I dag har jeg afleveret mit kørekort hos politiet i erkendelse af, at jeg ikke længere kan køre bil.
Kørekortet er bare et lille stykke lamineret plastic – 5 x 8 cm – men det havde langt større symbolsk betydning for mig, end jeg var klar over. Nu skulle det fornyes, fordi jeg var blevet 70. Det havde jeg ikke tænkt nærmere over, før jeg stod på Borgerservice og den rare kommunedame sagde: “Jeg bliver nødt til at lave en indberetning på dig.”
Hvad? Bare fordi jeg kom humpende med to stokke? Jeg skulle jo bare lige over denne her lille ‘forhindring’, så gik alting fint igen. Men nej, det mente Færdselsstyrelsen ikke lige. Det krævede en ‘motorattest’ hos egen læge.
Den fik jeg ikke – men det blev tema for min samtale med lægen om svære ting og et kig på den virkelighed, at jeg mister temmelig mange funktioner. Men den del af virkeligheden har jeg skubbet til side. For ‘lige om lidt’ kan jeg jo løfte mit højre ben igen, rejse mig fra kørestolen og gå uden stokke – og endda løfte min højre arm – jeg skal bare lige over denne lille forhindring, så kan jeg sagtens – også køre igen.
“Hvornår har du sidst kørt bil, Bente?” spurgte lægen. Øh, det er lidt tid siden, var mit tøvende svar. Det var vist engang i 2019.” Stor tak til min læge, som turde gå ind i den svære samtale med spørgsmål og møde mig i sorgen over det, jeg har mistet.
**
Mit kørekort har ligget i pungen siden jeg fik det i 1972, og det har jeg ikke tænkt nærmere over, for det var bare en del af mig. Selvfølgelig havde jeg kørekort og selvfølgelig kunne jeg da køre bil. Jeg var lidt ude af træning og jeg undlod at køre, når jeg havde det for dårligt eller synet svigtede. “Hvis jeg skriver en motorattest, skal du sandsynligvis op til en vejledende køreprøve – og den kan du ikke bestå.” Ups, den situation så jeg ikke komme.
Pludselig blev “forfaldet” meget konkret – alt det, jeg ikke længere kan. Ja, tastaturet til computeren er faktisk det eneste værktøj, jeg kan bruge. Det er mere end 3 år siden, jeg har kunnet stå ved komfuret og lave mad og i dag kniber det med kræfterne til bare at sidde ned og snitte et par løg.
Jeg sidder i kørestol på tredje år og der er dage, hvor jeg ikke selv kan skubbe den – og jeg regner altid ud, hvordan jeg udnytter min kræfter bedst muligt.
**
Jeg træner ellers hos fysioterapeuten, for at genvinde muskelstyrke og finde balancen igen – men jeg kan ikke nå at følge med. Kroppen forfalder for hurtigt. Nu er det ikke længere bare situationer, hvor jeg mangler medicin, lige skal hvile mig eller sove til middag – ikke længere ‘bare’ et lille bump på vejen, hvor alting bliver godt på den anden side.
“Livets gang” er blevet en ensrettet vej mod alder og forfald. Jeg er helt med på, at det er uansvarligt at køre bil – men det gør ondt at mærke virkeligheden og skulle se den i øjnene.
Lige nu kan jeg ikke længere genkende mig selv.
Bente Christa
.
Måske har du også lyst til at læse:
“Ægte nærvær kræver ingen uddannelse, men mod til at være dig. Du kan ikke læse dig til det – men du kan lære det.”
Giv mig nærvær – ikke gode råd
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright