Når det hele ser lidt overvældende ud – så griber jeg fat i “Pareto princippet”, som siger, at 20 % af indsatsen resulterer i 80 % af udbyttet. Så hvis jeg bruger mine kræfter på de vigtigste ting, så når jeg længst i mit liv. Det giver god mening for mig, der ikke har mange kræfter at bruge løs af. 🙂

Men det er der jo ikke noget nyt i, Bente? Vi har altid vidst, at det var bedst at gøre de vigtigste ting først. Ja, men for mig giver det håb at se tallene for mig. Så kan jeg se, at en lille indsats kan give forholdsvis store resultater.

Forandringen er størst, hvis jeg tager fat om roden i en problematisk situation, for så vil den ændres mest. Det er en hjælp, når jeg overvejer den lette løsning.

Jeg springer – over 🙂 men “Pareto Princippet” konfronterer mig også med mine overspringshandlinger. Dem har jeg mange af og vi kender hinanden alt for godt, disse følgesvende fra gammel tid. Nå, ja, nogle er nye, som de sociale medier – men mekanismen er et gammelt mønster. “Skal-opgaver” gør mig trodsig og får alt andet til at se utroligt tillokkende ud.

“Old Habits Die Hard” – det er lettere for mig end fordanskningen “Gamle vaner og mønstre er svære at ændre.” Jeg ved, hvor svært det er – det med vanerne – men med “Pareto” på min indre lystavle har jeg kunnet indføre nye vaner til erstatning for de mindre hensigtsmæssige. Ok, dårlige vaner er nok det rigtige udtryk.

Mit lilla timeglas har hjulpet mig med vanerne, for jeg kan følge tidens gang. Svære opgaver er ok i bidder på de 20 minutter, det markerer – og så kan jeg give mig selv en ‘belønning’ på samme tid med mindre krævende ting.

“Pareto” i praksis – ja det betyder, at jeg hele tiden er opmærksom på at tage fat i det, der er vigtigst – og sværest. Hele dagen. Hvilken lille indsats hjælper mig på vej mod mit mål?

Det har ændret mange små – og dårlige – vaner, som at belønne mig selv med at tjekke sociale medier eller læse nyheder og interessante artikler, når jeg burde have slukket computeren og lagt mig til at sove.

At forberede den næste dags aktiviteter – først og fremmest med en prioriteret plan. At have forberedt mest muligt til næste dag. At have ryddet op i køkkenet og have snittet alle grønsager til morgenmaden. 🙂 At have pakket rygsækken, så jeg er klar til at gå ud af døren næste dag. Så har jeg mere plads til uventede opgaver, hvis inspirationen indfinder sig.

En af mine nye vaner er min morgen-stilheds-skrivetid: Jeg har forsøgt at få en time ved min computer, tidligt om morgenen, til at skrive. Det er kun skriveprogrammet, der bliver åbnet og Facebook og mails må vente. Det lykkes ikke altid, for somme tider har jeg mere brug for at sove, eller en aftale har sat en anden dagsorden for dagen. Men konklusionen er klar, og erfaringen viser, at det virker.

Det kan måske ikke ses af andre endnu, men det har holdt mig i gang med at skrive og det har været godt for mig. Mon ikke, der også kommer flere klummer og opslag her på bloggen?

Jeg vågner med tanker og formuleringer, som jeg iler med at skrive ned. I stilheden kan jeg finde ind i skriveflowet, og så kan jeg redigere tekster i løbet af dagen – og lede efter bedre formuleringer, som ofte dukker op næste morgen. Det er en langsom proces, men den er givende. Jeg holder mit skrivesprog i live og jeg opdager nye, interessante udtryk.

Morgenstilheden giver mig ro, før dagens aktiviteter banker på. Den forebygger stress, fordi jeg altid er nået et stykke af vejen med det, der er allermest vigtigt for mig: at skrive.

Min morgenro følger med og letter prioriteringen af stort og småt resten af dagen. Den hjælper mig til at se det store i det små – som er “Pareto Princippet” i praksis. Små ting, med stor virkning – når det er de vigtigste ting. Det betyder også, at jeg bliver mere tilfreds med, at jeg kun magter 20% af det, jeg gerne vil gøre.

Men så er der lige den sværeste del – at finde ud af, hvad der er vigtigst. For hvad er det, kun jeg kan bidrage med? – og tør jeg stå ved det?

Den kendte Hr. Jante har formet min tænkning, så jeg synes det er pinligt at påstå, at jeg kan give noget til verden – som ingen andre kan. 🙂

Bente

Måske har også lyst til at læse:

Fanget i forventninger

Forliste forventninger

Når du står på bunden

Når hver dag bliver en særlig dag

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Tiden går – og jeg kan ikke følge med. Den spurter af sted og jeg kommer halsende bagefter. Kan jeg sætte tiden i stå? tænker jeg. Måske sætte en bølgebryder i den og skabe et øjeblik med overblik?

Jeg planlægger og laver lister – og det er godt – men somme tider glemmer jeg, at alt kan ændres på et øjeblik. De gode ting kan falde på plads – men verden kan også falde fra hinanden i et fatalt øjeblik, hvor nogen er uopmærksomme i trafikken eller træffer en katastrofal beslutning.

Et eneste øjeblik med livslang betydning. Det er svært med den tilfældighed, der afgør mit og andres liv på et øjeblik. Som terninger, der kastes – og det blev ikke en 6’er.

“Det var dengang, da ..” siger vi – om store begivenheder eller særlige oplevelser, der er blevet markeringer i tiden. Øjeblikke med betydning – og et klart ‘før og efter’ – de helt almindelige dage, der er svære at huske, når hverdagene har fart på.

Når jeg ser billedet her, husker jeg det særlige lys over vandet, mens vi sad på bænken oppe på skrænten. Et øjeblik, der blev stående og voksede i betydning som mindet om et par dages ferie i Nysted.

Solen varmede og øjeblikket var magisk. Det var Danmark, når det er smukkest med bøgetræer og kystlinje. Et særligt øjeblik for os, hvor tiden nærmest stod stille.

“Det er netop det, musikken også kan: sætte tiden i stå, så kun øjeblikket eksisterer.” Jeg hørte det på P2 klassisk fra min radio i køkkenet, mens jeg snittede grønt til salaten.

Lige der, havde jeg brug for at tiden kunne sættes i stå så jeg kunne mærke et øjebliks ro med dyb vejrtrækning.

Det mindede mig om de tidspunkter, hvor jeg gerne ville sætte tiden i stå for at kunne fastholde et øjeblik med en særlig oplevelse. En smuk solopgang. En dybsindig samtale med et andet menneske. En glæde, der bredte sig i hele kroppen. En særlig begivenhed, som aldrig kunne gentages.

Benny Andersen skrev om “Tiden”:
“Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.”

Men tiden går ikke i stå, den iler videre. Så jeg må indfange det særlige øjeblik – mens tiden iler. Være opmærksom på det og gemme det i min hukommelse. Nyde det og handle på min taknemlighed over at SE det.

Mine øjeblikke med betydning bliver markeringer i tiden, der gør det muligt at koble flere indtryk sammen med.

Det bliver den ‘knagerække’, vi kan hænge flere minder og oplevelser på.

Vi kan tilføje følelser og genkalde os afgørende tidspunkter, beslutninger og erkendelser. Vi samler detaljerne omkring de minder, der er markeringer i tiden.

Familiens ‘øjeblikke’ skaber fælles historie, når vi siger: “Kan du huske dengang da?” Vores billeder og fotoalbum er en skattekiste af øjeblikke, der er indfanget og støtter hukommelsen.

Som familiens første besøg i Legoland, hvor drengene var fascinerede af, at deres ‘klods-verden’ her var blevet til rigtige huse, de kunne gå ind i.

Efterårsferien i de svenske skove, hvor vi gik langs en å, der pludselig blev til et vandfald. Eller ferien i Disneyland med Jacob, som blev hans særlige historie.

Ferier har skabt fælles familiehistorie – som lever endnu, når vi husker de særlige øjeblikke.

Sådan har jeg også markeringer, hvor et øjeblik har fået en særlig betydning, fordi tiden er blevet ‘udvidet’ i højden, dybden eller bredden. De er en skat, kun jeg kender – og en kilde til stadig undren.

Nogle øjeblikke har fået vidtrækkende betydning, fordi de gav en klar erkendelse af, hvad jeg skulle handle på. Noget nyt, jeg skulle træde ud i med tillid til, at det kunne bære. Noget gammelt, jeg skulle give afkald på og forlade. Men alle blev øjeblikke, der formede mig – og mit liv.

Kan tiden stå stille? – eller er det ‘bare’ øjeblikket, der bliver stort nok til at jeg oplever tidløsheden? – og en lille bid af evighed?

Bente

Her kan du læse om andre øjeblikke, jeg har forsøgt at fastholde og forlænge, mens jeg oplever den magi, de indeholder:

Ord om betydning

Har du brug for ro?

Den korte, men særlige samtale, der fik stor betydning for mig:
Giv mig nærvær – ikke gode råd

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Sommervarme og duften af roser. Summende bier og en oase af ro, der gør godt når livet opleves lidt hulter-til-bulter. En stilhed – fordi tiden har en anderledes dimension her. Vi var nemlig på kirkegården i Vester Skerninge på Fyn, hvor denne fine granitbænk står ved indgangen og indbyder til en pause.

Jeg satte mig og det gjorde godt – både at hvile benene – og at falde ned i roen. Det var som om bænken indbød med: “Kom og find hvile”. Der var intet skilt med teksten, men jeg kunne næsten høre Jesus-ordene fra kirken: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Mattæus 11,28-30

Jeg tænker, at i kirken har mennesker fundet vej hver søndag til en tid med hvile fra hverdagens gøremål. Man kunne tænke sit eget, når man skulle sidde og lytte til præsten – og søndag formiddag skulle man ikke arbejde.

Der er århundreders vægt bag de ord, jeg fornemmer, der strømmer fra kirken ud på kirkegården. Mennesker er kommet her ved livets begyndelse og afslutning – og begge dele kan aflæses på stenene på kirkegården.

Datoerne fortæller om lange liv og korte liv. De minder om, at du ikke kan tage noget med, når du forlader livet. Du kan til gengæld efterlade meget til dem, der vil savne dig. Gode minder om fælles øjeblikke med nærvær og interesse. Gode samtaler og kærlig opmærksomhed. Minder, som på det helt særlige gravsted med flaget.

Det var godt at sidde på bænken, finde ind i roen og tænke efter: Lever vi efter vores værdier? Bruger vi tiden, kræfterne og pengene på dét, der betyder mest for os?

“Betænk dine dage” sagde de gamle før os. Du skal vide, at du ikke for altid kan udsætte det, du gerne vil – for en dag er muligheden forpasset. Du lever stadig, selv om døden kommer en dag, du ikke venter den. Men der er også alle de andre forhold, der sætter en grænse for dine handlinger. Mennesker, du holder af, er her måske ikke længere. Det må du handle på i dag og ikke udsætte til den dag, de er væk – eller bare ikke længere en del af din verden. Hvor du ikke fysisk har mulighed for at mødes med dem og sige det, du mente – men udsatte til senere.

Tiden går – stadig hurtigere, synes jeg. Selv sommervarmen er kortere nu, end da jeg som barn syntes, sommerferien var uendelig med lange, dovne dage. Med den samme duft af roser, som her på kirkegården. Den samme uforstyrrede summen af bier.

Jeg holder af at bo, hvor jeg kan høre kirkeklokkerne. Det giver en ro, for de har ringet solen op og ned i århundreder. De ringer også til bryllupper og begravelser og minder om, at livet er en blanding af glæde og sorg. Af smil, latter og tårer. Hvis jeg er heldig, spiller klokkespillet her i byen salmen “Sorrig og glæde, de vandre til hobe.” Et meget gammelt udtryk for, at let og tungt i livet er vævet ind i hinanden.

Måske er det særlig tydeligt, her i Vester Skerninge? Her ligger kirken og kroen lige over for hinanden på ‘Krovej’ og har i århundreder været en del af byens liv. Mon ikke mange er gået fra kirken til kaffe på kroen efter afskeden ved en begravelse? Eller er gået over parkeringspladsen for at fejre brudepar med god mad og drikke på kroen? Her er lyst og nød – liv og død – en naturlig del af hverdagen.

Døden er et vilkår for livet. Det mindede kirkegården mig om, da jeg sad på granitbænken og hvilede. Jeg kan protestere, men ikke ændre at døden er en grænse, jeg når til på et ukendt tidspunkt. Til gengæld kan jeg leve mine dage, så jeg efterlader gode minder – og aftryk af mit liv – til dem, der er tilbage. Det tog jeg med mig fra hvilet på bænken i sommervarmen.

.

Bente

.

Kirkegården mindede mig om “Memento Mori” fra latintimerne i 1968: “Citatet findes overalt, for sådan mindede de gamle hinanden om livets betydning.” Det betyder “Husk at dø” og er en grum påmindelse om at værdsætte livet, mens du har det. Men det lyder ikke helt så skræmmende på latin, vel?

Det har jeg skrevet meget mere om her – en dag i september, hvor efteråret i naturen mindede om livets efterår:

Når septembers himmel er blå

Hviledage

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Livet skifter mellem sol og skygge, sådan som dagene veksler mellem lys og mørke. Ja, lyset skaber sin egen skygge og vi vil altid leve med den dobbelthed. At de mørkeste tider i vores liv måske mest af alt er skyggen af det gode, vi har oplevet?

Du har sikkert også oplevet, at et lillebitte lys kan gøre en enorm forskel i et helt mørkt rum? Du leder efter lyskontakten i mørket og selv en gammeldags elektrisk pære i en ledning i loftet kan opleves som en velsignelse af lys.

Sådan er det vel også, når livet er mørkt? Først da ser vi for alvor de små ting i livet, når lyset falder på dem. Et solstrejf gennem en sprække i de mørke skyer. En solsort, der uventet synger for dig. Et smil fra et ukendt menneske på gaden.

Lys og skygge hører sammen. De kan ikke skilles, men vi kan opleve perioder med næsten kun lys – eller famle os frem i nærmest totalt mørke. Som når sorgen lammer, når vi mister et menneske, vi holdt meget af. Ja, den er større, jo mere det menneske betød for os. Men tænk, hvis ingen var efterladt i sorg efter et dødsfald?. Hvis ingen savner dig, når du er væk? Sorg er prisen for kærlighed, siger et gammelt mundheld, og det er vist ikke helt forkert.

Prisen for at møde den eneste ene, er risikoen for at miste igen. Det får mange til at ikke turde involvere sig. Det er mere trygt at beskytte sig mod tabet ved lukke sig inde i sig selv. Eller møde andre bag den form for facade, der beskytter mod at blive såret.

‘Mærk verden’, skrev Nørretranders engang. Mange vælger det fra, fordi der er så meget ondt og urimeligt i verden omkring os. Så bliver det lettere at ikke mærke – hverken den globale verden, eller den verden, som er lige omkring os. Lidt tragisk, for vi kan stadig handle i forhold til de mennesker, der er lige omkring os. Møde dem ansigt til ansigt, i øjenhøjde og med nærvær og i det møde skabe en bedre verden.

‘Mærk smerten i din verden’. Ja, det kræver mere mod at mærke den nære verden end nyhedernes tragedier. Når du prøver at opmuntre de mennesker, du allerede har relationer til. Du kan blive misforstået eller afvist. Deres forventninger kan være større end det, du magter at give. Du kan mærke deres smerte – men du kan også lade dem mærke dit nærvær, din interesse og du kan handle sammen med dem.

Vi kan finde lyset bag skyggen, når vi hjælper hinanden. Vi kan sammen lede efter den anderledes ro, der er mere end stilhed. Vi kan hvile i den, måske bare et øjeblik, hvor mørket letter og stormen løjer af, lige hvor vi er. Vi kan finde en pause i hverdagens hurlumhej og samle kræfter mellem livets kolbøtter. Vi kan glæde os til, at solen igen skinner på os – og kaster nye skygger.

Lige nu, synes jeg det er svært, for der er mere skygge end lys omkring mig. Men det har været godt for mig at sætte ord på det – og dele det med dig. 

Bente

Her er mere om samme tema:

Når hver dag bliver en særlig dag

Hvor er min oplader?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Lige nu er det et år siden, min far døde. De seneste dages smukke efterårsvejr minder mig om det. Sådan er årstiderne – de hjælper os til at leve i en cirkulær tidsforståelse, når de gentages. Jeg mærker, at det både er lang tid jeg har savnet ham – og samtidig, som om det var for ganske nylig. Savnet er stort.

I sidste uge stod jeg for bisættelsen af min svigerdatter. Bagefter gik vi fra kapellet ud på Naturkirkegården i det smukkeste efterårsvejr. Det mindede mig om min far. Min tidsfornemmelse blev uklar, som om de begge var døde for få dage siden. Sådan flyder dagene ind over hinanden og det er både lige for lidt siden – og for længe siden.

Når tiden slår kolbøtter
Sådan slår både sindet og tiden kolbøtter for øjeblikket, når alt bliver vendt på hovedet. Som når vi som børn stod på hovedet (jo, det kunne vi) og alt indhold i lommerne faldt ned på jorden.
Sådan falder også alt det løse ud af mine livslommer og ned på jorden. Det bliver tydeligt, hvad der er vigtigt i livet.

På samme tid 
Jeg er på samme tid moderen, der holder om min søn, mens han græder – og datteren, der savner sin far. Barnet og den voksne på samme tid. Tiden blandes af oplevelserne og erfaringerne slår kolbøtter, når minderne vælter frem. Det er som om, det bare var i går, jeg talte med far, før han gled ind i bevidstløshedens ingenmandsland og forsvandt for mig.

Vær tålmodig
Jeg læste i dag et citat af Lars Gustav Lindhardt, om sorgen over at miste sin far:
“Jeg elsker min far ligeså højt i dag, som jeg gjorde, da han levede, og derfor er min sorg ikke blevet mindre med tiden. Det, der ændrer sig, er os, der bærer sorgen. Med tiden bliver vi stærkere og bedre i stand til at bære den sorg, der tynger, og derfor kommer sorgen til at føles lettere for hvert år, der går.”

Ved sluseporten
Da jeg stod ved sluseporten ved floden Mosel i Tyskland så jeg et billede på mit forhold til tid. Der er perioder i vores liv, hvor vi venter i et slusekammer, mens det fyldes op, så vi kan ‘sejle’ videre på livets vej. Det tager tid. Faktisk lang tid, før et slusekammer er fyldt op og skibene kan sejle videre. Der er ingen genvej – og alle er nødt til at vente.

Vi kan heller ikke bare hæve os selv op, men har brug for den tid, det tager for vores ‘slusekammer’ at fyldes op med eftertanke, erfaringer og hvile – så vi er klar til noget nyt på næste etape af livsrejsen. Der er ingen genvej – du er nødt til at vente.

Ting tager tid
De fleste ting i livet tager langt mere tid, end vi regner med. Hvorfor leder vi så efter hurtige løsninger? Som i “det skal fikses – NU!” Det undrer jeg mig over. Hvad er vi bange for? Tiden?

Bente 

Måske har du også lyst til at læse:
Farvel, far

Blade i Bentes liv

Her skriver jeg om, hvor svært det er – at ikke kunne hjælpe:
Afmagt

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg sætter lige mig selv ‘på pause’ – for jeg kan ikke rumme flere indtryk eller flere mennesker. Jeg har alt for meget ufordøjet liv fra den seneste tid – masser af gode ting og nogle lidt svære – men de ligger hulter-til-bulter og skaber den ufordøjede og sammenfiltrede masse af følelser, som gør mig forvirret.

Alt rumler rundt i hoved og krop i dag. Så nej tak til alt det, jeg ellers henter energi og kræfter fra. Nej tak til inspirerende samtaler, gode bøger og spændende film. Ja tak til stille musik, et formiddagshvil og en kop urtete i stedet for kaffe.

De gode idéer myldrer frem, men jeg kan ikke overskue at vælge, hvilke jeg skal handle på først. Tanker og formuleringer kommer op på min indre skærm og tigger om at blive fastholdt, men jeg skrev hele morgenen om sproginflation – og nu kan jeg ikke se, hvad jeg ville sige – for bare ord.

I går og i forgårs var jeg aktiv og effektiv og åh, hvor var det en god fornemmelse. Vi fik ryddet op og ryddet ud. Jeg fik endda støvsuget nuller op, skiftet sengetøj og strøget en nyvasket kjole til i dag. Jeg nåede det, jeg havde planlagt og endda langt ned på listen over de opgaver, jeg havde skubbet foran mig. Der blev faktisk også sat hvidløg i altankasserne. Sådan, Bente!

I dag overvejer jeg, hvor vi kan hente færdig aftensmad. Bare tanken om at finde på .. 

“Vær stille, min sjæl”
Så lige nu vil jeg sidde på altanen og lade mig varme af septembersolen. Jeg vil gå ind i mit helt private univers, lukke døren bag mig og hviske: “Vær stille, min sjæl.”

Derfor er jeg ikke til gudstjeneste lige nu og deltager ikke i interessante samtaler over kirkekaffen. Jeg venter på, at min sjæl indhenter mig.

Jeg vil finde og nyde roen efter de sidste dages stormvejr udenfor og de mange gode ting, jeg kunne krydse af på min huskeliste. Plus de spændende aktiviteter og samtaler, der kom ind i mit liv som en ekstra bonus. Men lige nu er min mobil på lydløs og jeg giver mig selv lov til at ikke reagere på andre – før senere.

I morgen er jeg igen effektiv og koncentreret. Jeg har en aftale med en læge på kemiafdelingen på Køge Sygehus og det er en gevinst, man møder op for at indløse, lige meget hvordan man har det. Og selvfølgelig vågner jeg tidligt i morgen og er fyldt med energi.

Det er bare lige nu, i dag .. 

Bente

Foto af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg frøs lidt i morges og hvor var det dejligt! At mærke en kølig vind i ansigtet og indånde en anderledes luft med mere ilt. Min hjerne kølede ned og jeg kunne næsten kende mig selv igen. Sommerens hedebølge har været anstrengende, for min krop kunne ikke regulere for den ekstreme varme. Jeg har været udmattet, træt af varmen – og bare træt.

Vi er vant til at få vores vilje
Hedebølgen ‘smeltede’ mine fine planer for sommeren. Jeg slettede det meste af min huskeliste, da jeg indså at varmen vandt over min vilje til at være effektiv.  Normalt planlægger vi langt ud i fremtiden og har vi lavet en aftale, så holder den og vi møder op på det aftalte tidspunkt. Bare ikke, når det er hedebølge – eller snestorm. Derfor har der været stille på bloggen. Jeg kunne ikke få ordene til at give mening.

Varmen flytter fokus
Det er både godt og skidt. Vi aflyser aktiviteter, der kræver for meget energi og bruger mere tid på at sidde i skyggen og tale med andre. Vi tager måske på flere strandture med familien? Vi kommer ned i tempo, for det er kun de få, der kan holde farten oppe i en hedebølge.

Måske er det, hvad vi kan lære af sommerens ekstreme varme? At både vi – og verden – ikke er skruet sammen til at holde til det liv, vi lever? Vi mennesker har vænnet os til, at vores krop – og hjerne – skal præstere. Hele tiden. Også når vi har fri, så har vi bare lagt rekreative planer.

“Det er vigtigt at børn keder sig,” har været emne for flere artikler denne sommer. “Det udvikler deres kreativitet og selvstændighed.” Ja, det ved vi godt, så hvordan er det blevet en nyhed? Det kan kun skyldes, at den viden ikke slår igennem i børns verden i dag – og slet ikke i de voksnes verden. Her kan sommervarmen faktisk hjælpe os: Med at gøre ingenting, mener jeg. Som i INGENTING. Bare ligge og tænke – eller kede sig.

Vi har ikke magt over varmen – eller verden
Måske kan vi bruge den situation til at tænke over, hvor lidt vi egentlig kan styre verdens gang og vores liv? Normalt regner vi med, at vi kan planlægge os ud af al modgang og sætte kursen mod automatisk succes.

Vi glemmer, at der er meget, der ligger langt uden for vores kontrol. Som sygdom, der pludselig rammer og vælter planer og familieliv. Som en uopmærksom bilist, der ikke når at bremse og efterlader skader og død. Som en brand, der på et øjeblik fortærer alt det, vi har samlet sammen og bygget op. Det vil vi helst ikke forholde os til.

Livet er lige nu – men måske ikke i morgen. Det glemmer vi tit i farten, når det hele kører for os. Vi retter ind efter samfundets og arbejdsmarkedets forventninger. Vi lægger vores egne forventninger om succes oveni – og undrer os over, at vi bliver trætte og modløse?

Varmen sætter fokus på, at vores krop har brug for væske og hvile, for sødt og salt – og for næring. Eksperter fortæller, at det er vigtigt at lytte til kroppens signaler og sørge for væske og salt og næringsstoffer. At lægge mærke til mennesker, der ikke sveder, for de er i risiko for hedeslag.

Vi troede, vi bare kunne skrue ned for den globale radiator – og fortsætte derudad – men varmen minder os om, at der er grænser for, hvad vi kan byde vores krop.

Varmen i min verden
Her i varmen har jeg fået mere respekt for min krop, selv om jeg synes, den har modarbejdet mig. Den er et forunderligt system, der fungerer 24/7 – og af sig selv kompenserer for næsten alt, hvad jeg møder. Bortset fra, at der er en fejljustering i min binyrebark, så jeg ikke kan danne den kortisol, jeg har brug for. Slet ikke det ekstra, der skal kompensere for den ekstreme varme. Det skal jeg have som piller, så jeg har gættet mig frem til dosis af hormonerstatning. Nogle dage har jeg ramt rimeligt. Andre dage er det gået helt galt, fordi jeg ikke respekterede at kroppen var overbelastet af varmen og mest havde brug for hvile.

Bente

Måske har du også lyst til at læse?

Målløse dage

Hvor er min oplader?

Fotos med copyright af fotograf Bent L Hansen

Der er dage, hvor tingene glider og jeg er effektiv – og straks leder jeg efter formlen, så jeg kan gentage succesen dagen efter. Men næste dag er jeg udmattet og har behov for alle de hvilepauser, jeg sprang over dagen før. Altså er der dømt hviledag og eftertanke.

Slusetid

Ja, der er perioder i mit liv, hvor alt står stille. Hvor jeg går i tomgang. Da jeg stod ved sluseporten ved floden Mosel i Tyskland kunne jeg se, at her var et billede på mit forhold til tid.

Der er perioder i vores liv, hvor vi venter i et slusekammer, mens det fyldes op, så vi kan ‘sejle’ videre på livets vej. Det tager tid. Det tager faktisk lang tid, før et slusekammer er fyldt op og skibene kan sejle videre. Der er ingen genvej – du er nødt til at vente.

Vi kan heller ikke bare hæve os selv op, men har brug for den tid, det tager for vores ‘slusekammer’ at fyldes op med eftertanke, erfaringer og hvile – så vi er klar til noget nyt på næste etape af livsrejsen.

Tid i slusen

Fragtprammene på Mosel skal igennem mange sluser og mandskabet udnytter ventetiden. Nogle vander deres traditionelle røde pelargonier omkring styrehuset. Andre læser avis eller pudser vinduer.

De gør dagligdags ting, mens de venter – med en ro, der viser mig, at de har lært at pramsejlads tager tid.

Sluser har været kendt og anvendt i tusinder af år på floderne. Her ved Mosel er sluserne en nødvendighed for at lastpramme kan fragte gods ad de europæiske floder – og for at lystbåde og turistbåde kan sejle på trods af højdeforskelle i vandstanden.

Den langsomme tid

Det er fascinerende at se, hvordan slusekammeret fyldes og tømmes og interessant, at min fascination udsatte planerne for resten af feriedagen. Det tager nemlig TID at passere sluserne. Både de 7 sluser på Mosel – og sluserne i mit eget liv.

Vaner og vedholdenhed

Måske er det nye vaner, der skal indarbejdes i dit liv, mens du venter i en ‘sluse’? Nye nervebaner, der skal skabes? Nye vaner er nemlig også en biologisk proces, der ændrer det neurale netværk i hjernen. Det hjælper os videre.

Det tager tid at ændre vaner, så vedholdenhed er nøglen. Det er den, jeg indarbejder, mens jeg venter i slusekammeret.

Tid til nye vaner

“Det tager tid for din krop at vænne sig til din nye tilstand” advarede kiropraktoren, da han havde ommøbleret samtlige knogler. “Det tager også tid for din hjerne at omskrive hele softwareprogrammet for hvordan du bevæger dig!”

Ja, ja, tænkte jeg – men så kan det vel heller ikke vare længere? Mon ikke jeg kan gøre det lidt hurtigere. Desuden har jeg ikke så meget tid – til det – for der er så meget, jeg gerne vil have gjort.

Kvinder og tid

Tiden snyder mig stadig. Ting tager længere tid, end jeg har regnet med. Alle opgaver kræver mere tid, end jeg har planlagt. Jeg er bevidst om det og forsøger at lægge ‘elastik-tid’ ind, så jeg kommer ud ad døren tids nok til at hilse på naboer på trappen og bekendte på gaden.

“Kvinder glemmer, at der også skal være tid til at trække vejret, når de planlægger deres dage” læste jeg i en bog om tidsstyring for kvinder. Mødre glemmer at indregne tid til at komme i øjenhøjde med det trætte og morgenfrustrerede barn, der er på vej i børnehave eller skole.

Vi multitasker og regner kun med netto tid, og oplever derfor at alt vælter, når livet opererer med brutto tid. Til sidst forsvinder muligheden for ‘white space’ – den tid, der ikke er disponeret for. Den tid, der kræves for at din sjæl kan følge med dig.

Automatsvar

Som med alt andet er der en verden til forskel på, hvordan tingene bliver sagt. “Ting tager tid!” kan være den mest indfølende kommentar, du kan få – eller det modsatte. Det kan siges for at lukke munden på dig så den anden får taletid til sine besværligheder.

“Det er ikke det, man sir, det er måden altså, at man sir det på” var omkvædet i en gammel revyvise – og det gælder også her. Det kan være en fælles og dyb erkendelse af, at sådan er livet. Det kan afslutte samtalen og lukke dig ude af det fællesskab, hvor andre har for travlt til at vente på os, der samler kræfter på en parkeringsplads i livet.

“Sig det til dig selv!”

Vi har gentaget det for vores mor, mens hun har været syg. “Det tager tid, mor, for dig og din krop at komme til kræfter igen!”. Lettere irriteret kommenterede hun med sine 85 års erfaring: “Ja, det siger I alle sammen – men har I også sagt det til jer selv?”

Nå, nej, det er vi ikke så gode til.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:
Hviledage

Eller måske
En handicapparkeringsplads i livet?

Der er copyright på alle billeder, der er taget af fotograf Bent L. Hansen

Drømme og gode ting tager tid
Vi ved godt, at der er lang leveringstid på de fleste gode forandringer – men vi vil så gerne selv nå at se resultaterne af vores indsats. At se dét blive til virkelighed, som vi har kæmpet for, drømt om og satset på.

Vi vil gerne nå at se gode resultater af vores liv. Se de store forandringer ske, vi har investeret os selv i – og se at det går børn og børnebørn godt. At de tager vores vigtige værdier med og omsætter dem i deres liv.

Litteraturen har mange eksempler på, at det er ved forældrenes død at børnene for alvor opdager, hvad de betød. Hvilke værdier, deres liv byggede på og hvor stor betydning de havde.

Historien viser os, at det først er, når vi er ved at miste frihed og rettigheder, at vi opdager at de er umistelige for os.

Vi ser de ildsjæle, der allerede har kæmpet i lang tid. Alene og uden anerkendelse og opbakning. Hvorfor har vi ikke reageret tidligere, mens udviklingen kunne ændres med en langt mindre indsats?

Tiden bliver en ressource af voksende værdi, når vi har færre dage foran os, end bag. Når vi ved, at vores mulighed for at handle er begrænset af tid – og vi med et voksende klarsyn ser, at der er noget fundamentalt galt med den retning, vores samfundsfællesskab udvikler sig i.

Drømmen venter på min indsats
Jeg tror, vi skal omsætte vores ønske om handling til en kamp for drømmen om det bedre samfund, hvor vi behandler alle med ligeværd og værdighed.

Vi skal kæmpe for vores drøm om noget bedre. Det bliver også til en kamp mod det, der står i vejen for drømmen – men drømmene kan favne langt flere og langt bredere og undervejs kan vi bruge de trædesten og initiativer, som skaber værdi og menneskeværd.

Måske er det alle mine små handlinger på den store drøm, der er det vigtigste? Hvert eneste venligt møde med et andet menneske sætter gang i en proces, der breder sig. Som domino brikker, der alle vælter den næste i rækken. Som sommerfuglen, der basker med sine fine vinger – og har betydning for miljøet i den modsatte ende af verden.

At vente på drømmen
Det er svært at vente – også i forhold til drømme. At vente på, at det du sender ud i verden – virker. At vente på, at dit bidrag gør en forskel. Men tålmodighed og tro er nødvendige for at drømme bliver til virkelighed.

Jeg lærte som barn, at man ikke skal gå i urtehaven og grave for at se, om de nysåede frø er blevet til planter. Som voksen har jeg lært, at det også gælder for drømme: Lad dem ligge i jorden, men sørg for at vande dem.

Men jeg vil så gerne se resultater, lige som alle andre. Her glemmer jeg, at mine drømme måske er bygget oven på andres – som ikke så, at de blev opfyldt. Det gør måske mine resultater mindre imponerende, men giver større håb for fremtiden: at det er summen af vore drømme, der bærer frugt.

Vi står på skuldrene af dem, der gik forud for os. Nu er jeg ikke akrobat, så i den situation vil jeg miste balancen – men i overført betydning er det et vigtigt billede.

Vi skal lære af historien og de mennesker, der har haft betydning for det samfund, vi lever i. Anerkende deres indsats og se, at drømme bærer ud over vores eget liv.

Måske skal vi beskrive vores livsdrømme og lægge det sammen med andre efterladte papirer til vores børn? Skrive dem ind i vores testamente? Tale om livsdrømme og tro på, at de går i arv.

“Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne.”
Hebræerbrevet kapitel 11, vers 13

Det er gamle ord fra vores bibel, men så fint beskrevet og fyldt med tro og håb, selv om det er i mol. Og hvem lytter forresten til overdreven ‘dur-glad’ musik, når man er eftertænksom på sit liv?

Bente

Ærkebiskop Desmond Tutu sagde det så fint:

‘Gør din lille del af godt, dér hvor du er;
det er summen af disse små dele af godt, der overvælder verden.’

Har du lyst til at læse mere om drømme?
Drømmenes trædesten

Her har jeg skrevet om en anden horisont, hvor der var udsigt til drømme:
Marsklandets horisont

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

.. og lyset kom til verden ..

Solopgangen fra det høje

Jeg er helst fri for glansbilleder – især ved juletid. Derfor har jeg valgt billedet af solopgangen indrammet af rå klipper. Det er et billede, der passer på mit liv og min jul – og på det biblen siger med verdens første julesalme:

“Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.”

Det er biblens beskrivelse af Jesus, der kommer til verden med kærlighed. I min verden den smukkeste beskrivelse af julens evangelium, for jeg ser behovet for lys i mørket og en vej til fred i verden.

Jesus kom til verden med ønske om at blive lukket ind i vores liv. Jesus kommer stadig som det lys, der ønsker at få adgang til vores liv og bryde det mørke, som vi ikke selv ser.

Men synet af en smuk solopgang løser jo ingen problemer? Nej, det gør kun mennesker, der lader lyset skinne for andre og handler, så hverdagen bliver mindre mørk. Måske kan Gud handle suverænt og ændre alt? Men som jeg kender Gud, så er forandringerne af verden lagt i vores hænder. En skrøbelig strategi, må man sige, for mildhedens magt er det eneste værktøj, vi har til opgaven.

Vi lytter gerne til jule-evangeliet, for det bidrager til den gode julestemning – men vi ryster samtidig på hovedet af det fjollede foretagende, at Gud blev menneske – som et spædbarn i en kold stald. Mere afmægtig kan en almægtig Gud vel ikke blive? Der var ingen fanfarer, da Jesus blev født, og ingen god stemning. Der var barselsbesøg af hyrder, der lugtede, og fremmede mænd, der forfulgte en vanvittig idé og en stjerne, de havde set.

Det var alligevel her, Gud brød ind i vores verden – som menneske i Jesus – og viste, at Hans kærlighed til mennesker omfatter alle de praktiske og dagligdags dele af vores liv.

Denne finske salme sammenfatter det smukt:
Solopgang fra det høje, lys på os
Solopgang fra det høje, rør ved os
Lys for dem, der er i mørket
De, som vandrer i dødens dal
Solopgang fra det høje, kom os nær

Lad de blinde se solen skinne
Lad de døve høre fuglenes sang
Lad de stumme synge om hvad Du har gjort
Lad dem prise Dig for første gang

Det er min julehilsen til dig, at du må mærke Guds lys og nærhed i din verden. Lad solopgangen tale sit ordløse sprog til dig om lyset fra Gud, der bryder ind i vores verden.

Bente

“Jesus Kristus, du som bor i lyset, mød mig i mørket.”

Fotograf Bent L. Hansen har taget billederne.

Måske har du også lyst til at læse
Jeg tænder lys i en mørk tid