Når tiden løber fra mig

Det har lige været midsommer. Dagene begynder at blive kortere igen, selv om nætterne er lyse. Tiden løber fra mig. Jeg når hverken helt eller halvt det, jeg gerne vil – og jeg kan mærke, det stresser mig.

Mine planer var ellers fornuftige nok, men jeg blev løbet over ende af livet, af virkeligheden og hverdagen. Gode ting som ferie og familietid. Svære ting som indsatsen for at hjælpe en burmesisk flygtningefamilie undgå deportation til Rumænien, til et liv på gaden med fire børn.

Jeg kigger på min to-do liste og håber, jeg i morgen vågner veloplagt med et velfyldt energilager og kan nå det hele – men ved godt, at jeg også i morgen skal slette ting på listen, jeg gerne ville nå.

Jeg håber, at jeg trods alt kan se tilbage på mit liv og sige: “Jeg er glad for, at jeg valgte at bruge det sådan. Mit liv blev brugt sammen med de mennesker, der betyder mest for mig og det var fyldt med indhold, som er vigtigst for mig!”

Det har medført omprioriteringer undervejs, når situationen ændrede sig. Når jeg valgte flere ting fra, fordi tiden og kræfterne ikke slog til – og når nye udfordringer krævede indsats. Døgnets 24 timer skal bruges med omtanke, for her er ingen mulighed for genbrug.

Somme tider sidder jeg med følelsen “hvis jeg bare ..”

Hvis jeg bare havde gjort – eller ikke gjort. Prioriteringerne ser anderledes ud i bagklogskabens klare lys. 40, 30, 20 eller 10 år senere er det svært at huske alle de forhold, der indgik i mine beslutninger. Hvis jeg bare havde vidst … men jeg vidste f.eks. intet om de arvelige sygdomme, der viste sig senere. Det bliver vigtigt at huske, at jeg valgte ud fra dén viden, jeg havde dengang.

“The Jar of Life” – livets krukke – er en illustration, der har hjulpet mig. Her er min korte version:

“Læreren fyldte en krukke med sten og spurgte eleverne, om den var fuld. Ja, det var tydeligt, at den var fyldt med sten. Så tog han en håndfuld mindre sten og fyldte i de mellemrum, der var. Er den fuld? Ja, det var den. Så fylder læreren krukken helt op med sand og nu er eleverne usikre på, hvad formålet med forsøget er, men det er tydeligt at krukken er mere fuld end før. Til sidst hælder læreren vand i glasset.
“Hvad viser eksperimentet? Jo, siger læreren, de største sten repræsenterer de vigtigste værdier i dit liv: familie, ægtefælle, børn, helbred og alle dine drømme. Alt det, der er vigtigt, når du ser tilbage på dit liv. Småstenene minder dig om dit arbejde, dine ejendele og venner – mens sandet repræsenterer de aktiviteter, du måske kan undvære.”

Der er intet nyt i at gøre det vigtigste først, derefter det mindre vigtige og til sidst supplere med det, der stadig er tid og energi til. For mig har det hjulpet at tænke i billedet af krukken med sten, småsten, sand og vand, når jeg bliver slået tilbage til start af en ny blodprop med lammelser eller et Lupus anfald med lammende træthed.

Når de største sten lægges i bunden først, så er der stadig plads til småsten, grus og sand – og vand. Rækkefølgen afgør hvor meget, der er plads til. Illustrationen viser, at dine dage er fyldte – af stort eller småt, vigtigt eller unødvendigt – men at du kan vælge, hvad der skal være plads til.

Jeg kan vælge at prioritere de opgaver, der giver mit liv mest værdi. Give dem min bedste tid på dagen. Min bedste indsats. “Hvad er vigtigst?” bliver derfor det konstante spørgsmål til mig selv. “Hvad giver indhold i mit liv? Hvad giver glæde og latter?”

Hvordan finder jeg tid og energi til at komme udenfor og gå den (lille) tur, der frisker og sikrer, at mine muskler holdes i gang? Hvor finder jeg plads til stilhed og eftertanke? Jeg brænder ud, hvis en af delene mangler, så de skal med i planlægningen.

Så sjovt nok har jeg lært meget af de kloge, der underviser de travle i tidsstyring og effektivitet. Min kalender på mobilen ser ikke ud af meget med maks. 1 aftale pr. dag. Til gengæld ligner min arbejdskalender på computeren et kæmpemæssigt puslespil, for her rykker jeg rundt på brikkerne for at få energi, tid og opgaver til at harmonere. Skifter mellem at bruge hjernen ved computeren og kroppen i køkkenet – og tager et læsehvil på sengen.

Jeg bliver hurtigt træt og undervurderer, hvor lang tid jeg skal bruge på en opgave. Det gør ondt – ikke kun i musklerne, men også i værdigheden som registrerer endnu et nederlag. Så en formiddag med aftale hos fysioterapeuten har ikke plads til meget sand, sjov eller svinkeærinder, for jeg skal også i bad og det kræver et hvil bagefter.

Middagssøvnen er livsvigtig for mig, for uden den fungerer hverken hjerne eller krop. Sådan har det været i de 20 år, jeg har været syg, men før kunne jeg udskyde den eller springe over og betale prisen de følgende dage. Nu er det 2-3 timers søvn HVER eftermiddag og det begrænser aftaler, aktiviteter og vores sociale liv. Surt, men det er mit vilkår.

Jeg klager ikke! Jeg er taknemlig for alt det, jeg kan selv, og for den hjælp jeg får af andre. Lettet over, at jeg kan holde lammelserne i skak ved at hvile og træne. Glad for at jeg kan gå en tur uden rollator eller stokke og at kørestolen samler støv i kælderen.

Men stress er min store udfordring.
Hvordan kan jeg blive stresset, når jeg ikke skal nå ret meget?
Jo, det er svært at vælge fra. At leve med at mange gode ting ikke længere er en mulighed.
Jeg stresser over alt det, jeg gerne vil – men ikke magter.

Tankerne og de gode idéer myldrer stadig.

Så jeg har skrevet mange kloge klummer, ryddet op i bogreolerne og syet nyt tøj – mens jeg lå i min seng.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Comments 2

  • Tak for du deler dine tanker med os andre, det giver stof til eftertanke, Bente.

    • Mille, hvor godt at høre at det, der føltes som kaos for mig – kan bruges til eftertanke for andre. God regnvejrsdag til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *