En tidslomme i Christiansfeld

Måske begynder den allerede, når du drejer ind i byen? Langsomheden. Du kommer ned i fart! Gaderne i det gamle Christiansfeld er så smalle, at du skal holde tilbage for modkørende trafik.

Brødrekirken i Christiansfeld

Du er kommet til en historisk tidslomme. Christiansfeld er en by, der er bygget på en vision og med en byplan: Et kristent samfund, med alle de funktioner et samfundsfællesskab har brug for. Byen er grundlagt i 1773 og opkaldt efter Kong Christian den 7. Han inviterede Brødrekirken til Danmark og gjorde byen til en fristad, der som den eneste by i kongeriget fik religionsfrihed.

Midt i byen ligger torvet og den største bygning, der rummer kirkesalen.
Kirkesalen er noget særligt – et sted, der gør mennesker stille.
Døren åbnes stilfærdigt og de besøgende hvisker indenfor. Her har tiden tilsyneladende stået stille i mange år, men salen er ikke et museum. Dette er en kirke, der fyldes af liv om søndagen.

Brødremenigheden i Christiansfeld

Vi har været heldige at komme uden for turistsæsonen. Derfor kunne vi sidde på træbænkene og opleve roen, stilheden og historien. Mærke at vi trådte ind i en tidslomme. Fornemme livet og troen hos de mennesker, der sad her i 1773. Tænke på de senere generationer, der holdt fast i den oprindelige vision: At skabe et helt samfund på kristne værdier.

Brødrekirken i Christiansfeld

Her i salens tidslomme oplever jeg også en tidløshed. Værdier der er bevaret, fordi de bærer livet. At kunne lægge hverdagen fra sig og holde hviledag. At finde ro i tider, hvor alt ændrede sig omkring det lille samfund. At finde trøst, når livet var svært. At blive stille og fornemme det større perspektiv i livet.

Den store sal er helt speciel ved sin enkelhed. Kun hvide træbænke i et hvidt rum med hvide gardiner. Her er ingen udsmykning og intet alter, men et liturgibord, hvorfra gudstjenesten ledes. Farver finder du i hjørnet, hvor der er bøger, papir og farver til utålmodige børn. Plus grå hynder til at lægge på træbænkene.

Hele rummet lyses op af stearinlys i fint ornamenterede vægstager og i håndsmedede lysekroner fra 1777, der hænger lavt fra loftet. Det er også den eneste dekoration.

Her er sand på gulvet, som er lyst og rent. Det giver en ny og ukendt lyd. Jeg prøver at afkode den, men den er en ‘ikke-lyd’. Det er lyden af stilhed! 

For en del år siden fik vi en privat rundvisning i ‘Søstrehuset’. Det er en af byens tidligste bygninger, hvor de ugifte søstre boede og arbejdede. Vi skulle levere billeder på et af kontorerne og jeg har sandsynligvis spurgt ind til bygningens historie. Vi fik en helt særlig oplevelse af et helt specielt hus. Fornemt og enkelt på samme tid, med de oprindelige gulve, døre og de smukkeste panelskabe. Organisk – og det bedste indeklima, jeg har oplevet!

Christiansfeld

De fleste af de oprindelige bygninger står i dag næsten uændrede. Gå en tur i gaderne med lindetræer og du forventer næsten, at der ud af husene kommer mennesker klædt som i 1773.

Vi er tilbage på torvet i Christiansfeld. Her brydes stilheden af lyden af rindende vand fra den oprindelige brønd. Vi går videre for at finde Christiansfelder honningkager.

 

Bente 

 

Brønden på torvet i Christiansfeld


UNESCOs Verdenskulturarvsliste

Vi er ikke de eneste, der har blik for den tidslomme de første ‘brødre’ skabte i Christiansfeld. Byen blev i 2015 optaget på listen over verdenskulturarven som en idealby, der gennem sin helt særlige byplan og unikke arkitektur vidner om Brødrekirkens forståelse af et samfund, der bygger på en kristen baggrund.

Derfor er byen også speciel. Den er ikke opstået gradvist, som de fleste andre byer i Danmark, men planlagt og bygget efter samme mønster som ‘Herrnhut’ i Tyskland, den første Brødremenighedsby. Størstedelen af den oprindelige by blev bygget fra 1773 til 1812.
Læs mere om Brødremenigheden i Christiansfeld

 

Måske har du også lyst til at læse:

Når tiden står stille
Sanct Catharinæ kirke i Ribe
Klostergården, Sanct Catharinæ Kirke i Ribe

Livets det evige væld

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

 

Comments 2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *