Jeg skammer mig, når jeg når til nytårshilsnerne – for jeg sammenligner mig med dem, der har lange fortællinger om det, de har udrettet det sidste år. Åh, jeg under dem det, men skammer mig, fordi jeg synes, jeg ikke har noget at fortælle om. Jeg er her – jeg lever endnu – men jeg når ikke meget af det, jeg har planer om.

Jeg slæber på en “dødvægt” af gamle intentioner, der aldrig blev til virkelighed og på fortællingen om, at jeg ikke kan noget, fordi jeg sidder i kørestol og skal have hjælp til alt. Men er jeg kun det, jeg ikke kan?

“Du er ikke for gammel og det er ikke for sent!” Sådan skrev den tyske digter Rainer Marie Rilke engang og den opmuntring har jeg brug for igen i dag.

Kan man opfinde en ny fortælling om sig selv? – om det, jeg stadig kan? Om ordene, jeg kan sætte sammen, så de fortæller om erfaringer og om livsindhold? – om andre der finder glæde og hjælp i dem?

En fortælling om, hvor jeg er på vej hen – og ikke kun, hvor jeg kommer fra. At jeg er mere end Bente med et lidt mislykket liv med handicappede børn. Sådan en skæv skæbne.

De gamle fortællinger fylder i min mentale rygsæk, som er tung af ting, jeg slæber med – bare for en sikkerheds skyld. Nu er jeg blevet 70 og kan vel tillade mig at fravælge dét, der ikke gør mig glad? Den indre stemme kender jeg alt for godt og den skal ikke længere have taleret i mit liv. Det er nye tider og jeg må godt “opfinde” mig igen, finde det, der begejstrer og giver mit liv mening.

“Hvordan vil du gerne, dit liv ser ud om 3 måneder?” Den sætning fangede min opmærksomhed, for det er et anderledes perspektiv, end når vi taler om et helt år. Kort nok til forandringer, men ikke så langt at jeg begynder på de store projekter. For hvad betyder noget? – og hvordan kan jeg ændre fortællingen om mig og mit liv?

Jeg må fortsat prioritere, hvad jeg bruger mine kræfter på – for de rækker ikke så langt.

Noget af den gamle fortælling har fortalt sig selv undervejs og fulgt mig trofast, så langt den kunne. Bente med det dårlige helbred, som måtte gå på pension som 44 årig. Veje som ikke førte derhen, hvor det gavnede mig eller familien. Det sværeste er hele tiden ikke at sammenligne mig med andre.

Så jeg må finde kernen i fortællingen og forfølge den i en ny version – en ny drøm. “God Made Only One You” er titlen på en bog, jeg faldt over fornylig. “Gud skabte kun én som dig.” Så lad være at sammenligne dig med andre.

Jeg vil stadig gerne skrive – og helst så det giver mening for andre – så derfor vil jeg fokusere på det og rydde op i gamle notater og forældet materiale. Give slip på det – med stor taknemlighed, for det har alt sammen været trædesten til, hvor jeg nu er. Klar til version 7.0 af mig.

Så jeg vil sortere og vælge ud, præcis som jeg gør med min sorte rygsæk. Den er altid med, for i den har jeg min livsvigtige medicin. Det er ganske vist tre år siden, jeg sidst havde brug for den – men ‘rettidig omhu’ er stadig vigtig. Der er ikke meget, der kan undværes, for der er medicin og kanyler, tabletter og forklaringer, pungen med alle vigtige kort, en pose cashew nødder for akut diabetes behov for proteiner – og selvfølgelig mine nøgler.

Mine livsværdier har ikke ændret sig – særlig meget. De er mit kompas i den verden, hvor jeg skal navigere. Goethe sagde: “Et menneske ser i verden det, som han bærer i sit hjerte.” Så det giver god mening at starte dagen med et venligt god morgen til mig og resten af verden.

Bente Christa

*

Måske vil du også læse:

Drømmenes trædesten

Tro ikke på alt, hvad du siger

Klodsmajor

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Er jeg på rette vej?” Mon det var sådan, Abraham tænkte ude i ørkenen, da han var på vej mod det forjættede land? Guds “Kom” stod i kontrast til den sandørken, han befandt sig i. Havde han misforstået noget?

Sådan har jeg ofte oplevet det, på den trosrejse Gud har kaldet mig til. Det startede så fint og Guds stemme var tydelig, lige ud, til venstre og så til højre, men så blev den mindre klar – og hvad så?

Jeg har identificeret mig med Abraham, der fulgte Guds “Kom” og brød op fra det velkendte og trygge, for at nå Kana’ns land, det forjættede sted. Jeg ville også gerne dertil, hvor alt var godt og landet flød med mælk og honning, altså i overført betydning.

Når Abraham kunne forlade byen Ur og den kendte, trygge verden, og kunne komme frem ved at følge den ukendte Guds stemme, der bare sagde: “Kom. Jeg er den jeg er” Så kunne jeg vel også? Jeg glemte bare, at jeg sad med afslutningen på Abrahams fortælling – og alle mellemregningerne var udeladt.

De mange dagsrejser i ørkenen, sandet og usikkerheden – “Er det den rigtige vej?”

Ja, det lyder mere romantisk, end det er i virkeligheden, for når det bliver et tema i mit liv og virkelighed, forsvinder magien. Så bliver det, som for Abraham, en rejse mod det ukendte, sammen med en ukendt rejsekammerat, hvor det eneste holdepunkt er en stemme, der kalder på dig og siger “Kom”.

Kalder dig væk fra det fornuftige, det sikre, og ud i et ingenmandsland. Ud på en ørkenvandring.

Jeg tænker Abraham må have været I tvivl mange gange undervejs til det forjættede land. Hørte han rigtigt? Hvad med alle de mennesker, han havde ansvaret for? Dem der var afhængige af hans afgørelser? Selv hans kone var i tvivl om, han var blevet gal.

Abraham nåede frem til det forjættede land og vi får fortællingen som et andet eventyr, der ender godt og vi kan glæde os over slutningen.

Men jeg kender ikke slutningen på min egen historie.

Jeg ved kun, at jeg må følge den stemme, der kalder på mig. Jeg tror, det er Gud, men hvordan kan jeg vide det? Det kan ikke ses på omstændighederne. De indikerer, jeg skulle være blevet i trygheden og civilisationen i mit Ur.

Måske er det derfor, så få af os når frem til det forjættede land I vores liv? Vi skal igennem en stor ørken, før vi når frem – ad mange omveje. En lang rejse begynder med det første skridt” er Lao Tse citeret for at sige. Ja, og rejsen kræver, at du tager både det første skridt – og et skridt ad gangen, indtil du når målet. Så er det ret smart at kende målet, hvis du ikke skal ud på for mange forgæves omveje. Det gælder både en hjertevenlig søndagstur i skoven, som hele din livsrejse.

For når først du har pakket dine vigtigste ejendele i en bylt på nakken og er på vej, så kan du ikke lige fortryde og vende om. Det vil være en personlig fiasko, for du ville jo videre – og helt i mål.

Men jeg havde alligevel forestillet mig noget andet. For ude i ørkenen, er der kun Gud og mig, og selv Gud kan blive usynlig undervejs i sandstormen. Ensomheden og usikkerheden bliver faste rejsepartnere på sidste del af rejsen. Hvorfor så overhovedet tage af sted? Hvem vælger frivilligt denne trosrejse med Gud?

Det gør nogle af os, fordi Guds stemme lokker med sit “kom” og vi mærker, vi må følge ham. Vi mærker, at både livet og Gud kalder på os.

Ja, jeg kommer nu.

Bente Christa

Måske har du lyst til at læse mere om rejsen med bylten på nakken?

Den lige vej

Himmerigs Plads

Jeg er bare på vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Dagen begyndte med en massiv tåge, der skjulte husene på den modsatte side af vejen. Den lå tung det meste af formiddagen, indtil solen brændte den væk. Alt så anderledes ud – og lød anderledes – som om verden var blevet tavs.

Men jeg nåede at tænke, at ‘anderledesheden’ også gjaldt mit hjørne af verden. Når mit liv er tåget, lander jeg de underligste steder i forhold til, hvor jeg vil hen. Jeg undrer mig, for hvorfor kunne jeg ikke gennemskue det?

Var det en ‘livståge’, der skjulte noget for mig? Jeg ville jo ikke have valgt den form for ‘succes’, som jeg fik. Men hvad nu, hvis jeg har taget fejl af succes og fiasko?

At finde succes er mere at lade Gud udfolde princippet om at “være, før man gør”. At vise, at min værdi ikke ligger i det, jeg kan udføre for ham – men i min afhængighed af hans kærlighed og nærvær?

Jeg famler i tågen, som nu også er blevet til halvmørke. Tænker “Hvad er bedst, når man ikke er nået frem til næste rasteplads, før mørket falder på – og er nødt til ‘overnatte’ et tilfældigt sted?

**

En sen aften hørte jeg flokken af ænder, der skræppende fløj hen over taget – og jeg undrede mig over, hvordan de fandt vej i mørke? Hvordan kunne de vide, med så stor sikkerhed, hvilken vej de skulle? Fugletræk må vel flyve videre om natten, hvis de er over havet – men de finder alligevel vej.

Findes der på samme måde en form for ‘gps’ til os mennesker, der skal finde vej i livets tåge? Det nærmeste, jeg kommer, er fra Salmernes Bog, hvor salmisten skriver:
“Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”

Lige nu er der bare ikke meget lys i den lygte – og det skal jo først omsættes til hverdage. Så jeg leder i biblen, men finder ikke svar på mine spørgsmål.

Jeg lister videre i tusmørket, for jeg skammer mig over det, der ikke er lykkedes. Jeg undgår helst spotlight på det – selv om jeg kender Gud godt nok til at vide, at han altid har rettet det afslørende lys mod det, der ikke lykkes for os i egen kraft – men kun med hans indgriben. Biblen ville være en tynd bog, hvis den kun fortalte om de mennesker, der lykkedes med deres liv.

Måske handler det mest om en bekræftelse på, at jeg gør det godt nok – altså livet – også når det ikke kan ses på resultaterne?

Men jeg længes efter at se tegn på, at jeg har gjort det ‘rigtige’ undervejs – og at det har haft betydning for andre i Guds Rige. Så vis mig det, Gud!

Det gjorde Gud så i denne uge – viste os, at en lille ting fra vores ungdom (for længe siden) havde stor betydning. Det var stort for os og gjorde os små.

Men det er kun meget få af de ‘store’ forhold, der folder sig ud for andre at beundre. Hverdagene er en kamp med udfordringerne med handicappede børn og mit eget handicap med kørestol og for få kræfter til at deltage i arrangementer med andre.

Alt må prioriteres og kun få ting, bliver valgt til. Så har tågen skjult tilkørsler eller afkørsler undervejs? – og er jeg drejet i den forkerte retning undervejs i livet?

Jeg tror stadig på, at Gud er med mig – men jeg vil så gerne se det.

Troen alene er ikke altid nok.

.

Bente Christa

Mere om emnet:

Den lige vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Året er 1978 og jeg er på vej mod Enghave Plads. Jeg havde forventet eftersommervejr, men det udeblev, så vi trillede hjem igen. Luften var tyk af kampklare slagord og ungdomsoprør på denne septemberdag, da vi fejrede fødslen af vores første søn på Hvidovre Hospital.

Det var to meget forskellige verdener, der mødtes dengang – og der er sket meget siden, vi slet ikke havde fantasi til at forestille os. Det var ikke kun, fordi vi boede på 4. sal i Arkonagade på Vesterbro, og min mand levede af at fotografere politikere, kendisser og ulykker for de store aviser. Han havde en biltelefon til arbejde, med et rigtigt telefonrør – og det vakte opsigt, når vi kørte rundt i København og talte i telefon i bilen.

Nu bruger vi mobiler og måske er det symbolsk, at vi nu har skruet vores nedlagte fastnettelefoner ud af væggen – og taget afsked med det gode nummer, vi har haft siden 1990. Efterhånden kom de eneste opkald fra sælgere og “eksperter” der tilbød at fixe vores computere. Hvem kunne forestille sig det i 1978?

Jeg gik hver morgen ud til sekretæropgaverne på Hotel Scandic på Amager – langs Godsbanen og havnen, som i dag er forsvundet under højhuse af stål og glas.

I dag fik jeg en opgave, hvor jeg måtte erkende, at jeg er et levn fra fortiden. Det var bare en bid af dialogen fra Disney filmen ‘Ratatouille’, men jeg måtte opgive at kommentere den, for jeg anede ikke, hvad det betød.

Det er dansk, men uforståeligt. Jeg spurgte mine børn og de har samme oplevelse af at være blevet gamle. “Det er næste generation, mor, og de har et helt andet sprog.” Snydt af tiden.

Og sådan bliver man gammel – der er mere og mere historie, der ligger bagved – og mindre, der lokker forude. Men tænk også, hvor meget alting har ændret sig. Jeg sad på konsulatskontoret i 1976 og skrev telexer til kontoret i Malaysia – og i dag ved ingen, hvad en telex er.

Omstillingsbordet var vist ældre end KTAS, Kjøbenhavns Telefon Aktie Selskab, og et originalt apparat med “propper”, fastgjort til stofledninger, der skulle placeres præcist for at etablere forbindelsen, men så kunne vi også forsøge at ringe til kontoret i Kuala Lumpur.

Vi tænkte også anderledes. Det var to forskellige verdener, der kolliderede, når jeg efter arbejde mødte Love and Peace folket. Eller Sigvaldi med barnevogn og Hønsestrik på Strøget. Det var en omstilling og jeg blev abonnine i Tivoli med sæsonkort, for så kunne jeg tage turen gennem haven fra arbejde til stationen – og det var den fineste overgang fra arbejde til turen hjem til Roskilde.

**

Her er vores 3 drenge på et tidspunkt, hvor ingen havde nogen anelse om, hvor meget verden ville ændre sig til i dag. En lille rest af en svunden verden?

**

Bente Christa

40 år sammen og stadig på vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der var engang, da alt var muligt. Vi var lige blevet studenter og vi var kloge på alt – mente vi selv. Livet kunne bare komme an, “Veni, vidi, vicit” – vi kom, vi så, vi sejrede. Vi mente, vi kunne klare alt.

Vi har 50 års studenterjubilæum i aften, men jeg har ikke kræfter til store fester, så jeg sidder bare og tænker. Gassen er gået af ballonen og vi er måske alligevel er blevet klogere – og mindre skråsikre end dengang, hvor vi troede på fred i en verden, som vi var på vej ud at ændre.

Nogle af os er landet langt fra, hvad vi forestillede os. Jeg er ikke den eneste, der savner energien, der drev os – motivationen, begejstringen – jo, vi ville noget mere! Jeg savner gejsten.

**

Men måske var noget af det mest overraskende i eftertænksomheden, at mine forestillinger om de andres liv slet ikke svarede til virkeligheden. Det var mine egne gæt og fremskrivninger.

Mest af alt skræmmer det mig, for det jo var mine fortællinger om de andre, jeg blev påvirket af. De skulle læse på universitetet, og jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jo jeg ville ’tilbage’ til USA og læse på et kristent college, men det var uden for økonomisk rækkevidde. Og jeg følte mig for dum til at søge ind på universitetet, så jeg fandt bare et job – godt nok lige ved siden af uni – og først mange år senere opdagede jeg, at det havde givet livslæring.

Det viste sig jo, at mine arbejdserfaringer fra sprogskolen i København blev den bedste læring til at være præst, fordi jeg mødte mennesker fra vidt forskellige sammenhænge. Verden kom til København midt i 70’erne og jeg sad på kontoret i Nørregade og mødte flygtninge fra Chile, canadiske diplomatfruer, unge mænd på flugt fra militærindkaldelse og en skæbne i Vietnam, besættere fra Christiania og rodløse unge – og opdagede, at vi lignede hinanden, trods forskellighederne.

Nu sidder jeg med en dyb taknemlighed over læringen fra dengang – også den senere læring i, at vi altid præsenterer den pæneste side for andre. For alting har som bekendt to sider.

Jeg blev interviewet til Kristeligt Dagblad i denne uge, til en artikel om studenterjubilæer, under overskriften: “Når vi mødes til studenterjubilæum, får vi livets karakter”

Se, “livets karakter” bliver jo ganske anderledes end de karakterer, vi var så optaget af på gymnasiet. Det her handler om livsduelighed – om evnen til at spille de bolde, der kommer vores vej.

Bente med forældre i 1974

Blev det så til det, vi drømte om? Vi troede jo, det var os, der skulle forme vores liv. Vi var nok naive, men jeg kan savne den energi, vi også havde – og troen på, at vi kunne gøre alt det, der var nødvendigt, for at det kunne blive til virkelighed. 

Bente Christa

*

Vil du læse mere?
Jeg medvirker i en artikel i Kristeligt Dagblad om studenterjubilæer under overskriften: “Når vi mødes til studenterjubilæum, får vi livets karakter”
Skriv til mig for mere info.

*

Er det grænsen for min drøm?

Når tiden løber fra mig


Fotos fra dengang, man ikke ‘bare’ havde en mobil telefon i lommen.

I dag har jeg afleveret mit kørekort hos politiet i erkendelse af, at jeg ikke længere kan køre bil.

Kørekortet er bare et lille stykke lamineret plastic – 5 x 8 cm – men det havde langt større symbolsk betydning for mig, end jeg var klar over. Nu skulle det fornyes, fordi jeg var blevet 70. Det havde jeg ikke tænkt nærmere over, før jeg stod på Borgerservice og den rare kommunedame sagde: “Jeg bliver nødt til at lave en indberetning på dig.”

Hvad? Bare fordi jeg kom humpende med to stokke? Jeg skulle jo bare lige over denne her lille ‘forhindring’, så gik alting fint igen. Men nej, det mente Færdselsstyrelsen ikke lige. Det krævede en ‘motorattest’ hos egen læge.

Den fik jeg ikke – men det blev tema for min samtale med lægen om svære ting og et kig på den virkelighed, at jeg mister temmelig mange funktioner. Men den del af virkeligheden har jeg skubbet til side. For ‘lige om lidt’ kan jeg jo løfte mit højre ben igen, rejse mig fra kørestolen og gå uden stokke – og endda løfte min højre arm – jeg skal bare lige over denne lille forhindring, så kan jeg sagtens – også køre igen.

“Hvornår har du sidst kørt bil, Bente?” spurgte lægen. Øh, det er lidt tid siden, var mit tøvende svar. Det var vist engang i 2019.” Stor tak til min læge, som turde gå ind i den svære samtale med spørgsmål og møde mig i sorgen over det, jeg har mistet.

**

Mit kørekort har ligget i pungen siden jeg fik det i 1972, og det har jeg ikke tænkt nærmere over, for det var bare en del af mig. Selvfølgelig havde jeg kørekort og selvfølgelig kunne jeg da køre bil. Jeg var lidt ude af træning og jeg undlod at køre, når jeg havde det for dårligt eller synet svigtede. “Hvis jeg skriver en motorattest, skal du sandsynligvis op til en vejledende køreprøve – og den kan du ikke bestå.” Ups, den situation så jeg ikke komme.

Pludselig blev “forfaldet” meget konkret – alt det, jeg ikke længere kan. Ja, tastaturet til computeren er faktisk det eneste værktøj, jeg kan bruge. Det er mere end 3 år siden, jeg har kunnet stå ved komfuret og lave mad og i dag kniber det med kræfterne til bare at sidde ned og snitte et par løg.

Jeg sidder i kørestol på tredje år og der er dage, hvor jeg ikke selv kan skubbe den – og jeg regner altid ud, hvordan jeg udnytter min kræfter bedst muligt.

**

Jeg træner ellers hos fysioterapeuten, for at genvinde muskelstyrke og finde balancen igen – men jeg kan ikke nå at følge med. Kroppen forfalder for hurtigt. Nu er det ikke længere bare situationer, hvor jeg mangler medicin, lige skal hvile mig eller sove til middag – ikke længere ‘bare’ et lille bump på vejen, hvor alting bliver godt på den anden side.

“Livets gang” er blevet en ensrettet vej mod alder og forfald. Jeg er helt med på, at det er uansvarligt at køre bil – men det gør ondt at mærke virkeligheden og skulle se den i øjnene.

Lige nu kan jeg ikke længere genkende mig selv.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

“Ægte nærvær kræver ingen uddannelse, men mod til at være dig. Du kan ikke læse dig til det – men du kan lære det.”

Giv mig nærvær – ikke gode råd

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Min hukommelse er koblet på dufte – især dejlige blomsterdufte, som jasmin og kaprifolier i sommervarmen – eller som her – den mest fortættede duft af roser i Skt. Catharina Kloster i Ribe. Den duft åbner for mange minder fra engang, hvor jeg ikke havde ord for oplevelsen af det hellige, der var større end mig selv.

Eller duften af de første regndråber på den tørre jord i foråret – så står jeg igen sammen med min far og kigger ud over markerne og mærker forventningen om, at Gud lader det regne til grøde.

Og jeg tænker på biblens ord om duftofre:
“Brænd det på alteret som duftoffer til Herren, en liflig duft.”

Et duftoffer – det er mit bidrag til verden på denne morgen. For når jeg ikke kan andet, er jeg stadig en duft af kærlighed fra Gudsriget.

“Vi er Kristi vellugt for Gud .”
2. Korinter 2, 14

Duften er et biprodukt af et liv, levet i afhængighed af den Gud, som formidler sin nåde til mennesker. Dufte er flygtige og det kan nåden også være – som et strejf af Guds åndedrag ind i svære situationer.

Jeg husker de situationer på dufte – blomsterdufte så fine og sarte – og sammensatte dufte, der finder direkte vej til oplevelser og følelser fra for længe siden.

Eller det modsatte – lugten fra fru Sørensens tandlægeklinik i Roskilde, hvor jeg gik derfra med et traume, som fulgte mig.

Så måske har jeg kun ansvar for at bringe en duft til mit hjørne af verden? Det er mit bidrag til Gudsriget, selv om det ændrer ikke på kaos i den store verden – men det er nok.

.

Bente Christa

**

Duften af nybagte vafler og sommervarme roser bringer minder tilbage om Himmerigs Plads i Mariager.

“Himmerigs Plads”

Måske fra Sct. Catharinæ Kloster i Ribe, hvor jeg oplevede at være på et helligt sted – indeni – uden at vide helt, hvad det betød og uden at sige det til andre. Men noget dybt i mig rørte på sig med en genkendelse.

Når tiden står stille

Supermarkederne angiver “bedst før” på ferske varer og det gælder vel også for mennesker? Den dato har jeg for længst overskredet og i dag er mit bidrag kun ord på nettet – men de har vel også værdi?

Tag imod livet med taknemlighed

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg vil så gerne vide, at mit liv har givet mening. At jeg efterlader noget, der kan berige andres liv. Som planten på billedet med de pudsige stiklinger, der svæver for enden af lange skud. Den kaldes væddeløber eller Chlorophytum Comosum og dens stiklinger skal bare i jord eller vand for at starte deres eget liv. Men i lang tid så det jo ud til, at der intet skete – indtil der pludselig der kom nye planter i spidsen af de tørre, halvdøde skud.

Jeg er nok ikke den eneste, der gerne vil bekræftes i, at mit liv ikke har været ligegyldigt. Allerhelst vil jeg se, at det har haft betydning for andre.

“Vis mig, at mit liv har haft mening!“

Det er sådan et suk, når dagene bare er grå – et råb, når alting vælter omkring mig. Mest er det måske dette suk fra dybet af min sjæl, som ikke bliver udtrykt med ord, men med noget ukendt – som en bøn uden ord?

Derfor har jeg skrevet på klummen i lang tid – i tåge og tæt mørke indtil jeg længst nede, fandt det jeg ville sige til Gud:

“O, men lad mig aldrig savne vished, at jeg tjener dig.”
Det er en linje fra en gammel salme af Kristian Østergaard fra 1891 “Herre, jeg vil gerne tjene”, som har været en centralt del af mit liv. Det er sikkert helt normalt – når man ser på menneskers eftermæle. Vi bygger af sten eller ord, for at andre skal huske os. Gå en tur og læs inskriptioner på nye parker, centre og andre bygninger.

**

Mange af os har hørt om den østrigske læge Viktor Frankl, der blev berømt for at sige: “Den der kan se et ‘hvorfor‘ med livet kan udholde næsten alt.” Det sagde han med en særlig baggrund, men mange mennesker har siden bekræftet sandheden i det.

Nu er det så vores unge mennesker, der har brug at vide, at de er gode nok. At der er en mening med dem og deres liv. Her er brug for alles indsats, så de oplever, at livet er indsatsen/arbejdet værd.

**

Maj måned 2024 markerer 7 år med min blog. Det er så lang tid at jeg synes, der skal ske noget nyt – men hvad? Alt er sagt, synes jeg og jeg har ikke overskud til at finde på noget nyt.

Måske er det heller ikke nødvendigt? Måske skal jeg bare holde mig til det, jeg kender – og ikke forsøge at begå mig mellem de ‘smarte’ tiltag? Er det ok bare skrive om hverdagen med dagligdags ord og finde et billede, der passer til? Det er det, jeg selv læser hos andre – hvordan de tackler hverdagene.

Måske er det, hvad de fleste af os tumler med – hverdagene med deres blandinger af store og hellige oplevelser blandet med det snavs, der har sneget sig ind i vores liv? Et mærkeligt mix af mørke og lys.

Bloggen har givet anledning til mange kommentarer. Her har venner og helt ukendte mennesker givet udtryk for, at mine ord har haft betydning for dem. Det har været en stor gave for mig og et udtryk for, at mit liv trods alt har givet mening.

Tak for det.

Bente Christa

.

“Væddeløberen” er en interessant plante på flere måder – den er også den bedste luftrensende plante, du kan have i din vindueskarm.

.

Måske har du også lyst til at læse:

Når det afskårne skyder igen

Gendyrkning


Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det ramte mig som et hul i maven, da jeg vågnede – angsten for at mangle. Det forbavsede mig, for det må jo have fyldt i min underbevidsthed. Min livsvigtige medicin var først i restordre, og nu var den udgået af produktion, og det aktiverede åbenbart et gammelt mønster med angsten for at mangle.

Hvad så? – ja, vi har været Sjælland rundt for at købe de sidste glas. Jeg ved ikke, hvad jeg gør, når de er brugt – men tænker, Lægemiddelstyrelsen, eller nogen på det niveau, må tage ansvar og skaffe “noget”. Der er andre, der står i samme problematik – men vi er en lille gruppe, der er uinteressant – og min underbevidsthed mærkede det fysisk som en voldsom angst.

Hvor mange gange har jeg ikke mærket den – angsten for, at vi mangler det nødvendige – mad eller penge? For hvordan skal det gå? Hvordan skal vi betale regningerne? Et mønster, der åbenbart ligger dybt fra min barndom.

Når jeg ser på tilbudsaviserne omkring jul og nytår – så tænker jeg, at der er mange andre, der bliver overvældet af angsten for at mangle. Der bliver købt dyrt kød og drikkevarer i rigelige mængder, samt mængder af chips og slik. Der må ikke mangle noget til de store fester – og det gør der så heller ikke. Det ser bare mest ud, som om folk forbereder sig på en form for hungersnød.

*

Men måske er det en del af læringen? – at jeg håndterer det i hovedet med logisk tænkning, mens der dybt i mit system er en helt anderledes reaktion. Så er det, jeg tænker – Hvor mange gange har den samme reaktion defineret mine handlinger?

Kender du det? – at der dybt under dagens reaktioner – ligger nogle mønstre, som afgør hvordan jeg reagerer? Som barn var det angsten for at min familie manglede midler til regningerne, der gjorde at jeg tav omkring ønsker – for ikke at gøre det sværere, for mine forældre.

Vi var ikke fattige, som børn, vi havde bare ingen penge, før der kom afregning fra slagteriet for vores grise. Derfor vidste jeg også, med lillepige hjernen, at det var katastrofalt, når der lå en død gris til destruktion hos Kambas uden for stalden – for det betød et minus i kr. og øre. Derfor tav jeg også med, hvad jeg ønskede mig.

Men nu var jeg jo voksen med eget ansvar – for økonomi – og for selv at sørge for at tanke op på medicin og de andre ting, jeg har brug for. Der var mere angst end logik i min reaktion. For hvad nu hvis? – og hvordan kunne jeg have så voldsom en reaktion med mig, fra jeg var helt lille? – uden at SE den?

Så begyndte jeg at se mønstret i mange andre forhold – hvad nu hvis jeg mangler energi til at gøre det, jeg har lovet? Hvis der ikke er penge på min konto til de regninger, der trækkes automatisk? Hvis der mangler mad? Hvis der ikke er grønsager nok i køleskabet til det mad, jeg har planlagt?

“Hullet” i maven var stort.

Bente Christa

Måske har du lyst til at læse videre:

Når nok er nok

Når min gæld vokser

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

.
Husker du gadespejlet? Det sad på vinduessprossen og havde et spejl til begge sider – og når det var indstillet i den rigtige vinkel, kunne man sidde indenfor og følge med i gadens liv. Sådan sad i gamle dage gamle damer ved vinduet og fulgte alles færden. Den nærmeste illustration fandt jeg i udsigten gennem det småsprossede vindue på det gamle Hotel Dagmar i Ribe, hvor jeg sad i vindueskarmen og fulgte byens liv.

I dag sidder jeg bare på min altan og følger livets gang – men uden spejl. Det her er mit community, mit fællesskab – selv om jeg er en usynlig del af det og kun få kender mig. Men det er herfra, jeg følger med og beder for andre. Jeg sender venlige ønsker ud i det lille samfund, jeg trods alt er en del af.

**

Det er en stor gave at kunne gøre det, selv om jeg ikke kommer meget ud i verden – for sådan er jeg fortsat en del af fællesskabet i Gudsriget. Og her er ingen grænser – for ven eller fjende, kendt eller ukendt – alle kan bruge gode tanker. Det blev til inspiration for mig – at velsigne mennesker omkring mig.

Der er nok af uløselige situationer rundt omkring i verden og det er heldigvis ikke mit ansvar at løse dem. Jeg har rigeligt i min egen lille verden – og dem kan jeg heller ikke løse – men jeg vil gerne bidrage til at nogen kommer lettere igennem deres svære tider.

Det er de pudsigste ting, vi oplever – mig og mit usynlige ‘gadespejl’ – som en sen aften, da en familie var ude for at lede efter deres kat. Det var bælgmørkt og de kan kun kalde på den – og min naturlige reaktion er at bede for dem, at de finder den igen – og det gjorde de så, med eller uden min hjælp.

**

“Vi er skabere af vores eget liv via vores tanker, følelser og overbevisninger, fordi de skaber og udsender energi, som påvirker os selv og vores omgivelser.” Sådan stod der i indbydelse til en aften i kvantefysikkens tegn og så kom forklaringen:

“Enhver tanke udsender energi i form af elektromagnetiske bølger fra hjernen, og tilsvarende udsender hjertet elektromagnetiske bølger for enhver følelse. Frekvensen af disse bølger afhænger af vores DNA, og derfor har vi alle en unik personlig frekvens, som udsendes i form af bio-fotoner fra cellerne.”

Det lyder som mystik, men er vel egentlig bare videnskab? – og sund fornuft forklaret anderledes. Lidt som når vi oplever, “Nej, hvor pudsigt, jeg har lige tænkt på dig” og netop det menneske dukker op i mit liv. Vi er forbundet med hinanden.

“No Man Is an Island” og ingen lever kun for sig selv.

“Den energi, vi udsender, svinger i takt – ligesom laserlys, der er én stråle af lys, der svinger ved én bestemt frekvens, og hvor bølgerne har samme retning. Det er på samme måde vi skal opnå maksimal styrke i den energi, vi hver især udsender.”

Jeg har erfaret den “fortættede” energi, og det er blevet sådan, som jeg opfatter Helligånden. Det lyder sikkert ikke særlig åndeligt, men det giver mening her.

**

Bente Christa

At ville andre vel

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright