Giv mig en “gulerod” og noget at se frem til – både i min lille verden og som noget samfundsoptimisme. Sådan en tro på, at der er et socialt liv efter nedlukningen – at vi igen kan mødes og udvikle sociale fællesskaber som i gamle dage.

Derfor glæder jeg mig, hver gang jeg læser om arrangementer med socialt liv. Jeg håber, mange børn og deres voksne får mulighed for at slå katten af tønden til fastelavn med masser af sjov og ballade. Jeg har jublet over byens velbesøgte skøjtebane, der har givet mulighed for fællesskab om motion og masser af frisk luft. Ja, og alle forårets udendørs arrangementer ved fjorden.

Nå, ja, og indrømmet så jeg har bedt om “alt godt” over alle gode initiativer, kendte og ukendte. At nogen vil tage initiativer til at mødes og finde modet til at starte op igen – også økonomisk.

I dag skinner solen og luften er mild med fuglesang – og fyldt med mængder af birkepollen. Men jeg har medicin for det og nyder birkeskoven på den modsatte side af vejen. På et tidspunkt holder mine øjne vel op med at klø – og min gulerod er at gå med to stokke over vejen og ind på skovstien, bag parkeringspladsen.

Verden er i krig og af lave på mange niveauer, så det er småting, jeg slås med – i forhold til andre. Jeg er taknemlig for andres hjælp til de funktioner, jeg ikke selv magter. Og alligevel blev jeg “smertesur” i går og ødelagde dagen for mig selv og omgivelserne. Jeg prøvede at finde den “gulerod”, der kunne motivere mig – men uden held.

Min “positivliste” plejer ellers at virke – den lokker mig i gang – og når først jeg er i gang, skaber det mere livslyst og livsindhold. Bare ikke i går. Nu er der bare så meget af det, der bliver bremset – for det-kan-jo-nok-alligevel-ikke-lade-sig-gøre? – og hvem var overoptimist i forhold til behovet for medicin, ja, gæt selv. Når det gør ondt, kan jeg ikke mærke, hvor meget mere medicin, jeg har brug for – upraktisk.

Der er interessante anledninger forude. Jeg glæder mig over dem, for det er godt at blive inviteret og inkluderet, selv om jeg må takke nej. Bare vide, at muligheden er der. At nogen har tænkt på at invitere mig. Et skridt ad gangen mod flere dage med taknemlighed over de muligheder, jeg trods alt har.

Der er plads i min kalender til flere “gulerødder”, der kan give inspiration og noget at se frem til, for de fleste aftaler er med fysioterapeuten om genoptræning og med sygehuset om behandling. Vi arbejder på at jeg kan komme til at gå igen, så den begrænsning bliver mindre.

Så jeg leder efter den gulerod, der kan dingle foran mig og signalere “Måske ku’ vi!”

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Hvor kan du plante håb?

Sæt det i omløb, det du kan

Fotos af fotograf Bent L Hansen med copyright

“Vi har brug for alle” – sagde nogen engang fra øverst i vores samfund. Jeg venter stadig på, at nogen siger: “Bente, vi har brug for dig i samfundets fællesskab, for du kan bidrage med dine særlige evner.”

Det er vigtigt for mig, for det udtrykker, at vi alle har noget værdifuldt at byde ind med. Vores liv har værdi og vi kan skabe mere værdi for andre gennem vores liv. Mine børn har hørt det til hudløshed, undervejs, at man aldrig er for lille til at kunne hjælpe med hverdagens opgaver.

Jeg har arbejdet på at vise mennesker omkring mig, at deres evner kunne udfoldes til fælles gavn.

Nu sidder jeg og tænker, om jeg tog fejl? For det er svært at få lov til at bidrage – med mindre du passer ind i helt særlige kasser og kategorier. Se bare, hvordan regeringen vælger ministre – helst “ung og ubrugt” – for det giver friske øjne på opgaven – men efterlader alle erfaringer ubrugte

Erfaring er ikke længere et plus, men et stort minus. Det er en kvalifikation at være så nær 30 år, som muligt – og hvis du er over 40 – eller måske 50? – så er du færdig og under afvikling.

Hvor kommer det fra? At vi ikke har brug for hinanden og det, vi kan? At der er en stor gruppe af mennesker, som er henvist til bare at få tiden til at gå, til vi dør? Med vores evner og talenter ubrugte i den sidste halvdel af vores liv.

Kan vi ikke bruges?

Vi kasserer en stor gruppe af befolkningen, fordi vi er blevet “ældre” – mens vi har mængder af opgaver, der skal løses. Hvordan har vores samfund råd til det? “Er der ikke en voksen til stede?” som kan se misforholdet?

Det handler om sit livstalent i fællesskabet – som i biblens fortælling om de talenter, vi skal forvalte. Jeg har fortalt om de betroede talenter for både børn og voksne. Vi har talt om mulighederne i Guds Rige for at alle kan være med – med et lille eller stort talent.

Vi har sammen glædet os over netop dét perspektiv – at her er brug for alle – for sådan er Gud. Han værdsætter alle. og har en opgave til alle – og den opgave, kan kun du udføre.

Lad os give hinanden mulighed for at gøre det

Bente Christa

Måske vil du også læse?

Sæt det i omløb, det du kan

Livets tilfældigheder

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er aldrig forgæves, det vi gør – det liv, vi lever – de værdier, vi omsætter til liv. For der kommer andre, der skal leve deres liv på de fundamenter, vi bygger. De skal fortsætte den udvikling, vi har sat i gang – så lad os give dem de bedste forudsætninger for at skabe en bedre verden. Det er en god begrundelse for at fejre Allehelgensdag, hvor vi i kirken mindes de døde og tænder lys for dem, vi har mistet.

Hvem har sat aftryk på dit liv? – og hvem har inspireret dig? Du kan bedst ære deres minde ved at omsætte netop den betydning i det liv, du lever.

Til dem, der var før mig
TAK
for det, jeg har fået med mig
af jer og jeres liv

Tak, for jeres erfaringer,
som er vævet ind i mit liv
som gener og basis
for mine livsmønstre

Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får for andre. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og fundamenter.

Vi skal ikke dyrke hverken helgener eller afdøde, men gerne hente opmuntring til at bære troens arv videre. Som Biblen siger: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt. Så lad da også os .. holde ud i det løb, der ligger foran os.” Se, det giver mening for mig at festligholde i kirkerne, hvor “slægt skal følge slægters gang”.

Markeringer i tiden gør det muligt at koble andre hændelser på og flere indtryk. Det bliver en knagerække, vi kan hænge minder og oplevelser på – og tilføje erfaringer.

Mit bedste billede er fra Rømø dæmningen, hvor tidevandet afsætter slam omkring høfderne eller pælene, når det trækker sig tilbage. Efterhånden begynder der at vokse græsser frem, indtil fårene kan indtage det ‘nye land’ til græsning.

Sådan kan det opleves med voldsomme “før-og-efter” markeringer, som ved dødsfald. De står helt skarpt med årstal og dato og alt kan beskrives som før eller efter, fordi verden blev vendt på hovedet. Men det som først var nærmest et hav, vi kunne drukne i, kan efterhånden blive til fast land.

Sådan har jeg markeringer, der efterhånden er blevet ‘landfaste’, fordi oplevelsen er blevet udvidet i højden, dybden eller bredden og hvor øjeblikket derfor er blevet større med en tidløshed.

Vi har behov for anledninger til at huske på dem, vi har mistet. Det seneste år – eller tidligere. Det kan være en hjælp at tænde et lys for dem i kirken, sammen med andre, der også har mistet.

Mærke, at jeg ikke er alene – jo, det er jeg netop med min sorg – men jeg er ikke den eneste.

Sorgen er min – men mange andre genkender min oplevelse, og lige dér kan vi mødes i en fælles forståelse og solidaritet.

.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament

Mindernes losseplads eller kirkegård

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Tidevand er den daglige rytme mellem lavvande og højvande. Det kan forudsiges af eksperter, der kender månens indvirkning på havet. Derfor kan mennesker indrette sig efter det daglige skift.

Det samme gælder ikke helt, når vi bruger billedet på vores liv. Ikke på mit liv, i det mindste. Her kan det være lavvande i lang tid, før højvandet vender tilbage. I den periode “står jeg” på mudderbunden, som skibene på billedet.

Lavvande i Husum Havn
Det er kun anden gang i mit liv, at jeg har set skibene stå på mudderbunden, fordi havnen er tørlagt af ebbe, som vi så det her i Husum Havn en sen aften først i juli.

Jeg tænkte, “det er så forkert”, for der skal være vand i en havn. Det strider imod al sund fornuft at skibe står på bunden af havnen og bådene ligger som små klatter på det mørke mudder. Men de stod stadigvæk op, skibene, mens de ventede på, at tidevandet vendte tilbage.

Lavvande i mit liv
Sådan er det også i mit liv! Der er perioder, hvor jeg står “på bunden” og venter på, at “tidevandet” giver mig vand under kølen igen.

Jeg kan ikke flytte mig, men står i en naturlig venteposition – og er ikke væltet. På et tidspunkt vender livets tidevand tilbage og løfter mig op fra bunden igen.

Måske er jeg stadig fastlåst af fortøjninger på kajen, som skal løsnes, men så er der igen mulighed for at komme ud på havet. Eller bare en mindre sejltur på fjorden?

Hvornår vender vandet tilbage?
Vi gik langs kajkanten og jeg blev mindet om, at søfolkene kan klage over, at de har for travlt til at vente på tidevandet, men de kender havets rytme og ved, at det bliver højvande igen to gange i døgnet. Så de venter.

Det forsøger jeg at lære. Ting tager tid – og ventetid er en del af livets flod og ebbe. Der er altid en rytme mellem lavvande og højvande.

Højvande følger lavvande
I mit liv følges de to ting ad: Højvande er mængder af indtryk, handlinger og stress – og lavvandet følger som en reaktion, for min krop kan ikke kan justere for det uden ekstra medicin. Så jeg ender ofte med at være i fuld gang – eller totalt flad. Ja, sommerens varme har været en ekstra udfordring. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse disse klummer?

Ting tager tid
Det har jeg skrevet om med inspiration fra sluserne ved floden Mosel.

Målløse dage
Vi har alle brug for perioder, hvor vi igen lader op til at være effektive.
Hvorfor har vi så svært ved at acceptere det?

Tak til fotograf Bent Hansen for billeder 

Kender du det? Folk kommer ind ad døren med kommentaren: “Må jeg låne lidt strøm?”

Vi er blevet afhængige af opladere til mobiltelefoner, iPads og alt det, der skal lades op. Der er bare ikke nogen oplader til os selv, når vi mærker, at energien er lav. Ingen skærm der viser, at vores batterier er ved at løbe tør. Vi skal selv mærke det – eller have mennesker omkring os til at se det.

Jeg var på sygehuset i denne uge til kontrol og fik netop dén hjælp af sygeplejersken, som sagde: ‘Der er en tid til aktivitet og en tid til hvile. Det sidste er det vigtigste for dig!’

Det ved jeg godt – at hvile er vigtigt for mig. Det tager bare så lang tid og der er så meget, jeg gerne vil. Dagens timer forsvinder for hurtigt.

Hvor er min oplader?

Jeg savner en turbo oplader, der kan lade mig op, mens jeg er i gang. Sådan som jeg kan lade min mobil og min iPad op. Ja, opladningen varer lidt længere, men jeg kan ringe imens. Læse og skrive imens. Det virker bare ikke på samme måde med mennesker.

Det gik pludselig op for mig, at det er sådan, jeg altid gør: Så snart jeg har samlet lidt energi sammen, så bruger jeg den. Derfor når jeg sjældent at komme helt til kræfter.

Måske er det ikke kun mig? Jeg ser samfundets forventninger om at producere, præstere og være på – uafbrudt.

For vi skal også præstere det gode og produktive familieliv og fritidsliv. Hvad blev der af 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timer til frihed?

Alting har en tid

Der er et fint digt om det i Biblen, i Prædikerens Bog 3,1-9:
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.

Der er en tid til at lade ligge

Det er min tilføjelse. Når jeg overser den tid, så reagerer både hjerne og krop og tvinger mig til at ‘lade ligge’ og bare lægge mig og hvile i et mørkt rum. Som jeg måtte i går.

Hvor svært kan det være?
Meget svært, åbenbart, for jeg lå der i mørket med en gennemtrængende oplevelse af at svigte. Mest at svigte mine egne værdier og de mennesker, der betyder mest for mig.

Jeg satte mobilen på lydløs fordi jeg ikke havde overskud til at tale mere med yngstebarnet. Jeg lukkede Facebook, selv om der var beskeder og spørgsmål, jeg gerne ville have svaret på.

Jeg mærkede svigtet af mine prioriteringer, da jeg slukkede lyset i køkkenet og sagde godnat til rod og opvask, der stod og ventede på mig.

Min hukommelse mindede mig om de aftaler, jeg var nødt til at aflyse. Det fortsatte med alt det, jeg havde planlagt at gøre og gerne ville.

‘Sorg tager tid’ sagde sygeplejersken. Ja, det ved jeg. ‘Sorg tager længere tid, end du regner med!’ fortsatte hun, ‘og den sidder i din krop’. Tak, det mærker jeg. ‘Overanstrengelse tager endnu længere tid – og det hele tager den tid, det tager!’

Det har jeg ikke lært endnu: At vente med at bruge kræfterne, til jeg har dem. Jeg handler, som når jeg lader min mobil telefon op: Når den er sat til opladning, kan jeg jo bruge den igen. Så det gør jeg.

Hvordan lever jeg med at ‘lade ligge’?

Jeg har ikke fundet den nemme løsning og jeg tror ikke, den findes. Så det er benhårdt arbejde – at lade ligge!

Bente

Måske har du også lyst til at læse

Jeg er bare på vej

Ting tager tid

Eller om at respektere grænser:
Blomster ved mit grænsehegn 

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det her er gendyrkede persillerødder i min køkkenvindueskarm. De giver et velkomment grønt drys på vores mad året rundt. Det er bare det øverste af rødderne, der er skåret af og sat i vand, men de har en utrolig livskraft i den øverste centimeter. De sætter masser af nye, grønne skud, når blot jeg husker at skifte vandet et par gange om dagen.

De minder mig også om, at der er de samme muligheder for mennesker.

Gendyrk mennesker!

Jeg har mødt utallige mennesker, som følte sig udslidte, visne og kasseret. Jeg har mødt mennesker, som oplevede at blive gendyrkede til et nyt liv, når de blev set. Sådan rigtig set, helt indeni – bag det runkne ydre og mangel på samfundskompetencer.

Jeg er selv et af de mennesker: lagt ned af autoimmune sygdomme og lammet efter blodpropper i hjernen. Pensioneret som 44-årig fordi samfundet ikke forventede at få mere brugsværdi ud af mig – men tak for pensionen, den gav mulighed for at få mit liv til at fungere igen!

Skåret ned, men sat i vand af kærlige mennesker, der hjalp mig til at se muligheder og styrkede min tro på, at både krop og hjerne kunne genoplives, regenereres og give grobund for de evner, der stadig var intakte. Jeg lærte at holde balancen, at gå igen, køre bil. Jeg lærte at tale igen og det var det største mirakel for mig, der gerne holder foredrag og prædikener!

Miraklet var måske, at jeg kunne holde fast i min viden om, at jeg skulle blive ved med at tale og tale – også selvom der ikke kom lyd på. At hjernens synapser blev holdt i gang og udviklet, hvis jeg blev ved at tænke ordene og tale dem for mig selv. At mine lammelser ville mindskes, hvis jeg tænkte bevægelserne – i gang, løb og ballet – mens jeg lå i min seng og hvilede mig.

Det virkede, og det virker stadig.
Så jeg glæder mig over mit gendyrkede liv.
Gendyrkning er et hit hos mig!

I dag

I dag skal jeg lave en ny portion gendyrkede persillerødder af dagens indkøb.

I dag vil jeg også tage gendyrkningens virkelighed med mig til dagens aftaler og se med dét perspektiv på de mennesker, jeg møder. Forsøge at hjælpe andre til at se frugtbare muligheder i de afskårne rester af evner og relationer. Jeg tror på, at vi kan hjælpe hinanden til mere glæde og livsindhold.

Kan du se med nye øjne på dig selv i dag?
Kan du se med kærlige øjne på det, du har opgivet at gøre til virkelighed?
Drømmene om det, du ville med dit liv?

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Alle mennesker er mere end ..

Når det afskårne skyder igen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright