40 år sammen og stadig på vej

Vi kørte til Paris på vores bryllupsrejse i 1977. Her er vi på vej til havnerundfarten i Amsterdam – derfor et gammelt Polaroid billede fra en turistfotograf.

Det var starten på vores livsrejse sammen og den første af mange fælles oplevelser af verden. Fordi vi kørte selv, oplevede vi også det Europa, der lå mellem hovedstæderne. Paris var overvældende og med høj storby-puls allerede dengang. Amsterdam blev et billede for os på, at det der er bygget solidt, står længe og godt og kan rumme nytænkning.

Vi var unge, men mente selv vi havde en del livserfaring. Vi var alt for unge, mente vores forældre, men de undlod (eller opgav) at tale os fra noget så risikabelt som ægteskab. Men rundt omkring os var tænkningen “Hvorfor giftes? Man kan aldrig vide, om det holder og så er det lettere at flytte fra hinanden uden papir!”

Vi var unge, men vi vidste, at vi ville hinanden. Vi ville have det til at lykkes. Måske er det den vigtigste ingrediens i samlivet? At ville hinanden. At ville samlivet “i medgang og modgang”, som vi lovede dengang.

Min far holdt sit livs bedste tale til vores bryllup. Mener jeg i hvert fald. Han talte om vigtigheden af at holde kærlighedens flamme ved lige – også når ilden er ved at dø ud. Det har han selv efterlevet sammen med min mor i 64 år, så hans råd er troværdigt.

Min mor præsenterede deres sang til os, hængt op som blade på en tøjsnor, der blev trukket op af en vasketøjskurv – som en illustration af det samme – de mange hverdage, der lå foran os, hvor kærligheden skulle omsættes til handling.

40 år

Vi spørger hinanden “Hvor blev de 40 år af?”
De bestod af tusindvis af hverdage, hvor vi stod op og sørgede for vores 3 børn, gik på arbejde, kom hjem og lavede mad og tog hånd om drengene. Dag efter dag, afbrudt af perioder med sygdom, kriser, skønne ferieture, børnenes autismeudfordringer, økonomisk smalhals, flytninger, meningsfyldte projekter – og utallige dage, der bare var hverdage.

Min mor og far havde ret: Livet sammen består af utallige hverdage, hvor kærlighedens flamme skal værnes og holdes ved lige.

40 år sammen

Det er en lang, fælles historie, der giver tryghed til at turde træde ud på nye stier og se, hvor de fører hen. Det er mange fælles erfaringer, der giver ballast til at vælge vejen fremad, også når vi ikke kan se klart, hvor den fører hen.

Det er at være kendt af et andet menneske, der alligevel ikke er løbet skrigende væk, når jeg viste mine værste sider. Det menneske, der husker mine sejre og succeser og minder mig om dem, når jeg synes alt mislykkes.

Det er fælles erindringer, men oplevet forskelligt, og derfor med mulighed for et bredere perspektiv. Det jeg husker som en fiasko, var måske mest min oplevelse af situationen?

40 år sammen – og stadig på vej!

Det er lang tid og alligevel ikke.
Et paradoks.

Vi kender hinanden godt efter 40 år og oplever alligevel, at der er så meget mere at lære om den anden. Så meget mere at opleve sammen. Så meget nyt, der venter forude.

Vi er stadig på vej – sammen!

En del af bryllupsdagen brugte vi på besøg på Esrum Kloster, som har en interessant historie.
På vejen dertil kom vi forbi Esrum Å, hvor vi blev inspireret af:
Lyden af vand

Senere lyttede vi til Øresunds bølger

med denne udsigt

Fotograf Bent L Hansen har copyright på billederne