“Mor, jeg skynder mig – uden hast – sagde vores autist, som ikke forstår begrebet “for sent”.
Den sved, for autisten havde jo ret – han handlede, som han var indrettet til. Det var mig, der ikke forstod ham, men kun så på “ur-tiden” og blev frustreret, fordi vi ville komme for sent.
‘For sent’ findes ikke i Jacobs verden, for han kommer jo, når han er klar. Når tiden er inde.
Det betød, at han forleden i telefonen fortalte om at flytte hjemmefra – for 25 år siden. Han blev permanent beboer på den institution, hvor han var i aflastning. Vi havde ikke talt om flytning, fordi det blev en akut situation, så han kom ikke hjem efter et aflastningsophold – og fik en juleaften sammen med en ung mandlig medarbejder, hvor de delte en juleand, bare de to.
Den værste juleaften i mit liv – men måske ikke for Jacob?
Men samtalen overraskede mig for Jacob beskrev sine oplevelser og sine følelser i et voksent sprog, jeg aldrig før havde hørt fra ham. Det var fyldt med refleksioner – og med omkvædet “men jeg klarer det”.
25 år gik der, før tiden var inde for ham, til at fortælle. 😏🤔
Hvornår er tiden inde? Hvornår er det den rigtige tid? Hverken for tidligt eller for sent? Jeg synes, det er svært at afgøre, især når det er de store beslutninger i livet 😏 Jeg er meget bedre til at få kommende aftaler ind i kalenderen – mens jeg udsætter de vanskelige beslutninger.
Jacob gav mig samtidig en teologisk eftertanke om bibelens begreb om “tidens fylde” – og en fornyet indsigt i, hvem Gud er – og hvordan han ikke er.
Alt i alt et nyt kig på livet og dets perspektiver på tid.
.
Bente Christa
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright