Livet under corona skygger

“Mor, hvordan får jeg min skygge til at gå væk?” 🤫🤔 spørger yngsteautisten med dyb logik. 🧩🙂 “Jo, min søn, ser du – det er umuligt, for skyggen følger dig, fordi den er en del af dig, når solen skinner.”

Nu er det ikke kun solen, der kaster skygger- det gør også denne virus, der stadigvæk sætter dagsordenen for vores liv efter næsten to år. Den er så lille – den virus – så hvordan kan dens skygger have så store konsekvenser?

Den gør noget ved vores kontakt med andre – for selv om du er min ven, kan du også være en skjult smittebærer.

Den er usynlig, smitten, og svær at omsætte til påpasselige hverdagshandlinger med håndsprit, mundbind og afstand!

Så sig goddag til mit billede af hr. Corona. 🤫🤔 Han er flyttet ind i vores liv – permanent – og det hjælper mig til at huske, at det er ham, jeg lægger afstand til – og ikke det menneske, jeg går uden om på gaden. Men svampen her minder mig om de forvrængede ansigtstræk, pandemien udløser.

Det er bare en svamp, der vokser på en gammel træstamme. Ingen havde lagt mærke til den, hvis ikke fotografen havde set det usædvanlige – og jeg havde knyttet en historie til den.

“Gå væk fra mig!” var det råb, der blev pålagt de spedalske på Jesu tid. De skulle på afstand advare andre om, at de var smittefarlige – så andre kunne undgå dem. Hvor mange vil komme til at opleve en lignende social isolation i tiden efter COVID-19?

For allerværst er den skygge, der nu ligger imellem mig og det menneske, jeg møder. Smitter du? Er du vaccineret? For hvem kan vi stole på nu? Vores tillid til eksperterne er mindre, jo længere “undtagelsestilstanden” har varet og jo flere fortolkninger, vi får af udviklingen.

Måske er det lige dér, vi ser de lange skygger? – over alt det, du og jeg ikke kan kontrollere. For det er jo det, vi også reagerer på – at vi har mistet kontrollen 🤫🤔 som vi aldrig havde 🙂 men vi troede vel at vi kunne planlægge os til et godt liv i tryghed?

Krammet er ikke længere noget, vi deler ud til venner og bekendte – men noget, vi gerne vil have på situationen, så vi kan afværge de nye vilkår i verden. Knuset er nu noget, der er akavet, for hvordan har andre med at vi går tæt på hinanden? – eller trækker os væk?

Håndtrykket har fået sin dødsdom, for det er for stor en smittekilde. Det vil ændre ved vores kultur, for hvad skal vi erstatte det med? Der var engang, hvor det blev opfattet som en bindende aftale at give hånd på noget. Det er det nok heller ikke længere. 😏

Så er der de lange skygger, som økonomien vil trække ind over vores samfund i en nærmest uendelig årrække. Både de personlige konkurser og den fælles gældssætning.

Åbenhed og imødekommenhed var ellers kvaliteter i vores samfund, vi var stolte af. De blev vist nogle af de første og største dødsofre for epidemien. Nu er vi blevet hinandens sikkerhedstjeneste eller politi – og det kaster lange skygger mellem os – for hvad er forsvarligt? – og vil jeg respektere andres situation? Eller vil jeg bare frem? – i kassekøen, på fortovet eller i storcentret?

Krænker jeg et andet menneskes personlige, urørlige zone hvis jeg ikke holder nok afstand? Eller opleves afstanden som en afvisning?

Skyggerne kommer, når andre oplever at jeg ikke respekterer den afstand, de ønsker. Det er svært, for vi har forskellige opfattelser af og bliver vrede, når vores grænser ikke overholdes.

Der tales meget om fællesskab og ansvarlighed – men måske er det vores egoisme, der styrer flest handlinger? For hvad betyder det for MIG lige nu? 🤔

.

Bente Christa

👣

Måske har du også lyst til at læse:
En vej gennem krisen?

Drejebog for nye tider


Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *