Vores gamle lejlighed var tømt for møbler, ting og habengut – og jeg sad bare og tænkte på alt det, vi har oplevet her igennem 28 år. Rummene er tomme, som da vi flyttede ind i 1994 – undtagen for minder – men dem har vi taget med.

“Kan du huske dengang, da?” har vi sagt, mange gange denne sommer, når vi mødte gamle ting og mindedes. Jo, 28 år på samme sted giver mange minder – og meget bagage bagest i skabe og skuffer.

Der blev brug for flere flyttekasser, end vi havde forestillet os, efterhånden som der “voksede” mere frem fra bunden af skuffer og det bageste af skabene.

“Hvor kommer det fra?” sagde vi – lidt opgivende – når vi troede, vi var ved at være i bund. Men vi er samlere, der har svært ved at skille os af med noget, så “Hansens Familie Museum” havde vokset sig stort. Alt for stort, og først da vi flyttede ind i det nye – med færre “gemme-muligheder” fik vi taget de svære beslutninger om, hvad vi gerne ville have med på den videre livsrejse. Perspektivet var ændret og afgørelserne blevet lettere.

Der var mange nedslag i erindringerne “Nej, kan du huske denne her?” og det kunne tage sin tid at forholde sig til.

“Kan I huske den sommer, vi kom hjem fra ferie – og det store træ var fældet? Det, der nåede op til altanen på 2. sal og hvor vi kunne se lige ind i fuglerederne?” Vi husker de nyudklækkede fugleunger, selv om træet er væk.

Måske er der en parallel til livet som helhed? Når vi står på kirkegården og tænker på den efterladte “tomhed” – der varer, indtil vi sidder over gravkaffen og fortæller hinanden om farmors eller morfars liv og hvad det har betydet for os.

Der har været tidslommer under flytningen – hvor vi helt uventet blev konfronteret med rester af et liv, vi havde glemt.

Som da jeg fandt en pose med førstefødtes babytøj fra 1978. Her stod tiden stille – for det blev så konkret, at sidde med tøjet i hænderne og kunne huske tydeligt, hvordan verden så ud, dengang. At kunne huske drømmene, vi havde for barnet – hvad vi håbede, han ville udvikle sig til – og hvilken verden han ville vokse op i.

Det sværeste – ja, det er netop alt det, der minder os om drømmene, vi havde engang Alt det, der ikke blev til virkelighed, men derimod landede langt fra, hvad vi forestillede os

Værdierne har holdt og mange af drømmene er blevet indfriet – med andet udseende end forventet og undervejs var der fælles oplevelser og frustrationer – og mængder af glæde og liv.

For drømmene er også det, der har båret vores liv. De gav fokus på det, vi ønskede – og arbejdede på at gøre til virkelighed.

Vi drømmer stadig og skaber særlige anledninger, der bliver til nye “Kan du huske dengang, da?”

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Øjeblikke med betydning

Drømmenes trædesten

Hvordan ser du dagen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Har du også brug for at se horisonten? Se grænsen mellem jord og himmel. Det giver mig en ro at se, hvordan det uendelige rækker ind i min hverdag – at der er en ‘overmagt’ med interesse for mig og min verden.

Guds nåde kommer imod mig
som en mild og frisk morgenbrise
fuld af en ny dags løfter.

Spurvene kommer og hilser på
og minder om
at ikke en spurv falder til jorden
uden Gud er med den.

Nattens mørke og tanker opløses
af solen, der langsomt kryber frem
bag skylaget.

Som nåden, der ligger der,
bag alting, foran alting,
under og over mit liv.

Kan en morgen blive bedre?
Kan en dag blive mere rig på løfter?
Når “ikke en spurv falder til jorden
uden Gud er med den”?

Når verden er af lave, kan det være de mindste ting, der giver nyt perspektiv på livet. Som da jeg sad med morgenkaffen og gråspurvene fløj ned og satte sig foran mig og blev bekræftelsen på, at Gud er med i mit liv.

Det oplevede jeg også i marskens uendelige rum og det blev et billede, jeg tog med mig – selv om det er svært at indfange med et kamera. Senere kørte vi en tur i marsklandet og jeg fik endnu et billede med hjem:

“Vær ikke bange for storme i dit liv – eller for tidevand, der skyller ind over alt det, du prøver at holde tørt. Det efterlader frugtbare lag, hvor noget nyt kan vokse frem i dit liv. Som i marsken, hvor nye urter og arter overrasker med de smukkeste små blomster!” 

Marsklandets horisont

.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse lidt mere om nåde:

Når nok er nok

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Kender du følelsen? Nu kom sommeren endelig og du vil gerne nå alt det, du har drømt om alle de kolde dage. Så du har travlt, for i morgen er det måske allerede efterårskoldt igen.

Solen og de varme dage skal udnyttes helt. De lune sommeraftner bliver strakt til det yderste og ingen har lyst til at gå i seng, men nyder de sidste øjeblikke af dagen. Verden er anderledes en lun sommeraften. Især hvis du sidder udenfor med gode venner og ikke synes det allerede er tid til at bryde op. Natten er ung og du er anderledes tæt på naturen. Selv aftenens dufte er nye, når dagens varme har forstærket dem.

Vesterhavet med marehalm og sand mellem både tæer og tænder var en vigtig del af sommeren, da jeg var barn. Det var ferierne uden forældre hos moster Inger, der trodsede klitternes løse sand længere end det var forsvarligt – men i hendes lille gule folkevogn oplevede vi eventyr og fik set alle hjørner af Vendsyssel.

Sommeren bestod af uendelige, varme dage, da jeg var barn – hos moster og hjemme i haven. Sådan husker jeg det, men måske er det mest den magiske erindring fra gode barndomsdage, der gør, at jeg i dag føler mig snydt af sommer og ferie?

Nu er sommeren kortere for hvert år og magien mindre – selv ved at spise jordbær, der nok er røde, men ikke solmodne og er uden smag.

Nu klager jeg over varmen og jeg kan hverken bukke mig ned til jordbærbedet eller blive begejstret over at gå i det løse strandsand med to stokke. Men jeg kan mærke skuffelsen som en skygge – for sommeren var det tidspunkt, hvor det uventede kunne ske. Magien kunne indfinde sig og eventyret kunne blive til virkelighed.

Det gode liv kan stadig indfries men jeg må frakoble mine sommerforventninger og gemme dem, som det de er – gode minder om oplevelser for 60 år siden.

Dagen i dag kan rumme lige så magiske øjeblikke for mig – hvis jeg er opmærksom – men jeg har også muligheden for at skabe rammerne for, at andre oplever dem.

Du står i det magiske øjeblik, som du gerne vil fastholde eller forlænge og du forsøger at huske med alle sanser. Det må indfanges i al sin sårbarhed, som valmuerne, der står så smukt, indtil et regnvejr lægger dem ned.

Som sommeren med alle nye muligheder udenfor i sol og varme. Alt det, du har glædet dig til i den kolde tid. Derfor skal sommerdage udnyttes – og så rammer jeg en usynlig stress mur.

For der er jo alle de ting, der stadig skal gøres. Der skal lægges på plads og ryddes op, der skal vaskes tøj og gøres lidt rent, for ikke alt kan udsættes til en regnvejrsdag. Der er regninger, mails og kalenderen med nye aftaler for efteråret.

Det bliver valg mellem ting, der er lige vigtige og har en pris, hvis de udsættes.

Magiske øjeblikke er ikke gratis – de koster i fravalg af noget andet.

Fravalg
Hvad vil jeg vælge fra? – ikke kun for at nyde sommeren – men for at skabe det liv, jeg ønsker mig. For mig selv og for min familie. For min del af verden.

Fravalg betyder, at jeg vil gå glip af noget og sikkert noget, der virkede vigtigt. Det har altid været svært at vælge mellem flere gode ting – og jeg har lært, at man ikke skal sætte to gode ting op mod hinanden. Men det skal man altså i livet – vælge mellem de gode ting.

Det valg må jeg tage ansvar for.

I dag bliver det et tilvalg på en regnvejrsdag, hvor jeg kan blive indendørs og sysle med projekter, der har været pakket til side – og håbe på, at der kommer sensommerdage med varme og gode oplevelser.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Tiden der blev væk

Øjeblikke med betydning

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Julen 2020 blev lige så anderledes som resten af året. Vi kom ikke i kirke og hørte oplæsningen af juleordene fra Lukas evangeliet “og det skete i de dage” – for kirkerne var lukket på grund af smittefaren.

Men måske får de ord en ekstra eller anderledes betydning for os – oven på et år, hvor der er vendt op og ned på alt det, vi kendte og tog for givet?

Julens fortælling om barnet Jesus, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads i herberget – den virker mindre usandsynlig i år, hvor intet er, som det plejer. Hvor der pludselig ændres i mulighederne for at rejse. Hvor der er begrænsninger på antal af familie og gæster til juleaften.

Fortællingen om Gud, der blev menneske i skikkelse som et spædbarn, rykker måske fra at være en del af det, der får julehumøret frem hos os, før vi mødes til den gode julemiddag – til at være ord om en ufattelig Gud, der handler på utænkelige måder?

Men en Gud, som går fra at være gemt i det høje et sted – til en Gud, der rent faktisk interesserer sig for dig og mig? På en vanvittig måde – ja – men fra i år lever vi også i en vanvittig verden, hvor utænkelige ting sker.

Der står i Lukas ordene om hyrderne på markerne, der hørte englesang og ord fra himlen om en frelser for folket, der var født inde i byen. De så en stjerne og fulgte den.

“Følg stjernen” lyder mindre ekstremt i et år, hvor corona virus flyver rundt og ændrer vores liv – og stjernetyderne optræder i nyhederne i hvide kitler og med fine titler.

Vi har brug for noget, der ligger uden for os selv.

Vi har brug for andre mennesker – og i 2020 har vi opdaget behovet for sociale fællesskaber, der er større end vores lille, lovlige boble. Vi savner knus og kram og vores kontaktsult bliver større.

Vi har behov for at finde en form for mening, når den kendte verden bryder sammen.

Vi er alle kommet til et nyt og anderledes land med en virus kultur – og et sprog, vi ikke kender. Vi er her på ukendt tid – og nærmest i isolation – så vi har kun få muligheder for at bygge nye fællesskaber op.

Vi skal også først lære det nye sprog – som måske ikke er fælles? Men vi må forsøge for at finde ud af det.

Kan vi finde en fælles vej frem?
Tiden er inde til at undersøge det.

.

Bente Christa

Billedet fik jeg lov til at tage hos min gode ven Mille Nielsen. Jeg er fascineret af julekrybben med de tidløse figurer.

Måske har du også lyst til at læse:

Jeg venter i et fremmed land

“Himmerigs Plads” må vel være det bedste sted i verden at være? Stedet, hvor jeg ikke kan ønske mig mere? Måske er det skiltet dertil, jeg leder efter? 

De seneste corona-måneder har vejen dertil været ensporet – en ønskeverden uden virus og smitte. Hvor ingen i min verden bliver ramt af den usynlige fjende, virussen. Hvor vi igen kan (håbe på at) vende tilbage til noget, der ligner det normale liv, vi har savnet.

Men når risikoen bliver mindre, bliver mine forventninger også større.  Så vil jeg have mere. Flere muligheder, som jeg plejer. Forårsferie, med godt vejr. Frokost på min favorit café. Familie og knus. Korte ventetider på behandling i sundhedssystemet. Død over mågerne, der sidder i kolonier og skriger.

Så måske er det meget passende, at “Himmerigs Plads” er teksten på et skilt? – For mon ikke, jeg altid vil være på vej til en bedre udgave af min ønskeverden? Med flere ønsker opfyldt?

Måske kan vi slet ikke genkende den, når vi kommer frem? Vores ønskeverden på “Himmerigs Plads”. Hvis vi altså når dertil. For måske er det kun, når vi ser tilbage – at vi ser idyllen? At det var det, vi ledte efter?

“Himmerigs Plads” ligger lige her på torvet i Mariager:

Her var en særlig atmosfære, denne sommeraften for ti år siden – med en stærk duft fra roserne, der bragte minder fra barndommen. Men lige så gennemtrængende var den søde lugt fra kiosken, hvor der blev bagt vafler. Lyden af biler, der langsomt kørte over de toppede brosten. Samtalen fra de mange unge mennesker, der indtog is på torvet.

Der var ting nok, der kunne irritere. Det er der vist altid – også når vi tror, vi er ankommet til “Himmerigs Plads”. For sådan er livet jo også – fyldt med forhold, der kan glæde eller genere. Ting, der kan være for lidt eller for meget. Vilkår, der kan ses som en forbandelse eller en fordel. Derfor sidder skiltet meget passende på en mur, der skaller. Det gule puds sidder lidt løst og trænger til en reparation og noget maling.

Nu er det ikke Himmeriget, der i dag trænger til en håndværkerhånd – men min definition af det. Hvis jeg kunne vælge frit – hvad skulle der da ligge på “Himmerigs Plads” i mit liv? “Du kan vælge 3 ting til din ønskeverden – men kun 3!”

Hvad vil du så vælge? Det er måske her, coronaen har været en hjælp til at vise, hvad der er vigtigt? For mig er det mere tydeligt, at det er relationerne, der tæller – forholdet til de mennesker, der er en del af min lille verden. For hvad kan jeg bære med mig videre frem?

Hvad kan jeg efterlade? Nogle aftryk af mine værdier, måske? Fortællingen om et liv, der var livet værd – på godt og mindre godt.  Min stemme i det store mylder – der fastholder, at Gud er værd at vælge som rejsefører i livet?

Næste morgen var det tid til at forlade idyllen på “Himmerigs Plads” og forholde os til de aftaler og samtaler, der ventede.

Sådan er det både godt og sundt for os at være på vej. At have mål for vores handlinger – men også finde pauserne undervejs, hvor vi kan overveje, hvilken vej vi skal. Om vi er på rette vej. Hvilke skilte skal jeg følge for at finde det sted, der er “Himmerigs Plads” for mig?

Jeg vender tit tilbage til biblens fortælling om Gud, der kaldte Abraham til at forlade Ur og den kendte, trygge verden, og følge den ukendte Guds stemme, der bare sagde: “Kom og følg mig. Jeg er den jeg er!” Det lyder lidt romantisk, som kærlighed og kildevand, men når det bliver et tema i mit liv, er der ingen magi i det. Så bliver det, som for Abraham, en rejse mod det ukendte, hvor det eneste holdepunkt er en stemme, eller en længsel, der kalder dig ud i et ingenmandsland. På en ørkenvandring.

Måske er det derfor, så få af os når frem til det forjættede land i vores liv? 
Til “Himmerigs Plads”

Bente

Måske vil du læse mere om samme emne?

Tør du gå en ukendt vej?

Den lige vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vi venter – og venter lidt mere på, at verden igen vender rigtigt. Det er ikke kun børn, der ønsker sig den dato, ingen kan love os. Hvornår bliver noget normalt igen? “Aldrig” er det korte svar fra myndighederne, men vi venter alligevel på et andet svar.

Vi venter – for vi er dårlige til at vente på det, der ikke sker lige nu. Vi har måske lært at klare ventetid – på en forsinket ven, på lønforhøjelse, på toget eller i bilkøer – men vi opfatter det ofte som en krænkelse af vores ret til selv at planlægge både dage og liv. Så vi har lært at udnytte ventetidens minutter, med mobilen i hånden, så vi kan tjekke beskeder og nyheder.

Men nu venter vi bare – og kan ikke tælle hverken minutter, timer eller dage – for vi har ingen ‘udløbsdato’ på undtagelsestilstanden med corona. Vi venter, og mærker hvordan alle omkring os også er påvirket – af uro, angst og frustration. Midt i det skønneste påskevejr lurer virussen som en usynlig fjende, der kan angribe hvem-som-helst og når-som-helst.

Det virker uvirkeligt – for mange andre end mig, der sidder på min altan på 2. sal og kigger ud på verden og forårssolen.

Jeg er klar til at gå i gang, som efter en lang sommerferie, men så kommer reaktionen “Nå nej, kirken er lukket påskedag, nå nej, kiropraktoren må ikke behandle, så jeg må selv sætte min skulder på plads. Nå nej, der er for stor smitterisiko ved indkøb.” Så jeg venter på efter-corona-tiden.

Kalendertid og livstid.
Vi kan vente på flere måder: på at vores ‘urtid’ kommer tilbage med kalender og klokkeklare aftaler – eller vente aktivt med en forventning om, hvad vi kan få ud af denne uventede mulighed. For det er jo, hvad vi har fået. Den tid, vi altid sukker efter med kommentaren “Hvis bare jeg havde tid!”

Kalendertid tælles i minutter. Livstid tælles i øjeblikke, der opleves. Spørg dine børn, hvis du er i tvivl – eller tænk tilbage på din barndom, hvis du tør.

Hvad husker du? Sikkert de særlige øjeblikke sammen med din mor eller far, hvor det var som om tiden stod stille. Mens du hoppede i en vandpyt, og fik lov til at sjaske og plaske. Mens du fulgte snegle eller regnorme, der bugtede sig af sted.

Men vi venter – på at blive store, på at kunne bestemme selv, på børn der bliver voksne, på børn, der kommer hjem på besøg med børnebørn – på at blive færdig med ansvaret for andre, på at kunne gøre alt det, vi aldrig havde tid til. Vi venter på livets magi – på det, der skal give meningen i at have ventet på.

Hvad nu, hvis det var ventetiden, der var formålet? Hvis det var selve rejsen, der var formålet med livet? – mere end at nå frem til endestationen? Så gik jeg glip af hele formålet med livsrejsen

Kan vi give større opmærksomhed til øjeblikke i livet – end til minutterne?

Kan vi bruge tiden undervejs til at så frø af det, vi ønsker skal vokse omkring os? Drømme er de små frø, vi lægger i jorden – og håber, de vil spire, slå rod og vokse sig store. Det gælder både de drømme, jeg har for mig selv, min familie og de lag af samfundsfamilien, som jeg er en del af.

Men som alt, der vokser i naturen – så kræver drømme også en opmærksomhed, der ‘vander’ dem, for at de bliver til virkelighed – og giver høst og bliver til gavn.

Hvad venter vi på?
Måske venter vi bare – uden at vide præcis på hvad. Nogen venter på, at virus rammer dem, så de dør – eller overlever – for usikkerheden virker værre end ventetiden. Andre venter på, at det igen bliver sikkert at gå udenfor og færdes blandt andre.

Nogen venter på, at verden bliver normal igen. De venter forgæves, for verden vil se anderledes ud efter coronaen. Hvem siger for resten, at vi ønsker os en verden, der ser ud som for et par måneder siden?

Måske ønsker vi os en anderledes verden – efter coronaen? Så kan vi jo passende bruge ventetiden på at overveje, hvordan den “nye” verden skal se ud. Hvilke værdier skal den være bygget på? Skal den være lige så global som før?

Jeg ønsker mig en verden, hvor jeg er mere optaget af de mennesker, jeg møder jævnligt, og mindre optaget af lande langt væk. Mere ansvar og handling i min lille verden.

Hvad kan vi lære?
Vi venter – og får en helt særlig mulighed for at “gå i andres sko” bare et kort stykke af en vej, der minder om deres. Syge, der venter på behandling – eller bedring. Børn, der venter på, at deres forældre finder sammen – eller finder ud af det.

Flygtninge, der venter – på noget, der kan ændre deres liv – eller bare på i morgen. De flygtningefamilier, der venter på afgørelser – eller et livstegn fra en far, mor eller bror, et ukendt sted i verden.

Vi kan lære lidt om, hvordan et menneske kan blive stærkt i ventetiden – eller gå i opløsning.

Historien er fuld af fortællinger om mennesker, der kan lære os noget om at vente. Dem har vi måske ikke givet meget opmærksomhed. For hvorfor vente, når man bare kunne handle?

Nu er det os, der sidder med vores viden om at handle – og ikke har mulighed for at handle os ud af corona pandemiens virkelighed. Jo, vi kan handle på konsekvenserne og behandle syge og tage relevante forholdsregler – men vi kan ikke fjerne den realitet, at en dødelig virus har sat en ny dagsorden for hele verden.

Så vi venter.
De “gamle” ventede også. Jeg blev overrasket, da jeg første gang læste denne linje: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne” i Hebræerbrevet 11,13.

Jeg måtte læse det igen, for gik det ikke i opfyldelse? Jeg havde jo læst slutningen på historien – men havde glemt, at der lige var en ‘produktionstid’ på nogle tusinde år.

Det glemmer vi i hverdagen – at ting tager tid. Lang tid, så vi kommer måske ikke til se dét blomstre, som vi har sået. Alligevel må vi vande frøene og luge, mens vi venter på at det vokser – til glæde for den næste generation. Vi smiler ad børn, der graver nysåede frø op i forventning om at finde gulerødder – dagen efter, de er sået.

Men vi gør det samme, som voksne – vi forventer at se høst af vores indsats – straks og lige nu – uden at forstå, at vækst tager tid.

Mon ikke alle forældre kender det? Vi forsøger at vejlede vores børn og lære dem det, vi mener de har brug for. Vi er klar til at opgive, når de afviser alle vores gode råd. Men værdierne, vi gerne vil give med – de får nok først betydning længe efter? – og forældrene er sandsynligvis de sidste, der hører om det.

Vi venter
Meget af det, vi planter undervejs i livet – ser vi ikke selv resultaterne af. Så måske har jeg en fordel at være bondefødt? – jeg har set, hvor lang tid der går, fra markerne bliver sået til i foråret – til der kan høstes i sensommeren? Jeg har mærket frustrationen, når regnen kom på det forkerte tidspunkt i vækstperioden, og når solen brændte det meste af kornet af.

Måske har vi glemt, at gode ting tager tid? Så jeg venter. Nu, som jeg har gjort det hele livet – og forsøger at være regn og sol og næring for det, jeg har ‘sået’ undervejs. Jeg forestiller mig, hvordan det vil se ud – engang – og venter videre. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Ting tager tid

Når det afskårne skyder igen

Afmagt
Der er situationer, vi kan handle på – og vilkår, vi ikke kan ændre.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Tiden går – og jeg kan ikke følge med. Den spurter af sted og jeg kommer halsende bagefter. Kan jeg sætte tiden i stå? tænker jeg. Måske sætte en bølgebryder i den og skabe et øjeblik med overblik?

Jeg planlægger og laver lister – og det er godt – men somme tider glemmer jeg, at alt kan ændres på et øjeblik. De gode ting kan falde på plads – men verden kan også falde fra hinanden i et fatalt øjeblik, hvor nogen er uopmærksomme i trafikken eller træffer en katastrofal beslutning.

Et eneste øjeblik med livslang betydning. Det er svært med den tilfældighed, der afgør mit og andres liv på et øjeblik. Som terninger, der kastes – og det blev ikke en 6’er.

“Det var dengang, da ..” siger vi – om store begivenheder eller særlige oplevelser, der er blevet markeringer i tiden. Øjeblikke med betydning – og et klart ‘før og efter’ – de helt almindelige dage, der er svære at huske, når hverdagene har fart på.

Når jeg ser billedet her, husker jeg det særlige lys over vandet, mens vi sad på bænken oppe på skrænten. Et øjeblik, der blev stående og voksede i betydning som mindet om et par dages ferie i Nysted.

Solen varmede og øjeblikket var magisk. Det var Danmark, når det er smukkest med bøgetræer og kystlinje. Et særligt øjeblik for os, hvor tiden nærmest stod stille.

“Det er netop det, musikken også kan: sætte tiden i stå, så kun øjeblikket eksisterer.” Jeg hørte det på P2 klassisk fra min radio i køkkenet, mens jeg snittede grønt til salaten.

Lige der, havde jeg brug for at tiden kunne sættes i stå så jeg kunne mærke et øjebliks ro med dyb vejrtrækning.

Det mindede mig om de tidspunkter, hvor jeg gerne ville sætte tiden i stå for at kunne fastholde et øjeblik med en særlig oplevelse. En smuk solopgang. En dybsindig samtale med et andet menneske. En glæde, der bredte sig i hele kroppen. En særlig begivenhed, som aldrig kunne gentages.

Benny Andersen skrev om “Tiden”:
“Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.”

Men tiden går ikke i stå, den iler videre. Så jeg må indfange det særlige øjeblik – mens tiden iler. Være opmærksom på det og gemme det i min hukommelse. Nyde det og handle på min taknemlighed over at SE det.

Mine øjeblikke med betydning bliver markeringer i tiden, der gør det muligt at koble flere indtryk sammen med.

Det bliver den ‘knagerække’, vi kan hænge flere minder og oplevelser på.

Vi kan tilføje følelser og genkalde os afgørende tidspunkter, beslutninger og erkendelser. Vi samler detaljerne omkring de minder, der er markeringer i tiden.

Familiens ‘øjeblikke’ skaber fælles historie, når vi siger: “Kan du huske dengang da?” Vores billeder og fotoalbum er en skattekiste af øjeblikke, der er indfanget og støtter hukommelsen.

Som familiens første besøg i Legoland, hvor drengene var fascinerede af, at deres ‘klods-verden’ her var blevet til rigtige huse, de kunne gå ind i.

Efterårsferien i de svenske skove, hvor vi gik langs en å, der pludselig blev til et vandfald. Eller ferien i Disneyland med Jacob, som blev hans særlige historie.

Ferier har skabt fælles familiehistorie – som lever endnu, når vi husker de særlige øjeblikke.

Sådan har jeg også markeringer, hvor et øjeblik har fået en særlig betydning, fordi tiden er blevet ‘udvidet’ i højden, dybden eller bredden. De er en skat, kun jeg kender – og en kilde til stadig undren.

Nogle øjeblikke har fået vidtrækkende betydning, fordi de gav en klar erkendelse af, hvad jeg skulle handle på. Noget nyt, jeg skulle træde ud i med tillid til, at det kunne bære. Noget gammelt, jeg skulle give afkald på og forlade. Men alle blev øjeblikke, der formede mig – og mit liv.

Kan tiden stå stille? – eller er det ‘bare’ øjeblikket, der bliver stort nok til at jeg oplever tidløsheden? – og en lille bid af evighed?

Bente

Her kan du læse om andre øjeblikke, jeg har forsøgt at fastholde og forlænge, mens jeg oplever den magi, de indeholder:

Ord om betydning

Har du brug for ro?

Den korte, men særlige samtale, der fik stor betydning for mig:
Giv mig nærvær – ikke gode råd

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Sommervarme og duften af roser. Summende bier og en oase af ro, der gør godt når livet opleves lidt hulter-til-bulter. En stilhed – fordi tiden har en anderledes dimension her. Vi var nemlig på kirkegården i Vester Skerninge på Fyn, hvor denne fine granitbænk står ved indgangen og indbyder til en pause.

Jeg satte mig og det gjorde godt – både at hvile benene – og at falde ned i roen. Det var som om bænken indbød med: “Kom og find hvile”. Der var intet skilt med teksten, men jeg kunne næsten høre Jesus-ordene fra kirken: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Mattæus 11,28-30

Jeg tænker, at i kirken har mennesker fundet vej hver søndag til en tid med hvile fra hverdagens gøremål. Man kunne tænke sit eget, når man skulle sidde og lytte til præsten – og søndag formiddag skulle man ikke arbejde.

Der er århundreders vægt bag de ord, jeg fornemmer, der strømmer fra kirken ud på kirkegården. Mennesker er kommet her ved livets begyndelse og afslutning – og begge dele kan aflæses på stenene på kirkegården.

Datoerne fortæller om lange liv og korte liv. De minder om, at du ikke kan tage noget med, når du forlader livet. Du kan til gengæld efterlade meget til dem, der vil savne dig. Gode minder om fælles øjeblikke med nærvær og interesse. Gode samtaler og kærlig opmærksomhed. Minder, som på det helt særlige gravsted med flaget.

Det var godt at sidde på bænken, finde ind i roen og tænke efter: Lever vi efter vores værdier? Bruger vi tiden, kræfterne og pengene på dét, der betyder mest for os?

“Betænk dine dage” sagde de gamle før os. Du skal vide, at du ikke for altid kan udsætte det, du gerne vil – for en dag er muligheden forpasset. Du lever stadig, selv om døden kommer en dag, du ikke venter den. Men der er også alle de andre forhold, der sætter en grænse for dine handlinger. Mennesker, du holder af, er her måske ikke længere. Det må du handle på i dag og ikke udsætte til den dag, de er væk – eller bare ikke længere en del af din verden. Hvor du ikke fysisk har mulighed for at mødes med dem og sige det, du mente – men udsatte til senere.

Tiden går – stadig hurtigere, synes jeg. Selv sommervarmen er kortere nu, end da jeg som barn syntes, sommerferien var uendelig med lange, dovne dage. Med den samme duft af roser, som her på kirkegården. Den samme uforstyrrede summen af bier.

Jeg holder af at bo, hvor jeg kan høre kirkeklokkerne. Det giver en ro, for de har ringet solen op og ned i århundreder. De ringer også til bryllupper og begravelser og minder om, at livet er en blanding af glæde og sorg. Af smil, latter og tårer. Hvis jeg er heldig, spiller klokkespillet her i byen salmen “Sorrig og glæde, de vandre til hobe.” Et meget gammelt udtryk for, at let og tungt i livet er vævet ind i hinanden.

Måske er det særlig tydeligt, her i Vester Skerninge? Her ligger kirken og kroen lige over for hinanden på ‘Krovej’ og har i århundreder været en del af byens liv. Mon ikke mange er gået fra kirken til kaffe på kroen efter afskeden ved en begravelse? Eller er gået over parkeringspladsen for at fejre brudepar med god mad og drikke på kroen? Her er lyst og nød – liv og død – en naturlig del af hverdagen.

Døden er et vilkår for livet. Det mindede kirkegården mig om, da jeg sad på granitbænken og hvilede. Jeg kan protestere, men ikke ændre at døden er en grænse, jeg når til på et ukendt tidspunkt. Til gengæld kan jeg leve mine dage, så jeg efterlader gode minder – og aftryk af mit liv – til dem, der er tilbage. Det tog jeg med mig fra hvilet på bænken i sommervarmen.

.

Bente

.

Kirkegården mindede mig om “Memento Mori” fra latintimerne i 1968: “Citatet findes overalt, for sådan mindede de gamle hinanden om livets betydning.” Det betyder “Husk at dø” og er en grum påmindelse om at værdsætte livet, mens du har det. Men det lyder ikke helt så skræmmende på latin, vel?

Det har jeg skrevet meget mere om her – en dag i september, hvor efteråret i naturen mindede om livets efterår:

Når septembers himmel er blå

Hviledage

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der er én god ting ved at stå på bunden. Nu kan det kun gå opad – på et eller andet tidspunkt. Ok, det kræver en indsats. Det kræver tålmodighed. Der er måske også brug for hjælp fra andre – men der er plads til håbet om, at det vender. At det bliver bedre. At jeg igen får vand under kølen og kan sætte sejl mod nye mål.

Bunden kan give en speciel form for ro, for jeg ved, jeg ikke længere er i frit fald. Det er bunden, jeg kan mærke under fødderne og somme tider er det netop dér, håbet fødes igen. Midt i mørket, hvor jeg indser at jeg ikke magter at løfte mig fra bunden uden andre tanker – og andres hjælp. Det kan jeg handle på og her er mine bedste erfaringer: Se op – Se ud – Se ind.

Se op! Her er Gud – eller hvad du vil kalde det, der er større end dig selv. Her er også et blik på morgenhimlen, der går fra sort til dybblå til lysende blå. Her er aftenhimlen, der genspejler solnedgangen og fortæller dig, at du trygt kan hvile, til det igen bliver morgen. At du kan lade din krop og dit sind genoplade i søvnen, før livet kræver mere af dig.

Kom ud i luften og kig op. Gå en tur, hvis du kan, og mærk vinden mod dit ansigt og se på skyerne. Selv mørke og tunge skyer er fascinerende, når du følger dem over himlen. Se på farvespillet og lyset bag dem – og husk, at sådan er det også med de mørke skyer, du oplever i dit liv: der er lys bag dem og over dem og på et tidspunkt bryder solen igennem dem.

Se ud! Der er mange andre mennesker, der er som dig. Se ud – og se andre i øjnene. Her ser du, at du ikke er alene, men i øjenhøjde med andre, der står på bunden lige nu – eller husker, hvordan de selv oplevede det. Her kan du fornemme, at du ikke er alene og du kan blive mødt af smil og varme knus. Her kan du opleve, at du betyder langt mere for andre, end du kunne se, da du kun kiggede ned – og så bunden under dig.

Min erfaring er, at de fleste gerne vil hjælpe, men er usikre på, hvordan de bedst gør det. Især uden at såre dig eller lyde bedrevidende. Hjælp andre med at hjælpe dig – sig, hvad du har brug for! “Jeg har bare brug for en opmuntring!” er en sætning, jeg kan sige til mange venner – og så ender det gerne i et godt grin hos os begge. Samt et par ord om, hvad jeg stadig kan og gør, og så bliver perspektivet igen rigtigt.

Se ind! Fortæl dig selv en ny historie – om dig og dit liv! Hvad det er for historier, du har genfortalt og gjort til din historie? Måske er det ikke din sande historie eller sandheden om dig?

Se indad, og se, hvad det er for et mønster, du har med fra tidligere. Her kan du opdage, at den lille skæve oplevelse er blevet til en stor løgn, du har gjort til sandheden om dig selv. Her kan du blive befriet for tanken om, at du ikke duer, fordi andre lo ad dig i en skoleklasse. Her kan du mærke friheden ved at se, at det ‘kun’ var en enkelt oplevelse, som du misforstod – men bar med dig.

“Vi må ofte tilbage for at komme frem” er et citat fra ukendt kilde, der har fulgt mig. På samme måde må jeg ofte nå bunden, før jeg ser, hvad jeg skal ændre for at komme op.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Lavvande i mit liv

Afmagt

Når det afskårne skyder igen

Blomster ved mit grænsehegn

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der sker ting i vores liv, der nærmest sætter tiden i stå. Tidspunkter, der er mejslet ind i vores erindringer, så vi husker dato, klokkeslæt og alle indtryk. Tidspunkter, der måske for altid forandrer vores syn på livet og de mennesker, der er omkring os.

Det er ofte, når vi kigger ud over kanten af livet, at tiden får en ny betydning.

Vi mærker, at der er en tid – ind til der ikke længere er nogen tid. Jeg oplevede det, for nogle uger siden, og det forstærkede min taknemlighed over livet og de mennesker, der er mit liv.

Jeg oplevede det også for et år siden, da en kollega og gammel ven pludselig døde. Det gang i tankerne.

Lige nu – er det øjeblik i livet, der ikke kommer igen. Lad os bruge det med taknemlighed.

Lige nu – sætter jeg tiden i stå og holder en pause. Jeg trækker vejret dybt, mens verden går sin skæve gang uden min medvirken.

Lige nu – er nemlig øjeblikket, hvor jeg kan huske på, hvad der er vigtigt i mit liv – og handle på det.

Dagen i går er forbi og der er en hel dags muligheder, før det bliver i morgen. Så lige nu kan jeg vælge retning for denne dag. Med de ting, jeg prioriterer lige nu – vælger jeg også perspektivet på fremtiden.

Det bliver måske ikke synligt lige nu. For vælger jeg at lytte mere opmærksomt til mennesker omkring mig – hvordan vil det så kunne ses?

Vælger jeg at være mere nærværende, kan det ikke måles – men kun mærkes. Holder jeg fast i glæden over livet og dette øjeblik, har jeg åbnet den gave, som en ny dag er.

Lige nu kan jeg …

.

Bente

.

Måske har du lyst til at læse mere om emnet?

Lige nu og for længe siden

.