Tankerne tumlede i nat – så til sidst tog jeg en kop kaffe med på altanen og så på morgenlyset, der brød frem i alle blå nuancer. Det gav en ro og mindede mig om, at sådan har det altid været – på trods af krige, katastrofer og virus. 💙
To gæs fløj hen over taget og deres skræppen fik mig til at smile – for de gjorde, hvad gæs altid har gjort – trods truende tider. Sangfuglene sang, for det har de altid gjort, når en ny dag er på vej.
Vi gribes af panik, når vores verden bliver vendt på hovedet af en virus, som vi ikke kan forhindre. Vi kan handle på forholdsregler og konsekvenser, men det mest skræmmende er vel, at vi har mistet den kontrol over livet, som vi mente vi havde? 🤔
Nogen af os har erfaret, at livet kan være skrøbeligt – at det til tider kan hænge i en tynd tråd. Men de fleste af os fortrænger det, de fleste dage og tænker, at vi har krav på livet. Men har vi det? Er livet ikke en gave? 🙏🙂
Kan vi se livet som en ‘pakke-kalender’ med en gave til hver dag? Kan vi lære at ‘se’ dagens muligheder og bruge dem godt? Kan vi ikke hjælpe hinanden til at åbne livets gaver og se værdien i indholdet? Det er der brug for i dag. 🙂
Bente
Jeg slår ‘teltdøren’ til side og ser morgenhimlen, der er mere blå end nogensinde. Nej, jeg er ikke blevet teltligger 😏 men jeg føler mig i familie med Abraham og Sara fra biblens fortælling om urmenneskene, der er på vandring mod det forjættede land, Gud har kaldet dem til.
Jeg er også på vej – uden sikkerhed for, at jeg kan finde målet, eller vejen dertil. Derfor længes jeg hver morgen efter at se bare det mindste tegn på, at Gud er med på rejsen.
Den blå morgenhimmel bliver for mig den morgenhilsen: “Bente, jeg er med på rejsen, også når du ikke ser mig eller mærker mig.”
Læs om det blå morgenlys, der betyder noget særligt for mig. 💙
