Hvis naturens frodighed kan smitte af på verden omkring mig, så ønsker jeg at:
💚 Vi igen kan se hinandens ansigter – og vores smil 🙂
💚 Vi kan smitte hinanden med tro på fremtiden
💚 Vi vil vælge de vigtigste værdier til at tage med os
💚 Vi vil støtte andres initiativer for mere socialt liv
Jeg glæder mig til jeg igen kan opleve, at både skoven og verden bliver lige så frisk og grøn igen. Til oplevelsen af en tur i skoven, når den er grøn af bøgeblade, der folder sig ud.
Når duften af forår fylder alt og jeg bliver høj af den ekstra ilt skoven gir. Når der er grønt, så langt jeg kan se 🧐💚 og det kan der vel ikke komme et forbud imod?
I år er min forventning større end nogensinde.
Grønt er håbets farve 💚🙂 og jeg HÅBER, at verden grønnes igen som forårets træer og buske – fulde af helt nyt liv og liv til genoprettelse af gamle og gode sammenhænge.
Jeg længes efter at se spirer af forårsfornyelse i min egen lille verden efter denne allerlængste vinter. Tiden med isolation har været en sej venten på, at mit sociale liv kan grønnes igen. 💚🙂 Men, tænker jeg, hvorfor er det så svært at holde kontakten via telefon, mail osv.? Jeg kunne jo bare … 😏 men det gik op for mig, at jeg jo ikke havde noget at fortælle.
Jeg lod være med at ringe op til gamle venner og bekendte, for samtalerne handlede mest om den der virus. På en sær måde var det i begyndelsen et udtryk for manglende respekt at tale om hverdagsting – i lyset af den alvor, vi stod i med smittefare og angsten for konsekvenserne. Nu er det mest gentagelser uden inspiration.
Vi valgte selv isolationen, fordi vi er i risikogruppen – men vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det ville vare så længe ⌛️⏳
Men når tiden er inde, grønnes verden igen 💚🙂 sådan er det i naturen – og sådan er det forhåbentlig også i vores verden.
.
Bente Christa
Måske vil du også læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright