Bag masken

Til fastelavn er det i orden at klæde sig ud og foregive, at man er en helt anden. Men de andre 364 dage i året handler det om at være dén, du virkelig er. Finde ind til kernen i dig selv og leve ud fra den. Sørge for, at det ydre stemmer med det indre, så du er et ægte menneske. Autentisk. Troværdig. Det er her, livet har grokraft.

Sjovt nok møder jeg flere mennesker, der klæder sig ud resten af året – end til fastelavn. Det er fint at gøre noget ekstra ud af påklædningen og styrke selvværdet til en vigtig aftale eller anledning, men det er en glidebane at forsøge at leve livet som en anden end den, du er.

Det er mange år siden, jeg har haft en fastelavnsmaske på. Jeg har endda i årevis fravalgt make-up, for med min grå ansigtsfarve fra smerterne følte jeg mig mest som en klovn med farveklatter i ansigtet. Det gav et forkert billede og forvirrede de mennesker, jeg mødte.

Men jeg tager alligevel maske på, når jeg f.eks. tager et opkald og forsøger at lyde, som om jeg har alverdens overskud. Når yngste autisten ringer hjem, så finder jeg de sidste reserver frem til overskud og indføling. Hvis ikke, kommanderer han “Mor, du skal være glad!”

Så direkte tør kun få andre sige det, men det ligger måske alligevel mellem linjerne? Vi vil helst ikke konfronteres med andres ked-af-det-hed, for det minder os om, at der ingen garanti er for livets lykke.

Bag min maske

Jeg lavede mig en maske, da jeg blev syg: “Det er ok, det er bare min egen skyld og det smitter ikke.” Det var min adgang til fællesskabet omkring formiddagskaffen, for ellers var jeg den synlige påmindelse om, at livet kommer uden garanti for noget som helst. At sygdom kan ramme alle. At børn kan fødes med handicap. At du såmænd kan miste livet i en fodgængerovergang, når du går fra kontoret for at hente frokost.

Inde bag min maske blev jeg mere ensom for hver dag. Masken blev mere ubekvem for hver dag og sværere at tage af efter arbejdstid, for familien havde også brug for en overskudsmor. Det er problemet med masker – de bliver en del af mig og efterhånden tør jeg ikke tage dem af – for hvordan vil andre så reagere?

Livets MR scanner

Jeg tænkte på netop det, da jeg forleden lå i MR scanneren. Her kan lægerne se ind bag alt det ydre og aflæse næsten alt det, der skjuler sig i min krop. Jeg følte mig helt tryg, for jeg havde intet at skjule, men et stort behov for at vide, hvor problemerne kom fra.

Sådan har jeg det også med familie og gamle venner – de mennesker, der kender mig og min historie – og elsker mig trods alt. Det er trygt at være kendt og godt at blive genkendt som den, jeg var engang. At blive anerkendt for alle sider af mig selv, også de mindre kønne. 🙂

Nogle mennesker kan overføre den tryghed på Gud, eller hvad vi nu vælger at kalde det, der er større end os selv. Har du ingen andre, der kender din historie, er det befriende at tænke på, at du hos Gud er genkendt og elsket med alle de oplevelser og skrammer, du har med dig i livet. Som at blive gennemlyst af en kærlig, universal MR scanner.

Genkendt!

Når jeg tør føle mig ‘rigtig nok’ – bliver det lettere at møde andre, ærligt og uden uden masker. Uden at gøre hverken andre end mig selv mindre, eller større, men bare være sammen som mennesker i naturlig størrelse.

Vi kan klæde os ud på mange måder. Skjule os på forskellige måder fordi vi tror, at den vi er og det vi er – det er forkert. Troens budskab til os er, at lige meget hvem vi er – og hvem vi lader, som om vi er – så ser Gud os og elsker os som vi er.

Jeg opdagede, at fromhed også kan være en maske. Eller et låg, der må tages af? Måske før noget koger over? Biblen fortæller en skøn historie om Job, der går til verbalt angreb på Gud, da alverdens ulykker har ramt ham. Her var noget, jeg kunne identificere mig med og det blev befriende at læse, at Gud kan tåle alle anklager – også mine. Der er skrevet mængder af bøger om Job, men det er vist så enkelt, at når maskerne falder, finder vi helbredelse i den ægte ærlighed.

Det kan være provokerende, når nogen ser ind bag min maske. Som en uønsket afsløring. Præcis som når børnene bliver genkendt i deres fastelavnsudklædning og bliver fortørnede. Når masken alligevel ikke skjuler, hvem du er. Når du kan genkendes, trods forklædning.

Bare Bente

For mig er det trygt at blive genkendt, som den jeg er inderst inde, bag hverdagssmilets maske. Den kan ganske vist gøre det lettere at komme gennem grå dage, men jeg skal turde tage den af igen. Det har taget både år og arbejde at nå hertil – og ja, jeg ved godt, det er en proces der fortsætter livet ud 🙂

Vi er alle meget mere, end andre kan se med et enkelt blik. Vi rummer mere, som har grokraft og kan spire, hvis det kommer frem i lyset.

Som med billedet der fascinerede mig, fordi det grønne kan vokse frem under den maske af bejdse, stolperne er behandlet med.

Det er dér, der er liv – bag maskerne.

 

Bente

 

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright – også dette fra Flensborg Havn:

Måske har du også lyst til at læse:
Alle mennesker er mere end ..

Eller en mere personlig historie:
Bente med begrænsninger

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *