Neden for vores vindue kan vi se denne smukke brolægning. Her har en brolægger gjort sig umage med de meget umage sten, der er lagt i det smukkeste mønster. Han har set, hvordan de meget forskellige sten kan indgå i en helhed.
“At gøre sig umage” – det lyder gammeldags – for hvem gider anstrenge sig og “gøre sit bedste” hvis en mindre indsats er nok? Vi har travlt og ikke tid til at nørde detaljerne, så vores umage kan ses. Vi skal jo være effektive – men måske kan vi bedre være det, hvis vi arbejder med omhu undervejs?
Umage er jo også det, der er forskelligt og ikke passer sammen. Som når du på Pippi Langstrømpe vis tager to sokker på, der ikke passer sammen, men er et umage par.
Men umage er også, når jeg ikke passer med noget eller nogen
Nogle af os er født umage i forhold til de “kasser” vi skulle passe ind i. Vi har gjort os umage med at “hugge en hæl og klippe en tå” i forsøget på tilpasning – men mange af os har opgivet. Heldigvis for det, for lige dér mistede vi vores særpræg, nemlig det, der gør os til unikke mennesker.
Jeg kan også gøre mig umage – og se, det er jo en helt anden historie. Det gælder i hverdagsopgaverne – at gøre noget ordentligt – men det gælder sandelig også med livsopgaverne. Vi skal gøre os umage med livet. Bruge det – livet – og bruge de muligheder, vi får.
Vi skal udnytte de anledninger, der ligger lige foran os. “Jeg kan ikke, hvad du kan – og du kan ikke, hvad jeg kan” var teksten i en gammel børnesang. Det gælder stadig, så dine muligheder i dag er helt forskellige fra mine – men hvis vi begge bruger det, vi kan se – så kan vi skabe en nuanceret helhed, hvor vores umage kan ses.
Livet er umagen værd, det ved jeg – og det har jeg besluttet at handle på. At lade mine værdier være som brolæggerens lodsnore, der viser vej. Det handler om at være nærværende i mine relationer til andre undervejs på livsrejsen – min familie og de mennesker, jeg møder og især dem, jeg kan hjælpe med mine erfaringer.
Jeg har hentet inspiration fra mange, der har gjort sig umage med livet. Senest var det Lise Nørgaard, der talte om at gøre sig umage med livet – især i forhold til mennesker, der blev livsvenner gennem en bevidst indsats.
“At være umage og gøre sig umage”
Det sker, at jeg ser en udsendelse i fjernsynet, som gør indtryk – som pastor Chou, der kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam. Han var et “umage” menneske her i landet – men blev rollemodel for et helt samfund af flygtninge fra Vietnam og deres efterkommere. Han viste, at det kunne lade sig gøre at blive en del af det danske samfund – og alligevel bevare sin umage identitet.
Umage hele sit liv i forhold til sprog og kultur – men også et menneske, der gjorde sig umage med sit liv. Som udnyttede de muligheder, han så. Som præst i den katolske kirke samlede han andre flygtninge og deres efterkommere omkring kirken og her mindes man ham med stor glæde og respekt.
Han vidste ikke, hvor stor betydning hans liv havde haft og det var svært for pastor Chou at blive gammel på et plejehjem og ikke længere kunne det, han gerne ville.
Arv er langt mere end penge og dyre familie effekter. Vi efterlader også den usynlige arv, som vi selv har svært ved at se. Men den er virkelig og har substans. Det kan jeg lære af – det kan vi alle lære af.
Vi skal leve vores liv, dag for dag, så vi kan være os selv bekendt, fordi vi har gjort os umage med udfordringerne.
.
Bente Christa
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright