Tid til at lade op

Det er ikke kun politikere, der rammes af stress – det gør pensionister også – har jeg opdaget. Men den største overraskelse er, at det for mig ikke handler om flere “løse” timer til at lave ingenting. Nej, det handler om disciplin – øv – om at få gjort de ting, der ligger i bunker på skrivebordet og venter på mig eller er noteret i min huskeliste.

Jo mere jeg rydder op og rydder ud – jo mindre stresset er jeg. Så det er ikke en ny hobby, jeg har brug for – men at gøre projekter færdige – eller afskrive dem. Det er både ambitiøse omlægninger af min livsstil – eller ommøblering af lejligheden – og at hæfte ender på det, jeg har hæklet.

“Hvordan lader du op?” – er det spørgsmål, vi skal stille os selv, sagde en af stress eksperterne i nyhederne, “for ingen kan fungere på et afladet batteri.” Alt for mange forsøger alligevel at præstere, når de har genfundet bare en lille smule kræfter. Præcis, som vi gør med mobilen – så snart, der er lidt strøm på batteriet – så kan vi jo bruge den igen.

Det er bare en dårlig strategi, når det handler om mennesker. Vi har brug for en fuld opladning – en gang imellem, i hvert fald – for der kommer nok dage, hvor alt vælter og vi er nødt til at yde noget ekstraordinært.

Imens har vi travlt med at pege fingre af de mennesker, der tager deres liv alvorligt og justerer deres arbejdsliv efter ressourcer. De slukker telefonen og går hjem fra arbejde til rimelig tid – og bruger aftenerne med familien og aktiviteter, der giver krop og sind mulighed for at regenerere.

Har du hørt om “ske-teorien”? Den er populær blandt kroniske patienter, der er udfordrede af træthed og smerter – du har et begrænset antal “skeer” til en dag og må derfor vurdere, hvilke hverdagsopgaver, du skal have kræfter til.

“Men jeg skal først lige ..” er min reaktion – og så når jeg ikke til de aktiviteter, der kan lade mig op – som et hvil på sengen, mens opgaverne venter. Et koncentreret kig på en interessant udsendelse i fjernsynet – eller at få gang i hækletøjet igen.

Men hvad giver dig ny energi?

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse?

Hvor er min oplader?

Måske vil du også læse denne klumme?

Det kommer, det kommer
gæslinger

“Ting tager tid”


Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *