Når det hele ser lidt overvældende ud – så griber jeg fat i “Pareto princippet”, som siger, at 20 % af indsatsen resulterer i 80 % af udbyttet. Så hvis jeg bruger mine kræfter på de vigtigste ting, så når jeg længst i mit liv. Det giver god mening for mig, der ikke har mange kræfter at bruge løs af. 🙂

Men det er der jo ikke noget nyt i, Bente? Vi har altid vidst, at det var bedst at gøre de vigtigste ting først. Ja, men for mig giver det håb at se tallene for mig. Så kan jeg se, at en lille indsats kan give forholdsvis store resultater.

Forandringen er størst, hvis jeg tager fat om roden i en problematisk situation, for så vil den ændres mest. Det er en hjælp, når jeg overvejer den lette løsning.

Jeg springer – over 🙂 men “Pareto Princippet” konfronterer mig også med mine overspringshandlinger. Dem har jeg mange af og vi kender hinanden alt for godt, disse følgesvende fra gammel tid. Nå, ja, nogle er nye, som de sociale medier – men mekanismen er et gammelt mønster. “Skal-opgaver” gør mig trodsig og får alt andet til at se utroligt tillokkende ud.

“Old Habits Die Hard” – det er lettere for mig end fordanskningen “Gamle vaner og mønstre er svære at ændre.” Jeg ved, hvor svært det er – det med vanerne – men med “Pareto” på min indre lystavle har jeg kunnet indføre nye vaner til erstatning for de mindre hensigtsmæssige. Ok, dårlige vaner er nok det rigtige udtryk.

Mit lilla timeglas har hjulpet mig med vanerne, for jeg kan følge tidens gang. Svære opgaver er ok i bidder på de 20 minutter, det markerer – og så kan jeg give mig selv en ‘belønning’ på samme tid med mindre krævende ting.

“Pareto” i praksis – ja det betyder, at jeg hele tiden er opmærksom på at tage fat i det, der er vigtigst – og sværest. Hele dagen. Hvilken lille indsats hjælper mig på vej mod mit mål?

Det har ændret mange små – og dårlige – vaner, som at belønne mig selv med at tjekke sociale medier eller læse nyheder og interessante artikler, når jeg burde have slukket computeren og lagt mig til at sove.

At forberede den næste dags aktiviteter – først og fremmest med en prioriteret plan. At have forberedt mest muligt til næste dag. At have ryddet op i køkkenet og have snittet alle grønsager til morgenmaden. 🙂 At have pakket rygsækken, så jeg er klar til at gå ud af døren næste dag. Så har jeg mere plads til uventede opgaver, hvis inspirationen indfinder sig.

En af mine nye vaner er min morgen-stilheds-skrivetid: Jeg har forsøgt at få en time ved min computer, tidligt om morgenen, til at skrive. Det er kun skriveprogrammet, der bliver åbnet og Facebook og mails må vente. Det lykkes ikke altid, for somme tider har jeg mere brug for at sove, eller en aftale har sat en anden dagsorden for dagen. Men konklusionen er klar, og erfaringen viser, at det virker.

Det kan måske ikke ses af andre endnu, men det har holdt mig i gang med at skrive og det har været godt for mig. Mon ikke, der også kommer flere klummer og opslag her på bloggen?

Jeg vågner med tanker og formuleringer, som jeg iler med at skrive ned. I stilheden kan jeg finde ind i skriveflowet, og så kan jeg redigere tekster i løbet af dagen – og lede efter bedre formuleringer, som ofte dukker op næste morgen. Det er en langsom proces, men den er givende. Jeg holder mit skrivesprog i live og jeg opdager nye, interessante udtryk.

Morgenstilheden giver mig ro, før dagens aktiviteter banker på. Den forebygger stress, fordi jeg altid er nået et stykke af vejen med det, der er allermest vigtigt for mig: at skrive.

Min morgenro følger med og letter prioriteringen af stort og småt resten af dagen. Den hjælper mig til at se det store i det små – som er “Pareto Princippet” i praksis. Små ting, med stor virkning – når det er de vigtigste ting. Det betyder også, at jeg bliver mere tilfreds med, at jeg kun magter 20% af det, jeg gerne vil gøre.

Men så er der lige den sværeste del – at finde ud af, hvad der er vigtigst. For hvad er det, kun jeg kan bidrage med? – og tør jeg stå ved det?

Den kendte Hr. Jante har formet min tænkning, så jeg synes det er pinligt at påstå, at jeg kan give noget til verden – som ingen andre kan. 🙂

Bente

Måske har også lyst til at læse:

Fanget i forventninger

Forliste forventninger

Når du står på bunden

Når hver dag bliver en særlig dag

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der er dage, der ligner billedet her: et kig på horisonten og intet andet. Jeg kalder dem “mine målløse” dage. Det er de dage, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal prioritere at handle på først – og ender med at gøre ingenting.

Jeg øver mig i at holde af dem, disse ‘målløse’ dage. Øver mig i at hvile og finde ro. Anerkender, at både hjerne og krop har brug for at lade op. Tjekker, om jeg har fået for lidt medicin i forhold til mine aktiviteter?

Flow og Slow

Jeg kan bedst lide at være i ‘flow’. Når tingene glider og projekterne lykkes. Jeg bliver lidt høj af det  Når målet er klart, kan jeg lettere vælge alt andet fra for at nå det.

Så er der de andre dage. Stilledagene med opsamling og forberedelse. Oprydning og arkivering. Det er de dage, hvor jeg går helt i stå eller vælger at ‘spilde’ tiden med noget sjovt, der slet ikke står på min liste. Det kaldes også overspringshandlinger. De kan være så tillokkende, alle disse små projekter, fordi det er lysten der driver – og ikke disciplinen.

Jeg bliver nemlig ikke høj af ‘slow’ som jeg gør af ‘flow’. Trætheden fylder. Som om kroppen siger: “Endelig fattede du det! Skal vi så slappe af!” Det bliver en ‘stilledag’ med genopladning. Men jeg gør det modvilligt, for jeg mener jo, at det giver energi at få gjort det, der skal gøres? Ja, det gør det – men ikke, hvis det bliver gjort på de sidste reserver. Så var det sundt at standse lidt før.

Målløse dage 

Nu ved jeg godt, at begge slags dage er nødvendige. Ingen kan have fuld fart på, mange dage i træk, men mine idéer myldrer alligevel og jeg lægger planer .. indtil udmattelsen rammer. Så kommer stilledagene helt af sig selv, men de er ikke velkomne. Jeg bliver sur på mig selv og ærgerlig for “nu gik det lige så godt”.

Stilledagene kan komme til at fylde for meget, så det bliver svært at komme i gang igen. Min huskeliste er vokset med så mange punkter, at jeg ikke kan overskue den – og så går jeg i stå. Herfra er der kun én vej: at finde målet igen og dele det op i små bidder, som jeg kan finde inspiration og energi til at handle på.

Deadline 

Jeg har altid arbejdet effektivt op til deadline. Når målet er helt tydeligt, kan jeg vælge alt andet fra. Jeg er koncentreret, fokuseret og overrasker mig selv med resultatet. Det gælder artikler, prædikener og oprydning.

Det gjaldt for dansk stil i skolen. Min bedste stil blev skrevet natten før, den skulle afleveres, og handlede om præcis det – at skulle skrive til deadline. Det hed afleveringsfrist, dengang, men det lærte mig noget om, hvordan jeg var skruet sammen. At jeg har svært ved at skrive på ren disciplin og viljestyrke. At jeg skriver og arbejder bedst, når jeg er fokuseret. At det er lettest at holde fokus, når jeg har ‘lov’ til at vælge alt andet fra.

Det har fået et navn

Sådan var det, da jeg var 14 år og sådan er det stadig.  Nu ved jeg, at det også hænger sammen med, at jeg ikke selv kan producere den energi, jeg har brug for. Så kun når det virkelig brænder på, frigives den allersidste reserve af kortisol, som gør mig i stand til at handle – og skrive.

Nu har det fået et navn og jeg har fået endnu en diagnose: Addison, som betyder, at min binyrebark ikke længere kan producere det livsvigtige hormon kortisol. Derfor styres mit liv af erstatningshormonet ‘Hydrokortison’ fra et pilleglas og jeg skal lære at beregne dosis i forhold til mine aktiviteter og belastninger. Min energi afhænger af, at jeg vurderer rigtigt, hvor meget jeg har brug for. Sådan har det været længe, men nu har jeg da forklaringen og et mildere syn på min ringe indsats. 

Mindre mål

Det gør målsætninger endnu vigtigere for mig. At jeg er afklaret med, hvad dagens allervigtigste projekt er. At jeg planlægger og forbereder, så det kan gennemføres. At jeg lægger alt andet til side imens.

Det arbejder jeg på – at blive bedre til. Bedre til at finde balancen mellem ‘slow’ og ‘flow’. Til at acceptere stilledagene som en opladning, der giver energi til de aktive dage, hvor kræfterne er med mig. Til at holde holde fast ved mine mål, men justere på tidsplanen og skære planerne i så små bidder, at jeg bevæger mig mod målet – uden at udmattes.

Så jeg holder målet for øje – også på målløse dage. Se, det er en kunst.

Bente

Her kan du læse mere om at nå i mål:
Den lige vej?

Her har jeg skrevet om udfordringen i at ‘lade ligge’:
Hvor er min oplader?

Her kan du læse interview fra maj 2021:
“Ord om livet”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det gik ellers lige så godt med højt tempo og ting, der kom fra hånden. Og så, bum, benspænd for Bente og en lukket vej: lagt ned af migræne, kvalme, smerter og infektion. Der var ellers ‘kloge’ ord på vej til bloggen – men de ligger i papirkurven som løse ord, uden sammenhæng, og uden at være til opmuntring for andre.

Der var masser af planer for 2018 og de blev sat i gang den første uge af januar. Vi var effektive, så der blev ryddet op og ryddet ud i vores kælderrum, før håndværkerne skulle ind. Jeg haltede ganske vist og havde ondt i hoften, men det gik vel over med lidt hvile?

Omkørsel forude 

Det blev i stedet som at møde et stort skilt med ‘omkørsel’ lige midt på en hovedvej. Ingen synlig grund, men både i trafikken og livet plejer det at være en god idé at følge de der gule skilte 

Denne uges ‘omkørsel’ var forholdsvis harmløs, for på et tidspunkt får jeg ryddet op i bunkerne, vasket tøj og skrevet til bloggen men midt i kvalme og smerter genoplevede og gennemlevede jeg en tidligere ‘omkørsel’ med langt større konsekvenser. Det var bare en plet med sort is på vejen, da jeg cyklede på arbejde i 1992, men den resulterede i bækkenbrud, piskesmæld, et ødelagt knæ, 6 måneders sygemelding og pension 6 år senere på grund af skaderne.

Jeg kom ikke på arbejde den dag, men på sygehuset i to uger og hjem på krykker med forbud mod at løfte noget. Hvordan får man hverdagen til at hænge sammen med tre børn og en mand med lange arbejdsdage? Jeg husker det som kaos, men detaljerne er fortrængt og måske forsvundet i morfintågerne fra den smertestillende medicin. Det var rædselsfuldt, uretfærdigt og min reaktion var:

FJERN DEN FORHINDRING!

Jeg fornægtede virkeligheden og fastholdt, at forhindringen måtte flytte sig for mig. Det kunne ikke være rigtigt, at sådan en lille, usynlig, plet af sort is kunne standse mig og ødelægge mine fine planer? Det måtte være en ond drøm, jeg vågnede fra igen. Der måtte være en retfærdighed et eller andet sted eller et mirakel, der ophævede konsekvenserne.

Det var der ikke – og der var ikke megen hjælp at hente nogen steder. Måske andre var lige så skræmte som jeg, over at livet kan tage en så uventet drejning? Den lille plet is vendte op og ned på mit og min families liv. Vi vidste heldigvis ikke dengang, hvor store konsekvenser det ville få – så vi masede på for at finde tilbage til ‘hovedvejen’ igen. For så lang kunne en omkørsel vel ikke være?

Ny rute? 

Hvad gør vi, når vejen er spærret og den planlagte rute må ændres? Når vi skal finde en ny vej fremad midt i hverdagens praktiske udfordringer? Når overblik er det eneste, vi ikke har?

Vi kan vente på, at forhindringen bliver fjernet – eller følge skiltene med ‘omkørsel’ og håbe på, at de er sat op af mennesker, der kender ruten. I dag er billedet anderledes for med en opdateret GPS bliver du advaret om lukkede veje og omkørsler og kan følge, hvor du er. Men dengang havde du ude i trafikken kun din stedsans og et papirkort.

Min indre GPS

Efterhånden har jeg lært at bruge min indre GPS. Den er kodet med de værdier, der har størst betydning for mig: Ordentlighed. Ansvarlighed. Troværdighed. Taknemlighed. At leve et ordentlig liv i forhold til mig selv, min familie og min lille verden. At bruge det liv på at gøre mest muligt gavn med mine evner og muligheder.

Den hjælper mig med at håndtere de mindre omveje i hverdagen. Når du må ændre dagens program fra plan A til plan B, D eller H og kan sige: Ok, jeg er stadig på vej mod samme mål, men det kommer til at tage lidt længere tid – så jeg kan lige så godt nyde udsigten fra denne omvej – og der er helt sikkert noget, jeg kan lære undervejs.

Min indre GPS skal lades op og jeg har (efterhånden) lært, at det kræver ro og stilhed at overveje: Hvor er det, jeg kan gøre en forskel ved at være mig? Hvor gør jeg en forskel ved at bruge de evner, jeg har med mig? Hvad er det vigtigste? Det kræver måske en anderledes prioritering af dagens planer.

Life is a Journey, not a Destination
skrev Ralph Waldo Emerson for længe siden, og det har han stadig ret i.

Livet er en Rejse, ikke et Mål.

Det er én ting at læse et klogt citat med livsvisdom, men noget ganske andet at gøre det til min egen livsvisdom. Det skal væves ind i hverdagene, helligdagene og afprøves ved alle de vejspærringer og omkørsler, jeg møder undervejs.

Bente

Måske har du lyst til at læse om mit forhold til hegn og grænser?
Blomster ved mit grænsehegn?

Dumme dage kan være ensomme dage: Det er nok kun mig, der ikke kan finde ud af livet.

“Hvad er der galt?” spørger manden måske modigt. “Ingenting!” svarer jeg og tilføjer lidt senere “Alting!” Det er ikke et problem, nogen kan løse for mig. Det er mere summen af mange små “øv’er”.

En ked-af-det-hed, som jeg ikke var klar over grunden til. Når den kommer op i lyset, opløses den – eller bliver konkret. Jeg mærker den større sorg, der lå dybere: Savnet af mennesker, der er forsvundet ud af mit liv. Mit 45 års studenterjubilæum i USA, lige nu, som jeg gerne ville være med til. Venskaber, der ikke blev holdt ved lige.

En usikkerhed, når muskelsmerterne ligner et hjerteanfald og jeg bliver bange. En kaotisk rodebunke:
Når vejret er forkert i forhold til mine planer for dagen.
Når opvasken stadig står fra i går.
Når en genial formulering flyver væk.
Når mine børn er frustrerede og jeg ikke kan hjælpe dem.
Når stort og småt bliver blandet og jeg mister overblikket.
Når jeg åbner et computerprogram og hilses af “Velkommen, Bente, vi har installeret nye funktioner til dig!”

Dumme dage handler om, at mit liv ikke er i balance.
At jeg er træt og trænger til søvn – eller til at gå en tur.
At for mange indtryk, følelser og opgaver har hobet sig op.
At jeg oplever for mange krav fra omverdenen – og mig selv.

Det er sorgen over min energi, der blev væk i sygdom.
Det er vreden over, at der lander så meget l… på min adresse.

Det er smertedage, især når iskiasnerven er i klemme. Når jeg ikke sanser verden for smerter – eller ser alting forvrænget. Dage, hvor jeg “glemmer”, at jeg ikke er herre over hverken liv, død eller helbred. At jeg ikke kan fjerne mine kroniske sygdomme eller sønnernes autisme. Hvor jeg sammenligner min familie med “normale” familier.

Når sorgen er vokset og igen er massiv. Når der er rod i underbevidstheden. Små ting – men til sammen så mange, at de kræver handling. Min løsning er at skrive for at få det op til overfladen. På papir kan jeg godt se, hvilke opgaver, der skal håndteres. Hvilke følelser, der skal bearbejdes eller accepteres.

Når alt er skrevet ned, kan jeg godt se, at jeg lever i livets spændingsfelt. Som alle andre mennesker. Med gode dage, hvor alt går efter planen og glæden bobler. Med dumme dage, hvor alle planer vælter og man føler sig mislykket.

Her kommer den svenske præst og klummeskriver Tomas Sjödin mig i møde med et dejligt citat fra bogen “Det sker når du hviler”:
“Man behøver ikke at slå til.
Det er nok, at man er til.
Alt udover det er bonus.”

Når indtryk og følelser er genkendt, hjælper listen mig til at handle – lige nu. Det er min bedste medicin mod dumme dage!

Handling kan være at give mig selv en fridag fra forventninger.
At gå en tur eller lytte til Bach, mens jeg hviler mig.
At tage en lille smule af opvasken eller støvsuge ét rum.
At ringe til en ven, jeg savner.

At handle er også på et tidspunkt at se på listen og dele opgaverne op:

• ‘Gør det’ bunken
  Somme tider er det en enkelt opgave, der har fået lov til at forsure mit liv. Fordi jeg ikke kan overskue den – eller fordi, jeg har udsat den så længe at det er pinligt at skrive svar på mailen. Så handler det om at angribe opgaven og få taget hul på den. Andre gange handler det om at konfrontere mindre opgaver og opleve energien vokse, når jeg kan krydse dem af.
  
• ‘Drop det’ bunken
  “Det her, det når du ikke, Bente.” Drop det for nu. Det er både perfektionismen, der skal lægges i denne bunke – og mange af mine kreative idéer. Du behøver ikke gøre rent, før der kommer gæster eller imponere med hjemmebag. Symaskinen og hækleprojekter må vente til koldere dage, hvor solen ikke lokker udenfor.
  
• ‘Giv det’ til andre bunken
  Har jeg tilbudt min indsats, da jeg havde stort overskud?
  “Jeg kan desværre ikke løse opgaven alligevel,” er svært at sige, men nødvendigt – og en lettelse, når det er sagt.

Kalenderen kommer frem og jeg fordeler store og små opgaver. Sætter et realistisk tidsforbrug. Tilføjer tidslommer med plads til omsorg for mig selv. Glæder mig til gode dage!

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Når du står på bunden

Bent Hansen har taget billedet af mågeklatten på vores bilrude.

Hverdage er ikke det værste, man har – slet ikke efter en ferie. De kan bruges til oprydning. Det roder nemlig. Ikke så meget omkring mig, men indeni, for ferietid betyder masser af indtryk og oplevelser – og en hverdag, der bliver vendt på hovedet. Det er alt sammen det, ferietiden skal bruges til, men lige nu har jeg akut indtryksforstoppelse.

Oveni kom min far på 94 år akut på sygehuset. Han er blevet frisk igen og er kommet hjem. Det gik fint med at besøge ham om formiddagen, men mindre godt med at håndtere alle de følelser der væltede frem ved at se min ellers stærke far i en hospitalsseng. Især den første dags usikkerhed – er det alvorligt? er det nu, min far skal herfra? Følelser tager tid og kræver energi.

Vi var netop kommet hjem efter en rundtur langs den jyske vestkyst – med mængder af indtryk, som jeg ikke havde fordøjet. Jeg opdagede, at Danmark har langt flere kontraster end jeg var klar over. At dette lille, homogene land rummer enorme modsætninger.

Forladte landbrug længst vestpå gør ondt, når man er bondefødt. Imellem dem ligger nybyggede parcelhuspaladser, der vidner om uligheden. Landmandsfamilier, der har knoklet og satset alt, må give op og efterlade nøglen i døren, når de forlader stedet. Hvem er de så, dem der har økonomi til at bygge bare for at imponere?

Vi så nedslidte fiskekuttere og dyre lystyachter i samme havnebassin. Vi så kuttere trukket op på stranden ved Nr. Vorupør og fiskere, der kæmpede for udbyttet. Ved siden af holdt dyre campere, der tilhørte windsurfer folket – som har økonomisk overskud til at køre derhen, hvor vinden blæser bedst og opsøge udfordringen ved at besejre bølgerne. Det har vestkystfiskerne gjort i generationer – kæmpet med og mod bølgerne for at sikre udkommet til deres familier.

Måske prøver jeg bare at forstå, hvad der er sket? Hvorfor verden er vendt på hovedet. At mennesker slider med lange arbejdsuger for at få råd til ferier, hvor de kan udfordre sig selv og elementerne.

Det giver ikke mening for mig og spørgsmålene roder rundt i min hjerne. Der bliver de blandet med erindringer fra min barndom, som når vi i ferien købte havejordbær ved vejen og jeg kunne huske præcis, hvordan et jordbær smagte, da jeg var barn. Jeg har set marker med blå kornblomster som for længe siden. Duftet vilde roser i Vendsyssel og husket sommerferierne hos min moster – og hvordan hendes lysegule folkevogn kørte igennem klitter og strandsand ved Løkken.

Jeg har nydt alle de nye indtryk – og jeg har mærket, at det er godt at vende tilbage til hverdagen og dens rutiner. At det gi’r ro at stå med en opvask og se den forsvinde efterhånden som jeg arbejder. At skrælle gulerødder og lave råkost og spise som vi plejer. At sove i min egen seng og ikke stå ud til den forkerte side i en hotelseng. At kunne hente et glas frisk vand fra min egen vandhane.

Det er godt at være på ferie!
Det er også godt at komme tilbage til hverdagen.
Heldigvis, for hverdagene er der flest af.

Det har lige været midsommer. Dagene begynder at blive kortere igen, selv om nætterne er lyse. Tiden løber fra mig. Jeg når hverken helt eller halvt det, jeg gerne vil – og jeg kan mærke, det stresser mig.

Mine planer var ellers fornuftige nok, men jeg blev løbet over ende af livet, af virkeligheden og hverdagen. Gode ting som ferie og familietid. Svære ting som indsatsen for at hjælpe en burmesisk flygtningefamilie undgå deportation til Rumænien, til et liv på gaden med fire børn.

Jeg kigger på min to-do liste og håber, jeg i morgen vågner veloplagt med et velfyldt energilager og kan nå det hele – men ved godt, at jeg også i morgen skal slette ting på listen, jeg gerne ville nå.

Jeg håber, at jeg trods alt kan se tilbage på mit liv og sige: “Jeg er glad for, at jeg valgte at bruge det sådan. Mit liv blev brugt sammen med de mennesker, der betyder mest for mig og det var fyldt med indhold, som er vigtigst for mig!”

Det har medført omprioriteringer undervejs, når situationen ændrede sig. Når jeg valgte flere ting fra, fordi tiden og kræfterne ikke slog til – og når nye udfordringer krævede indsats. Døgnets 24 timer skal bruges med omtanke, for her er ingen mulighed for genbrug.

Somme tider sidder jeg med følelsen “hvis jeg bare ..”

Hvis jeg bare havde gjort – eller ikke gjort. Prioriteringerne ser anderledes ud i bagklogskabens klare lys. 40, 30, 20 eller 10 år senere er det svært at huske alle de forhold, der indgik i mine beslutninger. Hvis jeg bare havde vidst … men jeg vidste f.eks. intet om de arvelige sygdomme, der viste sig senere. Det bliver vigtigt at huske, at jeg valgte ud fra dén viden, jeg havde dengang.

“The Jar of Life” – livets krukke – er en illustration, der har hjulpet mig. Her er min korte version:

“Læreren fyldte en krukke med sten og spurgte eleverne, om den var fuld. Ja, det var tydeligt, at den var fyldt med sten. Så tog han en håndfuld mindre sten og fyldte i de mellemrum, der var. Er den fuld? Ja, det var den. Så fylder læreren krukken helt op med sand og nu er eleverne usikre på, hvad formålet med forsøget er, men det er tydeligt at krukken er mere fuld end før. Til sidst hælder læreren vand i glasset.
“Hvad viser eksperimentet? Jo, siger læreren, de største sten repræsenterer de vigtigste værdier i dit liv: familie, ægtefælle, børn, helbred og alle dine drømme. Alt det, der er vigtigt, når du ser tilbage på dit liv. Småstenene minder dig om dit arbejde, dine ejendele og venner – mens sandet repræsenterer de aktiviteter, du måske kan undvære.”

Der er intet nyt i at gøre det vigtigste først, derefter det mindre vigtige og til sidst supplere med det, der stadig er tid og energi til. For mig har det hjulpet at tænke i billedet af krukken med sten, småsten, sand og vand, når jeg bliver slået tilbage til start af en ny blodprop med lammelser eller et Lupus anfald med lammende træthed.

Når de største sten lægges i bunden først, så er der stadig plads til småsten, grus og sand – og vand. Rækkefølgen afgør hvor meget, der er plads til. Illustrationen viser, at dine dage er fyldte – af stort eller småt, vigtigt eller unødvendigt – men at du kan vælge, hvad der skal være plads til.

Jeg kan vælge at prioritere de opgaver, der giver mit liv mest værdi. Give dem min bedste tid på dagen. Min bedste indsats. “Hvad er vigtigst?” bliver derfor det konstante spørgsmål til mig selv. “Hvad giver indhold i mit liv? Hvad giver glæde og latter?”

Hvordan finder jeg tid og energi til at komme udenfor og gå den (lille) tur, der frisker og sikrer, at mine muskler holdes i gang? Hvor finder jeg plads til stilhed og eftertanke? Jeg brænder ud, hvis en af delene mangler, så de skal med i planlægningen.

Så sjovt nok har jeg lært meget af de kloge, der underviser de travle i tidsstyring og effektivitet. Min kalender på mobilen ser ikke ud af meget med maks. 1 aftale pr. dag. Til gengæld ligner min arbejdskalender på computeren et kæmpemæssigt puslespil, for her rykker jeg rundt på brikkerne for at få energi, tid og opgaver til at harmonere. Skifter mellem at bruge hjernen ved computeren og kroppen i køkkenet – og tager et læsehvil på sengen.

Jeg bliver hurtigt træt og undervurderer, hvor lang tid jeg skal bruge på en opgave. Det gør ondt – ikke kun i musklerne, men også i værdigheden som registrerer endnu et nederlag. Så en formiddag med aftale hos fysioterapeuten har ikke plads til meget sand, sjov eller svinkeærinder, for jeg skal også i bad og det kræver et hvil bagefter.

Middagssøvnen er livsvigtig for mig, for uden den fungerer hverken hjerne eller krop. Sådan har det været i de 20 år, jeg har været syg, men før kunne jeg udskyde den eller springe over og betale prisen de følgende dage. Nu er det 2-3 timers søvn HVER eftermiddag og det begrænser aftaler, aktiviteter og vores sociale liv. Surt, men det er mit vilkår.

Jeg klager ikke! Jeg er taknemlig for alt det, jeg kan selv, og for den hjælp jeg får af andre. Lettet over, at jeg kan holde lammelserne i skak ved at hvile og træne. Glad for at jeg kan gå en tur uden rollator eller stokke og at kørestolen samler støv i kælderen.

Men stress er min store udfordring, for det er svært at vælge fra. At leve med, at mange gode ting ikke længere er en mulighed, fordi jeg ikke magter dem.

Men tankerne og de gode idéer myldrer stadig. Så jeg har skrevet mange kloge klummer, ryddet op i bogreolerne og syet nyt tøj – mens jeg lå i min seng.

Bente Christa

.