Livet i bakspejlet

Bakspejlet er ikke nok, når man kører bil. Der kan være blinde vinkler, der snyder. Man kører efter udsynet gennem forruden og supplerer ved også at orientere sig i bakspejlet.

Nogen af os er nået dertil, hvor vi ser meget af livet i bakspejlet. Det giver også et ret begrænset billede af verden. 🙂 Men det er vist en del af det at blive ældre. Især når man får et brev, der indledes med: “Når du fylder 65½ år, kan du ikke længere få førtidspension. Du vil i stedet få udbetalt folkepension og skal ikke selv gøre noget.”

Så ser jeg mit liv i en slags bakspejl, fordi der ligger mere bagude end foran mig. Kræfterne lå i hvert fald bagud, fra dengang jeg var yngre og kunne ting. Nu er udfordringen at bruge mine færre kræfter til det, der er allervigtigst – og jeg kan blive så dybt misundelig på de unge, der kan kaste sig ud i nye projekter de brænder for.

Det er et uheldigt perspektiv – at se livet baglæns – for det bliver helt H. C. Andersensk med “forbi, forbi – alt det sjove er forbi”. Husker du historien om det lille grantræ, der ikke kunne vente på at blive stort? Det stod utålmodigt i skoven og ventede på at blive større, komme ud i verden og opleve livet. Det blev fældet og kom ind i den varme stue som juletræ. Det blev pyntet og oplevede al den glans, det havde drømt om – og pludselig var det hele forbi.

Den gamle digter lod grantræet sige: “Forbi, forbi! Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!” Men der var ingen ‘næste gang’ for grantræet, hvis tørre grene forsvandt på et øjeblik i ildens flammer. Livet har ingen generalprøve, konkluderer Andersen i sin geniale fortælling.

Jeg ved det jo godt, både at fremtiden er kortere end fortiden – men også at intet af mit liv nogen sinde er helt forbi. Jeg efterlader spor for eftertiden, selv om det måske bare er min private trampesti – og ingen motorvej andre kan bruge til at komme hurtigt frem.

Fremtiden rummer stadig muligheder, for den er fyldt med mennesker, der kan bruge en opmuntring og et venligt ord på livsrejsen. Det behøver jeg ikke mange kræfter til. Nej, faktisk er det måske mere sandsynligt at jeg ser behovet, fordi jeg ikke kan skynde mig. Jeg ser flere detaljer, for jeg når at opfatte mere af det, mennesker ikke siger – med ord – og jeg har mere livserfaring til at afkode det ikke-sagte.

Undervejs ser jeg også ting omkring mig, der vender i den forkerte retning. Udviklingen i samfundet med et mere kynisk syn på mennesker. Familier på vej i ubalance. Udnyttelse når de smarte udnytter de minde kloge i den globale verden – og de skruppelløse har fremgang i min miniverden.

Da jeg var ung og så alt gennem forruden, og i fuld fart – da blev det en vrede, som jeg prøvede at handle på. “For det måtte da ændres!” Det er dén ting, jeg savner mest ved at være ung – passionen. Viljen til at ville ændre verden. Troen på, at det kunne lade sig gøre. 🙂

Nu kan jeg ikke komme op på barrikaderne – ikke engang indtage de verbale fronter. Der er en underlig afmagt i det – at måtte lade stå til og lade passere. Når jeg nu bare vil redde bare en lille del af min verden – fra at gøre samme fejl som mig. 🙂 Jeg må have lavet mig et skilt med Søren Kierkegaards berømte bakspejls-citat: “Livet leves forlæns – men forstås baglæns.”

Ja, Livet forstås baglæns – men leves forlæns – uanset alder.

 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Grantræets generalprøve

Jeg er bare på vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *