Jeg venter i et fremmed land

Det vender snart 🙃 året, altså , og dagene bliver længere igen. 🙂 Jeg glæder mig, for det er et lyspunkt, der ikke kan ændres ved – eller lovgives imod. 😏

Jeg sidder og venter i det fremmede corona-land, som på overfladen ligner det lille smørhulsland, jeg engang boede i – og som samtidig er et helt anderledes land med andre love og regler på et sprog, jeg ikke helt forstår.

Jo, jeg forstår måske nok de enkelte ord – men ikke meningen. 🤫🤔 Min hjerne prøver at afkode skjulte budskaber og dagsordener for at forstå – men jeg ender igen med bare at vente på næste besked.

Alt er anderledes her i vores ‘nye’ land med corona-kulturen 🙃🙂 Jeg spørger andre, som jo venter lige som jeg gør – men de er ikke meget klogere – og der er ikke meget samtale, selv om vi har fælles vilkår, her i det ukendte land.

Vi venter – og mærker, at ventetiden presser os med usikkerhed, isolation, frygt og nedlukninger og aflysninger på grund af COVID-19. Vi ser sider af os selv, vi ellers ikke har haft tid til at mærke eller se.

Lige nu er alt bare sat på pause og jeg har alt for meget tid – ventetid – til at længes efter arbejdsdage, feriedage med nye oplevelser, festdage med familien – og hverdage.

Ingen ved, hvor længe vi skal vente her i et passivt ingenmandsland. ⏳ For ingen ved, hvordan vi kan få dette corona-kaos til at “gå væk”. Det er en virkelighed med større indvirkning på vores liv, end vi fatter.

Derfor er alle følelser ok, også de grimme, bare de ikke lammer os i længere tid. Det er svært – men det vigtigste er næsten altid det sværeste – og derfor det, jeg helst undgår.

Men det er lige her, vi kan handle – ved at gribe kontrollen over vores tanker og igen skabe struktur og håb. 🙏🙂

.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Marsklandets horisont
Marsken

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.