Fanget i forventninger?

Forventninger fanger! Jeg lærte som barn, at man var “voksen og fornuftig”, når man kunne forudse alt, hvad der kunne gå galt. Nej, det er ikke helt rigtigt – jeg OPFATTEDE, at det var sådan. Der var nok ingen, der ‘lærte’ mig det – men det lå i luften og i de anerkendende nik fra de voksne.

Jeg tog i hvert fald det mønster med mig ind i voksenlivet og blev god til at forudsige alle farer og faldgruber. Og jeg fik jo ret – tingene gik galt, præcis som jeg havde forudset. Så mit mønster blev forstærket, når mine ‘forventninger’ gik i opfyldelse.

Men efterhånden opdagede jeg, at forventninger også kan vende modsat – mod alt det gode, jeg ønsker mig af livet. At “ordet skaber, hvad det nævner” som Grundtvig skrev, og at fantasiens forestilling er den mest magtfulde del af min tænkning.

Det billede, jeg skaber i mit indre – det påvirker den virkelighed, jeg kommer til at leve i. Forventninger skaber billeder i min fantasi – og så samarbejder alt i mig for at gøre netop de billeder til virkelighed. Min hjerne kan ikke opfatte fortegnet – altså, sådan her ønsker jeg IKKE det skal blive. Hjernen opfatter kun billedet og sætter alt i sving for at gøre det til virkelighed – og det blev billedet med negativt fortegn. Et minus – og ikke den plus situation, jeg egentlig ønskede.

Det har været hårdt arbejde at luge alle ‘minusserne’ ud. At erstatte dem med positive billeder, som min hjerne kan arbejde på at gøre til virkelighed. Som mine følelser kan bakke op om. Som giver anledninger i hverdagen, der kan bringe mig nærmere målet, når jeg handler på mulighederne.

Det er altså vildt spændende at leve på den måde. At turde drømme og skabe billeder i fantasien og forvente, at de former mit liv. De ændrer ikke virkeligheden – og så alligevel – for hver gang, jeg handler anderledes, bliver virkeligheden også en lille smule anderledes.

Men i december ‘strammer’ mine forventninger, når jeg bliver fanget ind i et net af mismod over det, der ikke kan blive til virkelighed med mine autisme-børn. Jeg afviser andres forventninger – og opdager så, at jeg er min egen værste fjende. For de der forventninger – de ligger jo dybt i mig selv.

Det er som den trojanske hest, hvor fjenden har gemt sig under dække af noget helt uskyldigt og derfor er kommet inden for byporten. Ja, ind i mit liv – og pludselig myldrer alle fjendens soldater frem til angreb – med argumenter for, hvad jeg burde gøre. Hvordan jeg burde gøre det. Hvordan mit liv burde se ud. Lusket og tarveligt, tænker jeg. 

Riv glansbilledet i stykker – slå forventningerne itu – og mærk lettelsen. Tag et stykke papir og skriv alle dine forventninger ned, for den proces kan gøre det tydeligt, hvor urealistiske de måske er – og hvad de egentlig er. I vores familie er det blevet til samtaler, der er endt i et godt grin: “Nej, mor, det er da for langt ude. Hvorfor skal køkkengulvet vaskes før jul?” Ja, hvorfor egentlig?

Forestil dig en figur, der kan opfylde dine forventninger til dig selv. Det bliver lidt som en robotstøvsuger, der løber løbsk, ikke? Vil du have lyst til at være i nærheden af den? Nej, vel – men hvorfor pisker vi så af sted?

Find det vigtigste og lad det være dit fokus – hele året. Sæt ord på det sammen med de mennesker, der er tæt på dig. Måske er du ikke den eneste, der ønsker et enklere liv? – eller en anderledes hverdag? Hvilke værdier er vigtige for dig og dine nærmeste? Sæt fokus på dem – hele året. 

Du er den største (december) gave, du kan give til dine børn, din familie og dine venner. Dig – bare dig, som den du er – men nærværende.

Det bedste ved min barndoms jul var masser af tid til at være sammen – mor, far og alle fire børn. Før jul sad vi omkring spisebordet med glanspapir og sakse, så vi kunne flette julehjerter og lave guirlander med nissekoner. Vi hjalp – lidt fummelfingret – med at forme vaniljekranse, hvis smag ikke siden er fundet bedre.

Juledagene fik deres egen tradition med store puslespil, hvor alle hjalp med. De yngste fandt brikkerne med ‘lige kant’ til rammen – og vendte alle brikker med billedsiden op. Men de voksne var med til at ‘spilde tiden’ på liiige at få den her brik til at passe, før maden skulle laves og dyrene passes. Traditionen har holdt og vi lægger stadig store puslespil, når familien samles.

Tiden ændres – og det gør traditioner også – hvis vi har modet til at ændre dem. Sidste år var den bedste oplevelse, at vi sad sammen juledag og så ‘Mary Poppins’ med alle tre voksne sønner. Det var anderledes, men godt – og med masser af fælles latter.

Du behøver ikke være fanget i dine negative forventninger. Du kan ændre dem til tanker og billeder, der bringer dig nærmere det liv, du ønsker dig.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Drømmenes trædesten 


Klodsmajor

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *