En helt almindelig onsdag, på Storgade i Sorø, kom jeg forbi denne ‘vandkunst’. Min første reaktion var “Hvor kedelig” – men kun til ordene “Hos dig er livets det evige væld” kom frem fra erindringens dyb. Det er en linje fra en gammel salme af Ingemann.
Så jeg gik tilbage og tog billedet i regn og blæst og med iskolde fingre, fordi det blev vigtigt for mig at huske.
Det stille vand, der blev ved med at vælde op – det var nemlig et billede til mig. På den dag og i denne fase af mit liv. Det er ikke overvældende, eller imponerende, men en stille og stadig strøm af vand og liv.
Som et billede på mit liv, hvor der ikke er overskud til “springvands-vand”, men hvor sejren består i at stille op til en ny dag hver morgen.
Billedet blev ved at trænge dybere ind – altså det, fra min mobiltelefon. Det blev et pinsebillede for mig. Et billede af det, Guds Ånd gør i mit liv.
Det vi fejrer i pinsen med Helligåndens komme, hvor vi taler om tunger af ild og kraft til at rejse ud i verden og vende den på hovedet. 🙃
Ingen af delene sker i mit liv lige nu, men billedet minder mig om, hvordan Gud møder mine hverdagsbehov med et “evigt væld”.
Mennesker har altid brugt billeder til at beskrive de ting i livet, som vi ikke har dækkende ord for. De vigtige ting som kærlighed, der jo ikke kan ses – men godt kan mærkes.
Digtere og malere har gennem årtusinder givet os et skatkammer af sådanne billeder, der beskriver usynlige forhold og kvaliteter.
Jeg er fascineret af, at mennesker til alle tider og på alle steder har lavet sig billeder af de samme ting i tilværelsen. Det fortæller mig, at vi ikke er så forskellige endda – men møder de samme udfordringer i liv og død, som vores forfædre.
Der er i bibelen et særligt bibliotek af billeder, der er gået over i litteraturen og i vores hverdagssprog med en rigdom af ordbilleder og fortællinger om menneskers tro og tvivl, om kampe og kreative sejre.
Det er historier, der er blevet til sandhed for nogle af os, fordi vi har oplevet, at det også er sådan i vores liv.
Det er måske myter, altså fortællinger, der er blevet fortalt videre fra generation til generation – men de er aktuelle for mig, fordi de rummer dybe sandheder i et billedsprog, jeg kan forholde mig til.
Det lyder mere højtideligt, end det er i hverdagens virkelighed 🙂 for tænk bare på, hvordan en enkelt sang i bilradioen kan kravle ind under huden og blive svær at slippe igen.
Eller hvordan vi vender tilbage til gamle salmer i livets afgørende øjeblikke. Eller vælger nye sange, som giver os et brugbart billede, som f.eks. “Den røde tråd” til en begravelse. Her er et stærkt udtryk for håbet om en mening, der fortsætter ud over døden.
Jeg lærte mange salmer udenad i skolen som ‘salmevers’. Vi mente, det var noget mærkeligt gammeldags spild af tid, når frk. Nielsen insisterede på at vi skulle kunne dem udenad. I første klasse? Vi kunne jo bare bruge salmebogen. 😉
Men salmeversene blev en del af mit mentale bibliotek, af de ord og billeder, som jeg pludselig huskede, når jeg havde brug for trøst eller opmuntring. Til mig selv, eller til andre.
Når jeg følte mig helt alene i brydekamp med livet og når jeg sad på sygehuset med mennesker i brydekamp med døden.
Så en tak for alle billeder, der gør gamle sandheder nye for mig.
Bente
Måske har du også lyst til at læse:
Vi bygger på fortidens fundament
Hvor er ordene, vi kan bygge på?
Fotos af fotograf Bent L Hansen med copyright