For 3 år siden trådte jeg ved siden af – på det nederste trin på en trappe. Det satte tanker i gang, for vi laver alle fejltrin og træder ved siden af – sådan er livet jo – tilfældigt og vilkårligt – og for nogle ganske uretfærdigt. Det er svært at rumme.

Et enkelt fejltrin og både mit og andres liv er forandret for altid – uden mulighed for at spole tiden tilbage og gøre noget anderledes. Sket er sket – og jeg skal også leve med skammen over, at noget så “dumt” har omfattende konsekvenser for mig, og for min familie.

Alligevel var jeg heldig, for andre træder ud foran en bil, f.eks. eller får hjertestop og deres liv er slut på det korteste øjeblik. Det er svært at forstå, at alting kan ændres så pludseligt.

Ingen “livsforsikring”

Det er et vilkår ved livet, at vi ikke kan kontrollere det – eller styre konsekvenserne af det, der sker undervejs. Vi forsøger – men der er ingen “livsforsikring”, der sikrer os mod alt. Så hvordan lever vi i det spændingsfelt? Vi passer på og handler fornuftigt – og overlader alt derudover til skæbnen eller Gud – eller tanken om, at der er en større mening med alting.

Den større mening er svær at få øje på, når hverdagen bliver besværlig og jeg må sige: “Vil du hjælpe mig?” – så tit, at jeg hellere forsøger selv end beder om den hjælp, som andre gerne giver. For hvem har lyst til at være den, der altid skal hjælpes? Det er ikke sådan, jeg har lyst til se mig selv.

“Hvad har du lavet? Hvad er der dog sket?” spørges der medfølende, når jeg skal manøvrere ind i fysioterapeutens venteværelse med de to ekstra ben. “Jeg har bare forstuvet anklerne” – jeg smiler og forsøger at finde en sjov vinkel på at være firbenet. Det lykkes somme tider.

Fejltrin har konsekvenser, men vi skal fortsat tage skridt for skridt i tillid til, at vi er med til at skabe gode vilkår for andre.

Måske endda en lidt bedre verden?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Skridt for skridt

Vil du alligevel godt hjælpe mig?
Når det vigtigste også er det sværeste

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Det er en kold tid, som vi lever i” sang Kim Larsen, “alle går rundt og fryser.” Det er det, vi oplever lige nu. Kuldegrader om natten – og kulde i verden omkring os. Der kan blive koldt i de små bobler, vi er tvunget til at leve i, på grund af pandemien.

Vi fryser uden det fællesskab, der normalt ‘varmer’ os med omsorg og opmærksomhed.

Mine følelser når ikke ned på de samme kuldegrader, som udenfor, men jeg er ramt af en nedkøling som aldrig tidligere – og det er alle andre vist også. Jeg mærker det som en “det-kan-være-lidt-lige-meget” følelse.

Nu har jeg givet mig selv opgaven at være taknemlig for de gode ting i mit liv. Jeg er jo omgivet af mennesker, der holder af mig – og hjælper med det, jeg ikke selv kan. Jeg har venskaber og socialt liv, der kan ‘samles op’, når samfundet lukker op igen.

Taknemlighed er en god varmekilde i en kold tid, har jeg opdaget. Den skaber en indre varme i mig – som endda kan hæve temperaturen lidt for dem, der er omkring mig.

Så var det, jeg tænkte på brændeovnen i familiens sommerhus. Hvor godt det er at stå tæt ved og mærke, hvordan varmen breder sig i kroppen. Man vender rundt, for at få varme, både for og bag.

Men den kan mere, den brændeovn. Den tiltrækker opmærksomheden, når der bliver tændt op i den. Vi varmer os, både udvendig og indvendig – vender de kolde hænder mod den, ryster og strækker kolde arme og ben – humøret stiger og vi er fælles om varmen.

Jeg savner sådan en brændeovn – i overført betydning – i vores nationale fællesskab. Noget, der kan give varme og energi til at gøre i dag anderledes og bedre end i går.

Hvad kan varme det store fællesskab op? Vi kan alle gøre noget i de mindre sammenhænge. Vi kan tænde op og skabe varme for dem, der er tættest på os – og hvis alle gør det, så burde ingen fryse.

Vi har ikke mulighed for at hente inspiration i det store fællesskab nu – men vi kan gøre mere for hinanden i de små sammenhænge, som i familien.

Kan vi ikke udnytte det med en varm omsorg for hinanden? Noget, der giver mod på livet og tro på, at vi kan skabe noget godt, når der lukkes op igen?

Nogle af os har i corona-tiden opdaget, at andre værdier er blevet vigtige i hverdagen. Vi har set nye perspektiver for det store fællesskab. Kan vi ikke gøre dem til virkelighed, hvis vi står sammen om det?

Der er jo ingen grund til, at “alle går rundt og fryser” – hver for sig.

.

Bente Christa

Min far lærte mig, at det vigtigste er, at ilden ikke går ud. “Hold kærlighedens ild ved lige, når det bliver hverdag!” sagde han til vores bryllup, men det er en helt anden historie

En vej gennem krisen?

Drejebog for nye tider

Min første klumme her på bloggen handlede om at klare de store forhindringer – og derefter snuble over hverdagens “småsten” – lidt som jeg gør nu, hvor alting trækker ud:
Sten på vejen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det vender snart året, altså , og dagene bliver længere igen. Jeg glæder mig, for det er et lyspunkt, der ikke kan ændres ved – eller lovgives imod.

Jeg sidder og venter i det fremmede corona-land, som på overfladen ligner det lille smørhulsland, jeg engang boede i – og som samtidig er et helt anderledes land med andre love og regler på et sprog, jeg ikke helt forstår.

Jo, jeg forstår måske nok de enkelte ord – men ikke meningen. Min hjerne prøver at afkode skjulte budskaber og dagsordener for at forstå – men jeg ender igen med bare at vente på næste besked.

Alt er anderledes her i vores ‘nye’ land med corona-kulturen Jeg spørger andre, som jo venter lige som jeg gør – men de er ikke meget klogere – og der er ikke meget samtale, selv om vi har fælles vilkår, her i det ukendte land.

Vi venter – og mærker, at ventetiden presser os med usikkerhed, isolation, frygt og nedlukninger og aflysninger på grund af COVID-19. Vi ser sider af os selv, vi ellers ikke har haft tid til at mærke eller se.

Lige nu er alt bare sat på pause og jeg har alt for meget tid – ventetid – til at længes efter arbejdsdage, feriedage med nye oplevelser, festdage med familien – og hverdage.

Ingen ved, hvor længe vi skal vente her i et passivt ingenmandsland. For ingen ved, hvordan vi kan få dette corona-kaos til at “gå væk”. Det er en virkelighed med større indvirkning på vores liv, end vi fatter.

Derfor er alle følelser ok, også de grimme, bare de ikke lammer os i længere tid. Det er svært – men det vigtigste er næsten altid det sværeste – og derfor det, jeg helst undgår.

Men det er lige her, vi kan handle – ved at gribe kontrollen over vores tanker og igen skabe struktur og håb.

.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Marsklandets horisont

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vi venter – og venter lidt mere på, at verden igen vender rigtigt. Det er ikke kun børn, der ønsker sig den dato, ingen kan love os. Hvornår bliver noget normalt igen? “Aldrig” er det korte svar fra myndighederne, men vi venter alligevel på et andet svar.

Vi venter – for vi er dårlige til at vente på det, der ikke sker lige nu. Vi har måske lært at klare ventetid – på en forsinket ven, på lønforhøjelse, på toget eller i bilkøer – men vi opfatter det ofte som en krænkelse af vores ret til selv at planlægge både dage og liv. Så vi har lært at udnytte ventetidens minutter, med mobilen i hånden, så vi kan tjekke beskeder og nyheder.

Men nu venter vi bare – og kan ikke tælle hverken minutter, timer eller dage – for vi har ingen ‘udløbsdato’ på undtagelsestilstanden med corona. Vi venter, og mærker hvordan alle omkring os også er påvirket – af uro, angst og frustration. Midt i det skønneste påskevejr lurer virussen som en usynlig fjende, der kan angribe hvem-som-helst og når-som-helst.

Det virker uvirkeligt – for mange andre end mig, der sidder på min altan på 2. sal og kigger ud på verden og forårssolen.

Jeg er klar til at gå i gang, som efter en lang sommerferie, men så kommer reaktionen “Nå nej, kirken er lukket påskedag, nå nej, kiropraktoren må ikke behandle, så jeg må selv sætte min skulder på plads. Nå nej, der er for stor smitterisiko ved indkøb.” Så jeg venter på efter-corona-tiden.

Kalendertid og livstid.
Vi kan vente på flere måder: på at vores ‘urtid’ kommer tilbage med kalender og klokkeklare aftaler – eller vente aktivt med en forventning om, hvad vi kan få ud af denne uventede mulighed. For det er jo, hvad vi har fået. Den tid, vi altid sukker efter med kommentaren “Hvis bare jeg havde tid!”

Kalendertid tælles i minutter. Livstid tælles i øjeblikke, der opleves. Spørg dine børn, hvis du er i tvivl – eller tænk tilbage på din barndom, hvis du tør.

Hvad husker du? Sikkert de særlige øjeblikke sammen med din mor eller far, hvor det var som om tiden stod stille. Mens du hoppede i en vandpyt, og fik lov til at sjaske og plaske. Mens du fulgte snegle eller regnorme, der bugtede sig af sted.

Men vi venter – på at blive store, på at kunne bestemme selv, på børn der bliver voksne, på børn, der kommer hjem på besøg med børnebørn – på at blive færdig med ansvaret for andre, på at kunne gøre alt det, vi aldrig havde tid til. Vi venter på livets magi – på det, der skal give meningen i at have ventet på.

Hvad nu, hvis det var ventetiden, der var formålet? Hvis det var selve rejsen, der var formålet med livet? – mere end at nå frem til endestationen? Så gik jeg glip af hele formålet med livsrejsen

Kan vi give større opmærksomhed til øjeblikke i livet – end til minutterne?

Kan vi bruge tiden undervejs til at så frø af det, vi ønsker skal vokse omkring os? Drømme er de små frø, vi lægger i jorden – og håber, de vil spire, slå rod og vokse sig store. Det gælder både de drømme, jeg har for mig selv, min familie og de lag af samfundsfamilien, som jeg er en del af.

Men som alt, der vokser i naturen – så kræver drømme også en opmærksomhed, der ‘vander’ dem, for at de bliver til virkelighed – og giver høst og bliver til gavn.

Hvad venter vi på?
Måske venter vi bare – uden at vide præcis på hvad. Nogen venter på, at virus rammer dem, så de dør – eller overlever – for usikkerheden virker værre end ventetiden. Andre venter på, at det igen bliver sikkert at gå udenfor og færdes blandt andre.

Nogen venter på, at verden bliver normal igen. De venter forgæves, for verden vil se anderledes ud efter coronaen. Hvem siger for resten, at vi ønsker os en verden, der ser ud som for et par måneder siden?

Måske ønsker vi os en anderledes verden – efter coronaen? Så kan vi jo passende bruge ventetiden på at overveje, hvordan den “nye” verden skal se ud. Hvilke værdier skal den være bygget på? Skal den være lige så global som før?

Jeg ønsker mig en verden, hvor jeg er mere optaget af de mennesker, jeg møder jævnligt, og mindre optaget af lande langt væk. Mere ansvar og handling i min lille verden.

Hvad kan vi lære?
Vi venter – og får en helt særlig mulighed for at “gå i andres sko” bare et kort stykke af en vej, der minder om deres. Syge, der venter på behandling – eller bedring. Børn, der venter på, at deres forældre finder sammen – eller finder ud af det.

Flygtninge, der venter – på noget, der kan ændre deres liv – eller bare på i morgen. De flygtningefamilier, der venter på afgørelser – eller et livstegn fra en far, mor eller bror, et ukendt sted i verden.

Vi kan lære lidt om, hvordan et menneske kan blive stærkt i ventetiden – eller gå i opløsning.

Historien er fuld af fortællinger om mennesker, der kan lære os noget om at vente. Dem har vi måske ikke givet meget opmærksomhed. For hvorfor vente, når man bare kunne handle?

Nu er det os, der sidder med vores viden om at handle – og ikke har mulighed for at handle os ud af corona pandemiens virkelighed. Jo, vi kan handle på konsekvenserne og behandle syge og tage relevante forholdsregler – men vi kan ikke fjerne den realitet, at en dødelig virus har sat en ny dagsorden for hele verden.

Så vi venter.
De “gamle” ventede også. Jeg blev overrasket, da jeg første gang læste denne linje: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne” i Hebræerbrevet 11,13.

Jeg måtte læse det igen, for gik det ikke i opfyldelse? Jeg havde jo læst slutningen på historien – men havde glemt, at der lige var en ‘produktionstid’ på nogle tusinde år.

Det glemmer vi i hverdagen – at ting tager tid. Lang tid, så vi kommer måske ikke til se dét blomstre, som vi har sået. Alligevel må vi vande frøene og luge, mens vi venter på at det vokser – til glæde for den næste generation. Vi smiler ad børn, der graver nysåede frø op i forventning om at finde gulerødder – dagen efter, de er sået.

Men vi gør det samme, som voksne – vi forventer at se høst af vores indsats – straks og lige nu – uden at forstå, at vækst tager tid.

Mon ikke alle forældre kender det? Vi forsøger at vejlede vores børn og lære dem det, vi mener de har brug for. Vi er klar til at opgive, når de afviser alle vores gode råd. Men værdierne, vi gerne vil give med – de får nok først betydning længe efter? – og forældrene er sandsynligvis de sidste, der hører om det.

Vi venter
Meget af det, vi planter undervejs i livet – ser vi ikke selv resultaterne af. Så måske har jeg en fordel at være bondefødt? – jeg har set, hvor lang tid der går, fra markerne bliver sået til i foråret – til der kan høstes i sensommeren? Jeg har mærket frustrationen, når regnen kom på det forkerte tidspunkt i vækstperioden, og når solen brændte det meste af kornet af.

Måske har vi glemt, at gode ting tager tid? Så jeg venter. Nu, som jeg har gjort det hele livet – og forsøger at være regn og sol og næring for det, jeg har ‘sået’ undervejs. Jeg forestiller mig, hvordan det vil se ud – engang – og venter videre. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Ting tager tid

Når det afskårne skyder igen

Afmagt
Der er situationer, vi kan handle på – og vilkår, vi ikke kan ændre.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der er dage, hvor tingene glider og jeg er effektiv – og straks leder jeg efter formlen, så jeg kan gentage succesen dagen efter. Men næste dag er jeg udmattet og har behov for alle de hvilepauser, jeg sprang over dagen før. Altså er der dømt hviledag og eftertanke.

Slusetid

Ja, der er perioder i mit liv, hvor alt står stille. Hvor jeg går i tomgang. Da jeg stod ved sluseporten ved floden Mosel i Tyskland kunne jeg se, at her var et billede på mit forhold til tid.

Der er perioder i vores liv, hvor vi venter i et slusekammer, mens det fyldes op, så vi kan ‘sejle’ videre på livets vej. Det tager tid. Det tager faktisk lang tid, før et slusekammer er fyldt op og skibene kan sejle videre. Der er ingen genvej – du er nødt til at vente.

Vi kan heller ikke bare hæve os selv op, men har brug for den tid, det tager for vores ‘slusekammer’ at fyldes op med eftertanke, erfaringer og hvile – så vi er klar til noget nyt på næste etape af livsrejsen.

Tid i slusen

Fragtprammene på Mosel skal igennem mange sluser og mandskabet udnytter ventetiden. Nogle vander deres traditionelle røde pelargonier omkring styrehuset. Andre læser avis eller pudser vinduer.

De gør dagligdags ting, mens de venter – med en ro, der viser mig, at de har lært at pramsejlads tager tid.

Sluser har været kendt og anvendt i tusinder af år på floderne. Her ved Mosel er sluserne en nødvendighed for at lastpramme kan fragte gods ad de europæiske floder – og for at lystbåde og turistbåde kan sejle på trods af højdeforskelle i vandstanden.

Den langsomme tid

Det er fascinerende at se, hvordan slusekammeret fyldes og tømmes og interessant, at min fascination udsatte planerne for resten af feriedagen. Det tager nemlig TID at passere sluserne. Både de 7 sluser på Mosel – og sluserne i mit eget liv.

Vaner og vedholdenhed

Måske er det nye vaner, der skal indarbejdes i dit liv, mens du venter i en ‘sluse’? Nye nervebaner, der skal skabes? Nye vaner er nemlig også en biologisk proces, der ændrer det neurale netværk i hjernen. Det hjælper os videre.

Det tager tid at ændre vaner, så vedholdenhed er nøglen. Det er den, jeg indarbejder, mens jeg venter i slusekammeret.

Tid til nye vaner

“Det tager tid for din krop at vænne sig til din nye tilstand” advarede kiropraktoren, da han havde ommøbleret samtlige knogler. “Det tager også tid for din hjerne at omskrive hele softwareprogrammet for hvordan du bevæger dig!”

Ja, ja, tænkte jeg – men så kan det vel heller ikke vare længere? Mon ikke jeg kan gøre det lidt hurtigere. Desuden har jeg ikke så meget tid – til det – for der er så meget, jeg gerne vil have gjort.

Kvinder og tid

Tiden snyder mig stadig. Ting tager længere tid, end jeg har regnet med. Alle opgaver kræver mere tid, end jeg har planlagt. Jeg er bevidst om det og forsøger at lægge ‘elastik-tid’ ind, så jeg kommer ud ad døren tids nok til at hilse på naboer på trappen og bekendte på gaden.

“Kvinder glemmer, at der også skal være tid til at trække vejret, når de planlægger deres dage” læste jeg i en bog om tidsstyring for kvinder. Mødre glemmer at indregne tid til at komme i øjenhøjde med det trætte og morgenfrustrerede barn, der er på vej i børnehave eller skole.

Vi multitasker og regner kun med netto tid, og oplever derfor at alt vælter, når livet opererer med brutto tid. Til sidst forsvinder muligheden for ‘white space’ – den tid, der ikke er disponeret for. Den tid, der kræves for at din sjæl kan følge med dig.

Automatsvar

Som med alt andet er der en verden til forskel på, hvordan tingene bliver sagt. “Ting tager tid!” kan være den mest indfølende kommentar, du kan få – eller det modsatte. Det kan siges for at lukke munden på dig så den anden får taletid til sine besværligheder.

“Det er ikke det, man sir, det er måden altså, at man sir det på” var omkvædet i en gammel revyvise – og det gælder også her. Det kan være en fælles og dyb erkendelse af, at sådan er livet. Det kan afslutte samtalen og lukke dig ude af det fællesskab, hvor andre har for travlt til at vente på os, der samler kræfter på en parkeringsplads i livet.

“Sig det til dig selv!”

Vi har gentaget det for vores mor, mens hun har været syg. “Det tager tid, mor, for dig og din krop at komme til kræfter igen!”. Lettere irriteret kommenterede hun med sine 85 års erfaring: “Ja, det siger I alle sammen – men har I også sagt det til jer selv?”

Nå, nej, det er vi ikke så gode til.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:
Hviledage

Eller måske
En handicapparkeringsplads i livet?

Der er copyright på alle billeder, der er taget af fotograf Bent L. Hansen