Angsten for at mangle

Det ramte mig som et hul i maven, da jeg vågnede – angsten for at mangle. Det forbavsede mig, for det må jo have fyldt i min underbevidsthed. Min livsvigtige medicin var først i restordre, og nu var den udgået af produktion, og det aktiverede åbenbart et gammelt mønster med angsten for at mangle.

Hvad så? – ja, vi har været Sjælland rundt for at købe de sidste glas. Jeg ved ikke, hvad jeg gør, når de er brugt – men tænker, Lægemiddelstyrelsen, eller nogen på det niveau, må tage ansvar og skaffe “noget”. Der er andre, der står i samme problematik – men vi er en lille gruppe, der er uinteressant – og min underbevidsthed mærkede det fysisk som en voldsom angst.

Hvor mange gange har jeg ikke mærket den – angsten for, at vi mangler det nødvendige – mad eller penge? For hvordan skal det gå? Hvordan skal vi betale regningerne? Et mønster, der åbenbart ligger dybt fra min barndom.

Når jeg ser på tilbudsaviserne omkring jul og nytår – så tænker jeg, at der er mange andre, der bliver overvældet af angsten for at mangle. Der bliver købt dyrt kød og drikkevarer i rigelige mængder, samt mængder af chips og slik. Der må ikke mangle noget til de store fester – og det gør der så heller ikke. Det ser bare mest ud, som om folk forbereder sig på en form for hungersnød.

*

Men måske er det en del af læringen? – at jeg håndterer det i hovedet med logisk tænkning, mens der dybt i mit system er en helt anderledes reaktion. Så er det, jeg tænker – Hvor mange gange har den samme reaktion defineret mine handlinger?

Kender du det? – at der dybt under dagens reaktioner – ligger nogle mønstre, som afgør hvordan jeg reagerer? Som barn var det angsten for at min familie manglede midler til regningerne, der gjorde at jeg tav omkring ønsker – for ikke at gøre det sværere, for mine forældre.

Vi var ikke fattige, som børn, vi havde bare ingen penge, før der kom afregning fra slagteriet for vores grise. Derfor vidste jeg også, med lillepige hjernen, at det var katastrofalt, når der lå en død gris til destruktion hos Kambas uden for stalden – for det betød et minus i kr. og øre. Derfor tav jeg også med, hvad jeg ønskede mig.

Men nu var jeg jo voksen med eget ansvar – for økonomi – og for selv at sørge for at tanke op på medicin og de andre ting, jeg har brug for. Der var mere angst end logik i min reaktion. For hvad nu hvis? – og hvordan kunne jeg have så voldsom en reaktion med mig, fra jeg var helt lille? – uden at SE den?

Så begyndte jeg at se mønstret i mange andre forhold – hvad nu hvis jeg mangler energi til at gøre det, jeg har lovet? Hvis der ikke er penge på min konto til de regninger, der trækkes automatisk? Hvis der mangler mad? Hvis der ikke er grønsager nok i køleskabet til det mad, jeg har planlagt?

“Hullet” i maven var stort.

Bente Christa

Måske har du lyst til at læse videre:

Når nok er nok

Når min gæld vokser

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Comments 1

  • Godmorgen…ja du har ret…min lillepigehjerne styrer også tit mine tanker og følelser. Som da jeg var ca 17 år og det var et voldsomt tordenvejr. Vi 4 søskende sad på gulvet i gangen og var bange. Vores far kom og sagde “Der sker kun hvad Gud vil”…..ok….ja og hvad hvis Gud vil at vi skal miste det hele i en brand….jeg er stadig bange i tordenvejr og har mest lyst til bare at gemme mig….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *