Sommervarme og duften af roser. Summende bier og en oase af ro, der gør godt når livet opleves lidt hulter-til-bulter. En stilhed – fordi tiden har en anderledes dimension her. Vi var nemlig på kirkegården i Vester Skerninge på Fyn, hvor denne fine granitbænk står ved indgangen og indbyder til en pause.
Jeg satte mig og det gjorde godt – både at hvile benene – og at falde ned i roen. Det var som om bænken indbød med: “Kom og find hvile”. Der var intet skilt med teksten, men jeg kunne næsten høre Jesus-ordene fra kirken: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Mattæus 11,28-30
Jeg tænker, at i kirken har mennesker fundet vej hver søndag til en tid med hvile fra hverdagens gøremål. Man kunne tænke sit eget, når man skulle sidde og lytte til præsten – og søndag formiddag skulle man ikke arbejde.
Der er århundreders vægt bag de ord, jeg fornemmer, der strømmer fra kirken ud på kirkegården. Mennesker er kommet her ved livets begyndelse og afslutning – og begge dele kan aflæses på stenene på kirkegården.
Datoerne fortæller om lange liv og korte liv. De minder om, at du ikke kan tage noget med, når du forlader livet. Du kan til gengæld efterlade meget til dem, der vil savne dig. Gode minder om fælles øjeblikke med nærvær og interesse. Gode samtaler og kærlig opmærksomhed. Minder, som på det helt særlige gravsted med flaget.
Det var godt at sidde på bænken, finde ind i roen og tænke efter: Lever vi efter vores værdier? Bruger vi tiden, kræfterne og pengene på dét, der betyder mest for os?
“Betænk dine dage” sagde de gamle før os. Du skal vide, at du ikke for altid kan udsætte det, du gerne vil – for en dag er muligheden forpasset. Du lever stadig, selv om døden kommer en dag, du ikke venter den. Men der er også alle de andre forhold, der sætter en grænse for dine handlinger. Mennesker, du holder af, er her måske ikke længere. Det må du handle på i dag og ikke udsætte til den dag, de er væk – eller bare ikke længere en del af din verden. Hvor du ikke fysisk har mulighed for at mødes med dem og sige det, du mente – men udsatte til senere.
Tiden går – stadig hurtigere, synes jeg. Selv sommervarmen er kortere nu, end da jeg som barn syntes, sommerferien var uendelig med lange, dovne dage. Med den samme duft af roser, som her på kirkegården. Den samme uforstyrrede summen af bier.
Jeg holder af at bo, hvor jeg kan høre kirkeklokkerne. Det giver en ro, for de har ringet solen op og ned i århundreder. De ringer også til bryllupper og begravelser og minder om, at livet er en blanding af glæde og sorg. Af smil, latter og tårer. Hvis jeg er heldig, spiller klokkespillet her i byen salmen “Sorrig og glæde, de vandre til hobe.” Et meget gammelt udtryk for, at let og tungt i livet er vævet ind i hinanden.
Måske er det særlig tydeligt, her i Vester Skerninge? Her ligger kirken og kroen lige over for hinanden på ‘Krovej’ og har i århundreder været en del af byens liv. Mon ikke mange er gået fra kirken til kaffe på kroen efter afskeden ved en begravelse? Eller er gået over parkeringspladsen for at fejre brudepar med god mad og drikke på kroen? Her er lyst og nød – liv og død – en naturlig del af hverdagen.
Døden er et vilkår for livet. Det mindede kirkegården mig om, da jeg sad på granitbænken og hvilede. Jeg kan protestere, men ikke ændre at døden er en grænse, jeg når til på et ukendt tidspunkt. Til gengæld kan jeg leve mine dage, så jeg efterlader gode minder – og aftryk af mit liv – til dem, der er tilbage. Det tog jeg med mig fra hvilet på bænken i sommervarmen.
.
Bente
.
Kirkegården mindede mig om “Memento Mori” fra latintimerne i 1968: “Citatet findes overalt, for sådan mindede de gamle hinanden om livets betydning.” Det betyder “Husk at dø” og er en grum påmindelse om at værdsætte livet, mens du har det. Men det lyder ikke helt så skræmmende på latin, vel?
Det har jeg skrevet meget mere om her – en dag i september, hvor efteråret i naturen mindede om livets efterår:
.
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright