Der var engang, det var meget enkelt – Guds Rige var kirken og her var trygt og varmt. De der var udenfor, forstod det ikke – men det ville de nok komme til, når de så, hvor godt vi havde det sammen indenfor.

Vi er på vej sammen mod et møde med mere af Guds nærvær i det, vi kalder Guds Rige, der er kommet nær med anderledes værdier, der gerne skulle få substans – og måske stå som en protest mod den behandling, vi ellers giver hinanden? 

Her kaldes vi til at følge det nye, Gud vil med verden – og omsætte Jesus’ eksempel til virkelighed i hverdagen – som det omvendte Guds Rige med en anderledes grundlov – at afspejle Guds værdier for verden og for mennesker.

Læs om den i Bjergprædikenen i Mattæus 5 og du vil opdage, at Jesus vender op og ned på samfundet med en ny og omvendt verdensorden:

Her er den mindste også den største. Her er de fattige i ånden samtidig dem, der skal se Gudsriget. Ikke de klogeste, men dem, der læner sig ind til Jesus, for bedre at høre de ord, han sagde:

Her kommer Guds kærlighed til udtryk i handlinger – håber vi – når vi forsøger at gøre godt mod dem, der håner os – og de fremmede, for du var selv engang den fremmede, siger Jesus.

Vi søger Gudsriget, fordi vi her kan få opfyldt vores dybe og ubevidste behov for at møde det, der er større end os selv – det der rækker fra evighed til evighed. Det der er anderledes end vores verden, hvor vi bliver vurderet og ofte oplever, at blive kasseret.

Gudsriget tiltrækker med andre og modsatte værdier.

I Gudsriget er alle mennesker lige meget værd, fordi vi er skabt i Guds billede. Når vi ser det, må vi ofte handle anderledes end samfundet forventer. Lige dér bliver vi i Gudsriget den modkultur, som verden har brug for i dag.

Men hvad kan jeg gøre? – og hvordan?

Bente Christa

.

Du kunne også læse:

Jeg er bare på vej

Jeg er den fremmede, der vil ind

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Har vi kun betydning, når vi GØR noget? Nej, men det er vist alligevel sådan, de fleste af os oplever det. Det er svært at finde vores identitet ved blot at VÆRE. Måske dyrker vi travlheden og arbejdet, fordi vi er bange for at møde os selv i stilheden?

Det taler jeg med en god ven om i denne radiosamtale – ud fra fortællingen om Jesus, der besøger Martha og Maria – de to søstre, der er bibelbilleder på at gøre og at være.

Du kan høre udsendelsen her:
Martha og Mariatid

Jesus er kommet på besøg hos Martha og Maria – sammen med flokken, der fulgte ham. Derfor knoklede Martha i køkkenet for at sørge for mad til gæsterne og blir irriteret på Maria, der “bare” sidder og lytter til Jesus. ‘Gud, så sig dog til Maria, at hun skal hjælpe mig!’

Så fik Martha sagt, at det er spild af tid at sidde og lytte til Jesus, når der er arbejde, der skal gøres. Men at høre, hvad Gud siger kan være svært, når man har travlt og Marthas egen indre dialog kørte samtidig for fuld volumen – og så er der ikke også plads til Guds stemme.

Gud kalder os først og fremmest til et liv med Ham. Til at lytte til hans stemme og følge ham. Vi bliver kaldet til at handle på Guds kærlighed i en verden der trænger til den. Til at rejse os og stå ved de værdier, der viser Guds omsorg for skaberværket og værdien i det enkelte menneske.

Det mente jeg også, jeg var i gang med – men jeg opdagede, at jeg ikke længere lyttede så nøje til Guds stemme. Jeg brugte mine talenter og så ikke, at min bøn var blevet til  ‘Gud, vil du sørge for, at jeg kan nå alle mine opgaver!’ i stedet for ‘Gud, hvad er dine planer for mig i dag?’

Måske fordi jeg var lidt usikker på, hvad Gud ville finde på at fortælle mig, hvis jeg var stille længe nok.

Vores største angst er måske i virkeligheden at opdage, at vi ikke er nogen, når vi ikke GØR noget? At vi ikke er noget? At vi er uden betydning? At vi ikke er?

Tænk bare på, hvor skræmmende det kan være at blive syg og være tvunget til at være inaktiv på sofaen eller i sengen. Vores faste rutiner forsvinder og vi skal forholde os til stilheden og den lange tid. Vi værdsætter fridage, ferier og pauser – men i større målestok skræmmer de os, som hvis vi f.eks. bliver indlagt på sygehuset eller skal skabe mening i pensionistlivet.

Måske kan vi øve os i at være alene med os selv? – for det er tid uden den vante struktur. En tid til at lytte uden at vide, hvor vi lander.

Det er en rejse i det ukendte og det skræmmer de fleste. Det er trygt at kende planerne for i morgen og dagen efter – det giver en følelse af kontrol – og vi sikrer os gerne imod det ukendte, som kan være noget så uskyldigt som:

Fuglesangen udenfor
Lyden af ingenting
Dit hjertes banken
Dit åndedræt

På et tidspunkt finder du ind til roen
Derinde kan du høre Jesus tale:
Måske en tanke
Måske et bibelord
Måske som en menneskestemme,
der taler Gudsord ord ind i din situation.

Disse ord fra en finsk salme blev hængende:
Tag dine sko af!
Den jord, som du står på er hellig,
Herren din Gud taler til dig
Hør, hvad Han siger! Vær stille,
skønt du ikke forstår, hvad Han vil dig
Som en ordløs tale til os
hører vi Guds klare bud

Bente

Her kan du høre radioudsendelsen:
Martha og Maria tid

Har du lyst til at læse mere om emnet?

Når det bliver for underligt
..

Bente med begrænsninger

Når tiden står stille

Har du et ‘rigtigt’ billede af dig selv?
Eller er der en lille splint i øjet, der forvrænger det, du ser?
Så læs mere her:
Troldspejlets splinter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright