Livet kan synes så tilfældigt og døden synes altid meningsløs. Ja, der er uendeligt meget, jeg ikke forstår. I mit eget liv og i andres og især de tilfældigheder, der afgør liv og død. De synes større nu, hvor det er mine jævnaldrende, der falder væk.
Når livet slår os ud af kurs, kan vi måske bedre se, at det er livsrejsen der er vigtig: At jeg bliver det menneske, som kun jeg kan være.
Når livet er slut, er det netop dét aftryk, vi efterlader: Hvordan vi håndterede vores liv og vores skuffelser. Hvordan vi forvaltede vores evner. Hvordan vi levede med – og blandt – andre mennesker.
Lige der giver det en tryghed at tro på, at vi ikke blot er tilfældigheder, der svæver rundt i universet. At jeg er en person, som har et navn og en helt særlig samling af evner, muligheder – og udfordringer. At jeg er en del af en større sammenhæng i familie og slægt.
Min opgave er at blive helt og fuldt den person, jeg er skabt til at være – og ikke forsøge at efterligne andre.
For mig er der endnu et perspektiv, nemlig at Guds lys skinner ind i mit liv, uanset hvordan det ser ud, lige nu.
Gud kender mig og kalder mig ved navn:
“Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet.”
Det er ord fra biblens Salme 139,16.
Du kan læse hele salmen her, hvis du trænger til ord, der giver tryghed:
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/139
Må kærlighed og lys skinne i og om og på dit liv.
.
Bente
.
Måske har du også lyst til at læse:
Lige nu
.
.