For 3 år siden trådte jeg ved siden af – på det nederste trin på en trappe. Det satte tanker i gang, for vi laver alle fejltrin og træder ved siden af – sådan er livet jo – tilfældigt og vilkårligt – og for nogle ganske uretfærdigt. Det er svært at rumme.

Et enkelt fejltrin og både mit og andres liv er forandret for altid – uden mulighed for at spole tiden tilbage og gøre noget anderledes. Sket er sket – og jeg skal også leve med skammen over, at noget så “dumt” har omfattende konsekvenser for mig, og for min familie.

Alligevel var jeg heldig, for andre træder ud foran en bil, f.eks. eller får hjertestop og deres liv er slut på det korteste øjeblik. Det er svært at forstå, at alting kan ændres så pludseligt.

Ingen “livsforsikring”

Det er et vilkår ved livet, at vi ikke kan kontrollere det – eller styre konsekvenserne af det, der sker undervejs. Vi forsøger – men der er ingen “livsforsikring”, der sikrer os mod alt. Så hvordan lever vi i det spændingsfelt? Vi passer på og handler fornuftigt – og overlader alt derudover til skæbnen eller Gud – eller tanken om, at der er en større mening med alting.

Den større mening er svær at få øje på, når hverdagen bliver besværlig og jeg må sige: “Vil du hjælpe mig?” – så tit, at jeg hellere forsøger selv end beder om den hjælp, som andre gerne giver. For hvem har lyst til at være den, der altid skal hjælpes? Det er ikke sådan, jeg har lyst til se mig selv.

“Hvad har du lavet? Hvad er der dog sket?” spørges der medfølende, når jeg skal manøvrere ind i fysioterapeutens venteværelse med de to ekstra ben. “Jeg har bare forstuvet anklerne” – jeg smiler og forsøger at finde en sjov vinkel på at være firbenet. Det lykkes somme tider.

Fejltrin har konsekvenser, men vi skal fortsat tage skridt for skridt i tillid til, at vi er med til at skabe gode vilkår for andre.

Måske endda en lidt bedre verden?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Skridt for skridt

Vil du alligevel godt hjælpe mig?
Når det vigtigste også er det sværeste

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Neden for vores vindue kan vi se denne smukke brolægning. Her har en brolægger gjort sig umage med de meget umage sten, der er lagt i det smukkeste mønster. Han har set, hvordan de meget forskellige sten kan indgå i en helhed.

“At gøre sig umage” – det lyder gammeldags – for hvem gider anstrenge sig og “gøre sit bedste” hvis en mindre indsats er nok? Vi har travlt og ikke tid til at nørde detaljerne, så vores umage kan ses. Vi skal jo være effektive – men måske kan vi bedre være det, hvis vi arbejder med omhu undervejs?

Umage er jo også det, der er forskelligt og ikke passer sammen. Som når du på Pippi Langstrømpe vis tager to sokker på, der ikke passer sammen, men er et umage par.

Men umage er også, når jeg ikke passer med noget eller nogen

Nogle af os er født umage i forhold til de “kasser” vi skulle passe ind i. Vi har gjort os umage med at “hugge en hæl og klippe en tå” i forsøget på tilpasning – men mange af os har opgivet. Heldigvis for det, for lige dér mistede vi vores særpræg, nemlig det, der gør os til unikke mennesker.

Jeg kan også gøre mig umage – og se, det er jo en helt anden historie. Det gælder i hverdagsopgaverne – at gøre noget ordentligt – men det gælder sandelig også med livsopgaverne. Vi skal gøre os umage med livet. Bruge det – livet – og bruge de muligheder, vi får.

Vi skal udnytte de anledninger, der ligger lige foran os. “Jeg kan ikke, hvad du kan – og du kan ikke, hvad jeg kan” var teksten i en gammel børnesang. Det gælder stadig, så dine muligheder i dag er helt forskellige fra mine – men hvis vi begge bruger det, vi kan se – så kan vi skabe en nuanceret helhed, hvor vores umage kan ses.

Livet er umagen værd, det ved jeg – og det har jeg besluttet at handle på. At lade mine værdier være som brolæggerens lodsnore, der viser vej. Det handler om at være nærværende i mine relationer til andre undervejs på livsrejsen – min familie og de mennesker, jeg møder og især dem, jeg kan hjælpe med mine erfaringer.

Jeg har hentet inspiration fra mange, der har gjort sig umage med livet. Senest var det Lise Nørgaard, der talte om at gøre sig umage med livet – især i forhold til mennesker, der blev livsvenner gennem en bevidst indsats.

“At være umage og gøre sig umage”

Det sker, at jeg ser en udsendelse i fjernsynet, som gør indtryk – som pastor Chou, der kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam. Han var et “umage” menneske her i landet – men blev rollemodel for et helt samfund af flygtninge fra Vietnam og deres efterkommere. Han viste, at det kunne lade sig gøre at blive en del af det danske samfund – og alligevel bevare sin umage identitet.

Umage hele sit liv i forhold til sprog og kultur – men også et menneske, der gjorde sig umage med sit liv. Som udnyttede de muligheder, han så. Som præst i den katolske kirke samlede han andre flygtninge og deres efterkommere omkring kirken og her mindes man ham med stor glæde og respekt.

Han vidste ikke, hvor stor betydning hans liv havde haft og det var svært for pastor Chou at blive gammel på et plejehjem og ikke længere kunne det, han gerne ville.

Arv er langt mere end penge og dyre familie effekter. Vi efterlader også den usynlige arv, som vi selv har svært ved at se. Men den er virkelig og har substans. Det kan jeg lære af – det kan vi alle lære af.

Vi skal leve vores liv, dag for dag, så vi kan være os selv bekendt, fordi vi har gjort os umage med udfordringerne.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Alle mennesker er mere end

De usynlige spor, vi sætter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg nynner “Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide” – for jeg blir aldrig træt af septembers særlige blå himmel, så melodien gi’r ny energi til de projekter, jeg ikke nåede hen over sommeren.

Nogle af dem er faldet til jorden og er begyndt at rådne som de nedfaldsæbler, vi ser i efteråret. Lidt klamme og smattede at røre ved. Nu har jeg det altid svært med ‘overgemte’ projekter og drømme – for der er koblet ærgrelser til det, jeg ikke fik gjort, mens det var tid.

Jeg skammer mig. For hvorfor handlede jeg ikke, men udsatte det? Nu “griner” de lidt af mig – mine projekter – “for, der kan du se – du duer ikke, du klarede ikke engang det, du gerne ville”

Så jeg har lært to ting: pluk drømmene, mens de hænger på træet og tage det første skridt for at gøre dem til virkelighed.

Saml de drømme og projekter op, der er faldet til jorden – og ja, jeg får måske snavsede hænder, når jeg skal samle dem op – men jeg har brug for substansen, for det, der var kernen.

Jeg vil også samle op på relationer og på det, der betød noget i forhold til det andet menneske, jeg havde afskrevet – og gerne genskabe en dynamik i forholdet.

Der er en tid til at lade ligge og gå videre – men også en tid til at samle stumperne op og give dem nyt liv. Kunsten er, at kende forskellen. Men hvorfor lod jeg mine muligheder falde til jorden? som efterårets nedfaldsfrugt? Når bare ét lille skridt kunne bringe mig videre mod det liv, jeg ønsker mig?

Så derfor vil jeg “plukke drømme” i september, samle op på projekter og relationer – og det andet, der er faldet ned.

Bjørnstjerne Bjørnson har for længe siden beskrevet det sådan om april – men for mig gælder det mere i efteråret:

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste;
det volder lidt rabalder, –
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil.

Der er noget særligt over september – luften er køligere efter sommerens varme og mættet med mere ilt. Så september giver mig ny energi til at handle på projekter og drømme – før de falder til jorden som “nedfaldsfrugt”.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Når septembers himmel er blå

Oktoberblade

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Vil du alligevel godt hjælpe mig?” – det er det absolut sværeste for mig at skulle sige – efter jeg har sagt “jeg kan godt selv!” Det opleves som et nederlag, hver gang, selv om jeg øver mig i at tænke, det er helt normalt.

At ville selv som den naturligste ting i verden, for hvem vil ikke det? Ingen har vel lyst til at udstille sin kommen-til-kort?

Jeg mærker modstanden, når jeg skal handle på de sværeste ting – og må arbejde med disciplinen for at gennemføre dem – for overspringshandlingerne er så tillokkende.

Men jeg må bide i de sure æbler og sige “Vil du alligevel hjælpe mig?” – for det er vigtigt for mig, at jeg lever et ægte liv, der passer med mine værdier.

Det er stadig svært. Da jeg var barn, kaldte de voksne det noget med “at gå i sig selv igen” – vist nok indledt med “at overvinde sin stolthed” – og måske er det netop den stolthed, det handler om? – og måske om den skam, der ligger på bagsiden af den sårede stolthed?

Ja, jeg skammer mig skammer mig over at ikke kunne selv – og over at skulle være til besvær for andre.

Jeg ser på det, jeg har skrevet – og ved godt, det er rigtigt – men har ikke lyst til at handle på det. Vil hellere noget lettere og enklere noget som jeg ved, jeg magter.

Du må godt kalde det overspringshandlinger og dem er jeg faktisk ret god til efter mange års erfaringer. Jeg arbejder hurtigt og godt – så tænk, hvis jeg kunne overføre det på de svære opgaver, som jeg udsætter til det sidste

Hvorfor skal det være så svært? – som med samtaler, der har brug for de ærlige ord, der også kan gøre ondt? Hvorfor ikke bare vælge tavshed i stedet for at skulle risikere relationerne til andre ved at stå fast på ærlighed og autencitet?

Den modsatte vej gælder jo stadig – at vi skal sige det gode om andre, som de har brug for at høre – også der, hvor vi føler det er ufortjent. Men vi – du og jeg – er måske netop dem, der har nøglen til at låse op for nogle situationer?

Jeg har lært af mine autistsønner at anerkende intentionen – mere end resultatet. Vi siger “Det er tanken, der tæller” og tænker måske ikke over, hvor sandt det egentlig er?

Jeg vil jo også gerne anerkendes for mit ønske om at gøre det rigtige godt – selv om resultatet ikke lever op til mine forventninger.

Det kaldes vist ansvarspådragende eller bare noget, jeg skal handle på.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse mere?

Hvor er min rigtige stemme?

Er der udløbsdato på evner?

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright