Må jeg være glad, når du er trist? Kan jeg glæde mig over fuglesangen, når verden er af lave? Kan jeg lave god mad til familien, når mange sulter i verden?

Hvor langt har vi ansvar for hinandens glæde – og liv? Ja, det jeg siger og gør har indflydelse på, hvordan du får det, så jeg skal tale med omtanke og udtrykke mig med kærlighed. Men jeg kan jo ikke give dig et godt liv – eller kan jeg?

Jeg kan ikke tage ansvaret for, hvordan du har det. Hvordan du vælger at reagere på det, jeg siger og gør. Det er dit ansvar. Jeg ser det tydeligt, når det handler om mine voksne børn. De har selv ansvaret for deres liv – men det er svært at efterleve, når de skal arbejde sig igennem tunge perioder. Så vil jeg gerne tage det svære fra dem og glemmer, at mit ansvar først og fremmest er at gøre dem mest livsduelige.

Men det gælder jo overalt: jeg har først og fremmest ansvar for mig, for mit liv og for min lille del af verden. Hvor jeg kan handle efter de værdier, jeg siger, jeg har. Men det er lettere at give et like til gode initiativer i den modsatte ende af verden. Give et bidrag til bedre forhold langt væk, end at protestere over de små uretfærdigheder i egen andedam og kommune.

Vi bliver udbrændte og ansvarstrætte, når vi påtager os det globale ansvar. Ok, jeg gør i hvert fald. Jeg møder et mismod,  som gør mig handlingslammet – og derfor gør jeg ingenting. Hvad kan vi gøre?

Tag mest ansvar for dig selv. Det lyder egoistisk, men du er jo den eneste, du kan ændre. Du kan ikke ændre mig – og jeg kan slet ikke ændre dig. Men når jeg ser, hvad du gør, kan jeg lade mig inspirere og ændre min måde at handle på. Når jeg ser, at du behandler dig selv med respekt, så hjælper du mig til at turde prioritere det samme. Når du siger “nej” til opgaver og ekstra arbejde, så tør jeg også lidt bedre.

Tag mest ansvar for dine egne reaktioner. Der er altid noget, vi kan reagere på – og blive vrede over. Fuskere, politikere og projekter, der slår fejl. De provokerer mig, så jeg leder efter muligheder for at anerkende andres indsats og kompetencer og sætte ord på det. Gerne så højt, at det kan høres af andre.

Tag mest ansvar for dine egne handlinger. Det er muligt verden er fuld af idioter, der gør alt forkert. Som i trafikken  men det kan hverken du eller jeg ændre på. Vi kan kun handle i vores eget liv.

Jeg skrev det her til mine børn – og opdagede, at ordene var til mig selv – og det er straks sværere.  Vi bliver påvirket af meget, der ligger uden for vores indflydelse. Men jeg har ikke lyst til at være offer, eller handlingslammet, så nu vil jeg lede efter de sprækker, hvor jeg kan handle anderledes i dag.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Blomster ved mit grænsehegn

Afmagt

Hvor er min oplader?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der sker ting i vores liv, der nærmest sætter tiden i stå. Tidspunkter, der er mejslet ind i vores erindringer, så vi husker dato, klokkeslæt og alle indtryk. Tidspunkter, der måske for altid forandrer vores syn på livet og de mennesker, der er omkring os.

Det er ofte, når vi kigger ud over kanten af livet, at tiden får en ny betydning.

Vi mærker, at der er en tid – ind til der ikke længere er nogen tid. Jeg oplevede det, for nogle uger siden, og det forstærkede min taknemlighed over livet og de mennesker, der er mit liv.

Jeg oplevede det også for et år siden, da en kollega og gammel ven pludselig døde. Det gang i tankerne.

Lige nu – er det øjeblik i livet, der ikke kommer igen. Lad os bruge det med taknemlighed.

Lige nu – sætter jeg tiden i stå og holder en pause. Jeg trækker vejret dybt, mens verden går sin skæve gang uden min medvirken.

Lige nu – er nemlig øjeblikket, hvor jeg kan huske på, hvad der er vigtigt i mit liv – og handle på det.

Dagen i går er forbi og der er en hel dags muligheder, før det bliver i morgen. Så lige nu kan jeg vælge retning for denne dag. Med de ting, jeg prioriterer lige nu – vælger jeg også perspektivet på fremtiden.

Det bliver måske ikke synligt lige nu. For vælger jeg at lytte mere opmærksomt til mennesker omkring mig – hvordan vil det så kunne ses?

Vælger jeg at være mere nærværende, kan det ikke måles – men kun mærkes. Holder jeg fast i glæden over livet og dette øjeblik, har jeg åbnet den gave, som en ny dag er.

Lige nu kan jeg …

.

Bente

.

Måske har du lyst til at læse mere om emnet?

Lige nu og for længe siden

.

Livet skifter mellem sol og skygge, sådan som dagene veksler mellem lys og mørke. Ja, lyset skaber sin egen skygge og vi vil altid leve med den dobbelthed. At de mørkeste tider i vores liv måske mest af alt er skyggen af det gode, vi har oplevet?

Du har sikkert også oplevet, at et lillebitte lys kan gøre en enorm forskel i et helt mørkt rum? Du leder efter lyskontakten i mørket og selv en gammeldags elektrisk pære i en ledning i loftet kan opleves som en velsignelse af lys.

Sådan er det vel også, når livet er mørkt? Først da ser vi for alvor de små ting i livet, når lyset falder på dem. Et solstrejf gennem en sprække i de mørke skyer. En solsort, der uventet synger for dig. Et smil fra et ukendt menneske på gaden.

Lys og skygge hører sammen. De kan ikke skilles, men vi kan opleve perioder med næsten kun lys – eller famle os frem i nærmest totalt mørke. Som når sorgen lammer, når vi mister et menneske, vi holdt meget af. Ja, den er større, jo mere det menneske betød for os. Men tænk, hvis ingen var efterladt i sorg efter et dødsfald?. Hvis ingen savner dig, når du er væk? Sorg er prisen for kærlighed, siger et gammelt mundheld, og det er vist ikke helt forkert.

Prisen for at møde den eneste ene, er risikoen for at miste igen. Det får mange til at ikke turde involvere sig. Det er mere trygt at beskytte sig mod tabet ved lukke sig inde i sig selv. Eller møde andre bag den form for facade, der beskytter mod at blive såret.

‘Mærk verden’, skrev Nørretranders engang. Mange vælger det fra, fordi der er så meget ondt og urimeligt i verden omkring os. Så bliver det lettere at ikke mærke – hverken den globale verden, eller den verden, som er lige omkring os. Lidt tragisk, for vi kan stadig handle i forhold til de mennesker, der er lige omkring os. Møde dem ansigt til ansigt, i øjenhøjde og med nærvær og i det møde skabe en bedre verden.

‘Mærk smerten i din verden’. Ja, det kræver mere mod at mærke den nære verden end nyhedernes tragedier. Når du prøver at opmuntre de mennesker, du allerede har relationer til. Du kan blive misforstået eller afvist. Deres forventninger kan være større end det, du magter at give. Du kan mærke deres smerte – men du kan også lade dem mærke dit nærvær, din interesse og du kan handle sammen med dem.

Vi kan finde lyset bag skyggen, når vi hjælper hinanden. Vi kan sammen lede efter den anderledes ro, der er mere end stilhed. Vi kan hvile i den, måske bare et øjeblik, hvor mørket letter og stormen løjer af, lige hvor vi er. Vi kan finde en pause i hverdagens hurlumhej og samle kræfter mellem livets kolbøtter. Vi kan glæde os til, at solen igen skinner på os – og kaster nye skygger.

Lige nu, synes jeg det er svært, for der er mere skygge end lys omkring mig. Men det har været godt for mig at sætte ord på det – og dele det med dig. 

Bente

Her er mere om samme tema:

Når hver dag bliver en særlig dag

Hvor er min oplader?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Lige nu er det et år siden, min far døde. De seneste dages smukke efterårsvejr minder mig om det. Sådan er årstiderne – de hjælper os til at leve i en cirkulær tidsforståelse, når de gentages. Jeg mærker, at det både er lang tid jeg har savnet ham – og samtidig, som om det var for ganske nylig. Savnet er stort.

I sidste uge stod jeg for bisættelsen af min svigerdatter. Bagefter gik vi fra kapellet ud på Naturkirkegården i det smukkeste efterårsvejr. Det mindede mig om min far. Min tidsfornemmelse blev uklar, som om de begge var døde for få dage siden. Sådan flyder dagene ind over hinanden og det er både lige for lidt siden – og for længe siden.

Når tiden slår kolbøtter
Sådan slår både sindet og tiden kolbøtter for øjeblikket, når alt bliver vendt på hovedet. Som når vi som børn stod på hovedet (jo, det kunne vi) og alt indhold i lommerne faldt ned på jorden.
Sådan falder også alt det løse ud af mine livslommer og ned på jorden. Det bliver tydeligt, hvad der er vigtigt i livet.

På samme tid 
Jeg er på samme tid moderen, der holder om min søn, mens han græder – og datteren, der savner sin far. Barnet og den voksne på samme tid. Tiden blandes af oplevelserne og erfaringerne slår kolbøtter, når minderne vælter frem. Det er som om, det bare var i går, jeg talte med far, før han gled ind i bevidstløshedens ingenmandsland og forsvandt for mig.

Vær tålmodig
Jeg læste i dag et citat af Lars Gustav Lindhardt, om sorgen over at miste sin far:
“Jeg elsker min far ligeså højt i dag, som jeg gjorde, da han levede, og derfor er min sorg ikke blevet mindre med tiden. Det, der ændrer sig, er os, der bærer sorgen. Med tiden bliver vi stærkere og bedre i stand til at bære den sorg, der tynger, og derfor kommer sorgen til at føles lettere for hvert år, der går.”

Ved sluseporten
Da jeg stod ved sluseporten ved floden Mosel i Tyskland så jeg et billede på mit forhold til tid. Der er perioder i vores liv, hvor vi venter i et slusekammer, mens det fyldes op, så vi kan ‘sejle’ videre på livets vej. Det tager tid. Faktisk lang tid, før et slusekammer er fyldt op og skibene kan sejle videre. Der er ingen genvej – og alle er nødt til at vente.

Vi kan heller ikke bare hæve os selv op, men har brug for den tid, det tager for vores ‘slusekammer’ at fyldes op med eftertanke, erfaringer og hvile – så vi er klar til noget nyt på næste etape af livsrejsen. Der er ingen genvej – du er nødt til at vente.

Ting tager tid
De fleste ting i livet tager langt mere tid, end vi regner med. Hvorfor leder vi så efter hurtige løsninger? Som i “det skal fikses – NU!” Det undrer jeg mig over. Hvad er vi bange for? Tiden?

Bente 

Måske har du også lyst til at læse:
Farvel, far

Blade i Bentes liv

Her skriver jeg om, hvor svært det er – at ikke kunne hjælpe:
Afmagt

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg frøs lidt i morges og hvor var det dejligt! At mærke en kølig vind i ansigtet og indånde en anderledes luft med mere ilt. Min hjerne kølede ned og jeg kunne næsten kende mig selv igen. Sommerens hedebølge har været anstrengende, for min krop kunne ikke regulere for den ekstreme varme. Jeg har været udmattet, træt af varmen – og bare træt.

Vi er vant til at få vores vilje
Hedebølgen ‘smeltede’ mine fine planer for sommeren. Jeg slettede det meste af min huskeliste, da jeg indså at varmen vandt over min vilje til at være effektiv.  Normalt planlægger vi langt ud i fremtiden og har vi lavet en aftale, så holder den og vi møder op på det aftalte tidspunkt. Bare ikke, når det er hedebølge – eller snestorm. Derfor har der været stille på bloggen. Jeg kunne ikke få ordene til at give mening.

Varmen flytter fokus
Det er både godt og skidt. Vi aflyser aktiviteter, der kræver for meget energi og bruger mere tid på at sidde i skyggen og tale med andre. Vi tager måske på flere strandture med familien? Vi kommer ned i tempo, for det er kun de få, der kan holde farten oppe i en hedebølge.

Måske er det, hvad vi kan lære af sommerens ekstreme varme? At både vi – og verden – ikke er skruet sammen til at holde til det liv, vi lever? Vi mennesker har vænnet os til, at vores krop – og hjerne – skal præstere. Hele tiden. Også når vi har fri, så har vi bare lagt rekreative planer.

“Det er vigtigt at børn keder sig,” har været emne for flere artikler denne sommer. “Det udvikler deres kreativitet og selvstændighed.” Ja, det ved vi godt, så hvordan er det blevet en nyhed? Det kan kun skyldes, at den viden ikke slår igennem i børns verden i dag – og slet ikke i de voksnes verden. Her kan sommervarmen faktisk hjælpe os: Med at gøre ingenting, mener jeg. Som i INGENTING. Bare ligge og tænke – eller kede sig.

Vi har ikke magt over varmen – eller verden
Måske kan vi bruge den situation til at tænke over, hvor lidt vi egentlig kan styre verdens gang og vores liv? Normalt regner vi med, at vi kan planlægge os ud af al modgang og sætte kursen mod automatisk succes.

Vi glemmer, at der er meget, der ligger langt uden for vores kontrol. Som sygdom, der pludselig rammer og vælter planer og familieliv. Som en uopmærksom bilist, der ikke når at bremse og efterlader skader og død. Som en brand, der på et øjeblik fortærer alt det, vi har samlet sammen og bygget op. Det vil vi helst ikke forholde os til.

Livet er lige nu – men måske ikke i morgen. Det glemmer vi tit i farten, når det hele kører for os. Vi retter ind efter samfundets og arbejdsmarkedets forventninger. Vi lægger vores egne forventninger om succes oveni – og undrer os over, at vi bliver trætte og modløse?

Varmen sætter fokus på, at vores krop har brug for væske og hvile, for sødt og salt – og for næring. Eksperter fortæller, at det er vigtigt at lytte til kroppens signaler og sørge for væske og salt og næringsstoffer. At lægge mærke til mennesker, der ikke sveder, for de er i risiko for hedeslag.

Vi troede, vi bare kunne skrue ned for den globale radiator – og fortsætte derudad – men varmen minder os om, at der er grænser for, hvad vi kan byde vores krop.

Varmen i min verden
Her i varmen har jeg fået mere respekt for min krop, selv om jeg synes, den har modarbejdet mig. Den er et forunderligt system, der fungerer 24/7 – og af sig selv kompenserer for næsten alt, hvad jeg møder. Bortset fra, at der er en fejljustering i min binyrebark, så jeg ikke kan danne den kortisol, jeg har brug for. Slet ikke det ekstra, der skal kompensere for den ekstreme varme. Det skal jeg have som piller, så jeg har gættet mig frem til dosis af hormonerstatning. Nogle dage har jeg ramt rimeligt. Andre dage er det gået helt galt, fordi jeg ikke respekterede at kroppen var overbelastet af varmen og mest havde brug for hvile.

Bente

Måske har du også lyst til at læse?

Målløse dage

Hvor er min oplader?

Fotos med copyright af fotograf Bent L Hansen