Det var så den dag

Nationalmuseet opfordrede til at skrive dagbog den 6. september.
Her er mit bidrag:

Kære dagbog

Det var en grå dag i dag, på alle måder.
Heldagsregn og heldagstræthed.
Jeg kiggede bare ud på regnen, for min højre ankel var gået af led, og det gjorde ondt at gå på den. Det blev en pensionistdag og vi grinede igen af, hvor meget vi kommer til at ligne det ældre ægtepar i Volmer Sørensens og Grete Søncks pensionistvise “Det var så den uge”.

Måske husker du, at vi i 2 år har spist grønsager til morgenmad? Det gør vi stadig og jeg skrællede æbler, gulerødder, rødbeder og snittede ingefær, spinat og broccoli. Årstidens grønt blandet med mandler, frø og kerner – og frosne blåbær. Tænk, at vi gamle mennesker kan blive afhængige af grønt. Så får jeg samtidig hørt radioavisen kl. 8 og morgenandagten fra Domkirken.

Men først havde jeg (selvfølgelig) tjekket Facebook og lykønsket fødselarerne. Set statistik for bloggen og skrevet nye idéer ned i OneNote. Det program er genialt, kære dagbog, for jeg har det med i min mobil og på min iPad, så jeg kan arbejde videre, lige meget hvor jeg er. Jeg har hele kontoret med mig, men efterhånden er det blevet en kæmpestor notesbog, så jeg lavede notat om, hvilke sektioner jeg skal rydde op i.

Jeg holder meget af tidlige morgener foran computeren, så jeg kan skrive det ned, som underbevidstheden har leveret i løbet af natten. Det er altså ret imponerende, hvad jeg kan bede den pænt om: ‘Vil du give mig ordene til den klumme i morgen kl. 6?’ og ordene kommer – for det meste.

Jeg havde sat dagen af til blog arbejde og ledte på nettet efter det bedste program til at vise relaterede indlæg. Puha, jeg er måske alligevel for gammel til at lære nye sprog? I hvert fald kodesprog, men jeg er lidt stædig og vil gerne forstå funktionerne i WordPress og på min blog. Mellembarnet kom til kaffe, så han måtte hjælpe. Hvad har man ellers en søn til, der programmerer computerspil om teknisk udvikling i det tidlige Kina?

Vi fik ryddet opvasken til side og vasket lidt tøj, så jeg kan få en ren bluse på i kirke på søndag. Min mand lavede lækre laksefrikadeller til frokost, mens jeg fik tøjet på bøjler i badeværelset. Vi savner en emhætte i køkkenet på sådan en dag – fiskelugten bliver hængende, når vi kun kan lufte ud kortvarigt på grund af regnen.

Ja, og så nåede jeg middagssøvnen og valgte et andet spil Mahjong, bare for forandringens skyld. Note til mig selv: find andre briller til sengebordet, for synet svinder.

Som Volmer og Grete synger: ‘Det var så den dag’. Når vi har drukket eftermiddagskaffen på en regnvejrsdag, så er det næsten mørkt igen. De to ældste drenge ville gerne bruge mit køkken, mens jeg gjorde grønsager klar til aftensmaden. Det er hyggeligt at arbejde sammen i køkkenet og et godt sted at snakke.

Vi nåede at spise aftensmad, inden Jacob ringede. Han havde været med bofællesskabet på restaurant til fødselsdagsfejring og var næsten for træt til at tale. Men lurendrejeren ringede alligevel en gang mere, da pædagogen var gået hjem.

Kære dagbog, det er en forandring fra sidste år: Min mobil er på lydløs. Jeg tjekker sms’er, men det er mest Jacob der ringer, og det er jo på aftalte tidspunkter. Det fungerer fint nok, for folk sender besked om jeg vil ringe op – men underligt, når jeg tænker på, hvor meget jeg plejede at tale i telefon.

Der er gået næsten et år, siden jeg fik den seneste blodprop i hjernen. På en måde var den værre end de tidligere, selv om de nok var større. Jeg er træt og min højre side kan ikke bære mig. Min hjerne bliver hurtigt træt og det bliver jeg træt af.

Når jeg har skrevet til bloggen, så er det svært at tale bagefter og i dag var det også svært at høre. Fysioterapeuten mener, det er mit piskesmæld, der driller mig – men efter 25 år?

Så vi faldt ned i sofaen og så et program om Kieler kanalen fra tysk TV. Min hjerne har det bedst med naturprogrammer med lange, rolige klip – og et hækletøj, hvor jeg bare skal skifte mellem 1 fastmaske og 1 halvstangmaske.

Skete der ikke noget i den store verden? Jo, et par orkaner og de samme krige som i sidste uge, men vi slukkede for nyhederne. Jeg kan ikke rumme så mange ord så hurtigt. I stedet kommenterede jeg et indlæg fra en gammel ven, der kom til Danmark fra Chile efter kuppet mod Allende. Hans historie rystede mig dengang – og i dag, hvor han skrev om sine langtidsvirkningerne af torturen.

Det var så den dag.
Jo, jeg ringede også til mor og far og aftalte, at de gir aftensmaden i morgen.
Det glæder jeg mig til!

Nu vil jeg gå i seng og forvente at vågne med ekstra energi i morgen.
Tak fordi du lyttede til min dag, kære dagbog.

Bente 

Fotos af vores regnvejrsruder. Copyright fotograf Bent L. Hansen

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *