“Du er blevet en gammel kone, mor, for dit hår er gråt” konstaterede yngsteautisten og skulle lige rode i mine grå hår. Ja, det havde han jo ret i – det med de grå hår – men jeg protesterede lidt, for indeni er jeg jo ikke gammel. Det er noget, andre bliver

Ved seneste valg måtte jeg kapitulere og bede om at stemme til valget fra bilen. Det var fint, at det var en mulighed – men det var også endnu en konfrontation med den virkelighed, at jeg ikke var i stand til at gå op ad trapperne til valglokalet.

“Ja, men alle gamle mennesker har da ret til at stemme fra bilen” kommenterede en gammel ven. “Men jeg er jo ikke SÅ gammel, bare lidt handicappet” – var min indvending.

Nå, ja, måske lidt mere end lidt handicappet, når jeg ikke kan gå på mine ben, men det er jo bedre i morgen. Det går over igen.

Virkeligheden vælter mig lige nu – i en voldsom konfrontation – og jeg vrisser af venlige mennesker omkring mig, der bare vil være hjælpsomme. For jeg “kan selv, vil selv” og bliver lige så urimelig, som de børn, der lige har lært nye færdigheder. Men det er svært at slippe sine færdigheder igen.

Vi fandt flere kasser med gamle kassettebånd, da vi flyttede. Min mand har digitaliseret dem og jeg sad ved computeren og hørte mit radioforedrag fra 1995 om at blive gammel. Journalisten Ninka havde interviewet 17 gamle mennesker om, hvordan de levede med, at døden kom nærmere. Det gav stof til mange og gode tanker, også for mig.

Men det væltede mig, at høre min egen stemme – som slet ikke var min – den var ung og lys og fuld af energi – modsat nu, hvor jeg har fokus på, at jeg overhovedet kan tale, på trods af afasi efter blodpropper i hjernen.

Det er jeg inderligt taknemlig for, at jeg kan – tale, altså – men da jeg hørte, hvad jeg kunne dengang, brød sorgen igennem – over alt det, jeg har mistet.

Du kan lytte med her til mit indlæg om bogen “På isflagen” med “gammelkloge” ord fra mennesker, med et helt livs erfaringer bag sig.

Børge Birch, tidligere modstandsmand, siger i bogen “Lykken skal du nemlig selv fange.” Det er nok en del af inspirationen fra disse gamle mennesker – at de har fundet en balance mellem accept af det, livet bringer – og deres egen indsats. De handlinger, der fik ting til at ske – og gav dem muligheder, når de rakte hånden ud efter lykken, som Birch siger.

Gamle Henny Harald Hansen beskriver i bogen, hvordan man må give slip på sine færdigheder i en omvendt rækkefølge af indlæringen af dem, som barn.

Jeg vil også gerne ældes med ynde, som det så smukt beskrives – men lige nu er jeg mest frustreret – over det, jeg ikke kan – og hvor lang tid, jeg skal bruge på det lidt, jeg kan, når jeg har en stok i hver hånd. Jo, jeg gør fremskridt til balancetræning hos fysioterapeuten – men for langsomt til at min hverdag ændrer sig meget.

Men hvordan er jeg blevet gammel – uden at opdage det? Jeg føler mig lige så ung som da jeg ville verden rundt – eller i det mindste se den.

“Snigløbet”, tænkte jeg, et “Bagholdsangreb”. Jeg fik ikke tid  til at forberede mig, for dagene iler. “Sludder, Bente. Du véd, du selv skal fange lykken og finde meningen, hver dag, mens der er tid.” Det er en samtale med mig selv, jeg skal have fokus på.

Så det er dagens opgave – at finde den mening, der gør det ok at blive gammel – fordi jeg trods alt har nået det vigtigste og levet et godt liv.

Bente Christa

.

Her kan du læse om de dage, hvor et skridt mere er dagens største udfordring:

Skridt for skridt

Når det vigtigste også er det sværeste

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

‘Al indkørsel forbudt’ for halve historier, der bliver til hele sandheden. ‘Stopforbud’ for alle sammenligninger. Det er fast arbejde at håndhæve det, for de findes overalt – selv i de få minutters reklame, der ruller over skærmen, mens jeg venter på TV avisen.

De halve historier trives på de sociale medier- og sandheden bliver svær at se, for de viser kun en del af virkeligheden. Vi ved det godt, men bliver alligevel påvirket, fordi sammenligningen går stærkt – og fordi billedet af det perfekte fanger vores opmærksomhed.

Her er en lille historie, med stor betydning for mit liv:

En bekendt lagde et billede op af et fint dækket bord, og jeg forestillede mig, at resten af hendes liv og hus var lige så perfekt

Det var det ikke, fandt jeg ud af. Billedet af det fint dækkede bord var taget, så man lige præcis kun kunne se bordet – men ikke ombygningsrodet i resten af rummet. Lige der gik det op for mig, at jeg havde skabt et billede af et perfekt liv, som ikke eksisterede.

Den halve historie, der blev hele sandheden 
“Bente, du svigter din familie!” blev sandheden for mig efter en klassisk kommentar for 25 år siden. En pædagog sagde: “Børn har godt af varm kakao og hjemmebagte boller, når de kommer fra skole.” En helt almindelig bemærkning mellem mødre til skolebørn dengang. Men denne her havde modhager og gravede sig fast i min dårlige samvittighed.

“Du svigter!” sagde den, og gravede sig dybere ned. Selvfølgelig svigtede jeg, for ingen magter alt. Slet ikke mig, der var alene om 3 børn i hverdagene, havde et krævende og uforudsigeligt job, en mand med lange arbejdsdage – og stod midt i afklaring af autisme diagnoser på to af børnene samtidig.

Men det viste sig, at det også kun var den halve historie. Den anden halvdel kom frem mange år senere, i et tilfældigt møde, med bemærkningen: “Jeg har altid været misundelig på dig, fordi du kunne læse tunge teologiske bøger!”

Se, det var en halv historie, der handlede om noget helt andet – men var blevet til en sandhed, jeg gik ned på. Da jeg hørte sandheden om den halve historie, blev jeg vred, sådan rigtig vred, og jeg gjorde autencitet til et mål for mit liv. Ægthed, ærlighed, og det rigtige størrelsesforhold på tingene.

Det er stadig en udfordring for mig, men jeg forsøger at fortælle hele historien, med både forside og bagside. For ingen skal høre halve historier fra mit liv og blive frustrerede over at tro, at det er hele sandheden.

Vi hører den halve historie som hele sandheden
Kender du det? Du har det faktisk ok med dig selv og din indsats. Lige indtil du begynder at sammenligne med andre. Det er så let at falde i fælden: Når andre fortæller om deres aktive liv, og jeg sammenligner med mit langsomme liv. Den halve historie ser et øjeblik ud som hele sandheden.

“Nu er jeg også lidt træt efter dagens møder” sagde en kollega henkastet. Hvad gjorde jeg? Jo, jeg følte mig også træt, efter mit ene, korte møde – og skammede mig, fordi det havde krævet alle mine kræfter.

En anden kollega fejrede sit 25 års jubilæum. Flot præstation og godt for hende. Men den anden halvdel af historien kan jo være, at angsten for noget nyt holdt hende fast i det velkendte? Loyalitet er en dyd, men måske også en maskeret angst for det ukendte?

Hold op med at sammenligne dig selv med andre!
Jeg går forbi dette skilt, hver gang jeg er i byen. Det bruger jeg som ‘stopforbud’ for sammenligninger. Det er svært for mange af os og kræver en vedholdenhed at fange de halve historier, der sætter fart i sammenligningerne.

“Skal du absolut sammenligne dig med nogen så skal du finde fakta – om nogen, der er på præcis samme niveau, har samme uddannelse, erfaring og øvrige forudsætninger, som du har.” Det var et ganske udmærket råd, jeg fik engang.

Sammenligningen er en vane, der kan være svær at ændre – netop fordi det er et mønster, som du automatisk tænker og handler efter. Mærk efter, hvad der er i spil. 

Her er de 3 bedste råd til at ændre vaner, som jeg har fundet:
• Lav en fair sammenligning
• Tag ansvar for din situation
• Du kan ikke sammenligne dit indre med andres ydre liv

Hele sandheden
Desuden er er ingen grund til, at sammenligne dig selv med andre. Du er unik, som du er.

Der er både en forside og en bagside til alle historier og personer, så led efter dem, før du tager noget ind i dit liv som sandheden om dig selv eller andre.

Glæd dig over alt det, der er særligt i dit eget liv.

Bente Christa

Billederne har jeg selv taget med mobilen på vej hjem fra en aftale i byen.

Måske har du også lyst til at læse:
Klodsmajor

Troldspejlets splinter


Tro ikke på alt, hvad du siger


Eller denne klumme om at føle sig dum:
“Nå, du er nok nybegynder”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

September kommer overraskende med kølige efterårsdage, en anderledes luft – og en sørgmodighed, for det er også et skift til mere tidsbestemte aktiviteter end sommerens improviserede aftaler. Nu er der et helt år til feriens frie muligheder.

Det er de ‘store’ tider, der bliver væk for mig – uger, måneder og år.

Jeg ved godt, jeg har levet dem – årstiderne – men jeg har ikke nogen erindring om dem. De er blevet lange rækker af dage, der går ud i et, når jeg forsøger at huske dem. Som sorte huller på livets tidslinje.

Jeg kan høre, at andre også bliver overraskede over, hvor hurtigt tiden går. Men der kommer altid en forklaring på det – travlhed med arbejde eller spændende projekter. Noget konkret, som de har brugt tiden på. En forklaring og resultater.

Så tier jeg stille for min forsvundne tid er mest gået med at bruge mere tid på de almindelige ting, andre klarer uden at tænke over det.

Jeg kan planlægge projekter og aktiviteter og skrive lange artikler – i hovedet – men ikke gennemføre dem – og ufærdige projekter er frustrerende.

Så må jeg minde mig selv om de skader, blodpropperne har lavet i min hjerne – at selv om jeg er taknemlig for det, jeg stadig kan – så kræver det mere indsats end for normale mennesker. Det giver en større træthed og dårligere resultater.

Det giver konfrontationer med det, jeg ikke nåede. Sommerblomsterne der ikke blev indkøbt og plantet i altankasserne. Venner jeg ikke nåede at møde i deres sommerferie.

I 2020 er tiden for alvor blevet væk for mig i en venten på, hvad ‘corona’ udviklede sig til. Vi ventede i selvisolationen og håbede, vi kunne undgå smitten.

Dagene mistede kontur og kanter, når alle aftaler blev aflyst, og hverdagens mønstre skred i sømmene, når intet hastede. Det blev ok, at gøre ‘det’ i morgen – eller måske endda mere fornuftigt?

Nogle har brugt corona-tiden til at skrive en bog, lære nye færdigheder, rydde op i et helt rum ad gangen, omlægge haven – hvad ved jeg? Jeg har mest har været tvunget til at forholde mig til gamle, svære forhold, jeg ellers havde parkeret allerbagest i hukommelsen.

Måske håbede jeg, de blev væk sammen med tiden? Nej, de lå lige fine og friske, da jeg pakkede op – og med samme smerte over det, jeg ikke nåede med mine børn, fordi tiden løb fra mig. Alt det, jeg gerne ville have gjort, men ikke nåede.

Det har vi så haft tid til at tale om pga corona – og jeg har opdaget, at mine voksne børn har en anderledes erindring om deres barndom – og at min manglende tid med dem – mest var et problem for mig. Hvor enkelte situationer blev stående i min oplevelse som fællesnævner for flere års liv.

Jo, jeg har måske alligevel nået noget, selv om corona-tiden blev væk for mig. Jeg har justeret perspektivet på mit liv – og det er måske ikke så ringe endda.

Måske skal jeg læse H.C. Andersens eventyr om “Grantræet” igen?
“Forbi, forbi” lader digteren det lille grantræ sige, der troede livet var en generalprøve, før den rigtige forestilling.

Tak til Andersen for digterordene – at livet er en stor forestilling, men uden generalprøve – og derfor skal vi leve og opleve livet – i første forestilling og som medvirkende på scenen.

Min hverdag er væk – og den verden, jeg kendte, er forandret for altid. Men i dag byder på ny ‘kunst’ på mit livs scene – og jeg skal skrive mere på manuskriptet.

Bente

.

Måske har du også lyst til at læse?

“Forbi, forbi” sukkede det lille grantræ, der ventede på den rigtige forestilling:
Grantræets generalprøve

Når dagene går og glider ud i ét:
Målløse dage

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Nettet strammer – for jeg begynder at tro på det, jeg siger til mig selv – om mig selv. Stol ikke på alt, du hører dig selv sige. Du risikerer at tro på det. 🙂

“Jeg tør ikke gå i ‘maskinrummet’ på min blog” har jeg gentaget, så mange gange, at jeg ikke turde opdatere programmerne af angst for at alt gik galt.

Jeg fik talt mig ind i et net af ord, der bekræftede, at jeg havde et uløseligt problem, som jeg måtte ud i byen og betale en professionel for at løse.

Du genkender det garanteret? – du er gået i stå i noget, du ikke kan gennemskue. Det vokser, til du en dag får fortalt om det til en, der kan hjælpe – og så viser det sig, at angsten for at gøre noget forkert var større end selve problemet.

Men når man når min alder er det vel ok at blive lidt bange for computer programmer, der insisterer:

“Bente, du skal opdatere nu, for at undgå hacking”.

Antallet af “tilgængelige opdateringer” vokser – og det samme gør min angst, for de mulige problemer, jeg har læst om.

Jeg kunne miste alt, hvad jeg havde skrevet i tre år – og derfor gjorde jeg ingenting, før jeg forleden klagede min nød til sønnen med forstand på computere.

“Men mor, hvis du har lavet sikkerhedsopdateringer, så er det jo gemt?”

Der må grines, hvis du genkender situationen og kan gætte, at jeg havde sat sikkerhedsopdateringer til at køre hver nat kl. 03. De lå lige så fint i dato orden og ventede på mig.

Min angst for at gøre noget forkert var blevet langt større end selve problemet, som vi løste sammen på en lørdag aften. Jeg vågnede næste dag med en uendelig lettelse og en stor lyst til at skrive og udnytte flere funktioner.

Den dag kunne jeg se samme mønster på andre områder i mit liv.

Måske ser du det også i dit liv? At dét, vi ikke kan overskue – det vokser – og vi bliver fanget i spindelvæv af vores egne ord og overbevisninger.

Det kom til at fylde vores samtale – med os selv – og vi troede på det, vi hørte.

“Bente, hvad nu, hvis du opdaterer og alt forsvinder? Vent hellere til du har kopieret alting manuelt.”

Det er interessant, hvad vi fortæller os selv i den bedste mening. Men vi skal ikke tro på alt, hvad vi siger – heller ikke til os selv.

Det sker også mellem mennesker – at jeg skubber et andet menneske væk, fordi en lille bemærkning fik lov til at vokse i min genfortælling af samtalen.

Et enkelt ord slår tonen an for hele samtalen – og efterhånden tror jeg på min konklusion “De har heller ikke lyst til at tale med dig, Bente.”

Angsten for afvisningen vokser – uden grund.

Så tal ordentligt til dig selv – også om dig selv – og vælg ordene lige så omhyggeligt, som når du taler om andre.

Men tænk, hvad man kan lære om sig selv – af et computerprogram.

I dag åbnede det med ny brugerflade og udfordrede mig med anderledes funktioner. Jo, i dag er en ny læringsdag.

Bente

Måske har du også lyst til at læse?

Hvor er ordene, vi kan bygge på?

Hvad siger jeg til mig selv i dag? Det er dagens vigtigste samtale, for “ordet skaber, hvad det nævner” – i mig på mit perspektiv på dagen – til forandringerne omkring mig – og det, jeg skal handle anderledes på i dag.

“Klodsmajor”

“Troldspejlets splinter”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Kom tilbage til virkeligheden!” sagde vi i mange år til autistsønnen. Altså vores virkelighed. Men virkeligheden er også, at Jacobs virkelighed er en anden end vores og pædagogernes. Vi kan blive enige om, at job, madlavning, vasketøj og sengetid er mere virkelighed end dinosaurernes verden, gamle danske film med Olsen Banden og Disneys eventyr. Men det blev også tydeligt at det vi betegnede som ‘virkeligheden’ var mange forskellige virkeligheder. Ja, vi havde nok dybest set hver vores definition af virkelighed.

Men virkeligheden er vel det, jeg oplever?  Jeg mener, hvordan kan det være andet? Du kan fortælle mig, hvordan du har oplevet det arrangement, vi begge deltog i. Men hvis jeg har oplevet en helt anderledes atmosfære eller stemning – så ændrer det jo ikke på min oplevelse. Det fortæller mig, at vi har hver vores virkelighed – fordi vi har hver vores oplevelse.

Politiet bekræfter det vel, når de taler om utroværdige vidneudsagn: at mennesker oplever samme situation forskelligt og husker den endnu mere forskelligt. Der er ikke kun én virkelighed, men mange forskellige. Det er en uendelig rigdom, at vi oplever hver vores version af virkeligheden – så længe vi kan mødes i en fælles aftalt virkelighed omkring aftaler, normer og social opførsel. Så giver de mange variationer af virkeligheden plads til spændende udtryk i kunst, musik, litteratur – og interessante møder mellem meget forskellige mennesker.

Men jo tættere, vi lever på andre mennesker – i familien, på arbejde eller socialt – jo mere er forventningen, at vi forholder os til samme virkelighed. Her kommer kommentaren “Kom tilbage til virkeligheden!” – måske med andre ord, med humor eller bare en rullen med øjnene, som i ‘du er altså for langt ude’.  Vi kan have utrolig svært ved at give plads til andres anderledes virkelighed, når de er tæt på. Nå ikke? Er du helt enig med andre om vasketøjets vandring fra du smider det på gulvet, til det ligger pænt i dine skuffer igen? Eller om man kan komme remoulade på leverpostej, eller syltetøj på en sildemad. Eller hvad normale mennesker spiser til morgenmad.

Din virkelighed er sandsynligvis anderledes end min, og det vil jeg gerne have det ok med. For jeg vil gerne have lov til at bevare min virkelighed, uden at den konstant bliver udfordret af nye indtryk og fakta. Ja, så kan vi diskutere, hvem af os der er mest forstokket  for det er vel det mest dækkende udtryk for sådanne mennesker, der har besluttet, at SÅDAN ser verden ud? Basta. Punktum.

“Forstyr ikke mine cirkler”, sagde en græsk filosof engang. Men det er jo netop det velgørende ved at færdes mellem andre mennesker: at mine cirkler forstyrres. At jeg måske får lettere ved at lade dig have din forståelse af virkeligheden og verden i fred. At jeg ikke behøver at overbevise dig eller andre om, at I tager fejl, for det er min version, der er rigtig.

For så kan jeg måske sidde i min egen lille verden – til nogen siger “Kom tilbage til virkeligheden!” – og kommer med en kop kaffe til mig.  

Bente

Vil du læse mere om autisme-liv og forskellige virkeligheder?

Autisme og algoritmer

Den lille pige med paraplyen

Jeg er den fremmede, der vil ind

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Den er ikke køn – roden her – men det passer måske meget godt med, at rødder er noget, vi helst skaffer af vejen? Både de rødder, der står i haven – og de rødder, vi ikke kan li’ i vores land og vores liv.. Men rødder er vigtige – og da de nu udfylder deres funktion under jorden – så er det vel ok, at de ikke ser godt ud?

Havefolk ved, at rødder kan være hårdnakkede – men se, det er netop det fine ved dem. De holder træet fast i stormvejr. Vi mennesker har også brug for dybe rødder, der holder os fast, når livets vejrudsigt står på orkan.

Rødder er vigtige i historisk sammenhæng. Hvor kommer vi fra som familie og folk? Men rødder er også vigtige i min hverdag. At jeg har rødder, der er dybe nok til, at jeg igennem dem kan hente næring til at bære frugt – eller bare leve min hverdag ud fra de værdier, der er vigtige for mig. Rødder kan være smukke, som på dette træ:

Der er mange af mine forforældre, jeg gerne ville møde, så jeg kunne lære mine rødder at kende. Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at både deres DNA og liv er vævet ind i forudsætningerne for mit eget liv – som stærke rødder.

Rødder har også betydning for mine børn. Det er godt at se, at de har sat dybe nok rødder til at ikke blive væltet omkuld, når livets storme rammer dem.

Måske er det den største hjælp, vi kan give andre? At leve i livets stormvejr, med vores rod og problemer på en sådan måde, at andre kan se, at det er muligt.

Når vi siger, vi tror på det bedste i mennesker – trods de åbenlyst modsatte beviser – så er det vores rodnet, der kan nære den tro. Det samme, hvis vi siger, vi tror på Gud – for tro fjerner ikke udfordringerne, men giver os så dybe rødder, at vi ikke vælter – helt – undervejs i livet.

Kærligst, Bente
som nu tager fat på endnu en “rodet” dag

Vi ved aldrig, hvilken betydning vores liv og eksempel får for andre mennesker. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og rødder:

Vi bygger på fortidens fundament

Rødderne kan holde os fast, når stormene rammer og sorgen bliver en udfordring:

Lyset skaber også skyggen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Afmagten har fyldt de seneste dage. Det gør den, når livet går i stykker for mennesker, vi holder af. Når livet virker meningsløst for andre og jeg ikke kan tilbyde et hurtigt fix med livsindhold. Lige dér, hvor man gerne ville give livsmod, som lægerne kan give blodtransfusioner.

Afmagt er en af de allersværeste følelser, synes jeg. Måske er den slet ikke en følelse? Men i virkeligheden en tilstand, der rummer mange følelser? Den kommer i hvert fald til udtryk på mange forskellige måder, som frustration, som en maskeret vrede der rummer både sorg og smerte.

Når min reaktion er: “Du kan ikke tillade dig at præsentere mig for denne rædselsfulde situation, som jeg ikke kan gøre noget ved!” For det er svært at stå ved siden af et menneske, der har det svært – og ikke kunne gøre noget. Ikke kunne handle og lette situationen. Ikke kunne bære noget af den svære bagage – bare et øjeblik.

Hjælpernes afmagt
Jeg har mødt andres afmagt i forhold til min egen situation. Fra ‘hjælperne’, der er vant til at kunne fikse problemer. De kan ikke holde perspektivet ud og trækker sig væk – måske i vrede over at møde deres egen afmagt? 

Vi vil så gerne handle os ud af det, der er svært – også for andre. Det skal vi også. Både for deres skyld – og for vores egen. Men det er ikke alt, vi kan løse med et knips med fingrene. Der er vilkår, vi ikke kan ændre. Der er konsekvenser af beslutninger, vi har taget tidligere og dem må vi leve med.

Vi vil så gerne planlægge (alt) så vi oplever, at vi har kontrol over vores liv. Det er en illusion, et drømmebillede. Livet er en uforudsigelig størrelse, der ender med en afslutning, vi har meget lidt kontrol over.

Måske er det derfor, vi oplever vreden – midt i afmagten? En vrede over alt det, der ikke ‘respekterer’ vores planer. Som ligger uden for vores kontrol?

Måske er det grunden til, at vi gerne trækker os væk fra mennesker, der står i en situation, hvor vi oplever afmagten? At det minder os om, hvor lidt kontrol vi i virkeligheden har over de store ting?

Vilkår og konsekvenser
Der er situationer, du kan handle på – gøre noget – og så er der vilkår, som du ikke kan ændre. Det er for mig enormt vigtigt at se forskellen, for ellers bruger jeg en masse kræfter på at forsøge at ændre noget, fjerne noget, der er et livsvilkår – og det er som at løbe panden mod en mur – hver eneste gang.

Men jeg kan altid vælge, hvordan jeg vil indrette mig på konsekvenserne af de vilkår, der står betonfaste i mit liv. Jeg kan udnytte de muligheder, jeg stadig har for at bruge evner og erfaringer. Det ser småt ud, men små handlinger har også ret og de mindsker følelsen af afmagt.

Når afmagten mærkes
Somme tider kan vi handle os ud af afmagt. Somme tider kan vi kun sukke dybt og give slip. Mærke afmagten og vide, at det er ok. Lade følelsen finde sit udtryk.

Når afmagten opløses 
Den sidste uge har været drøj, for jeg har mærket afmagtens følelser – alle dem, der sidder i kroppen. Jeg er blevet mindet om, at jeg ikke kan planlægge for andre eller give brugbare gode råd.  Jeg kan lytte og spørge ind, være nærværende og anerkende, hvor svært det er. Men jeg kan ikke give (mit) livsindhold videre til andre.

Jeg har været frustreret og vred. Mærket afmagten og ønsket vilkårene derhen, hvor peberet vist nok gror. Men alt var der stadig næste morgen, da jeg vågnede og mærkede vreden i kroppen.

Så jeg har anerkendt min vrede og mærket den – indtil den i dag langsomt blev opløst i sorg. Den varede ikke så længe, sorgen, før den blev afløst af smerten, der kom som en påtrængende besøgende, der insisterede på at blive budt indenfor. 

Det er ok at mærke alle følelserne og efterhånden også mærke, hvordan de forsvinder. At det er ok, at alt ikke er ok.

Livets gave
Som ung præst talte jeg med en ældre mand, der havde fravalgt alt socialt liv. “For når jeg skal herfra, er der alligevel ingen, der kan gå med mig. Så hvorfor skulle jeg bruge energi på mennesker nu? De kan ikke følge mig det sidste stykke.”

Hvad svarer man? Jeg protesterede vist med noget i retning af “Ja, du skal gå det allersidste stykke vej alene – men der er mange, der gerne vil følge dig så langt som muligt, hvis du giver dem lov.”

Men jeg var rystet over, at nogen ville vælge at lade livets gave ligge uåbnet, fordi man ikke kan tage noget med sig i graven. Livet er fyldt med muligheder. Med mennesker, der gerne vil følges med dig på livets rejse – måske endda bære noget af din bagage på vejen, når du bliver træt. Med mennesker, som vil smile til dig på nedtrykte og svære dage. Som vil forsøge at beskytte dig og hjælpe dig op igen, når du snubler og falder.

For det gør vi – snubler undervejs i livet. Nogle slår gange slår vi os rigtig slemt og har skader med resten af livet. Dem kan du ikke fjerne, men du kan selv formulere den historie, du fortæller om det, der skete – eller det, du ikke gjorde.

Du kan ændre perspektivet og tage noget læring med dig videre på livsrejsen.

Midt i afmagtens følelser ligger der nemlig små guldkorn og glimter. Måske bare lidt guldstøv, som kun kan ses i en særlig vinkel – men stadig guld.

.

Bente

Måske har du lyst til at læse mere om samme emne her:

Giv mig nærvær – ikke gode råd

Når nogen forstår, hvad jeg siger

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg frøs lidt i morges og hvor var det dejligt! At mærke en kølig vind i ansigtet og indånde en anderledes luft med mere ilt. Min hjerne kølede ned og jeg kunne næsten kende mig selv igen. Sommerens hedebølge har været anstrengende, for min krop kunne ikke regulere for den ekstreme varme. Jeg har været udmattet, træt af varmen – og bare træt.

Vi er vant til at få vores vilje
Hedebølgen ‘smeltede’ mine fine planer for sommeren. Jeg slettede det meste af min huskeliste, da jeg indså at varmen vandt over min vilje til at være effektiv.  Normalt planlægger vi langt ud i fremtiden og har vi lavet en aftale, så holder den og vi møder op på det aftalte tidspunkt. Bare ikke, når det er hedebølge – eller snestorm. Derfor har der været stille på bloggen. Jeg kunne ikke få ordene til at give mening.

Varmen flytter fokus
Det er både godt og skidt. Vi aflyser aktiviteter, der kræver for meget energi og bruger mere tid på at sidde i skyggen og tale med andre. Vi tager måske på flere strandture med familien? Vi kommer ned i tempo, for det er kun de få, der kan holde farten oppe i en hedebølge.

Måske er det, hvad vi kan lære af sommerens ekstreme varme? At både vi – og verden – ikke er skruet sammen til at holde til det liv, vi lever? Vi mennesker har vænnet os til, at vores krop – og hjerne – skal præstere. Hele tiden. Også når vi har fri, så har vi bare lagt rekreative planer.

“Det er vigtigt at børn keder sig,” har været emne for flere artikler denne sommer. “Det udvikler deres kreativitet og selvstændighed.” Ja, det ved vi godt, så hvordan er det blevet en nyhed? Det kan kun skyldes, at den viden ikke slår igennem i børns verden i dag – og slet ikke i de voksnes verden. Her kan sommervarmen faktisk hjælpe os: Med at gøre ingenting, mener jeg. Som i INGENTING. Bare ligge og tænke – eller kede sig.

Vi har ikke magt over varmen – eller verden
Måske kan vi bruge den situation til at tænke over, hvor lidt vi egentlig kan styre verdens gang og vores liv? Normalt regner vi med, at vi kan planlægge os ud af al modgang og sætte kursen mod automatisk succes.

Vi glemmer, at der er meget, der ligger langt uden for vores kontrol. Som sygdom, der pludselig rammer og vælter planer og familieliv. Som en uopmærksom bilist, der ikke når at bremse og efterlader skader og død. Som en brand, der på et øjeblik fortærer alt det, vi har samlet sammen og bygget op. Det vil vi helst ikke forholde os til.

Livet er lige nu – men måske ikke i morgen. Det glemmer vi tit i farten, når det hele kører for os. Vi retter ind efter samfundets og arbejdsmarkedets forventninger. Vi lægger vores egne forventninger om succes oveni – og undrer os over, at vi bliver trætte og modløse?

Varmen sætter fokus på, at vores krop har brug for væske og hvile, for sødt og salt – og for næring. Eksperter fortæller, at det er vigtigt at lytte til kroppens signaler og sørge for væske og salt og næringsstoffer. At lægge mærke til mennesker, der ikke sveder, for de er i risiko for hedeslag.

Vi troede, vi bare kunne skrue ned for den globale radiator – og fortsætte derudad – men varmen minder os om, at der er grænser for, hvad vi kan byde vores krop.

Varmen i min verden
Her i varmen har jeg fået mere respekt for min krop, selv om jeg synes, den har modarbejdet mig. Den er et forunderligt system, der fungerer 24/7 – og af sig selv kompenserer for næsten alt, hvad jeg møder. Bortset fra, at der er en fejljustering i min binyrebark, så jeg ikke kan danne den kortisol, jeg har brug for. Slet ikke det ekstra, der skal kompensere for den ekstreme varme. Det skal jeg have som piller, så jeg har gættet mig frem til dosis af hormonerstatning. Nogle dage har jeg ramt rimeligt. Andre dage er det gået helt galt, fordi jeg ikke respekterede at kroppen var overbelastet af varmen og mest havde brug for hvile.

Bente

Måske har du også lyst til at læse?

Målløse dage

Hvor er min oplader?

Fotos med copyright af fotograf Bent L Hansen

Tidevand er den daglige rytme mellem lavvande og højvande. Det kan forudsiges af eksperter, der kender månens indvirkning på havet. Derfor kan mennesker indrette sig efter det daglige skift.

Det samme gælder ikke helt, når vi bruger billedet på vores liv. Ikke på mit liv, i det mindste. Her kan det være lavvande i lang tid, før højvandet vender tilbage. I den periode “står jeg” på mudderbunden, som skibene på billedet.

Lavvande i Husum Havn
Det er kun anden gang i mit liv, at jeg har set skibene stå på mudderbunden, fordi havnen er tørlagt af ebbe, som vi så det her i Husum Havn en sen aften først i juli.

Jeg tænkte, “det er så forkert”, for der skal være vand i en havn. Det strider imod al sund fornuft at skibe står på bunden af havnen og bådene ligger som små klatter på det mørke mudder. Men de stod stadigvæk op, skibene, mens de ventede på, at tidevandet vendte tilbage.

Lavvande i mit liv
Sådan er det også i mit liv! Der er perioder, hvor jeg står “på bunden” og venter på, at “tidevandet” giver mig vand under kølen igen.

Jeg kan ikke flytte mig, men står i en naturlig venteposition – og er ikke væltet. På et tidspunkt vender livets tidevand tilbage og løfter mig op fra bunden igen.

Måske er jeg stadig fastlåst af fortøjninger på kajen, som skal løsnes, men så er der igen mulighed for at komme ud på havet. Eller bare en mindre sejltur på fjorden?

Hvornår vender vandet tilbage?
Vi gik langs kajkanten og jeg blev mindet om, at søfolkene kan klage over, at de har for travlt til at vente på tidevandet, men de kender havets rytme og ved, at det bliver højvande igen to gange i døgnet. Så de venter.

Det forsøger jeg at lære. Ting tager tid – og ventetid er en del af livets flod og ebbe. Der er altid en rytme mellem lavvande og højvande.

Højvande følger lavvande
I mit liv følges de to ting ad: Højvande er mængder af indtryk, handlinger og stress – og lavvandet følger som en reaktion, for min krop kan ikke kan justere for det uden ekstra medicin. Så jeg ender ofte med at være i fuld gang – eller totalt flad. Ja, sommerens varme har været en ekstra udfordring. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse disse klummer?

Ting tager tid
Det har jeg skrevet om med inspiration fra sluserne ved floden Mosel.

Målløse dage
Vi har alle brug for perioder, hvor vi igen lader op til at være effektive.
Hvorfor har vi så svært ved at acceptere det?

Tak til fotograf Bent Hansen for billeder 

“Sådan er det også med mennesker” tænker jeg, når jeg ser på mine gendyrkningsplanter. “Vi bliver skåret ned af omstændighederne, men kan stadig sætte friske skud!”.

Planten her har været til inspiration. Den er vokset frem af bare den øverste ene cm., jeg skar af en pastinak for at få grønne skud til salaten. Jeg satte den i vand i vindueskarmen og den kvitterede hurtigt med de fineste, små grønne blade. Det eneste den havde brug for, var frisk vand en gang om dagen.

Billedet hjælper mig, når livet slår endnu en kolbøtte og jeg lander på gulvbrædderne. Lige der har jeg været en del gange, det sidste år. Nede og bide i gulvbrædderne med gamle problemer med helbredet, nye diagnoser og nervesmerter, der gjorde det ubærligt at gå, stå og sidde – og ikke kunne finde hvile i min seng.

Ikke alene
Jeg er ikke alene om oplevelsen af at være “afskåret” fra sociale aktiviteter, selv om opleves sådan, når verden virker indskrænket til vores lejlighed på 2. sal.

Mange andre er skåret ned af livet, omstændighederne, systemet eller andre mennesker. Skuffelser, brudte forhold, bristede drømme – barske diagnoser og dødsfald. Livet er ikke for tøsedrenge – eller bangebukse.

Som planter, så mennesker
“Det er så, hvad lidt jord og vand kan give af vækstbetingelser!” har jeg tænkt denne sommer. “Tænk, hvis vi vovede at overføre det på mennesker!” Vi mennesker kan nemlig også gendyrkes.

Min grønne altan
Jeg har gendyrket rødbeder og pastinak i min køkkenvindueskarm i flere år. Med et fint grønt resultat, der giver farve og næring til vores mad. De klarer sig fint i en bakke med vand og lyset fra nordvinduet. I foråret fik jeg gjort mine 5 altankasser klar til udplantning.

Mine “gendyrk” blev nænsomt overflyttet fra vand til plantekassernes jord. De fik selskab af rodskiverne fra de løg, jeg brugte til madlavningen samt de løse fed hvidløg, der var ved at tørre ud.

Ventetid
Jeg nød forårssolen på altanen og kiggede spændt til plantekasserne. Åbnede vinduerne, når det var varmt midt på dagen og lukkede igen for aftenkulden – og en morgen var det også forår i mine plantekasser.

Pastinakkerne klarede overflytningen, selv om et par stykker begyndte at rådne. Men ikke planten på billedet. Den stod længe i sin fulde højde på ca. 10 cm og overvejede – men så skød den i vejret. Så den har jeg ikke klippet grønt fra – bare nydt at se den udvikle sig til fuld højde på 40 cm. – fra en afskåret top på 1 cm.

Giv mig lidt jord at vokse i
Giv os også gerne en sjat vand indimellem – og se, om ikke vi “afskårne” mennesker kan sætte nye rødder og komme tilbage med lidt grønt til samfundets salatskål.

Ja, lad mig bidrage.  Regeringens regnedrenge kan let se, at jeg ikke bidrager med meget til samfundsøkonomien, når jeg er for syg til at arbejde. Jeg er ikke en del af produktionen – men min “sjat vand” til andre kan måske alligevel blive en del af samfundsøkonomien?

Jeg vander gerne
Det kan være opmuntrende kommentarer til mennesker, jeg møder. En enkelt godt råd eller en konstruktiv korrektur. Et smil og en nærværende hverdagsbemærkning til den, der sidder i yderkanten af fællesskabet.

I dag i et venteværelse var det en kommentar til “naboens” hæklearbejde, der blev til tårer og en samtale om, hvor alene hun følte sig nu – en måned efter hendes mand døde.

“Velsign og forband ikke”
Det lyder jo voldsomt fromt, men betyder bare “ønsk godt for andre” – og det koster jo hverken en stor portion af min pension eller min tid. Det er ganske gratis at tænke venlige tanker om andre.

Det er ganske enkelt at sige lydløst “Jeg ønsker dig alt godt!” – når jeg ser andres behov. Det kan jo da ikke skade – men måske blive den sjat vand, de har brug for? Måske kan de endda sætte nye skud?

Afskåret eller nedskåret – vi kan sætte nye skud!

Bente 

.

Har du lyst til at læse min første klumme om gendyrkning?
Gendyrkning

.

Det du siger – har betydning:
Alle mennesker er mere end

.