Det er så lidt, der skal til – den lille plet, som jeg ikke opdager – som breder sig, til det pludselig er for sent at redde æblet. Det så ellers så fint ud, til jeg fik vendt det om.

Jeg måtte have et billede af det, for det var som om, det havde et skjult budskab til mig.

Den lille uvane – “som ingen jo lægger mærke til” – den breder sig, til det ikke længere er noget, jeg let kan standse igen. Den er blevet et mønster, som kræver en mere håndfast indsats.

Vi siger om autister, at første gang er bare en enkelt gang, men ved anden gentagelse har vi allerede etableret en vane, som kræver en målrettet indsats at fjerne igen. Mønstre kan vokse frem med uendelig hast, hvis der er grobund for dem. Så en sjov bemærkning er fin – men gentagelsen etablerer et mønster, som hurtigt sætter sig fast.

Jeg mærker det i måden at tale på – en lidt nedladende bemærkning, der åbner for flere og bliver til en overordnet kritisk holdning til en hel gruppe. Resten er vist kendt historie.

Det kan i stedet vendes rundt med helt andre resultater, nemlig at når jeg fanger den “lille” kritik og erstatter den med ordentlige ord, så ser jeg på andre mennesker med respekt. Og når jeg tænker godt om andre, så bliver jeg også taknemlig for at de er en del af min verden.

Så er der jo også lige det, at vi er forbundet med hinanden – for ingen kan leve isoleret fra andre. Vi bliver påvirket og vi påvirker, som når æbler ligger tæt sammen og hele portionen rådner.

Forfatteren John Donne skrev allerede i 1624 at “No man is an Island”. Lige nu bruges talemåden mest til at slå håndfast ned på klimasyndere, men det gør det jo ikke mindre rigtigt, at vi som mennesker er forbundet med hinanden, vel?

**

“Som i det små, så også i det store,” siger vi, og jeg tænker, det samme gælder i samfundet omkring mig? Når vi først begynder at udskamme andre med nedladende kommentarer, så åbner det for mere tale, der udelukker fra fællesskabet. Ikke nødvendigvis i nogen ond mening, men det ene ord tager det andet, og vi bliver selv påvirket af, hvad vi siger. Det vokser som den lille plet med råd på æblet, der begyndte med noget så småt, “at ingen lagde mærke til det”.

Jeg kan få øje på andre, der er mere skyldige i det her, end jeg mener, jeg selv er. Men dem kan jeg jo ikke forandre, så det er kun mig og min lille verden, jeg kan ændre – men det kan jeg også ved at leve med integritet, autencitet og værdier. Det ses nok ikke af den større verden, men hvis vi alle gjorde et forsøg, mon det så alligevel ikke ville få konsekvens?

Det vil tage tid, før det kan ses – på samme måde som æblet her er fint på forsiden – men ikke på bagsiden. Vi kan maskere og kun vise forsiden af vores liv frem, men det ændrer jo ikke ved, hvad der gemmer sig – og det kommer frem på et tidspunkt – i min lille verden, som i den store verden.

Alle “kolosser” står på fødder af ler, der falder sammen på et tidspunkt. Det gælder selv de værste magtmennesker – og situationer, der virker fuldstændig fastlåste.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

At ville andre vel

De usynlige spor, vi sætter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Når verden ser sådan ud, så har alle behov for lidt medvind. Her er en plante, der vokser i de yderste klitter – og klarer sig. Det er ikke en, du vil dyrke i din have – men den er et godt billede på, hvordan dagene kan se ud.

Når vi er på vej gennem livet og det går op ad bakke og udsigten er trøstesløs. Når alt omkring os “stikker” eller giver rifter og sår. Når vi synes, verden er helt af lave og på vej ud over en afgrund med høj fart. Når vi overvejer, om vi har “taget toget” til en forkert destination og vi tænker, om vi skal trække i nødbremsen, så vi kan komme af?

Det er ikke meget, jeg kan gøre her fra 2. sal, i en kørestol, men jeg har fundet én ting, som gør en forskel for mig og forhåbentlig også for andre.

Jeg taler opmuntrende ord ind i andres situation – i stedet for at glide med i koret af stemmer, der brokker sig over de uduelige politikere, embedsmænd og naboer.

Jeg takker for alt godt, der er i andres liv og beder om, at der må komme mere – godt, fint og opløftende. Måske har det ikke den store effekt på verdenssituationen – men det har det på mig, i min lille verden. Jeg mærker ikke den samme afmagt, som tidligere – du ved, den følelse, der kan brede sig i kroppen og gøre det tungt at gå i gang med dagen.

Så det kan anbefales – at ville andre vel.

Det er min hemmelighed, hvem det handler om og det kommer ikke videre – og disse mennesker finder sandsynligvis aldrig ud af det. Måske oplever de bare en “lethed” i livet og nyt mod på dagene forude? Det er faktisk, det sværeste – ikke at sige “Men jeg har også tænkt på dig og bedt for dig.”

Så tænker jeg i stedet på denne detalje i billedet – at der ved siden af – vokser marehalm, græsser – og de fineste lyserøde blomster.

De blomster vil jeg gerne tale frem i andres liv. Jeg har ingen ret til at “blande mig”, men jeg må gerne ønske andre vel. Det er vel samme grundindhold, som i en velsignelse? At ville andre vel og udtale det over dem? Men jeg behøver ikke kalde det bøn – det er ikke nødvendigt at sige Gud – det går helt fint, med en bevidsthed om, at Gud er det, jeg vælger at kalde det, der er større end mig selv. Kald det universets kraft – og det er han. Sig kærlighedens kraft – og det er han. Gud er også den, der forstår uden mine ord, så jeg kan vel ikke gå helt forkert?

I biblen læser jeg om velsignelsen – at ville andre vel – som en rigdom, der skal tages vare på. Som da Jakob snød sig til sin fars velsignelse, og tragedien var, at den ikke kunne fortrydes. Den var for altid taget fra storebror Esau, der rettelig skulle have haft den, og givet til lillebroren. Her er noget nærmest fysisk over velsignelsen.

Det oplever jeg også på nærmest daglig basis – at Guds velsignelse – som jeg altså vælger at kalde den – giver en fysisk nærhed og en lethed i forhold til livet. Jeg mærker, Gud er nær (det meste af tiden) og jeg kan “rekvirere” ham til at velsigne i min verden. Velsignelse bruges normalt om at formidle guddommelig kraft og anerkendelse – nåde – til nogen.

Der er en linje i mit liv – en grænse, om du vil – som siger, “Hertil skal jeg have hænderne op af lommen og HANDLE – men ud over det, så er resten Guds ansvar!” Jeg finder en kolossal forløsning i ikke at have magt over liv og død, eller de største spørgsmål – men kunne overlade det til Gud og hans univers i taknemlighed for hans indgriben.

Alt godt til dig, denne dag.

Det var bare det, jeg ville sige.

Bente Christa

.

Måske vil du også læse:

Afmagt

Når vi venter på Gud

Fotos af Bent L. Hansen med copyright

Leder du efter guldet for enden af regnbuen? Belønningen, når du har klaret livet godt og ‘regnskabet’ skal gøres op? Efter alt, hvad du har udholdt – så har du fortjent en krukke med lykke, ikke?!

Men hvordan ser lykken ud? – hvordan genkender vi den?

Skal vi se efter krukken med guld, for enden af regnbuen? Det helt særlige, hvor alt det magiske ved livet er samlet og der kun er lykke og alle gode ting? – og når vi først til lykken, når rejsen er slut?

Hvad med alle de gode oplevelser, vi gerne skulle have undervejs? Lykken er vel også alt det, der sker på vejen? Man kan måske sige, at lykken er et biprodukt, når man lever sit liv efter sine værdier?

Hvis jeg kun er fokuseret på “lykken” – overser jeg, at de daglige udfordringer baner vej for glæden og tilfredstillelsen ved at gøre det, der er nødvendigt – at holde fast i gode vaner og vide, at de har betydning for, hvordan jeg når frem.

Forestil dig, hvor forskellige ting, vi ønsker os i den krukke med guld og lykke:

Lykke er at gå hånd i hånd med en, du elsker

Lykke er den magiske sammenhørighed med ham, du elsker.

Lykke er, når dit barn siger “Jeg elsker dig, mor”

Lykke kan være, når vi genfinder livsmod efter tunge tider.

Lykke er en lun sommeraften med blomsterdufte og fuglesang.

Men ingen af os har de ultimative ord for lykken. Måske er det en paradis tilstand, vi længes efter? Måske er vi bange for at bruge de store ord, så i stedet definerer vi, hvad lykken IKKE er.

**

Vi er klar på, at rigdom ikke nødvendigvis bringer lykke. Men hvad gør så? Tja, her er et bud på det, fra en gammel tekst:

“Lykken er ikke gods eller guld”

“Lykkeligst den, som har fred med sig selv,
fred med sin gud, og fred med sin næste!
Går det i verden så op eller ned,
han har af lykken dog fundet det bedste.”

Eller er det bare for banalt?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Jeg er bare på vej


Den lige vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er svært at tage imod – for ingen af os kan lide at stå i gæld til andre. Det er endnu sværere at blive ved med at skulle tage imod – og se gælden vokse – altså taknemlighedsgælden, som ikke kan betales tilbage – og som jeg derfor aldrig kommer ud af.

Det store er at opdage, at det behøver jeg heller ikke. Gud er der og han har en hær af engle i forklædning, der er klar til at hjælpe – hvis jeg vil lade dem gøre det.

Men jeg vil selv – jeg vil selv kunne – også selv om det er klart for alle andre end mig, at det kan jeg ikke.

Men den der taknemlighedsgæld, den er svær at håndtere – at det hele tiden er mig, der skal tage imod. At jeg ikke har noget at bytte-handle med. Heller ikke godt humør eller interessant selskab.

Men det er ok, at have det ok, med at ikke kunne noget

Det lyder nørdet, og det opleves som dovenskab – og jeg har lært, at det hører til blandt de 7 dødssynder. At have det fint med at gøre INGENTING – mens alle andre arbejder. Det er desuden også at udnytte andres arbejdskraft, stjæle deres tid og forringe deres muligheder for at få et liv til at fungere – tror jeg nok.

Eller også er det bare så enkelt, at vi har lært at skulle yde, før vi kan nyde? Så tidligt i livet, at vi har glemt hvornår og hvordan, det var en relevant adfærd?

“Lad mig falde ned i nåden” skrev jeg i en klumme – i tillid til, at Gud griber mig – og at andre sørger for den hjælp, jeg har brug for.

“Hold mig helt tæt til dig, Gud” er min ordløse bøn på de dage, hvor jeg intet magter og kun opfatter at dette her – det klarer jeg ikke alene.

Det er de mest pudsige læringer, man tager med sig fra barndommen, ikke?!

.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Når nok er nok

Forliste forventninger

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Til min fødselsdag måtte jeg regne på, hvor gammel jeg blev, for jeg husker ikke antal år. De er lidt uden betydning, undtagen for sundhedsvæsenet, f.eks., som automatisk skriver i journalen “kvinde, 69 år” – og ønsker tillykke med dagen, fordi de får en påmindelse.

Nå, jeg er nået den alder, hvor det mest handler om taknemligheden over det, jeg får givet.

Bonus til Bente

Det er en bonus, alt det jeg får nu. Flere år og flere muligheder. Mere liv, end jeg havde forventet. Bonus oplevelser, der var uventede. Ja, set gennem taknemlighedens briller var der meget godt undervejs

Så jeg siger til mig selv: “Tag imod og sig tak til” – også til de forhold, der har ændret sig og som begrænser mig. Jeg tager imod hjælpen fra andre for at omgå de fysiske begrænsninger – og forsøger at lære, at sige TAK for hjælpen – og mene det.

Jeg har overskredet min udløbsdato og alle regnede med, at fejlene i min krop ville have taget livet af mig for længe siden. Det skete heldigvis ikke, så en dag mødte jeg en overrasket sygeplejerske “Men Bente, lever du endnu? Det troede vi ikke på, du kunne.” Det var morgenen efter endnu en blodprop i hjernen – og jeg gik på gangen og spurgte efter et krus kaffe.

Min taknemlighed var stor – over at være i live – over at have fået endnu en dag – som er blevet til mange dage. Ja, det fik store konsekvenser, som jeg stadig kæmper med – men jeg er her endnu.

“Bedst før”

Engang begyndte supermarkederne at skrive “Bedst før” på deres produkter for at forlænge salgsperioden. Det erstattede “sidste salgsdato”, som var mere konkret som i “skal bruges inden”.

Gælder “bedst før” også for mennesker? Det ser sådan ud, for min værdi for samfundet forsvinder, når jeg ikke længere kan “producere” noget – men mest koster i hjælp. For mit bidrag er mest ord på nettet – men de har vel også værdi?

Så jeg er klart forbi “bedst før” tiden i mit liv – men taknemlig for at være her endnu.

.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Alle mennesker er mere end

Om lidt er min kaffe klar

Giv mig en “gulerod” og noget at se frem til – både i min lille verden og som noget samfundsoptimisme. Sådan en tro på, at der er et socialt liv efter nedlukningen – at vi igen kan mødes og udvikle sociale fællesskaber som i gamle dage.

Derfor glæder jeg mig, hver gang jeg læser om arrangementer med socialt liv. Jeg håber, mange børn og deres voksne får mulighed for at slå katten af tønden til fastelavn med masser af sjov og ballade. Jeg har jublet over byens velbesøgte skøjtebane, der har givet mulighed for fællesskab om motion og masser af frisk luft. Ja, og alle forårets udendørs arrangementer ved fjorden.

Nå, ja, og indrømmet så jeg har bedt om “alt godt” over alle gode initiativer, kendte og ukendte. At nogen vil tage initiativer til at mødes og finde modet til at starte op igen – også økonomisk.

I dag skinner solen og luften er mild med fuglesang – og fyldt med mængder af birkepollen. Men jeg har medicin for det og nyder birkeskoven på den modsatte side af vejen. På et tidspunkt holder mine øjne vel op med at klø – og min gulerod er at gå med to stokke over vejen og ind på skovstien, bag parkeringspladsen.

Verden er i krig og af lave på mange niveauer, så det er småting, jeg slås med – i forhold til andre. Jeg er taknemlig for andres hjælp til de funktioner, jeg ikke selv magter. Og alligevel blev jeg “smertesur” i går og ødelagde dagen for mig selv og omgivelserne. Jeg prøvede at finde den “gulerod”, der kunne motivere mig – men uden held.

Min “positivliste” plejer ellers at virke – den lokker mig i gang – og når først jeg er i gang, skaber det mere livslyst og livsindhold. Bare ikke i går. Nu er der bare så meget af det, der bliver bremset – for det-kan-jo-nok-alligevel-ikke-lade-sig-gøre? – og hvem var overoptimist i forhold til behovet for medicin, ja, gæt selv. Når det gør ondt, kan jeg ikke mærke, hvor meget mere medicin, jeg har brug for – upraktisk.

Der er interessante anledninger forude. Jeg glæder mig over dem, for det er godt at blive inviteret og inkluderet, selv om jeg må takke nej. Bare vide, at muligheden er der. At nogen har tænkt på at invitere mig. Et skridt ad gangen mod flere dage med taknemlighed over de muligheder, jeg trods alt har.

Der er plads i min kalender til flere “gulerødder”, der kan give inspiration og noget at se frem til, for de fleste aftaler er med fysioterapeuten om genoptræning og med sygehuset om behandling. Vi arbejder på at jeg kan komme til at gå igen, så den begrænsning bliver mindre.

Så jeg leder efter den gulerod, der kan dingle foran mig og signalere “Måske ku’ vi!”

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Hvor kan du plante håb?

Sæt det i omløb, det du kan

Fotos af fotograf Bent L Hansen med copyright

For 3 år siden trådte jeg ved siden af – på det nederste trin på en trappe. Det satte tanker i gang, for vi laver alle fejltrin og træder ved siden af – sådan er livet jo – tilfældigt og vilkårligt – og for nogle ganske uretfærdigt. Det er svært at rumme.

Et enkelt fejltrin og både mit og andres liv er forandret for altid – uden mulighed for at spole tiden tilbage og gøre noget anderledes. Sket er sket – og jeg skal også leve med skammen over, at noget så “dumt” har omfattende konsekvenser for mig, og for min familie.

Alligevel var jeg heldig, for andre træder ud foran en bil, f.eks. eller får hjertestop og deres liv er slut på det korteste øjeblik. Det er svært at forstå, at alting kan ændres så pludseligt.

Ingen “livsforsikring”

Det er et vilkår ved livet, at vi ikke kan kontrollere det – eller styre konsekvenserne af det, der sker undervejs. Vi forsøger – men der er ingen “livsforsikring”, der sikrer os mod alt. Så hvordan lever vi i det spændingsfelt? Vi passer på og handler fornuftigt – og overlader alt derudover til skæbnen eller Gud – eller tanken om, at der er en større mening med alting.

Den større mening er svær at få øje på, når hverdagen bliver besværlig og jeg må sige: “Vil du hjælpe mig?” – så tit, at jeg hellere forsøger selv end beder om den hjælp, som andre gerne giver. For hvem har lyst til at være den, der altid skal hjælpes? Det er ikke sådan, jeg har lyst til se mig selv.

“Hvad har du lavet? Hvad er der dog sket?” spørges der medfølende, når jeg skal manøvrere ind i fysioterapeutens venteværelse med de to ekstra ben. “Jeg har bare forstuvet anklerne” – jeg smiler og forsøger at finde en sjov vinkel på at være firbenet. Det lykkes somme tider.

Fejltrin har konsekvenser, men vi skal fortsat tage skridt for skridt i tillid til, at vi er med til at skabe gode vilkår for andre.

Måske endda en lidt bedre verden?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Skridt for skridt

Vil du alligevel godt hjælpe mig?
Når det vigtigste også er det sværeste

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Neden for vores vindue kan vi se denne smukke brolægning. Her har en brolægger gjort sig umage med de meget umage sten, der er lagt i det smukkeste mønster. Han har set, hvordan de meget forskellige sten kan indgå i en helhed.

“At gøre sig umage” – det lyder gammeldags – for hvem gider anstrenge sig og “gøre sit bedste” hvis en mindre indsats er nok? Vi har travlt og ikke tid til at nørde detaljerne, så vores umage kan ses. Vi skal jo være effektive – men måske kan vi bedre være det, hvis vi arbejder med omhu undervejs?

Umage er jo også det, der er forskelligt og ikke passer sammen. Som når du på Pippi Langstrømpe vis tager to sokker på, der ikke passer sammen, men er et umage par.

Men umage er også, når jeg ikke passer med noget eller nogen

Nogle af os er født umage i forhold til de “kasser” vi skulle passe ind i. Vi har gjort os umage med at “hugge en hæl og klippe en tå” i forsøget på tilpasning – men mange af os har opgivet. Heldigvis for det, for lige dér mistede vi vores særpræg, nemlig det, der gør os til unikke mennesker.

Jeg kan også gøre mig umage – og se, det er jo en helt anden historie. Det gælder i hverdagsopgaverne – at gøre noget ordentligt – men det gælder sandelig også med livsopgaverne. Vi skal gøre os umage med livet. Bruge det – livet – og bruge de muligheder, vi får.

Vi skal udnytte de anledninger, der ligger lige foran os. “Jeg kan ikke, hvad du kan – og du kan ikke, hvad jeg kan” var teksten i en gammel børnesang. Det gælder stadig, så dine muligheder i dag er helt forskellige fra mine – men hvis vi begge bruger det, vi kan se – så kan vi skabe en nuanceret helhed, hvor vores umage kan ses.

Livet er umagen værd, det ved jeg – og det har jeg besluttet at handle på. At lade mine værdier være som brolæggerens lodsnore, der viser vej. Det handler om at være nærværende i mine relationer til andre undervejs på livsrejsen – min familie og de mennesker, jeg møder og især dem, jeg kan hjælpe med mine erfaringer.

Jeg har hentet inspiration fra mange, der har gjort sig umage med livet. Senest var det Lise Nørgaard, der talte om at gøre sig umage med livet – især i forhold til mennesker, der blev livsvenner gennem en bevidst indsats.

“At være umage og gøre sig umage”

Det sker, at jeg ser en udsendelse i fjernsynet, som gør indtryk – som pastor Chou, der kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam. Han var et “umage” menneske her i landet – men blev rollemodel for et helt samfund af flygtninge fra Vietnam og deres efterkommere. Han viste, at det kunne lade sig gøre at blive en del af det danske samfund – og alligevel bevare sin umage identitet.

Umage hele sit liv i forhold til sprog og kultur – men også et menneske, der gjorde sig umage med sit liv. Som udnyttede de muligheder, han så. Som præst i den katolske kirke samlede han andre flygtninge og deres efterkommere omkring kirken og her mindes man ham med stor glæde og respekt.

Han vidste ikke, hvor stor betydning hans liv havde haft og det var svært for pastor Chou at blive gammel på et plejehjem og ikke længere kunne det, han gerne ville.

Arv er langt mere end penge og dyre familie effekter. Vi efterlader også den usynlige arv, som vi selv har svært ved at se. Men den er virkelig og har substans. Det kan jeg lære af – det kan vi alle lære af.

Vi skal leve vores liv, dag for dag, så vi kan være os selv bekendt, fordi vi har gjort os umage med udfordringerne.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Alle mennesker er mere end

De usynlige spor, vi sætter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er ikke kun politikere, der rammes af stress – det gør pensionister også – har jeg opdaget. Men den største overraskelse er, at det for mig ikke handler om flere “løse” timer til at lave ingenting. Nej, det handler om disciplin – øv – om at få gjort de ting, der ligger i bunker på skrivebordet og venter på mig eller er noteret i min huskeliste.

Jo mere jeg rydder op og rydder ud – jo mindre stresset er jeg. Så det er ikke en ny hobby, jeg har brug for – men at gøre projekter færdige – eller afskrive dem. Det er både ambitiøse omlægninger af min livsstil – eller ommøblering af lejligheden – og at hæfte ender på det, jeg har hæklet.

“Hvordan lader du op?” – er det spørgsmål, vi skal stille os selv, sagde en af stress eksperterne i nyhederne, “for ingen kan fungere på et afladet batteri.” Alt for mange forsøger alligevel at præstere, når de har genfundet bare en lille smule kræfter. Præcis, som vi gør med mobilen – så snart, der er lidt strøm på batteriet – så kan vi jo bruge den igen.

Det er bare en dårlig strategi, når det handler om mennesker. Vi har brug for en fuld opladning – en gang imellem, i hvert fald – for der kommer nok dage, hvor alt vælter og vi er nødt til at yde noget ekstraordinært.

Imens har vi travlt med at pege fingre af de mennesker, der tager deres liv alvorligt og justerer deres arbejdsliv efter ressourcer. De slukker telefonen og går hjem fra arbejde til rimelig tid – og bruger aftenerne med familien og aktiviteter, der giver krop og sind mulighed for at regenerere.

Har du hørt om “ske-teorien”? Den er populær blandt kroniske patienter, der er udfordrede af træthed og smerter – du har et begrænset antal “skeer” til en dag og må derfor vurdere, hvilke hverdagsopgaver, du skal have kræfter til.

“Men jeg skal først lige ..” er min reaktion – og så når jeg ikke til de aktiviteter, der kan lade mig op – som et hvil på sengen, mens opgaverne venter. Et koncentreret kig på en interessant udsendelse i fjernsynet – eller at få gang i hækletøjet igen.

Men hvad giver dig ny energi?

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse?

Hvor er min oplader?

Måske vil du også læse denne klumme?

Det kommer, det kommer

“Ting tager tid”


Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Gud, jeg takker Dig for denne dag.
Tak for søvn i nat.
Tak, at Du har vækket mig til en ny dag.
Tak, at mit hjerte stadig slår og mit indre virker.

Jeg sidder med min kaffe, Gud, og min taknemlighed.
Bare fordi jeg er – og ved Du Er.
Tak for morgenstilheden, min kaffe og Dit nærvær.
Fordi jeg kan sidde stille og fyldes af glæde.
Kan se, at himlen bliver lysere og mørket mindre.
Kan mærke, at lyset bliver stærkere i mig:
Dagens muligheder bliver lysere og får farve.

Natten var mørk, Gud.
Angsten krøb ind i min krop og vækkede mig.
Mørke tanker om alt det, der er skævt i mit liv.
Du var langt væk i nat, Gud.
Derfor var det godt at vågne og vide Du er nær!
Mærke, at Dit nærvær giver ro i både sjæl og muskler.

Gud, lad mig aldrig alene i mørket!

Jeg ved, Du er lys i mørket.
Jeg ved det, men i mørket mærker jeg det ikke.
I nattemørket er der kun mit råb til Dig:
‘Kyrie Eleison’
Herre, forbarm Dig over mig.

Tak, at Du har vækket mig og møder mig med morgennåde:
En ubrugt dag med muligheder.
Nye forsøg på at leve i Din nåde.
Timer og minutter, der kan fyldes med Dit nærvær.
Øjeblikke med mennesker og Din glæde.

En hel dag, hvor jeg kan lade mig falde ned i Din endeløse nåde.
Vide, at Du griber mig.
Vide, at Du holder mig sikkert, som min far gjorde det.
Hold mig helt tæt ind til Dig, Gud.
Så tæt til Dig, at jeg mærker Dit hjerteslag.
Så tæt, at Din hjerterytme bliver min.

Tak, Gud, at jeg kan gå ud i denne nye dag.
Gå som den voksne og som Dit barn.
Lær mig at handle, som Du ønsker,
Lær mig at hvile i Dig hele dagen i barnlig tillid.

Tak, Gud, at Du er i mit liv.
.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Når nok er nok

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright