Der er dage, hvor tingene glider og jeg er effektiv – og straks leder jeg efter formlen, så jeg kan gentage succesen dagen efter. Men næste dag er jeg udmattet og har behov for alle de hvilepauser, jeg sprang over dagen før. Altså er der dømt hviledag og eftertanke.
Slusetid
Ja, der er perioder i mit liv, hvor alt står stille. Hvor jeg går i tomgang. Da jeg stod ved sluseporten ved floden Mosel i Tyskland kunne jeg se, at her var et billede på mit forhold til tid.
Der er perioder i vores liv, hvor vi venter i et slusekammer, mens det fyldes op, så vi kan ‘sejle’ videre på livets vej. Det tager tid. Det tager faktisk lang tid, før et slusekammer er fyldt op og skibene kan sejle videre. Der er ingen genvej – du er nødt til at vente.
Vi kan heller ikke bare hæve os selv op, men har brug for den tid, det tager for vores ‘slusekammer’ at fyldes op med eftertanke, erfaringer og hvile – så vi er klar til noget nyt på næste etape af livsrejsen.
Tid i slusen
Fragtprammene på Mosel skal igennem mange sluser og mandskabet udnytter ventetiden. Nogle vander deres traditionelle røde pelargonier omkring styrehuset. Andre læser avis eller pudser vinduer.
De gør dagligdags ting, mens de venter – med en ro, der viser mig, at de har lært at pramsejlads tager tid.
Sluser har været kendt og anvendt i tusinder af år på floderne. Her ved Mosel er sluserne en nødvendighed for at lastpramme kan fragte gods ad de europæiske floder – og for at lystbåde og turistbåde kan sejle på trods af højdeforskelle i vandstanden.
Den langsomme tid
Det er fascinerende at se, hvordan slusekammeret fyldes og tømmes og interessant, at min fascination udsatte planerne for resten af feriedagen. Det tager nemlig TID at passere sluserne. Både de 7 sluser på Mosel – og sluserne i mit eget liv.
Vaner og vedholdenhed
Måske er det nye vaner, der skal indarbejdes i dit liv, mens du venter i en ‘sluse’? Nye nervebaner, der skal skabes? Nye vaner er nemlig også en biologisk proces, der ændrer det neurale netværk i hjernen. Det hjælper os videre.
Det tager tid at ændre vaner, så vedholdenhed er nøglen. Det er den, jeg indarbejder, mens jeg venter i slusekammeret.
Tid til nye vaner
“Det tager tid for din krop at vænne sig til din nye tilstand” advarede kiropraktoren, da han havde ommøbleret samtlige knogler. “Det tager også tid for din hjerne at omskrive hele softwareprogrammet for hvordan du bevæger dig!”
Ja, ja, tænkte jeg – men så kan det vel heller ikke vare længere? Mon ikke jeg kan gøre det lidt hurtigere. Desuden har jeg ikke så meget tid – til det – for der er så meget, jeg gerne vil have gjort.
Kvinder og tid
Tiden snyder mig stadig. Ting tager længere tid, end jeg har regnet med. Alle opgaver kræver mere tid, end jeg har planlagt. Jeg er bevidst om det og forsøger at lægge ‘elastik-tid’ ind, så jeg kommer ud ad døren tids nok til at hilse på naboer på trappen og bekendte på gaden.
“Kvinder glemmer, at der også skal være tid til at trække vejret, når de planlægger deres dage” læste jeg i en bog om tidsstyring for kvinder. Mødre glemmer at indregne tid til at komme i øjenhøjde med det trætte og morgenfrustrerede barn, der er på vej i børnehave eller skole.
Vi multitasker og regner kun med netto tid, og oplever derfor at alt vælter, når livet opererer med brutto tid. Til sidst forsvinder muligheden for ‘white space’ – den tid, der ikke er disponeret for. Den tid, der kræves for at din sjæl kan følge med dig.
Automatsvar
Som med alt andet er der en verden til forskel på, hvordan tingene bliver sagt. “Ting tager tid!” kan være den mest indfølende kommentar, du kan få – eller det modsatte. Det kan siges for at lukke munden på dig så den anden får taletid til sine besværligheder.
“Det er ikke det, man sir, det er måden altså, at man sir det på” var omkvædet i en gammel revyvise – og det gælder også her. Det kan være en fælles og dyb erkendelse af, at sådan er livet. Det kan afslutte samtalen og lukke dig ude af det fællesskab, hvor andre har for travlt til at vente på os, der samler kræfter på en parkeringsplads i livet.
“Sig det til dig selv!”
Vi har gentaget det for vores mor, mens hun har været syg. “Det tager tid, mor, for dig og din krop at komme til kræfter igen!”. Lettere irriteret kommenterede hun med sine 85 års erfaring: “Ja, det siger I alle sammen – men har I også sagt det til jer selv?”
Nå, nej, det er vi ikke så gode til.
.
Bente Christa
Måske har du også lyst til at læse:
Hviledage
Eller måske
En handicapparkeringsplads i livet?
Der er copyright på alle billeder, der er taget af fotograf Bent L. Hansen