Det var regnvejr og køligt, men det varmede at se denne statue på det lille torv i Nakskov. En mor, der var totalt nærværende over for sit barn. Som rummede det og skærmede det.
Det var netop sådan, jeg havde det med mit eget autistbarn. Jeg ville skabe et trygt rum midt i en verden af kaos og indtryk og reaktioner fra andre mennesker.
Kunstneren har her formået at indfange netop dén kærlighed, som gør tryg og giver tillid til at at turde leve livet – eller i det mindste at turde være i det – livet altså. 😏
Mon ikke alle gerne vil opleve det? – også som voksne?
Alle børn fortjener at vokse op med den form for kærlighed og tryghed. Det er ingen vist uenige i – men det er meget langt fra virkeligheden.
Mens vi tog billeder af mor og barn fra forskellige vinkler, kunne vi høre børnefamilier på sommerferie i byen. Her var ingen rummelighed for børn, der kedede sig og mest ventede på de voksne, der nu skældte ud.
Der var uden tvivl masser af kærlighed, men den kom ikke rigtig til udtryk.
Hvordan gør vi det? 🤔 Giver udtryk for den kærlighed, der rummer vores barn og gør det trygt? Der skærmer mod for mange indtryk og reaktioner?
Jeg mener, det handler om mit nærvær som mor. At jeg tør hvile i mig selv. At udstråle – med værdighed- at både jeg og mig barn har lige så meget ret til at være her, på vores måde. Med vores vilkår og med den barnlige voksnes autistiske udtryk.
Det har alle andre så også – ret til at være her på egne betingelser. De trætte børn og de urimelige børn. De svigtede børn.
Vi voksne, der måske savnede noget af den samme nærhed og nærvær som børn – ja, vi kan måske tænke os selv ind i en lignende situation med Gud, som møder os på samme måde som her.
Den kærlige forælder, der ser os – og holder os fast i kærligheden – lige meget, hvordan verden ser ud omkring os.
Det er kærlighed i kaostider.
💛🧡❤️
Bente
Her kan du læse mere om ‘rummelighed’ og den samme statue 🙂
Kan vi rumme hinandens smerte?
Måske har du lyst til at læse mere om autisme?
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright