Giv mig en “gulerod” og noget at se frem til – både i min lille verden og som noget samfundsoptimisme. Sådan en tro på, at der er et socialt liv efter nedlukningen – at vi igen kan mødes og udvikle sociale fællesskaber som i gamle dage.

Derfor glæder jeg mig, hver gang jeg læser om arrangementer med socialt liv. Jeg håber, mange børn og deres voksne får mulighed for at slå katten af tønden til fastelavn med masser af sjov og ballade. Jeg har jublet over byens velbesøgte skøjtebane, der har givet mulighed for fællesskab om motion og masser af frisk luft. Ja, og alle forårets udendørs arrangementer ved fjorden.

Nå, ja, og indrømmet så jeg har bedt om “alt godt” over alle gode initiativer, kendte og ukendte. At nogen vil tage initiativer til at mødes og finde modet til at starte op igen – også økonomisk.

I dag skinner solen og luften er mild med fuglesang – og fyldt med mængder af birkepollen. Men jeg har medicin for det og nyder birkeskoven på den modsatte side af vejen. På et tidspunkt holder mine øjne vel op med at klø – og min gulerod er at gå med to stokke over vejen og ind på skovstien, bag parkeringspladsen.

Verden er i krig og af lave på mange niveauer, så det er småting, jeg slås med – i forhold til andre. Jeg er taknemlig for andres hjælp til de funktioner, jeg ikke selv magter. Og alligevel blev jeg “smertesur” i går og ødelagde dagen for mig selv og omgivelserne. Jeg prøvede at finde den “gulerod”, der kunne motivere mig – men uden held.

Min “positivliste” plejer ellers at virke – den lokker mig i gang – og når først jeg er i gang, skaber det mere livslyst og livsindhold. Bare ikke i går. Nu er der bare så meget af det, der bliver bremset – for det-kan-jo-nok-alligevel-ikke-lade-sig-gøre? – og hvem var overoptimist i forhold til behovet for medicin, ja, gæt selv. Når det gør ondt, kan jeg ikke mærke, hvor meget mere medicin, jeg har brug for – upraktisk.

Der er interessante anledninger forude. Jeg glæder mig over dem, for det er godt at blive inviteret og inkluderet, selv om jeg må takke nej. Bare vide, at muligheden er der. At nogen har tænkt på at invitere mig. Et skridt ad gangen mod flere dage med taknemlighed over de muligheder, jeg trods alt har.

Der er plads i min kalender til flere “gulerødder”, der kan give inspiration og noget at se frem til, for de fleste aftaler er med fysioterapeuten om genoptræning og med sygehuset om behandling. Vi arbejder på at jeg kan komme til at gå igen, så den begrænsning bliver mindre.

Så jeg leder efter den gulerod, der kan dingle foran mig og signalere “Måske ku’ vi!”

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Hvor kan du plante håb?

Sæt det i omløb, det du kan

Fotos af fotograf Bent L Hansen med copyright

Det er ikke kun politikere, der rammes af stress – det gør pensionister også – har jeg opdaget. Men den største overraskelse er, at det for mig ikke handler om flere “løse” timer til at lave ingenting. Nej, det handler om disciplin – øv – om at få gjort de ting, der ligger i bunker på skrivebordet og venter på mig eller er noteret i min huskeliste.

Jo mere jeg rydder op og rydder ud – jo mindre stresset er jeg. Så det er ikke en ny hobby, jeg har brug for – men at gøre projekter færdige – eller afskrive dem. Det er både ambitiøse omlægninger af min livsstil – eller ommøblering af lejligheden – og at hæfte ender på det, jeg har hæklet.

“Hvordan lader du op?” – er det spørgsmål, vi skal stille os selv, sagde en af stress eksperterne i nyhederne, “for ingen kan fungere på et afladet batteri.” Alt for mange forsøger alligevel at præstere, når de har genfundet bare en lille smule kræfter. Præcis, som vi gør med mobilen – så snart, der er lidt strøm på batteriet – så kan vi jo bruge den igen.

Det er bare en dårlig strategi, når det handler om mennesker. Vi har brug for en fuld opladning – en gang imellem, i hvert fald – for der kommer nok dage, hvor alt vælter og vi er nødt til at yde noget ekstraordinært.

Imens har vi travlt med at pege fingre af de mennesker, der tager deres liv alvorligt og justerer deres arbejdsliv efter ressourcer. De slukker telefonen og går hjem fra arbejde til rimelig tid – og bruger aftenerne med familien og aktiviteter, der giver krop og sind mulighed for at regenerere.

Har du hørt om “ske-teorien”? Den er populær blandt kroniske patienter, der er udfordrede af træthed og smerter – du har et begrænset antal “skeer” til en dag og må derfor vurdere, hvilke hverdagsopgaver, du skal have kræfter til.

“Men jeg skal først lige ..” er min reaktion – og så når jeg ikke til de aktiviteter, der kan lade mig op – som et hvil på sengen, mens opgaverne venter. Et koncentreret kig på en interessant udsendelse i fjernsynet – eller at få gang i hækletøjet igen.

Men hvad giver dig ny energi?

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse?

Hvor er min oplader?

Måske vil du også læse denne klumme?

Målløse dage

“Ting tager tid”


Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Gud, jeg takker Dig for denne dag.
Tak for søvn i nat.
Tak, at Du har vækket mig til en ny dag.
Tak, at mit hjerte stadig slår og mit indre virker.

Jeg sidder med min kaffe, Gud, og min taknemlighed.
Bare fordi jeg er – og ved Du Er.
Tak for morgenstilheden, min kaffe og Dit nærvær.
Fordi jeg kan sidde stille og fyldes af glæde.
Kan se, at himlen bliver lysere og mørket mindre.
Kan mærke, at lyset bliver stærkere i mig:
Dagens muligheder bliver lysere og får farve.

Natten var mørk, Gud.
Angsten krøb ind i min krop og vækkede mig.
Mørke tanker om alt det, der er skævt i mit liv.
Du var langt væk i nat, Gud.
Derfor var det godt at vågne og vide Du er nær!
Mærke, at Dit nærvær giver ro i både sjæl og muskler.

Gud, lad mig aldrig alene i mørket!

Jeg ved, Du er lys i mørket.
Jeg ved det, men i mørket mærker jeg det ikke.
I nattemørket er der kun mit råb til Dig:
‘Kyrie Eleison’
Herre, forbarm Dig over mig.

Tak, at Du har vækket mig og møder mig med morgennåde:
En ubrugt dag med muligheder.
Nye forsøg på at leve i Din nåde.
Timer og minutter, der kan fyldes med Dit nærvær.
Øjeblikke med mennesker og Din glæde.

En hel dag, hvor jeg kan lade mig falde ned i Din endeløse nåde.
Vide, at Du griber mig.
Vide, at Du holder mig sikkert, som min far gjorde det.
Hold mig helt tæt ind til Dig, Gud.
Så tæt til Dig, at jeg mærker Dit hjerteslag.
Så tæt, at Din hjerterytme bliver min.

Tak, Gud, at jeg kan gå ud i denne nye dag.
Gå som den voksne og som Dit barn.
Lær mig at handle, som Du ønsker,
Lær mig at hvile i Dig hele dagen i barnlig tillid.

Tak, Gud, at Du er i mit liv.
.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Når nok er nok

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Bilsporene i sneen forsvandt hurtigt igen – men de var der – præcis som alle andre spor, vi sætter i livet. Men de forsvinder så hurtigt, at jeg kan blive i tvivl: “Har det overhovedet betydning, det jeg gør?”

Vi ved aldrig, hvad der gør indtryk på andre – for det kan være noget, der er så småt, at vi ikke selv ser det. Eller noget, der er så naturligt for os at gøre, at vi ikke tænker over det.

Nogle af de mennesker, der har gjort størst indtryk på mig – er dem, der er uvidende om, hvor stort aftryk, de sætter i andres liv. De hviler i at være dem, de er og møder hvert medmenneske med interesse, høflighed og hjælpsomhed.

Nogle gange har det været ganske korte møder, der har sat aftryk i mit liv med gode eksempler på at håndtere livet. Andre gange er det mennesker, jeg har fulgt igennem mange år – fordi de var godt følgeskab.

Ved du, hvad der kan være svært? Når andre anerkender det samme i mit liv – så kan jeg ikke finde ud af, hvordan jeg skal reagere. Det er svært at håndtere anerkendelse og ros – for mig i hvert fald.

Men det er alligevel interessant, at jeg har gjort den største forskel for andre på de områder, der er mest fiasko for mig. Med det, der er mislykket – i mine øjne. At det er håndteringen af mine handicaps, der hjælper andre mest med mod til deres liv – bare en dag mere. At det er viden om mine kaotiske hverdage med autisme i familien, der giver andre modet til at fortælle om deres udfordringer.

Der er intet glansbillede af min situation og det er en offentlig hemmelighed, at vores familie har massive udfordringer. Så derfor har det været trygt for mange at fortælle sådan en som mig, om livsvilkår, man ellers helst holder skjult.

Ja, så gør de spor jo gavn, tænker jeg, når de giver mod til at italesætte, at livets vilkår er fordelt en smule uretfærdigt og netop vilkår – som arvelige sygdomme – kan ingen ændre på. De kan kun og bedst håndteres dag for dag – i en maraton indsats, som ingen bemærker. Men vi sætter alligevel aftryk med alt, hvad vi gør – og ikke gør.

De små ting er i virkeligheden de store ting – for som vi gør de små ting, gør vi også de store.

På den måde, gør du en forskel for resten af verden – også selv om du ikke har publikum til at bevidne det.

Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får. De små ting, du gør – har store konsekvenser. De trækker store spor – selv om du ikke ser dem, fordi de forsvinder lige så hurtigt som bilspor i sneen.

Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens fundamenter.

.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament

Alle mennesker er mere end

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Det er i mørket, man tydeligst ser lyset.” Ja, og alligevel prøver vi at ønske mørket væk – i stedet for at tænde det lys, vi har med os – for tænk, hvis mørket kunne forsvinde af sig selv.

Verden er mørk, lige nu, og derfor har vi brug at gøre alle de ting, der kan være med til at “tænde lys” og være til opmuntring for andre – lige meget hvor små og ubetydelige, de ser ud.

Derfor glæder jeg mig over lyskransene i vores vinduer. De blev tændt første søndag i advent – og de er vores eneste advents- og julepynt. Så selv om de koster kroner i en dyr el-tid – så får det være sådan.

Hvad er det, lyset gør? Det går måske helt tilbage til nogle af de første ord i biblen i 1. Mosebog 1,3: ”Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt.”

Det fortsætter gennem biblens fortællinger til ordene om Jesus i Johannesevangeliet 1:4-5 ”I ham var liv og livet var menneskers lys.” Det er netop dét, adventstiden peger hen i mod – at Jesus kommer med liv fra Gud til os. 

Lyset tænder håb i mørket – måske som i urtiden, hvor lyset kom fra det bål, som blev tændt for at give varme til fællesskabet?

Hvordan er det da lykkedes mørkemænd at få så meget magt over vores verden? – og over vores tanker? Jeg undrer mig og mærker afmagten over, at samfundet lukkes ned – for hvad kan jeg gøre? Jo, jeg kan tænde lys – konkret og symbolsk.

Alle former for venlighed, et smil eller et venligt nik. En brugt vinterfrakke, der gives videre til en hjemløs. En madvare-gave til venner, der kæmper med for store regninger. Et bidrag til julehjælp. Eller hvad vores muligheder og idéer nu er. Alt tæller med , når der er mørkt omkring os – og i os, efterhånden som mørket kryber ind under huden.

Når jeg ser lyskransene i mine vinduer, husker jeg, at lyset er det eneste, der kan give mørket modspil. Derfor fejrer jeg adventssøndagene med en bøn om, at lyset igen må få magt til at oplyse mørket.

For Guds lys skinner ind i mit liv, uanset hvor mørkt det ser ud, lige nu.

Gud kender mig:
“Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.”

Det er ord fra biblens Salme 139,16.
Læs hele salmen, hvis du trænger til ord om tryghed:
https://www.bibelselskabet.dk/brugbi…/bibelenonline/Sl/139

Må kærlighed og lys skinne igennem dit liv i dag. 

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Jeg tænder lys i en mørk tid

Lyset er vigtigt for mig – især morgenlyset, når dagen bryder frem. Jeg har lyttet til Cat Stevens og “Morning Has Broken” som en velkomst til en ny morgen, der bryder frem, med nye muligheder – som den allerførste morgen i skabelsen.

Det blå morgenlys

De seneste 28 år har vi boet på 2. sal med udsigt over fjorden – først med et flot kig til kysten på den anden side, senere med bare et lille kig mellem nye, høje boligblokke, der skulle give andre den efterspurgte fjordudsigt.

Vores nye lejlighed ligger også på 2. sal og har derfor masser af lys hele dagen. Faktisk startede vi vores fælles liv i en lejlighed på 4. sal på Vesterbro i en gammel ejendom i Arkonagade, hvor vi boede øverst oppe og derfor fik masser af lys gennem de gamle, mørnede vinduer.

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Du er blevet en gammel kone, mor, for dit hår er gråt” konstaterede yngsteautisten og skulle lige rode i mine grå hår. Ja, det havde han jo ret i – det med de grå hår – men jeg protesterede lidt, for indeni er jeg jo ikke gammel. Det er noget, andre bliver

Ved seneste valg måtte jeg kapitulere og bede om at stemme til valget fra bilen. Det var fint, at det var en mulighed – men det var også endnu en konfrontation med den virkelighed, at jeg ikke var i stand til at gå op ad trapperne til valglokalet.

“Ja, men alle gamle mennesker har da ret til at stemme fra bilen” kommenterede en gammel ven. “Men jeg er jo ikke SÅ gammel, bare lidt handicappet” – var min indvending.

Nå, ja, måske lidt mere end lidt handicappet, når jeg ikke kan gå på mine ben, men det er jo bedre i morgen. Det går over igen.

Virkeligheden vælter mig lige nu – i en voldsom konfrontation – og jeg vrisser af venlige mennesker omkring mig, der bare vil være hjælpsomme. For jeg “kan selv, vil selv” og bliver lige så urimelig, som de børn, der lige har lært nye færdigheder. Men det er svært at slippe sine færdigheder igen.

Vi fandt flere kasser med gamle kassettebånd, da vi flyttede. Min mand har digitaliseret dem og jeg sad ved computeren og hørte mit radioforedrag fra 1995 om at blive gammel. Journalisten Ninka havde interviewet 17 gamle mennesker om, hvordan de levede med, at døden kom nærmere. Det gav stof til mange og gode tanker, også for mig.

Men det væltede mig, at høre min egen stemme – som slet ikke var min – den var ung og lys og fuld af energi – modsat nu, hvor jeg har fokus på, at jeg overhovedet kan tale, på trods af afasi efter blodpropper i hjernen.

Det er jeg inderligt taknemlig for, at jeg kan – tale, altså – men da jeg hørte, hvad jeg kunne dengang, brød sorgen igennem – over alt det, jeg har mistet.

Du kan lytte med her til mit indlæg om bogen “På isflagen” med “gammelkloge” ord fra mennesker, med et helt livs erfaringer bag sig.

Børge Birch, tidligere modstandsmand, siger i bogen “Lykken skal du nemlig selv fange.” Det er nok en del af inspirationen fra disse gamle mennesker – at de har fundet en balance mellem accept af det, livet bringer – og deres egen indsats. De handlinger, der fik ting til at ske – og gav dem muligheder, når de rakte hånden ud efter lykken, som Birch siger.

Gamle Henny Harald Hansen beskriver i bogen, hvordan man må give slip på sine færdigheder i en omvendt rækkefølge af indlæringen af dem, som barn.

Jeg vil også gerne ældes med ynde, som det så smukt beskrives – men lige nu er jeg mest frustreret – over det, jeg ikke kan – og hvor lang tid, jeg skal bruge på det lidt, jeg kan, når jeg har en stok i hver hånd. Jo, jeg gør fremskridt til balancetræning hos fysioterapeuten – men for langsomt til at min hverdag ændrer sig meget.

Men hvordan er jeg blevet gammel – uden at opdage det? Jeg føler mig lige så ung som da jeg ville verden rundt – eller i det mindste se den.

“Snigløbet”, tænkte jeg, et “Bagholdsangreb”. Jeg fik ikke tid  til at forberede mig, for dagene iler. “Sludder, Bente. Du véd, du selv skal fange lykken og finde meningen, hver dag, mens der er tid.” Det er en samtale med mig selv, jeg skal have fokus på.

Så det er dagens opgave – at finde den mening, der gør det ok at blive gammel – fordi jeg trods alt har nået det vigtigste og levet et godt liv.

Bente Christa

.

Her kan du læse om de dage, hvor et skridt mere er dagens største udfordring:

Skridt for skridt

Når det vigtigste også er det sværeste

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vis mig et “fyrtårn” i mørket, hvis du kender et. Et menneske med indsigt og integritet, der lyser i mørket med håb og en vej ud af det mørke, verden er i lige nu.

Jeg spejder efter statsledere, men ser ingen statsmænd, der kan motivere til den forandring, vi har brug for. Vi er på vej ud over kanten af den kendte verden og hvad sker der så? Går alting i opløsning, så vi lander i det store ingenting?

Jeg er realistisk omkring forbrug og økonomi og forholder mig til vores regninger til el og varme – og forsøger at spare, hvor det er muligt.

Jeg er hverdagspositiv og prøver at få det bedste ud af hver dag. Jeg planlægger en husholdning med færrest mulige udgifter. Jeg undlader at tænde ovnen til madlavning og jeg slukker lyset efter mig. Tager trøje på i stedet for at tænde for varmen. Men det er jo småting i forhold til de store beløb, der er i spil.

Derfor ser jeg efter “fyrtårne” i verdensmørket, der vil – og kan – vise en vej ud af det mørke-kaos, jeg ser omkring mig. Men hvor er de? Dem jeg husker, er for længst døde – og jeg ser ingen arvtagere – kun “mørkemænd”.

Så jeg forsøger med en “livsprotest” – at livet i dag er livsindsatsen værd – men ender let med, at sige med Brorsons salmeord fra 1734 “Mine ord vil ikke meget sige” for det er så lidt og rækker så kort.

Nogle af os venter på verdens lys, som skal komme fra Gud og oplyse en formørket verden og jeg tænker, at det har vi virkelig brug for, som verden ser ud lige nu.

.

Bente Christa

.

#lysetbryderfrem #verdenerogsågod #håb

.

Måske har du lyst til at læse mere:

Jeg tænder lys i en mørk tid

Det blå morgenlys

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Mor, jeg skynder mig – uden hast – sagde vores autist, som ikke forstår begrebet “for sent”.

Den sved, for autisten havde jo ret – han handlede, som han var indrettet til. Det var mig, der ikke forstod ham, men kun så på “ur-tiden” og blev frustreret, fordi vi ville komme for sent.

‘For sent’ findes ikke i Jacobs verden, for han kommer jo, når han er klar. Når tiden er inde.

Det betød, at han forleden i telefonen fortalte om at flytte hjemmefra – for 25 år siden. Han blev permanent beboer på den institution, hvor han var i aflastning. Vi havde ikke talt om flytning, fordi det blev en akut situation, så han kom ikke hjem efter et aflastningsophold – og fik en juleaften sammen med en ung mandlig medarbejder, hvor de delte en juleand, bare de to.

Den værste juleaften i mit liv – men måske ikke for Jacob?

Men samtalen overraskede mig for Jacob beskrev sine oplevelser og sine følelser i et voksent sprog, jeg aldrig før havde hørt fra ham. Det var fyldt med refleksioner – og med omkvædet “men jeg klarer det”.

25 år gik der, før tiden var inde for ham, til at fortælle.

Hvornår er tiden inde? Hvornår er det den rigtige tid? Hverken for tidligt eller for sent? Jeg synes, det er svært at afgøre, især når det er de store beslutninger i livet Jeg er meget bedre til at få kommende aftaler ind i kalenderen – mens jeg udsætter de vanskelige beslutninger.

Jacob gav mig samtidig en teologisk eftertanke om bibelens begreb om “tidens fylde” – og en fornyet indsigt i, hvem Gud er – og hvordan han ikke er.

Alt i alt et nyt kig på livet og dets perspektiver på tid.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Hvornår er det nu?

Tiden der blev væk

Når tiden står stille

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Har du også brug for at se horisonten? Se grænsen mellem jord og himmel. Det giver mig en ro at se, hvordan det uendelige rækker ind i min hverdag – at der er en ‘overmagt’ med interesse for mig og min verden.

Guds nåde kommer imod mig
som en mild og frisk morgenbrise
fuld af en ny dags løfter.

Spurvene kommer og hilser på
og minder om
at ikke en spurv falder til jorden
uden Gud er med den.

Nattens mørke og tanker opløses
af solen, der langsomt kryber frem
bag skylaget.

Som nåden, der ligger der,
bag alting, foran alting,
under og over mit liv.

Kan en morgen blive bedre?
Kan en dag blive mere rig på løfter?
Når “ikke en spurv falder til jorden
uden Gud er med den”?

Når verden er af lave, kan det være de mindste ting, der giver nyt perspektiv på livet. Som da jeg sad med morgenkaffen og gråspurvene fløj ned og satte sig foran mig og blev bekræftelsen på, at Gud er med i mit liv.

Det oplevede jeg også i marskens uendelige rum og det blev et billede, jeg tog med mig – selv om det er svært at indfange med et kamera. Senere kørte vi en tur i marsklandet og jeg fik endnu et billede med hjem:

“Vær ikke bange for storme i dit liv – eller for tidevand, der skyller ind over alt det, du prøver at holde tørt. Det efterlader frugtbare lag, hvor noget nyt kan vokse frem i dit liv. Som i marsken, hvor nye urter og arter overrasker med de smukkeste små blomster!” 

Marsklandets horisont

.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse lidt mere om nåde:

Når nok er nok

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Reoler og vægge fyldt med bøger – det var min drøm som barn. Bøger rummede en rigdom af kloge ord fra mennesker over hele verden og fra alle tider.

Jeg ville gerne kunne fastholde de mange indtryk, så jeg tænkte jeg måtte eje bøgerne – som en skat af viden og erfaringer.

Ordene blev en del af mig – og i dag behøver jeg ikke bøgerne på samme måde, for nu handler det om at sætte det i omløb, som jeg har fået med mig. De tanker, der dengang blev sået, de voksede med mig og blev omsat til ord, der kan deles med andre i dag.

Jeg fik aldrig skrevet den bog, jeg drømte om med fint omslag og mit navn på – men jeg lærte at bruge ordene til opmuntring og inspiration for andre – og det er vel det vigtigste?

Dengang handlede det om at skrive ordene ned, så de ikke blev væk for mig men jeg har opdaget, at ordene kun bliver væk, når de ikke bruges.

Jeg opdagede efterhånden også, at ordene skal i omløb for at have værdi. Så lad os bruge dem både til hverdag og fest, for gode ord kan ikke slides op.

Har du gættet, at jeg rydder op i mine bogreoler? Det er svært, for jeg har en ærbødighed i forhold til bøger – især de gamle i rigtig bogtryk. Dem kan man da ikke bare smide ud, vel? der må da være nogen, der har lyst til at få dem?

Bøger var luksus, da jeg var barn, for de kostede kontanter – men til jul og fødselsdag sendte moster Inger en ny bog i serien om “Det lille hus på prærien”. De blev læst og læst igen – og senere læst højt for mine egne børn.

Vi fandt en kærlighed til læsning – og fik en rigdom med af læseoplevelser – samt læring og indblik i en anden tid og kultur.

Den mulighed er givet videre til de næste generationer i familien, for det er slidstærke bøger – selv med slidte omslag, kaffepletter og æselører.

Vores yngste autistsøn beviste glæden ved at kunne læse, da han kluklo over “Emil fra Lønneberg” i sit eget selvskab og ved egen læsning. Jeg blev så taknemlig for, at han knækkede læsekoden og dermed kunne afkode oplevelser fra bøgerne.

Længe leve bøgerne – og ordene i dem

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse om envejssamtalen med min mor?

Om ordene, der blev væk

Vi bygger på fortidens fundament

Rødderne kan holde os fast, når stormene rammer og vi er ved at vælte. Måske er det lige dér, vores liv får betydning for andre mennesker? – som eksempel på, at vi må leve på vores værdier – og tro på, at vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og rødder.

Har du rod eller rødder?

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright