“Mor, jeg skynder mig – uden hast – sagde vores autist, som ikke forstår begrebet “for sent”.
Den sved, for autisten havde jo ret – han handlede, som han var indrettet til. Det var mig, der ikke forstod ham, men kun så på “ur-tiden” og blev frustreret, fordi vi ville komme for sent.
‘For sent’ findes ikke i Jacobs verden, for han kommer jo, når han er klar. Når tiden er inde.
Det betød, at han forleden i telefonen fortalte om at flytte hjemmefra – for 25 år siden. Han blev permanent beboer på den institution, hvor han var i aflastning. Vi havde ikke talt om flytning, fordi det blev en akut situation, så han kom ikke hjem efter et aflastningsophold – og fik en juleaften sammen med en ung mandlig medarbejder, hvor de delte en juleand, bare de to.
Den værste juleaften i mit liv – men måske ikke for Jacob?
Men samtalen overraskede mig for Jacob beskrev sine oplevelser og sine følelser i et voksent sprog, jeg aldrig før havde hørt fra ham. Det var fyldt med refleksioner – og med omkvædet “men jeg klarer det”.
25 år gik der, før tiden var inde for ham, til at fortælle.
Hvornår er tiden inde? Hvornår er det den rigtige tid? Hverken for tidligt eller for sent? Jeg synes, det er svært at afgøre, især når det er de store beslutninger i livet. Jeg er meget bedre til at få kommende aftaler ind i kalenderen – mens jeg udsætter de vanskelige beslutninger.
Jacob gav mig samtidig en teologisk eftertanke om bibelens begreb om “tidens fylde” – og en fornyet indsigt i, hvem Gud er – og hvordan han ikke er.
Alt i alt et nyt kig på livet og dets perspektiver på tid.
.
Bente Christa
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright