Det var den tykkeste og dyreste bog på kirkens bogbord, så jeg bladede bare forsigtigt i den og lagde den pænt tilbage igen med et lille suk. Jeg var 17 år og uden den slags penge i pungen. “Vil du gerne have den?” spurgte en ældre dame – og så købte hun den til mig og overrakte den med ordene “Gør det samme for andre, når du kan”.

Det har jeg gjort – ikke med dén bog – men det, jeg har set andre havde brug for, men ikke havde råd til.

Somme tider har det været en bog, der virkede uopnåelig på grund af prisen. Andre gange har det været betaling for deltagelse i alt fra fællesspisning til konferencer.

Det var ikke en gæld, der skulle betales – men en gave, der kunne gives videre og bringe fremdrift i et andet menneskes liv. Som det gjorde for mig, for bogen har fulgt mig i 50 år og været et af de vigtigste værktøjer i min læring.

Du kan gøre det samme, for det er ofte kun lidt, du selv skal undvære for at give en stor gave, der åbner nye muligheder for et ungt menneske. Måske er det mest et spørgsmål om at investere af din overflod? Som da vi investerede i en cykel til en præst i et af de fattigste lande i Afrika. Det var bogstaveligt talt at sætte fart på fortællingen om Jesus og det gav så meget mening.

Man kan blive så glad af at give gaver, der gavner

.

Bente Christa

Læs mere:

Sæt det i omløb, det du kan

Tak til dem, der gik foran

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Hvis naturens frodighed kan smitte af på verden omkring mig, så ønsker jeg at:

Vi igen kan se hinandens ansigter – og vores smil

Vi kan smitte hinanden med tro på fremtiden

Vi vil vælge de vigtigste værdier til at tage med os

Vi vil støtte andres initiativer for mere socialt liv

Jeg glæder mig til jeg igen kan opleve, at både skoven og verden bliver lige så frisk og grøn igen. Til oplevelsen af en tur i skoven, når den er grøn af bøgeblade, der folder sig ud.

Når duften af forår fylder alt og jeg bliver høj af den ekstra ilt skoven gir. Når der er grønt, så langt jeg kan se og det kan der vel ikke komme et forbud imod?

I år er min forventning større end nogensinde.

Grønt er håbets farve og jeg HÅBER, at verden grønnes igen som forårets træer og buske – fulde af helt nyt liv og liv til genoprettelse af gamle og gode sammenhænge.

Jeg længes efter at se spirer af forårsfornyelse i min egen lille verden efter denne allerlængste vinter. Tiden med isolation har været en sej venten på, at mit sociale liv kan grønnes igen. Men, tænker jeg, hvorfor er det så svært at holde kontakten via telefon, mail osv.? Jeg kunne jo bare … men det gik op for mig, at jeg jo ikke havde noget at fortælle.

Jeg lod være med at ringe op til gamle venner og bekendte, for samtalerne handlede mest om den der virus. På en sær måde var det i begyndelsen et udtryk for manglende respekt at tale om hverdagsting – i lyset af den alvor, vi stod i med smittefare og angsten for konsekvenserne. Nu er det mest gentagelser uden inspiration.

Vi valgte selv isolationen, fordi vi er i risikogruppen – men vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det ville vare så længe

Men når tiden er inde, grønnes verden igen sådan er det i naturen – og sådan er det forhåbentlig også i vores verden.

.

Bente Christa

Måske vil du også læse:

Den lige vej

Ørkenvandring mod foråret

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Mening, sammenhæng og formål! – er noget, jeg altid leder efter – og når det er svært at se, vender jeg tit tilbage til ordene “Hver dag er dog en guddomsgåde”.

Det har jeg gjort mange gange, siden den 5. januar 1992, hvor jeg skrev denne tekst til “Prædikenen, jeg aldrig holdt”.

Det var nemlig også den dag, jeg væltede med cyklen på en isglat vej og fik bækkenbrud og piskesmæld, der for altid ændrede retningen på mit liv.

Det er en linje i Sten Kaaløs salme af samme navn med et fint bogstavrim, men også en dyb sandhed: 

Hver dag begynder og slutter med det, som ikke kan sættes på formel eller forklares videnskabelig – hver dags under fra Gud.

Hver dag tager sit udgangspunkt i Gud og slutter måske med gåden? Ikke at Gud er en uløselig gåde. Han er tværtimod min himmelske far, som lytter til mig og har omsorg som en kærlig far.

Men til trods for nærheden og det fortrolige fællesskab, er der dette uforudsigelige ved Ham som gør, at altid og overalt, hvor mennesker har været sikre på at kunne sige: “Sådan er Gud! Sådan vil Gud gøre!” der flytter Han, som en storskakmester, sine brikker, skifter taktik – ændrer planer.

Tænk bare på Maria og Josef, Jesus’ forældre: Først venter hun et barn før ægteskab, så føder hun det på det mest upraktiske tidspunkt, hvor de er langt hjemmefra, og i stedet for at kunne rejse hjem igen, måtte de flygte til udlandet for at barnet ikke skulle blive slået ihjel.

Kunne Gud ikke have gjort det bedre?! – lagt en bedre plan?

Det ville vi meget gerne have afskrevet som noget, Gud ikke kunne have ansvaret for.

En guddomsgåde?
Hvor meget andet afskriver vi, fordi vi ikke synes, Gud skal gøre sådan?

Vi afskriver guddomsgåderne og ser kun Gud inden for de rammer, vi selv har stukket af for Ham. Lige dér, går vi glip af meget af Guds handlen.

Vi opdager slet ikke, hvor meget Gud er med i, som vi så skylder på omstændighederne, andre mennesker eller det onde i verden. Hvor meget mere gør Gud i dit liv, end du egentlig er klar over?

Jeg er ikke god til gåder – så derfor er jeg så meget mere spændt på svaret.
Der er en guddomsgåde – også til dig. I dag.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Den lige vej

Når nok er nok

Foto af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Duerne bygger rede i træet uden for mit vindue, træet har mørkerøde knopper, der også lover forår – men foran træet ser jeg nedbør, som ikke har besluttet, om det vil falde som regn eller sne.

Typisk aprilvejr – og et billede på mit liv, hvor morgenens handlingsoptimisme bliver opløst af nye udfordringer, der kræver en revideret dagsorden.

I går bød april på sol med forårsvarme og vi fandt violer på kirkegården. Vi sad på bænken og nød duften af dem – og varmen, for der er læ på kirkegården ved Hørby kirke.

Her var godt at være – i stilheden og varmen – med underholdning af et egern, der nød solen på græsplænen, uden at bemærke os.

Vi bemærkede de gamle kastanjetræer, der var blevet beskåret her i det tidlige forår. Fornyelsen sås også som nyanlagte kørestier i fint mønster.

Sådan var nyt og gammelt blandet sammen – som med vejret i april, hvor forår og vinter skifter – ikke bare fra dag til dag, men ofte fra time til time.

Jeg længes efter foråret og kan næsten ikke vente på det. Måske er det lige så meget et “socialt forår” jeg længes efter, for nu har isolationen varet længe nok punktum.

Vilkårlighed er måske det ord, der bedst beskriver det – selv om det er et ord, vi ikke bruger så tit. Men her møder vi noget, vi ikke har kontrol over. Vilkår, vi ikke kan kontrollere. Hverken vejret i april eller omstændighederne i vores liv.

Der er “solskinsdage” i livet, hvor alt glider og passer ind i vores planer – og så vælter det hele i en snestorm eller på en regnvejrsdag og det er, som om alt rotter sig sammen om at vælte det, vi gerne ville – og havde planlagt.

Det bliver forår udenfor, når tiden er inde – og det bliver godt i vores liv, når vi lærer at leve med, at der er mængder af vilkår, som vi ikke kan styre, men må leve med. Kunsten er, at se foråret bag snefnuggene, glæderne bag dagens forhindringer.

Vi har altid et valg.

Bente Christa

.

Vil du læse mere om samme emne?

Livets tilfældigheder?

Skridt for skridt

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der er dage, hvor den største bedrift er at tage et skridt mere. Når mit dårlige ben driller. Når omstændighederne kommer på tværs og livet ikke flyder som forventet.

De dage, hvor den største sejr er at flytte foden og gøre den lille ting, der kan bringe mig på forkant med morgendagen. Eller tage den lille pause med eftertanke og taknemlighed for alt det gode, denne dag rummede:

Mennesker, der har betydning i mit liv. Venner, der var klar til at opmuntre. Solen, der varmede og fuglene, der kvidrede.

Så er der dagene, hvor jeg tager to skridt frem i begejstring over genvundne kræfter – og må tage halve eller hele skridt tilbage igen. Men jeg kom fremad – og måske lærte jeg lidt mere om ikke at bruge flere kræfter end jeg har?

“Den længste rejse begynder med det første skridt”

Det er en kendt sandhed, for ordsproget findes verden over. Mennesker har erfaret, at alle rejser starter med det lille, første skridt. Det gælder livsrejser – og dagsrejser – de fuldføres ét skridt ad gangen.

Det gælder også de projekter, jeg har planlagt: ét skridt ad gangen, med fokus på målet – og så et lille skridt mere.

Hvor svært kan det være? Ja, den største udfordring er vel, at jeg er utålmodig – og gerne vil spurte i mål.

Jeg ser på andre – i fuld fart og meget målrettede – eller gået helt i stå. Men vi har hver vores særlige historie, der forklarer de skridt, vi tager – og de mål, vi har valgt.

Så er det godt for mig at huske på en gammel bibel formulering at “vi erkender stykkevis” – måske i stykker så små, som konfetti stumper der langsomt daler ned foran os.

Det er min opmuntring, når jeg står foran skiltet med “Blind vej” og må tilbage – skridt for skridt – for at finde en anden farbar vej mod målet.

Billedet? Det tog jeg uden for Køge Sygehus efter lægen sagde: “Et skridt ad gangen, Bente, og små skridt er helt ok.” Det har givet sig selv de seneste otte måneder, hvor jeg har kæmpet mig frem på trods af to forstuvede ankler.

Så jeg tager kun ét skridt – ad gangen – men jeg er på vej.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Den lige vej

Fotos af Bent L. Hansen med copyright

Jeg tager gerne imod “fattige” ord fra mennesker, der vil udtrykke deres omsorg for mig. De ord letter vægten af dage med usikkerhed og giver mig livsmodet tilbage – som knopperne i forårsskoven. De vokser og folder sig ud – og de signalerer forår med vækst og grøde.

Vi siger, at ord er ‘fattige’ – når vi ikke ved, hvad vi skal sige til et andet menneske. Men ord er en mulighed, vi mennesker har for at finde trøst, opmuntring og styrke – når vi deler ord om livet med hinanden. Ord kan være den største rigdom, for de kan bekræfte vores værd og værdi – og vores identitet.

“Jeg savner ord” siger vi, når andres sorg er dyb eller situationen er ubærlig. Det er rigtigt, for lige dér skal ordene bæres af oplevelsen af at ikke være alene. Men vi kan altid støtte hinanden med ordene, når de bliver til udtryk for vores kærlighed – eller bare vores opmærksomhed og omsorg for et andet menneske.

“Hvordan har du det?” kan både være den fladeste høflighedsfrase – og udtryk for den omsorg, der får mig til at græde af glæde over det andet menneskes interesse.

Ord er ikke kun de lyde, vi skaber med vores stemmebånd, men også formidling af den forbundethed, vi har med hinanden.

Vælg dine ord med omtanke – og brug dem, du kan stå inde for. De ord, der er ærlige og autentiske. Vi fristes til at overdænge hinanden med ekstra ord, der skaber inflation. Er det ikke nok at sige “godt at være sammen med dig i går” – uden det blev “enormt super hyggeligt”. Hvilke ord har du så til rådighed, når noget er helt ud over det sædvanlige?

Som skolernes 12-tals fænomen, der sniger sig ind i hverdagssamtaler: Det skal være perfekt – eller i hvert fald lyde som det perfekte liv. Men hvordan er det nu lige med børn, der bliver rost til skyerne med utallige tillægsord? De afkoder det som standard og tror, at alt der er mindre end det – er en fiasko.

De ægte og velmente ord – de er den største gave, jeg kan få fra et andet menneske. Jeg husker dem og gemmer dem, for de er opmuntringen, når jeg er kørt fast. De ord kan bekræfte, at jeg er på vej i den rigtige retning.

De bliver livsord, der kan bekræfte min særlige vej i livet, når jeg savner livsmod.

Bente 

.

Måske har du også lyst til at læse:

Alle mennesker er mere end ..

Hvor er ordene, vi kan bygge på?

Når ordene ruster

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright