Der var engang, da alt var muligt. Vi var lige blevet studenter og vi var kloge på alt – mente vi selv. Livet kunne bare komme an, “Veni, vidi, vicit” – vi kom, vi så, vi sejrede. Vi mente, vi kunne klare alt.
Vi har 50 års studenterjubilæum i aften, men jeg har ikke kræfter til store fester, så jeg sidder bare og tænker. Gassen er gået af ballonen og vi er måske alligevel er blevet klogere – og mindre skråsikre end dengang, hvor vi troede på fred i en verden, som vi var på vej ud at ændre.
Nogle af os er landet langt fra, hvad vi forestillede os. Jeg er ikke den eneste, der savner energien, der drev os – motivationen, begejstringen – jo, vi ville noget mere! Jeg savner gejsten.
**
Men måske var noget af det mest overraskende i eftertænksomheden, at mine forestillinger om de andres liv slet ikke svarede til virkeligheden. Det var mine egne gæt og fremskrivninger.
Mest af alt skræmmer det mig, for det jo var mine fortællinger om de andre, jeg blev påvirket af. De skulle læse på universitetet, og jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jo jeg ville ’tilbage’ til USA og læse på et kristent college, men det var uden for økonomisk rækkevidde. Og jeg følte mig for dum til at søge ind på universitetet, så jeg fandt bare et job – godt nok lige ved siden af uni – og først mange år senere opdagede jeg, at det havde givet livslæring.
Det viste sig jo, at mine arbejdserfaringer fra sprogskolen i København blev den bedste læring til at være præst, fordi jeg mødte mennesker fra vidt forskellige sammenhænge. Verden kom til København midt i 70’erne og jeg sad på kontoret i Nørregade og mødte flygtninge fra Chile, canadiske diplomatfruer, unge mænd på flugt fra militærindkaldelse og en skæbne i Vietnam, besættere fra Christiania og rodløse unge – og opdagede, at vi lignede hinanden, trods forskellighederne.
Nu sidder jeg med en dyb taknemlighed over læringen fra dengang – også den senere læring i, at vi altid præsenterer den pæneste side for andre. For alting har som bekendt to sider.
Jeg blev interviewet til Kristeligt Dagblad i denne uge, til en artikel om studenterjubilæer, under overskriften: “Når vi mødes til studenterjubilæum, får vi livets karakter”
Se, “livets karakter” bliver jo ganske anderledes end de karakterer, vi var så optaget af på gymnasiet. Det her handler om livsduelighed – om evnen til at spille de bolde, der kommer vores vej.
Bente med forældre i 1974
Blev det så til det, vi drømte om? Vi troede jo, det var os, der skulle forme vores liv. Vi var nok naive, men jeg kan savne den energi, vi også havde – og troen på, at vi kunne gøre alt det, der var nødvendigt, for at det kunne blive til virkelighed.
Bente Christa
*
Vil du læse mere?
Jeg medvirker i en artikel i Kristeligt Dagblad om studenterjubilæer under overskriften: “Når vi mødes til studenterjubilæum, får vi livets karakter”
Skriv til mig for mere info.
*
Når tiden løber fra mig
Fotos fra dengang, man ikke ‘bare’ havde en mobil telefon i lommen.