Julen 2020 blev lige så anderledes som resten af året. Vi kom ikke i kirke og hørte oplæsningen af juleordene fra Lukas evangeliet “og det skete i de dage” – for kirkerne var lukket på grund af smittefaren.
Men måske får de ord en ekstra eller anderledes betydning for os – oven på et år, hvor der er vendt op og ned på alt det, vi kendte og tog for givet?
Julens fortælling om barnet Jesus, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads i herberget – den virker mindre usandsynlig i år, hvor intet er, som det plejer. Hvor der pludselig ændres i mulighederne for at rejse. Hvor der er begrænsninger på antal af familie og gæster til juleaften.
Fortællingen om Gud, der blev menneske i skikkelse som et spædbarn, rykker måske fra at være en del af det, der får julehumøret frem hos os, før vi mødes til den gode julemiddag – til at være ord om en ufattelig Gud, der handler på utænkelige måder?
Men en Gud, som går fra at være gemt i det høje et sted – til en Gud, der rent faktisk interesserer sig for dig og mig? På en vanvittig måde – ja – men fra i år lever vi også i en vanvittig verden, hvor utænkelige ting sker.
Der står i Lukas ordene om hyrderne på markerne, der hørte englesang og ord fra himlen om en frelser for folket, der var født inde i byen. De så en stjerne og fulgte den.
“Følg stjernen” lyder mindre ekstremt i et år, hvor corona virus flyver rundt og ændrer vores liv – og stjernetyderne optræder i nyhederne i hvide kitler og med fine titler. 🙂
Vi har brug for noget, der ligger uden for os selv.
Vi har brug for andre mennesker – og i 2020 har vi opdaget behovet for sociale fællesskaber, der er større end vores lille, lovlige boble. Vi savner knus og kram og vores kontaktsult bliver større.
Vi har behov for at finde en form for mening, når den kendte verden bryder sammen.
Vi er alle kommet til et nyt og anderledes land med en virus kultur – og et sprog, vi ikke kender. Vi er her på ukendt tid – og nærmest i isolation – så vi har kun få muligheder for at bygge nye fællesskaber op.
Vi skal også først lære det nye sprog – som måske ikke er fælles? Men vi må forsøge for at finde ud af det.
Kan vi finde en fælles vej frem?
Tiden er inde til at undersøge det.
.
Bente Christa
Billedet fik jeg lov til at tage hos min gode ven Mille Nielsen. Jeg er fascineret af julekrybben med de tidløse figurer.
Måske har du også lyst til at læse:
