“Himmerigs Plads” må vel være det bedste sted i verden at være? Stedet, hvor jeg ikke kan ønske mig mere? Måske er det skiltet dertil, jeg leder efter? 🤔
De seneste corona-måneder har vejen dertil været ensporet – en ønskeverden uden virus og smitte. Hvor ingen i min verden bliver ramt af den usynlige fjende, virussen. Hvor vi igen kan (håbe på at) vende tilbage til noget, der ligner det normale liv, vi har savnet.
Men når risikoen bliver mindre, bliver mine forventninger også større. 😉 Så vil jeg have mere. Flere muligheder, som jeg plejer. Forårsferie, med godt vejr. Frokost på min favorit café. Familie og knus. Korte ventetider på behandling i sundhedssystemet. Død over mågerne, der sidder i kolonier og skriger.
Så måske er det meget passende, at “Himmerigs Plads” er teksten på et skilt? – For mon ikke, jeg altid vil være på vej til en bedre udgave af min ønskeverden? Med flere ønsker opfyldt?
Måske kan vi slet ikke genkende den, når vi kommer frem? Vores ønskeverden på “Himmerigs Plads”. Hvis vi altså når dertil. For måske er det kun, når vi ser tilbage – at vi ser idyllen? At det var det, vi ledte efter?
“Himmerigs Plads” ligger lige her på torvet i Mariager:
Her var en særlig atmosfære, denne sommeraften for ti år siden – med en stærk duft fra roserne, der bragte minder fra barndommen. Men lige så gennemtrængende var den søde lugt fra kiosken, hvor der blev bagt vafler. Lyden af biler, der langsomt kørte over de toppede brosten. Samtalen fra de mange unge mennesker, der indtog is på torvet.
Der var ting nok, der kunne irritere. 🙂 Det er der vist altid – også når vi tror, vi er ankommet til “Himmerigs Plads”. For sådan er livet jo også – fyldt med forhold, der kan glæde eller genere. Ting, der kan være for lidt eller for meget. Vilkår, der kan ses som en forbandelse eller en fordel. Derfor sidder skiltet meget passende på en mur, der skaller. Det gule puds sidder lidt løst og trænger til en reparation og noget maling.
Nu er det ikke Himmeriget, der i dag trænger til en håndværkerhånd – men min definition af det. Hvis jeg kunne vælge frit – hvad skulle der da ligge på “Himmerigs Plads” i mit liv? “Du kan vælge 3 ting til din ønskeverden – men kun 3!”
Hvad vil du så vælge? Det er måske her, coronaen har været en hjælp til at vise, hvad der er vigtigt? For mig er det mere tydeligt, at det er relationerne, der tæller – forholdet til de mennesker, der er en del af min lille verden. For hvad kan jeg bære med mig videre frem?
Hvad kan jeg efterlade? Nogle aftryk af mine værdier, måske? Fortællingen om et liv, der var livet værd – på godt og mindre godt. 😉 Min stemme i det store mylder – der fastholder, at Gud er værd at vælge som rejsefører i livet?
Næste morgen var det tid til at forlade idyllen på “Himmerigs Plads” og forholde os til de aftaler og samtaler, der ventede.
Sådan er det både godt og sundt for os at være på vej. At have mål for vores handlinger – men også finde pauserne undervejs, hvor vi kan overveje, hvilken vej vi skal. Om vi er på rette vej. 🤔Hvilke skilte skal jeg følge for at finde det sted, der er “Himmerigs Plads” for mig?
Jeg vender tit tilbage til biblens fortælling om Gud, der kaldte Abraham til at forlade Ur og den kendte, trygge verden, og følge den ukendte Guds stemme, der bare sagde: “Kom og følg mig. Jeg er den jeg er!” Det lyder lidt romantisk, som kærlighed og kildevand, men når det bliver et tema i mit liv, er der ingen magi i det. Så bliver det, som for Abraham, en rejse mod det ukendte, hvor det eneste holdepunkt er en stemme, eller en længsel, der kalder dig ud i et ingenmandsland. På en ørkenvandring.
Måske er det derfor, så få af os når frem til det forjættede land i vores liv? 😉
Til “Himmerigs Plads”
Bente
Måske vil du læse mere om samme emne?
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright