Jeg sætter lige mig selv ‘på pause’ – for jeg kan ikke rumme flere indtryk eller flere mennesker. Jeg har alt for meget ufordøjet liv fra den seneste tid – masser af gode ting og nogle lidt svære – men de ligger hulter-til-bulter og skaber den ufordøjede og sammenfiltrede masse af følelser, som gør mig forvirret.
Alt rumler rundt i hoved og krop i dag. Så nej tak til alt det, jeg ellers henter energi og kræfter fra. Nej tak til inspirerende samtaler, gode bøger og spændende film. Ja tak til stille musik, et formiddagshvil og en kop urtete i stedet for kaffe.
De gode idéer myldrer frem, men jeg kan ikke overskue at vælge, hvilke jeg skal handle på først. Tanker og formuleringer kommer op på min indre skærm og tigger om at blive fastholdt, men jeg skrev hele morgenen om sproginflation – og nu kan jeg ikke se, hvad jeg ville sige – for bare ord.
I går og i forgårs var jeg aktiv og effektiv og åh, hvor var det en god fornemmelse. Vi fik ryddet op og ryddet ud. Jeg fik endda støvsuget nuller op, skiftet sengetøj og strøget en nyvasket kjole til i dag. Jeg nåede det, jeg havde planlagt og endda langt ned på listen over de opgaver, jeg havde skubbet foran mig. Der blev faktisk også sat hvidløg i altankasserne. Sådan, Bente!
I dag overvejer jeg, hvor vi kan hente færdig aftensmad. Bare tanken om at finde på .. 🙂
“Vær stille, min sjæl”
Så lige nu vil jeg sidde på altanen og lade mig varme af septembersolen. Jeg vil gå ind i mit helt private univers, lukke døren bag mig og hviske: “Vær stille, min sjæl.”
Derfor er jeg ikke til gudstjeneste lige nu og deltager ikke i interessante samtaler over kirkekaffen. Jeg venter på, at min sjæl indhenter mig.
Jeg vil finde og nyde roen efter de sidste dages stormvejr udenfor og de mange gode ting, jeg kunne krydse af på min huskeliste. Plus de spændende aktiviteter og samtaler, der kom ind i mit liv som en ekstra bonus. Men lige nu er min mobil på lydløs og jeg giver mig selv lov til at ikke reagere på andre – før senere.
I morgen er jeg igen effektiv og koncentreret. Jeg har en aftale med en læge på kemiafdelingen på Køge Sygehus og det er en gevinst, man møder op for at indløse, lige meget hvordan man har det. Og selvfølgelig vågner jeg tidligt i morgen og er fyldt med energi.
Det er bare lige nu, i dag .. 🙂
Bente
Foto af fotograf Bent L. Hansen med copyright