“Nobody trips over mountains. it is the small pebble that causes you to stumble.
Pass all the pebbles in your path and you will find you have crossed the mountain.”
Unknown
Jeg snubler over skæve fliser og fortovskanter. Bliver slået ud af kurs af småsten, jeg ikke ser. Mister balancen og forstuver anklerne igen. Jeg må på skadestuen og svare på spørgsmålet: “Hvad skete der?” Hver gang føler jeg mig fjollet, for det var jo bare en lillebitte forhindring, jeg ikke så. Ikke noget stort – bortset fra skaderne.
Nu gælder det desværre ikke bare i forhold til at færdes på fortove i Holbæk, der ikke bliver vedligeholdt. Det gælder også i overført betydning. Hvad er det, der vælter mit liv? Ikke de store bjerge eller udfordringer. Nej, det er de små sten, der skubber mig ud af kurs. Hverdagstingene.
Jeg har klatret over min del af bjerge med alvorlig sygdom og handicappede børn. Det har givet skrammer og skader, men det var forventeligt med udfordringernes størrelse. Jeg kravler over hver dags småsten og bliver utålmodig med mig selv. For når jeg kunne forcere de største udfordringer, hvorfor kan jeg så ikke håndtere de mindste?
Som den daglige træthed fra min sygdom. Alt det, jeg skal kompensere for på grund af de efterfølgende handicaps. Middagssøvnen, f.eks. som er dybt upraktisk, når man gerne vil have et socialt liv sammen med andre. Altid at skulle skifte mellem at sidde, stå, gå og hvile kræver planlægning og omstilling, når intervallerne skal være så korte som mine.
Modløsheden over mine børns fremtid. At de aldrig bliver helt i stand til at klare sig selv på grund af deres autisme. Trætheden og modløsheden synes uoverstigelige – og så hverdagsagtige, at jeg ikke taler meget om dem. For det er jo ikke alvorligt eller farligt – eller svært. Det er bare træthed, som vel kan soves væk? Modløshed som kan opvejes eller opløses af positiv tænkning?
Ja, men det betyder i praksis at hele min dag er defineret af forholdsregler for at få mit liv til at fungere. At alt er passet ind efter mit behov for søvn, for hvile, for stilhed – og at jeg prioriterer benhårdt med mine kræfter og fanger enhver tanke, der dræner min energi.
At komme uden om de små sten – uden at snuble. Det er fast arbejde. Hver dag!
Bente
Måske har du også lyst til at læse:
Hvor er min oplader?
Med kærlig hilsen til Grete Sønck og Volmer Sørensen:
“Det var så den dag”
