde gamle interesser – eller nye – og dyrke dem.

Vi har stadig brug for andre mennesker. For vores sociale liv. For fællesskabet. Det må vi hjælpe hinanden med at bygge op igen, når begrænsninger tillader det.

Mens vi venter, må vi ‘indad vinde’ vores livsindhold.

Bente Christa

Her er mere om samme emne:

Livets leg og latter

Har jeg ansvar for din glæde?

Når man dukker sig

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Jeg vil plante et træ i dag, selv om verden går under i morgen” – lyder et kendt citat. Nu er det for koldt til at plante træer eller noget som helst andet udenfor i dag.

Men tanken er vigtig – at vi gør noget, der rækker ind i fremtiden med håb. Anerkender, at der kommer en fremtid med dage og år, som påvirkes af det, du og jeg gør i dag.

Kan vi ‘plante’ noget på denne kolde dag, der vokser til et fremtidshåb for vores lille verden, mens den er lukket ned af virus smitte og angst?

Kan vi række ud til andre, der er lukket inde i deres lille ‘boble’, mens vi sidder lunt i vores eget snævre fællesskab? Vi har telefoner og vi har internettet, som giver muligheder, som f.eks.:

Se dine billeder igennem og find det, du kan sende med teksten: “Det var en særlig oplevelse sammen med dig. Den er jeg taknemlig for!”

Bestil lækkerier leveret på adressen til en ven, der bor alene.

Køb en frø-spire-kasse med levering til adressen – det burde kunne blive til mange dages grønt håb.

Send poser med blomsterfrø, hvis du kan komme til en postkasse.

Tag en aflægger af din sejeste stueplante – snup et billede af den og send som sms: “Her er dagens blomsterhilsen til dig. Den leveres, når vi igen må mødes.”

Du har sikkert noget helt andet, der kan siges med en hilsen om håb. Noget, der kan plantes i et andet menneskes liv i dag og bekræfte livsmuligheder.

Men glem ikke din egen lille ‘boble’. Her kan vi opmuntre ved at gøre ordene lidt større end ellers for, hvor meget de nærmeste betyder med et “Tak, at jeg altid føler mig tryg sammen med dig.”

Måske fortælle vores børn: “Stor respekt for måden, du udforsker dine evner og tager ansvar for dit liv”.

Vi mangler noget, der kan give tro på, at vi ved fælles indsats kan genopbygge fællesskaber, når de igen åbnes.

Har du nye idéer, der kan erstatte de mange arrangementer, der aflyses nu? I mindre målestok og mindre omfattende og med lokale kræfter – men med en stor glæde ved at samles.

Vores ‘sociale muskler’ skal måske genoptrænes, når samfundet engang lukkes op for nogle af os isolerede er ude af træning med både hverdagssnak og deling af store tanker. Vi har brug for at mærke det sociale liv – og genopdage, at vi er sociale væsner.

Måske kan vi endda mødes til fællessang af Midsommervisen ved Sankt Hans bålene? – og mærke det fælles sus i sangen?

Kan vi sætte fantasien på græs, på denne kolde vinterdag, som en forårskåd ko – og grine af de fjollede indfald, vi kan få?

Håbet kommer i mange former og farver – heldigvis – for dit håb er anderledes end mit. Både det håb, du kan give – og det håb, jeg har brug for at modtage.

Glem ikke de mennesker, der arbejder for at vi kan være trygge i dag. Dem der tager endnu en tjans, trods træthed, på alle områder.

Send dem en venlig tanke – eller en hilsen, hvis du kender dem personligt. De bliver opmuntret – og det gør du også, fordi du lægger et frø af taknemlighed i dig selv.

Det frø kan også spire og vokse.

Det kan bringe håb til andre – selv om det aldrig får form som et træ.

Bente Christa

Vil du læse mere?

Gendyrkning

En vej gennem krisen?

Når det afskårne skyder igen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det vender snart året, altså , og dagene bliver længere igen. Jeg glæder mig, for det er et lyspunkt, der ikke kan ændres ved – eller lovgives imod.

Jeg sidder og venter i det fremmede corona-land, som på overfladen ligner det lille smørhulsland, jeg engang boede i – og som samtidig er et helt anderledes land med andre love og regler på et sprog, jeg ikke helt forstår.

Jo, jeg forstår måske nok de enkelte ord – men ikke meningen. Min hjerne prøver at afkode skjulte budskaber og dagsordener for at forstå – men jeg ender igen med bare at vente på næste besked.

Alt er anderledes her i vores ‘nye’ land med corona-kulturen Jeg spørger andre, som jo venter lige som jeg gør – men de er ikke meget klogere – og der er ikke meget samtale, selv om vi har fælles vilkår, her i det ukendte land.

Vi venter – og mærker, at ventetiden presser os med usikkerhed, isolation, frygt og nedlukninger og aflysninger på grund af COVID-19. Vi ser sider af os selv, vi ellers ikke har haft tid til at mærke eller se.

Lige nu er alt bare sat på pause og jeg har alt for meget tid – ventetid – til at længes efter arbejdsdage, feriedage med nye oplevelser, festdage med familien – og hverdage.

Ingen ved, hvor længe vi skal vente her i et passivt ingenmandsland. For ingen ved, hvordan vi kan få dette corona-kaos til at “gå væk”. Det er en virkelighed med større indvirkning på vores liv, end vi fatter.

Derfor er alle følelser ok, også de grimme, bare de ikke lammer os i længere tid. Det er svært – men det vigtigste er næsten altid det sværeste – og derfor det, jeg helst undgår.

Men det er lige her, vi kan handle – ved at gribe kontrollen over vores tanker og igen skabe struktur og håb.

.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Marsklandets horisont

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Hvordan ser den ud? Målstregen, hvor vi kan juble og sige “Vi klarede det!” Afslutningen af den undtagelsestilstand, som 2020 er blevet?

Hvad er det, vi skal klare? Vi hører om smittetryk og folkesundhed, vi bruger mundbind og håndsprit – men det har ingen stor virkning på corona pandemien, selv om vi passer på.

Lige nu er det vist vores livsmod, der er i størst risiko – og samtidig det, vi har allermest brug for.

Vi tager én dag ad gangen og gør vores bedste med den – men ser også fremad og vil gerne planlægge, som vi plejer. Men det betyder mest, at vi aflyser de arrangementer, vi ellers havde glædet os til, som juletidens familiefællesskaber.

Så fortæl mig, hvad jeg kan gøre? Det er frustrerende, at jeg mest skal “lade være” med alt det, jeg gerne vil sammen med andre.

Måske er jeg mest bare træt? – af COVID-19 og dens konsekvenser? Træt af, at den har lagt samfundet ned – og mit sociale liv. Træt af forbud og påbud, der ikke er gennemtænkte og derfor ikke virker. Til gengæld er de kun lovlige, fordi landet ledes efter en epidemilov, der sætter alle de love ud af kraft, der ellers skulle beskytte os mod magtmisbrug, som Grundloven.

Jeg vil så gerne se målstregen – det sted i fremtiden, hvor vi kan forvente en form for normalt liv igen. Hvor vi kan regne med de hverdage, vi savner nu.

Men den kommer ikke igen, den ‘gamle’ verden. Det siger “de voksne” – regeringen og dens eksperter. Den verden, vi kendte er forsvundet for altid. Ja, der vil altid være forandringer, vi skal vænne os til – bare ikke i denne størrelse.

Men vi ser også smarte mennesker, der har forstået at udnytte situationen – og mindre kloge med magt, der ikke har gennemskuet, at der sandsynligvis også er en større og global dagsorden i spil.

Lige nu har jeg brug for at se en målstreg.

Nu skal vi helst bare “lade være” – med at gå for tæt på fremmede – og slet ikke være sammen med andre. Vi skal til gengæld begrænse vores indtag af ilt med mundbind, som ikke har dokumenteret virkning. Ja, og spritte hænder og huske at nyse og hoste i ærmet.

Vil nogen overbevise mig om, at det er det bedste vi kan gøre? Ud over at aflive mink, altså. Det er både tragisk og komisk på samme tid – eller måske en molbohistorie?

Hvad skal vi gøre for at nå til noget, der ligner et liv, vi har indflydelse på?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Tiden der blev væk

Vi venter

Tro ikke på alt, hvad du siger

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Smittetallet stiger, så der forventes flere restriktioner i den kommende tid. Det er svært at argumentere imod – men vi har lov til at spørge: “Hvor skal vi hen, som samfundsfællesskab?”

Alle veje fører til Rom
Ja, vi kommer frem – selv om vi ikke finder den direkte vej og skal omkring omkørsler og omveje. Men måske var det en god idé at blive enige om, hvad der er ‘Rom’ – for os som samfund?

Fælles GPS
Vi har vænnet os til at taste målet ind i vores GPS og køre efter dens anvisninger – og komme dertil ad den hurtigste vej. Men det kræver, at vi har den adresse, vi vil til.

Jeg har lidt samme oplevelse, som når vores GPS ikke var helt opdateret med seneste lukkede afkørsler fra de tyske autobaner – og vi med tre overtrætte børn i bilen tog et gammelt kort frem og forsøgte at finde det hotel, hvor vi havde reserveret værelser.

Fælles værdicentral?
Hvor samler vi alle værdier for vores samfund og vurderer, hvad der er vigtigst? Kan vi finde fælles værdier?

Krisen har udløst mange støtteordninger, men jeg kan ikke se vores fælles værdier i dem – til gengæld er der mange aktører, der påvirker politikerne til at give økonomisk hjælp til netop dem, de repræsenterer.

Hvordan skal det dog ende?
Vi har mulighed for at finde en anderledes vej – som samfund – efter corona krisen. Vi kan vælge at handle anderledes og skifte kurs.

Jeg vender tit tilbage til disse linjer fra biblen – om at være på vej mod målet: “For han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.”

Værdier?
Jeg tror, værdighed er en værdi, der findes i den hverdag, Gud ønsker at skabe gennem os – i Gudsriget, som kaldes “byen med de faste grundvolde”.

Der er lang vej dertil – så det er vigtigt at læse forhistorien: “I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.  I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte.”
Hebræerne 11,8-12

Værdighed for alle
De seneste år har jeg tænkt mere i værdighed end værd. Forskellen er vel, at værdighed først bliver synlig, når den kommer til udtryk i samspil med andre og sociale relationer. Når den anerkendes af andre i handling?

Hvad kan jeg gøre?
Kan jeg gøre det som mit bidrag til en anderledes verden? Anerkende værdighed og indsats hos andre – og udtrykke det? Styrke livsmodet i min lille verden?

Det vil jeg lede efter anledninger til at gøre – lige nu.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Tør du gå en ukendt vej?

En vej gennem krisen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Ja, God pinse, selv om den er så helt anderledes i år – uden bruset af fællessang i kirken af “I al sin glans nu stråler solen” – og uden det fællesskab, vi vist er mange der savner.

Det er en “uden” pinse i år – og helt konkret, også en pinsedag uden elektricitet. Måske er det meget passende på pinsedag – at overveje, hvor lidt vi kan, hvis ikke Guds Ånd gør alt levende. Som mine stikkontakter, der i dag har ventet på ‘kraften’ – om ikke fra ‘det høje’ – så fra en transformer.

Den mest mærkelige pinsedag nogensinde. Den startede med at alting gik i sort lige før midnat. Alle sikringer var ok, men ingen strøm. Masser af elektriske maskiner, der pludselig var ubrugelige uden strøm i kontakterne.

Det blev tema for vores pinsedag – uden strøm i kontakterne – kan vi ikke bruge mange af vores avancerede muligheder. Så fik jeg tid til at tænke over livskraftens betydning – over Helligånden, som vi netop fejrer i pinsen – alt det, der gør os levende og giver os mulighed for at handle på livets muligheder og med dem.

Vi har vænnet os til, at alting altid er til rådighed – i den nærmeste ‘stikkontakt’ – men uden forbindelse til kraften gennem en transformer, så kan lyset ikke tændes – og kaffemaskinen ikke klare den kop kaffe, jeg trænger til.

Måske er det bare pinse, skåret ud i pap for mig og på tirsdag får vi måske ‘rigtig’ strøm igen.

Bente

“Hvor er min oplader?”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Himmerigs Plads” må vel være det bedste sted i verden at være? Stedet, hvor jeg ikke kan ønske mig mere? Måske er det skiltet dertil, jeg leder efter? 

De seneste corona-måneder har vejen dertil været ensporet – en ønskeverden uden virus og smitte. Hvor ingen i min verden bliver ramt af den usynlige fjende, virussen. Hvor vi igen kan (håbe på at) vende tilbage til noget, der ligner det normale liv, vi har savnet.

Men når risikoen bliver mindre, bliver mine forventninger også større.  Så vil jeg have mere. Flere muligheder, som jeg plejer. Forårsferie, med godt vejr. Frokost på min favorit café. Familie og knus. Korte ventetider på behandling i sundhedssystemet. Død over mågerne, der sidder i kolonier og skriger.

Så måske er det meget passende, at “Himmerigs Plads” er teksten på et skilt? – For mon ikke, jeg altid vil være på vej til en bedre udgave af min ønskeverden? Med flere ønsker opfyldt?

Måske kan vi slet ikke genkende den, når vi kommer frem? Vores ønskeverden på “Himmerigs Plads”. Hvis vi altså når dertil. For måske er det kun, når vi ser tilbage – at vi ser idyllen? At det var det, vi ledte efter?

“Himmerigs Plads” ligger lige her på torvet i Mariager:

Her var en særlig atmosfære, denne sommeraften for ti år siden – med en stærk duft fra roserne, der bragte minder fra barndommen. Men lige så gennemtrængende var den søde lugt fra kiosken, hvor der blev bagt vafler. Lyden af biler, der langsomt kørte over de toppede brosten. Samtalen fra de mange unge mennesker, der indtog is på torvet.

Der var ting nok, der kunne irritere. Det er der vist altid – også når vi tror, vi er ankommet til “Himmerigs Plads”. For sådan er livet jo også – fyldt med forhold, der kan glæde eller genere. Ting, der kan være for lidt eller for meget. Vilkår, der kan ses som en forbandelse eller en fordel. Derfor sidder skiltet meget passende på en mur, der skaller. Det gule puds sidder lidt løst og trænger til en reparation og noget maling.

Nu er det ikke Himmeriget, der i dag trænger til en håndværkerhånd – men min definition af det. Hvis jeg kunne vælge frit – hvad skulle der da ligge på “Himmerigs Plads” i mit liv? “Du kan vælge 3 ting til din ønskeverden – men kun 3!”

Hvad vil du så vælge? Det er måske her, coronaen har været en hjælp til at vise, hvad der er vigtigt? For mig er det mere tydeligt, at det er relationerne, der tæller – forholdet til de mennesker, der er en del af min lille verden. For hvad kan jeg bære med mig videre frem?

Hvad kan jeg efterlade? Nogle aftryk af mine værdier, måske? Fortællingen om et liv, der var livet værd – på godt og mindre godt.  Min stemme i det store mylder – der fastholder, at Gud er værd at vælge som rejsefører i livet?

Næste morgen var det tid til at forlade idyllen på “Himmerigs Plads” og forholde os til de aftaler og samtaler, der ventede.

Sådan er det både godt og sundt for os at være på vej. At have mål for vores handlinger – men også finde pauserne undervejs, hvor vi kan overveje, hvilken vej vi skal. Om vi er på rette vej. Hvilke skilte skal jeg følge for at finde det sted, der er “Himmerigs Plads” for mig?

Jeg vender tit tilbage til biblens fortælling om Gud, der kaldte Abraham til at forlade Ur og den kendte, trygge verden, og følge den ukendte Guds stemme, der bare sagde: “Kom og følg mig. Jeg er den jeg er!” Det lyder lidt romantisk, som kærlighed og kildevand, men når det bliver et tema i mit liv, er der ingen magi i det. Så bliver det, som for Abraham, en rejse mod det ukendte, hvor det eneste holdepunkt er en stemme, eller en længsel, der kalder dig ud i et ingenmandsland. På en ørkenvandring.

Måske er det derfor, så få af os når frem til det forjættede land i vores liv? 
Til “Himmerigs Plads”

Bente

Måske vil du læse mere om samme emne?

Tør du gå en ukendt vej?

Den lige vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vi venter – og venter lidt mere på, at verden igen vender rigtigt. Det er ikke kun børn, der ønsker sig den dato, ingen kan love os. Hvornår bliver noget normalt igen? “Aldrig” er det korte svar fra myndighederne, men vi venter alligevel på et andet svar.

Vi venter – for vi er dårlige til at vente på det, der ikke sker lige nu. Vi har måske lært at klare ventetid – på en forsinket ven, på lønforhøjelse, på toget eller i bilkøer – men vi opfatter det ofte som en krænkelse af vores ret til selv at planlægge både dage og liv. Så vi har lært at udnytte ventetidens minutter, med mobilen i hånden, så vi kan tjekke beskeder og nyheder.

Men nu venter vi bare – og kan ikke tælle hverken minutter, timer eller dage – for vi har ingen ‘udløbsdato’ på undtagelsestilstanden med corona. Vi venter, og mærker hvordan alle omkring os også er påvirket – af uro, angst og frustration. Midt i det skønneste påskevejr lurer virussen som en usynlig fjende, der kan angribe hvem-som-helst og når-som-helst.

Det virker uvirkeligt – for mange andre end mig, der sidder på min altan på 2. sal og kigger ud på verden og forårssolen.

Jeg er klar til at gå i gang, som efter en lang sommerferie, men så kommer reaktionen “Nå nej, kirken er lukket påskedag, nå nej, kiropraktoren må ikke behandle, så jeg må selv sætte min skulder på plads. Nå nej, der er for stor smitterisiko ved indkøb.” Så jeg venter på efter-corona-tiden.

Kalendertid og livstid.
Vi kan vente på flere måder: på at vores ‘urtid’ kommer tilbage med kalender og klokkeklare aftaler – eller vente aktivt med en forventning om, hvad vi kan få ud af denne uventede mulighed. For det er jo, hvad vi har fået. Den tid, vi altid sukker efter med kommentaren “Hvis bare jeg havde tid!”

Kalendertid tælles i minutter. Livstid tælles i øjeblikke, der opleves. Spørg dine børn, hvis du er i tvivl – eller tænk tilbage på din barndom, hvis du tør.

Hvad husker du? Sikkert de særlige øjeblikke sammen med din mor eller far, hvor det var som om tiden stod stille. Mens du hoppede i en vandpyt, og fik lov til at sjaske og plaske. Mens du fulgte snegle eller regnorme, der bugtede sig af sted.

Men vi venter – på at blive store, på at kunne bestemme selv, på børn der bliver voksne, på børn, der kommer hjem på besøg med børnebørn – på at blive færdig med ansvaret for andre, på at kunne gøre alt det, vi aldrig havde tid til. Vi venter på livets magi – på det, der skal give meningen i at have ventet på.

Hvad nu, hvis det var ventetiden, der var formålet? Hvis det var selve rejsen, der var formålet med livet? – mere end at nå frem til endestationen? Så gik jeg glip af hele formålet med livsrejsen

Kan vi give større opmærksomhed til øjeblikke i livet – end til minutterne?

Kan vi bruge tiden undervejs til at så frø af det, vi ønsker skal vokse omkring os? Drømme er de små frø, vi lægger i jorden – og håber, de vil spire, slå rod og vokse sig store. Det gælder både de drømme, jeg har for mig selv, min familie og de lag af samfundsfamilien, som jeg er en del af.

Men som alt, der vokser i naturen – så kræver drømme også en opmærksomhed, der ‘vander’ dem, for at de bliver til virkelighed – og giver høst og bliver til gavn.

Hvad venter vi på?
Måske venter vi bare – uden at vide præcis på hvad. Nogen venter på, at virus rammer dem, så de dør – eller overlever – for usikkerheden virker værre end ventetiden. Andre venter på, at det igen bliver sikkert at gå udenfor og færdes blandt andre.

Nogen venter på, at verden bliver normal igen. De venter forgæves, for verden vil se anderledes ud efter coronaen. Hvem siger for resten, at vi ønsker os en verden, der ser ud som for et par måneder siden?

Måske ønsker vi os en anderledes verden – efter coronaen? Så kan vi jo passende bruge ventetiden på at overveje, hvordan den “nye” verden skal se ud. Hvilke værdier skal den være bygget på? Skal den være lige så global som før?

Jeg ønsker mig en verden, hvor jeg er mere optaget af de mennesker, jeg møder jævnligt, og mindre optaget af lande langt væk. Mere ansvar og handling i min lille verden.

Hvad kan vi lære?
Vi venter – og får en helt særlig mulighed for at “gå i andres sko” bare et kort stykke af en vej, der minder om deres. Syge, der venter på behandling – eller bedring. Børn, der venter på, at deres forældre finder sammen – eller finder ud af det.

Flygtninge, der venter – på noget, der kan ændre deres liv – eller bare på i morgen. De flygtningefamilier, der venter på afgørelser – eller et livstegn fra en far, mor eller bror, et ukendt sted i verden.

Vi kan lære lidt om, hvordan et menneske kan blive stærkt i ventetiden – eller gå i opløsning.

Historien er fuld af fortællinger om mennesker, der kan lære os noget om at vente. Dem har vi måske ikke givet meget opmærksomhed. For hvorfor vente, når man bare kunne handle?

Nu er det os, der sidder med vores viden om at handle – og ikke har mulighed for at handle os ud af corona pandemiens virkelighed. Jo, vi kan handle på konsekvenserne og behandle syge og tage relevante forholdsregler – men vi kan ikke fjerne den realitet, at en dødelig virus har sat en ny dagsorden for hele verden.

Så vi venter.
De “gamle” ventede også. Jeg blev overrasket, da jeg første gang læste denne linje: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne” i Hebræerbrevet 11,13.

Jeg måtte læse det igen, for gik det ikke i opfyldelse? Jeg havde jo læst slutningen på historien – men havde glemt, at der lige var en ‘produktionstid’ på nogle tusinde år.

Det glemmer vi i hverdagen – at ting tager tid. Lang tid, så vi kommer måske ikke til se dét blomstre, som vi har sået. Alligevel må vi vande frøene og luge, mens vi venter på at det vokser – til glæde for den næste generation. Vi smiler ad børn, der graver nysåede frø op i forventning om at finde gulerødder – dagen efter, de er sået.

Men vi gør det samme, som voksne – vi forventer at se høst af vores indsats – straks og lige nu – uden at forstå, at vækst tager tid.

Mon ikke alle forældre kender det? Vi forsøger at vejlede vores børn og lære dem det, vi mener de har brug for. Vi er klar til at opgive, når de afviser alle vores gode råd. Men værdierne, vi gerne vil give med – de får nok først betydning længe efter? – og forældrene er sandsynligvis de sidste, der hører om det.

Vi venter
Meget af det, vi planter undervejs i livet – ser vi ikke selv resultaterne af. Så måske har jeg en fordel at være bondefødt? – jeg har set, hvor lang tid der går, fra markerne bliver sået til i foråret – til der kan høstes i sensommeren? Jeg har mærket frustrationen, når regnen kom på det forkerte tidspunkt i vækstperioden, og når solen brændte det meste af kornet af.

Måske har vi glemt, at gode ting tager tid? Så jeg venter. Nu, som jeg har gjort det hele livet – og forsøger at være regn og sol og næring for det, jeg har ‘sået’ undervejs. Jeg forestiller mig, hvordan det vil se ud – engang – og venter videre. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Ting tager tid

Når det afskårne skyder igen

Afmagt
Der er situationer, vi kan handle på – og vilkår, vi ikke kan ændre.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg ville skrive mig vej gennem krisen, men ordene passede ikke. De var enten for store, for små – eller for ubekvemme. Så jeg sorterede videre i mine gamle papirer og genfandt livsmod i mappen med papirerne fra mit første job. Fra en tid med motivation og mod på livet – og en tro på, at alle vanskeligheder kunne overvindes.

Nu ved jeg godt, at det er anderledes med en pandemi, for den kan vi i sagens natur ikke handle os ud af – selv om vores bagklogskab indeholder gode redskaber til at undgå smittespredning. 🙂

Det farlige ved corona virus er, at patienterne ikke kan optage den ilt, der er brug for. Den er tilgængelig, men kan alligevel ikke udnyttes. Jeg forstår det ikke, men tænker at mange lever deres liv på samme måde – vi har adgang til alt det gode og nærende i livet, men optager det ikke.

Den afmagt, vi mærker nu, er måske lige så farlig for os – som selve COVID-19 virus? For handling er et af det mest grundlæggende behov i mennesket, når en fare truer.

Måske har vi lidt glemt, at det er vores krybdyrhjerne, der overtager styringen i livstruende situationer? – og selv om vi ikke er smittet med virusset – så er vi smittet med den kollektive virus, der siger “Alt håb er ude!”

Det er lige her, vi kan handle – ved at gribe kontrollen over vores tanker og igen skabe struktur og håb. Lad mig fortælle dig om nogle af de ting, jeg gør, for at komme igennem krisen som et helt menneske.

Jeg vil se krisen i øjnene
Ja, verden er vendt på hovedet – og vi væltede i en kollektiv krise. Men vi kan ikke få dette corona-kaos til at “gå væk” lige meget, hvad vi mener om den. Den er en virkelighed, der har – og får – kolossal indvirkning på vores liv. Derfor er alle følelser ok, også alle de grimme, bare de ikke lammer os i længere tid.

Så jeg vil anerkende dem, følelserne. Sige, at jeg er bange og usikker på, hvad og hvem jeg skal tro på. Urolig for min familie. Forvirret over de mange dagsordener, jeg aner bag kriselove og tiltag. Jeg vil forsøge at huske, at mennesker omkring mig også er bange – og reagerer på deres egne følelser, måske uden overskud til at se mine. 

Derfor vil jeg prøve at reagere med et “Ja”, der anerkender den andens følelser – og undgå det “Ja, men”, der så let kommer ud af munden for at dæmpe min egen angst.

For mange kæmper lige nu med angst, bekymring og ensomhed. Det er vel naturligt nok, som verden ser ud? – både min lille verden og den globale verden. Alt for mange reagerer med et: “Du skal ikke bekymre dig” og så har man to problemer: Man bekymrer sig – og det må man ikke.

Jeg vil skabe struktur
Hjernen bliver påvirket og måske overvældet af tanker om, hvor farlig situation er – og hvor galt det kan gå. Det er selvforstærkende.

Min bevidsthed kan ikke bearbejde alt for meget ad gangen. Nej, faktisk kun meget lidt.  Så jeg vil være ekstra opmærksom på mit fokus – og lukke ned for overflødige informationer og det, der i denne situation er ‘støj’.

Jeg vil vælge de mange nyheder fra og fokusere på det, jeg har brug for at vide – med et enkelt klik på en oversigt. Dødstal og ulykkelige situationer verden over påvirker mig voldsomt.

I stedet vil jeg skabe så megen normalitet og struktur i dagene som muligt – og lave mad, vaske op, tørre støv af og vaske tøj. Skabe rytme i dagene og supplere med mere sortering i gamle ringbind og papirer.

Jeg vil skabe ro i nervesystemet 
Det lyder lettere end det er – at skabe ro i mit nervesystem, men jeg vil forsøge at vælge det, der før har skabt ro i mig. Jeg vil lytte til “Den nye verden” af Gustav Holst, for det er noget af det, jeg helst lytter til. Det er stærk musik, smukt, autentisk og giver håb.

Jeg vil rode i altankasserne og glæde mig over de gendyrkede forårsløg, der vokser så det kan ses. Jeg vil plante hvidløg, der kan give klippegrønt til sommerfrokoster. Jeg vil huske, at jeg kommer fra slægter, der altid har levet af at at dyrke jorden.

Måske skal du i stedet gå en tur, danse tango hjemme i stuen, bage en lækker kage til kaffen, strikke en trøje til barnebarnet, bygge et drivhus, gennemgå frimærkesamlingen, læse en bog, lytte til musik eller se gamle tegnefilm. Hvad som helst – bare det virker for dig.

Jeg vil skabe kontakt med andre
Vi står sammen – hver for sig. Det er et enkelt slogan – men ikke let at efterleve – for det går imod alt, hvad vi har behov for lige nu. Aldrig har vi trængt mere til et ægte ‘bamsekram’ eller et langt knus, der understreger “jeg har savnet dig”.

Vi må vente, men vi har telefoner, internet – og endda et postvæsen, der bringer breve ud. Kan jeg ringe med en opmuntring? Kan jeg bruge nettet bevidst, til at skabe kontakt til andre, enkeltvis eller i interessegrupper? Skrive en opmuntrende kommentar, når jeg ser et opslag med ‘indhold’ i Facebook Feedet? Hvad kan du gøre for at skabe kontakt, som er meningsfuld for dig selv og andre?

Jeg vil skabe håb
Ja, der er håb – om et liv efter coronaen, og enhver anden krise. Der falder ikke en ny og vidunderlig verden ned i skødet på os – uden indsats – men vi kan være medskabere på den ved at vande håbet, i alle former.

Det, vi vander – det vokser. Så hvad vil jeg vande i dag? mine bekymringer? min frygt? – eller vil jeg styrke min tro og skabe ro?

Ja, verden er vendt på hovedet. Den er væltet og ingen ved, hvordan den kommer til at se ud. Ja, corona-krisen vil blive en skillelinje i historien med et tydeligt før og efter.

Ja, pandemien vil koste menneskeliv. Ja, den vil koste i samfundslivet med nedgang i produktion, handel og i privatøkonomi, fordi virksomheder og arbejdspladser lukker. Ja, den vil koste i familielivet, fordi nogen mangler i fremtiden. Ja, den vil koste for de fleste af os, fordi vores livsvilkår bliver ændret.

Men, ja – vi har stadig et håb om en ‘ny verden’ efter krisen. En verden, hvor vi værdsætter de værdier, vi har genfundet under den kollektive krise. Sammenhold. Fællesskab. Næstekærlighed, som nu har fået sit eget hashtag på de sociale medier. Samfundssind og en vilje til at stå sammen. Tid til familien og til at lytte til børn, mens man har gang i fælles aktiviteter. Inspirationen og udbyttet ved en tur i skoven med familien – eller bare en gåtur i frisk luft. Fælles morgensang med resten af Danmark hver morgen, der har fået større værdi end de dyre TV shows, der blev aflyst.

Jeg vil skabe nye billeder
Ja, jeg vil male billeder i min underbevidsthed af den verden, vi er på vej imod – i flotte farver, med dufte og dejlige lyde af mennesker i samtale i varme fællesskaber. Med et grønt skær af dansk forår i bøgeskoven.

Det har min mand indfanget på billedet af træstubben, der er skåret helt ned – som den gamle verden – men bag den vokser alt det nye, grønne frem. Jeg holder fast i billeder af det, jeg drømmer om. Det, der er bæredygtigt for kloden, skaber liv og giver trivsel for mennesker.

Jeg vil udtale min glæde over alle de mennesker, der har kæmpet på frontlinjerne for at redde flest menneskeliv. Ledere af landet, der har turdet tage ubehagelige og dyre beslutninger – for landets bedste. Taknemlighed for sundhedspersonale, for kasseassistenter og skraldemænd og andre, der har sørget for os dagligt. Listen kan blive lang, hvis vi hjælper hinanden. Hvad er du taknemlig for?

Hvilke værdier er vigtige for dig i ‘den nye verden’, efter coronaen? Lad os sætte ord på dem – til inspiration for andre. Lad os sige dem højt og lad os handle på dem, for det giver håb – og gør drømme til virkelighed.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Drejebog for nye tider

Tør du gå en ukendt vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright