Det er svært, når samtalen dør, fordi ordene er væk. Når jeg besøger min mor på plejehjemmet og hun kun kan sige ja eller nej. Det gør ondt, fordi hun kan ikke fortælle mig, hvordan hun har det eller hvad hun gerne vil.

“Mor, er ordene inde i dit hoved?” spørger jeg . “JA” svarer hun, men ordene, bliver væk, før hun kan finde dem så vi taler i kategorier, hvor hun kan svare ja eller nej – til de kategorier, jeg foreslår.

Da jeg gik ud fra plejehjemmet i dag, manglede jeg ord – om den “uforløste” samtale med mor, der aldrig blev en samtale, men kærtegn på kinden, mens jeg fortalte om oplevelser fra gamle dage, som hun måske kunne huske. Mine ord virkede så tomme, for nåede indholdet frem?

Men uden for ramte også de seneste dages virkelighed med en krig i Ukraine, som jeg ikke har ord til at beskrive.

Jeg vågnede i morges med billeder på nethinden af mennesker, som mig, der sov i kældre og på metro stationer – i angst og usikkerhed, for hvad der var sket i løbet af natten. Det satte min dårlige nattesøvn i perspektiv.

Jeg ville gerne bede for situationen, men kunne ikke finde ordene – til jeg blev mindet om,  at der i biblen står, at vi kan bede med “uudsigelige sukke”. Så kunne jeg være med, for er det ikke netop det, vi oplever?

Vi mangler ordene, men sukker i afmagt og angst over konsekvenserne af en verden i krig

Jeg sukker over menneskenes mærkelige behov for at demonstrere magt. Dem med magten – de mangler tilsyneladende aldrig ord. De har ord, der forfører og fortæller de største løgne, lige så naturligt, som de ville præsentere vejrudsigten.

Så jeg bliver træt af de mange ord i nyhederne, for de er beregnet på manipulation af en hel verden. Det er ord, jeg kender, men med en betydning, der er ændret. Jeg orker ikke afkodningen af dagens propaganda – men længes efter frie ord, der skaber samtale.

Når ord skaber kontakt og forståelse mellem mennesker. Når ord viser interesse for det andet menneske og dermed skaber nærhed, tryghed og endda fortrolighed. Så ser vi mulighederne og den rigdom, ord kan rumme. Men ord kan også misbruges – i politik, som i alle andre relationer og sammenhænge.

Ord kan noget mellem mennesker – og det mærkes, når det “noget” mangler. Sammen med mor mærker jeg afmagten i, at vores fælles ord er væk – og mor kan ikke fortælle, hvad hendes virkelighed er.

Den sidste tid med mor bliver så helt anderledes, end jeg havde forestillet mig I vores familie kan vi ikke så let sige “jeg elsker dig”, så jeg må finde andre ord for at fortælle hende, at det gør jeg.

Jeg fortæller hende, at hun har brugt sit liv godt og kan være tilfreds med at slutte sin indsats og bare glæde sig over sin gode påvirkning af børn, børnebørn og oldebørn. Måske forstår hun det? – måske ikke?

Men ord kan nå ind også dér, hvor vi troede der var lukket. Derfor vil jeg gerne tale gode ord med liv ind i andres verden. Hverdagsord med mit ønske om alt godt – eller den bibelske velsignelse:

Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Sådan bliver mødet med andre mennesker for mig en anledning til at glæde mig over at bruge de ord, jeg genfandt efter at have mistet talen efter blodpropper i hjernen.

Derfor blogger jeg her – for at fastholde tanker og erfaringer, som måske kan være til gavn eller opmuntring for andre.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Kan fattige ord blive til rigdom?

Afmagt

 Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Vil du alligevel godt hjælpe mig?” – det er det absolut sværeste for mig at skulle sige – efter jeg har sagt “jeg kan godt selv!” Det opleves som et nederlag, hver gang, selv om jeg øver mig i at tænke, det er helt normalt.

At ville selv som den naturligste ting i verden, for hvem vil ikke det? Ingen har vel lyst til at udstille sin kommen-til-kort?

Jeg mærker modstanden, når jeg skal handle på de sværeste ting – og må arbejde med disciplinen for at gennemføre dem – for overspringshandlingerne er så tillokkende.

Men jeg må bide i de sure æbler og sige “Vil du alligevel hjælpe mig?” – for det er vigtigt for mig, at jeg lever et ægte liv, der passer med mine værdier.

Det er stadig svært. Da jeg var barn, kaldte de voksne det noget med “at gå i sig selv igen” – vist nok indledt med “at overvinde sin stolthed” – og måske er det netop den stolthed, det handler om? – og måske om den skam, der ligger på bagsiden af den sårede stolthed?

Ja, jeg skammer mig skammer mig over at ikke kunne selv – og over at skulle være til besvær for andre.

Jeg ser på det, jeg har skrevet – og ved godt, det er rigtigt – men har ikke lyst til at handle på det. Vil hellere noget lettere og enklere noget som jeg ved, jeg magter.

Du må godt kalde det overspringshandlinger og dem er jeg faktisk ret god til efter mange års erfaringer. Jeg arbejder hurtigt og godt – så tænk, hvis jeg kunne overføre det på de svære opgaver, som jeg udsætter til det sidste

Hvorfor skal det være så svært? – som med samtaler, der har brug for de ærlige ord, der også kan gøre ondt? Hvorfor ikke bare vælge tavshed i stedet for at skulle risikere relationerne til andre ved at stå fast på ærlighed og autencitet?

Den modsatte vej gælder jo stadig – at vi skal sige det gode om andre, som de har brug for at høre – også der, hvor vi føler det er ufortjent. Men vi – du og jeg – er måske netop dem, der har nøglen til at låse op for nogle situationer?

Jeg har lært af mine autistsønner at anerkende intentionen – mere end resultatet. Vi siger “Det er tanken, der tæller” og tænker måske ikke over, hvor sandt det egentlig er?

Jeg vil jo også gerne anerkendes for mit ønske om at gøre det rigtige godt – selv om resultatet ikke lever op til mine forventninger.

Det kaldes vist ansvarspådragende eller bare noget, jeg skal handle på.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse mere?

Hvor er min rigtige stemme?

Er der udløbsdato på evner?

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Vi har brug for alle” – sagde nogen engang fra øverst i vores samfund. Jeg venter stadig på, at nogen siger: “Bente, vi har brug for dig i samfundets fællesskab, for du kan bidrage med dine særlige evner.”

Det er vigtigt for mig, for det udtrykker, at vi alle har noget værdifuldt at byde ind med. Vores liv har værdi og vi kan skabe mere værdi for andre gennem vores liv. Mine børn har hørt det til hudløshed, undervejs, at man aldrig er for lille til at kunne hjælpe med hverdagens opgaver.

Jeg har arbejdet på at vise mennesker omkring mig, at deres evner kunne udfoldes til fælles gavn.

Nu sidder jeg og tænker, om jeg tog fejl? For det er svært at få lov til at bidrage – med mindre du passer ind i helt særlige kasser og kategorier. Se bare, hvordan regeringen vælger ministre – helst “ung og ubrugt” – for det giver friske øjne på opgaven – men efterlader alle erfaringer ubrugte

Erfaring er ikke længere et plus, men et stort minus. Det er en kvalifikation at være så nær 30 år, som muligt – og hvis du er over 40 – eller måske 50? – så er du færdig og under afvikling.

Hvor kommer det fra? At vi ikke har brug for hinanden og det, vi kan? At der er en stor gruppe af mennesker, som er henvist til bare at få tiden til at gå, til vi dør? Med vores evner og talenter ubrugte i den sidste halvdel af vores liv.

Kan vi ikke bruges?

Vi kasserer en stor gruppe af befolkningen, fordi vi er blevet “ældre” – mens vi har mængder af opgaver, der skal løses. Hvordan har vores samfund råd til det? “Er der ikke en voksen til stede?” som kan se misforholdet?

Det handler om sit livstalent i fællesskabet – som i biblens fortælling om de talenter, vi skal forvalte. Jeg har fortalt om de betroede talenter for både børn og voksne. Vi har talt om mulighederne i Guds Rige for at alle kan være med – med et lille eller stort talent.

Vi har sammen glædet os over netop dét perspektiv – at her er brug for alle – for sådan er Gud. Han værdsætter alle. og har en opgave til alle – og den opgave, kan kun du udføre.

Lad os give hinanden mulighed for at gøre det

Bente Christa

Måske vil du også læse?

Sæt det i omløb, det du kan

Livets tilfældigheder

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er aldrig forgæves, det vi gør – det liv, vi lever – de værdier, vi omsætter til liv. For der kommer andre, der skal leve deres liv på de fundamenter, vi bygger. De skal fortsætte den udvikling, vi har sat i gang – så lad os give dem de bedste forudsætninger for at skabe en bedre verden. Det er en god begrundelse for at fejre Allehelgensdag, hvor vi i kirken mindes de døde og tænder lys for dem, vi har mistet.

Hvem har sat aftryk på dit liv? – og hvem har inspireret dig? Du kan bedst ære deres minde ved at omsætte netop den betydning i det liv, du lever.

Til dem, der var før mig
TAK
for det, jeg har fået med mig
af jer og jeres liv

Tak, for jeres erfaringer,
som er vævet ind i mit liv
som gener og basis
for mine livsmønstre

Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får for andre. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og fundamenter.

Vi skal ikke dyrke hverken helgener eller afdøde, men gerne hente opmuntring til at bære troens arv videre. Som Biblen siger: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt. Så lad da også os .. holde ud i det løb, der ligger foran os.” Se, det giver mening for mig at festligholde i kirkerne, hvor “slægt skal følge slægters gang”.

Markeringer i tiden gør det muligt at koble andre hændelser på og flere indtryk. Det bliver en knagerække, vi kan hænge minder og oplevelser på – og tilføje erfaringer.

Mit bedste billede er fra Rømø dæmningen, hvor tidevandet afsætter slam omkring høfderne eller pælene, når det trækker sig tilbage. Efterhånden begynder der at vokse græsser frem, indtil fårene kan indtage det ‘nye land’ til græsning.

Sådan kan det opleves med voldsomme “før-og-efter” markeringer, som ved dødsfald. De står helt skarpt med årstal og dato og alt kan beskrives som før eller efter, fordi verden blev vendt på hovedet. Men det som først var nærmest et hav, vi kunne drukne i, kan efterhånden blive til fast land.

Sådan har jeg markeringer, der efterhånden er blevet ‘landfaste’, fordi oplevelsen er blevet udvidet i højden, dybden eller bredden og hvor øjeblikket derfor er blevet større med en tidløshed.

Vi har behov for anledninger til at huske på dem, vi har mistet. Det seneste år – eller tidligere. Det kan være en hjælp at tænde et lys for dem i kirken, sammen med andre, der også har mistet.

Mærke, at jeg ikke er alene – jo, det er jeg netop med min sorg – men jeg er ikke den eneste.

Sorgen er min – men mange andre genkender min oplevelse, og lige dér kan vi mødes i en fælles forståelse og solidaritet.

.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament

Mindernes losseplads eller kirkegård

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Mening, sammenhæng og formål! – er noget, jeg altid leder efter – og når det er svært at se, vender jeg tit tilbage til ordene “Hver dag er dog en guddomsgåde”.

Det har jeg gjort mange gange, siden den 5. januar 1992, hvor jeg skrev denne tekst til “Prædikenen, jeg aldrig holdt”.

Det var nemlig også den dag, jeg væltede med cyklen på en isglat vej og fik bækkenbrud og piskesmæld, der for altid ændrede retningen på mit liv.

Det er en linje i Sten Kaaløs salme af samme navn med et fint bogstavrim, men også en dyb sandhed: 

Hver dag begynder og slutter med det, som ikke kan sættes på formel eller forklares videnskabelig – hver dags under fra Gud.

Hver dag tager sit udgangspunkt i Gud og slutter måske med gåden? Ikke at Gud er en uløselig gåde. Han er tværtimod min himmelske far, som lytter til mig og har omsorg som en kærlig far.

Men til trods for nærheden og det fortrolige fællesskab, er der dette uforudsigelige ved Ham som gør, at altid og overalt, hvor mennesker har været sikre på at kunne sige: “Sådan er Gud! Sådan vil Gud gøre!” der flytter Han, som en storskakmester, sine brikker, skifter taktik – ændrer planer.

Tænk bare på Maria og Josef, Jesus’ forældre: Først venter hun et barn før ægteskab, så føder hun det på det mest upraktiske tidspunkt, hvor de er langt hjemmefra, og i stedet for at kunne rejse hjem igen, måtte de flygte til udlandet for at barnet ikke skulle blive slået ihjel.

Kunne Gud ikke have gjort det bedre?! – lagt en bedre plan?

Det ville vi meget gerne have afskrevet som noget, Gud ikke kunne have ansvaret for.

En guddomsgåde?
Hvor meget andet afskriver vi, fordi vi ikke synes, Gud skal gøre sådan?

Vi afskriver guddomsgåderne og ser kun Gud inden for de rammer, vi selv har stukket af for Ham. Lige dér, går vi glip af meget af Guds handlen.

Vi opdager slet ikke, hvor meget Gud er med i, som vi så skylder på omstændighederne, andre mennesker eller det onde i verden. Hvor meget mere gør Gud i dit liv, end du egentlig er klar over?

Jeg er ikke god til gåder – så derfor er jeg så meget mere spændt på svaret.
Der er en guddomsgåde – også til dig. I dag.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Den lige vej

Når nok er nok

Foto af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg tager gerne imod “fattige” ord fra mennesker, der vil udtrykke deres omsorg for mig. De ord letter vægten af dage med usikkerhed og giver mig livsmodet tilbage – som knopperne i forårsskoven. De vokser og folder sig ud – og de signalerer forår med vækst og grøde.

Vi siger, at ord er ‘fattige’ – når vi ikke ved, hvad vi skal sige til et andet menneske. Men ord er en mulighed, vi mennesker har for at finde trøst, opmuntring og styrke – når vi deler ord om livet med hinanden. Ord kan være den største rigdom, for de kan bekræfte vores værd og værdi – og vores identitet.

“Jeg savner ord” siger vi, når andres sorg er dyb eller situationen er ubærlig. Det er rigtigt, for lige dér skal ordene bæres af oplevelsen af at ikke være alene. Men vi kan altid støtte hinanden med ordene, når de bliver til udtryk for vores kærlighed – eller bare vores opmærksomhed og omsorg for et andet menneske.

“Hvordan har du det?” kan både være den fladeste høflighedsfrase – og udtryk for den omsorg, der får mig til at græde af glæde over det andet menneskes interesse.

Ord er ikke kun de lyde, vi skaber med vores stemmebånd, men også formidling af den forbundethed, vi har med hinanden.

Vælg dine ord med omtanke – og brug dem, du kan stå inde for. De ord, der er ærlige og autentiske. Vi fristes til at overdænge hinanden med ekstra ord, der skaber inflation. Er det ikke nok at sige “godt at være sammen med dig i går” – uden det blev “enormt super hyggeligt”. Hvilke ord har du så til rådighed, når noget er helt ud over det sædvanlige?

Som skolernes 12-tals fænomen, der sniger sig ind i hverdagssamtaler: Det skal være perfekt – eller i hvert fald lyde som det perfekte liv. Men hvordan er det nu lige med børn, der bliver rost til skyerne med utallige tillægsord? De afkoder det som standard og tror, at alt der er mindre end det – er en fiasko.

De ægte og velmente ord – de er den største gave, jeg kan få fra et andet menneske. Jeg husker dem og gemmer dem, for de er opmuntringen, når jeg er kørt fast. De ord kan bekræfte, at jeg er på vej i den rigtige retning.

De bliver livsord, der kan bekræfte min særlige vej i livet, når jeg savner livsmod.

Bente 

.

Måske har du også lyst til at læse:

Alle mennesker er mere end ..

Hvor er ordene, vi kan bygge på?

Når ordene ruster

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Bunkerne af sammenblæste blade fik mig til at standse op, for her var billedet af min sindsstemning: Livets efterår, hvor bladene ikke længere er grønne, men begynder at krølle sammen i en proces, der ender med at de formulder.

Jeg kiggede på bladene og tænkte: Sådan er mit liv lige nu. Det grønne og frodige er forbi og jeg er i mit livs efterår. Jeg ser krøllede blade i mit livs dagbog. Der gemmer sig frugter af mit liv, men de er svære at se bag efterårets blade.

Der blæste en mild vind den septemberdag og den lune sensommer varmede. Det hjalp på vemodigheden. Den besynderlige følelse, som er en blanding af sorg og glæde.

Glæden over alt det gode, jeg har oplevet og været en del af: Familielivet med mand og børn. Fællesskabet med mennesker i alle farver og med mange sprog. Opgaverne jeg fik mulighed for at løse.

Men også sorgen over drømmene, der brast. Ønskerne, der ikke blev opfyldt. Billedet af mit liv, der ikke kom helt i fokus. Tiden, der nu er forpasset og mulighederne, der ikke længere er åbne.

Jeg har plukket æbler i samme lune septembersol som ung: Vi plukkede de fineste røde æbler og lagde dem forsigtigt i kasser, så de ikke blev stødt. Når arbejdsdagen var forbi, kunne vi se rækkerne af kasser med skønne æbler.

Måske er det netop det billede, der blev BILLEDET af, hvordan frugten af et liv ser ud ? Billedet af de skinnende, røde æbler der over sommeren er vokset i størrelse og antal. 

Jeg vil – som alle andre – gerne se tilbage på mit liv og mærke, at det har givet mening. At det har gjort en forskel, at jeg har levet. At mit arbejde og min indsats har haft betydning for andre. At verden måske er en lille smule bedre, fordi jeg udfyldte min lille plads.

Nu får jeg ingen børnebørn, så jeg kommer aldrig til at se dem vokse op og tænke: Jeg gjorde noget rigtigt, som mine børn har givet videre til deres børn. På den måde bliver jeg ikke et led i generationernes kæde. Mit bidrag er bare besværlige gener til mine tre sønner. Mine spor bliver ikke synlige, som de gør i børnebørn.

Jeg har været en del af mange andre menneskers liv og det er jeg taknemlig for: Samtaler med smil og sorg. Skriverier om stort og småt, der blev sendt ud i verden. Søndagsprædikener skrevet med hjerteblod. Sådan er præstens liv.

Jeg ser bare ikke frugterne af det ..

Der har været utallige møder med mennesker, hvor vores livsveje krydsede og meningsfulde sammenhænge opstod. Jeg husker nogle ansigter og samtaler, men de fleste kan jeg kun genkalde, hvis jeg får hjælp til det.

Derfor bliver erindringen som bunken af sammenblæste blade på fortovet: Frugten er plukket – eller faldet til jorden. Fuld af falmende efterårsfarver og fortid. Fremtiden er kompostbunken som næring for næste års frodighed.

Min krop er ‘krøllet sammen’ som bladbunken foran mig. Den er godt brugt og lidt besværlig – for sådan blev mit liv. Bunkerne af blade på fortovet hjalp mig til at mærke, hvor jeg er i livet – men også til at mærke LIVET – lige nu.

Bladbunkerne lokker mig stadig – til at trampe rundt i dem og høre den specielle knitren.

Bente

Oktoberblade

Når drømme bliver til nedfaldsfrugt

Her er nogle tanker om livet:
Jeg er bare på vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright