Hvis naturens frodighed kan smitte af på verden omkring mig, så ønsker jeg at:

Vi igen kan se hinandens ansigter – og vores smil

Vi kan smitte hinanden med tro på fremtiden

Vi vil vælge de vigtigste værdier til at tage med os

Vi vil støtte andres initiativer for mere socialt liv

Jeg glæder mig til jeg igen kan opleve, at både skoven og verden bliver lige så frisk og grøn igen. Til oplevelsen af en tur i skoven, når den er grøn af bøgeblade, der folder sig ud.

Når duften af forår fylder alt og jeg bliver høj af den ekstra ilt skoven gir. Når der er grønt, så langt jeg kan se og det kan der vel ikke komme et forbud imod?

I år er min forventning større end nogensinde.

Grønt er håbets farve og jeg HÅBER, at verden grønnes igen som forårets træer og buske – fulde af helt nyt liv og liv til genoprettelse af gamle og gode sammenhænge.

Jeg længes efter at se spirer af forårsfornyelse i min egen lille verden efter denne allerlængste vinter. Tiden med isolation har været en sej venten på, at mit sociale liv kan grønnes igen. Men, tænker jeg, hvorfor er det så svært at holde kontakten via telefon, mail osv.? Jeg kunne jo bare … men det gik op for mig, at jeg jo ikke havde noget at fortælle.

Jeg lod være med at ringe op til gamle venner og bekendte, for samtalerne handlede mest om den der virus. På en sær måde var det i begyndelsen et udtryk for manglende respekt at tale om hverdagsting – i lyset af den alvor, vi stod i med smittefare og angsten for konsekvenserne. Nu er det mest gentagelser uden inspiration.

Vi valgte selv isolationen, fordi vi er i risikogruppen – men vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det ville vare så længe

Men når tiden er inde, grønnes verden igen sådan er det i naturen – og sådan er det forhåbentlig også i vores verden.

.

Bente Christa

Måske vil du også læse:

Den lige vej

Ørkenvandring mod foråret

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Duerne bygger rede i træet uden for mit vindue, træet har mørkerøde knopper, der også lover forår – men foran træet ser jeg nedbør, som ikke har besluttet, om det vil falde som regn eller sne.

Typisk aprilvejr – og et billede på mit liv, hvor morgenens handlingsoptimisme bliver opløst af nye udfordringer, der kræver en revideret dagsorden.

I går bød april på sol med forårsvarme og vi fandt violer på kirkegården. Vi sad på bænken og nød duften af dem – og varmen, for der er læ på kirkegården ved Hørby kirke.

Her var godt at være – i stilheden og varmen – med underholdning af et egern, der nød solen på græsplænen, uden at bemærke os.

Vi bemærkede de gamle kastanjetræer, der var blevet beskåret her i det tidlige forår. Fornyelsen sås også som nyanlagte kørestier i fint mønster.

Sådan var nyt og gammelt blandet sammen – som med vejret i april, hvor forår og vinter skifter – ikke bare fra dag til dag, men ofte fra time til time.

Jeg længes efter foråret og kan næsten ikke vente på det. Måske er det lige så meget et “socialt forår” jeg længes efter, for nu har isolationen varet længe nok punktum.

Vilkårlighed er måske det ord, der bedst beskriver det – selv om det er et ord, vi ikke bruger så tit. Men her møder vi noget, vi ikke har kontrol over. Vilkår, vi ikke kan kontrollere. Hverken vejret i april eller omstændighederne i vores liv.

Der er “solskinsdage” i livet, hvor alt glider og passer ind i vores planer – og så vælter det hele i en snestorm eller på en regnvejrsdag og det er, som om alt rotter sig sammen om at vælte det, vi gerne ville – og havde planlagt.

Det bliver forår udenfor, når tiden er inde – og det bliver godt i vores liv, når vi lærer at leve med, at der er mængder af vilkår, som vi ikke kan styre, men må leve med. Kunsten er, at se foråret bag snefnuggene, glæderne bag dagens forhindringer.

Vi har altid et valg.

Bente Christa

.

Vil du læse mere om samme emne?

Livets tilfældigheder?

Skridt for skridt

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Drømmene blev slået i stykker, da Jesus blev hamret fast på et kors langfredag. Disciplene stod tilbage i undren og frustration, for alle deres forventninger var knyttet til det, Jesus sagde og gjorde. De havde efterladt alt for alt følge ham og være med i den revolution, han var ved at starte.

Nu var det hele forbi. Jesus var død og deres følelser var i oprør. Den ene havde sladret om ham for 30 sølvpenge og kunne ikke leve med det. En anden havde nægtet at kende ham, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sin fejhed.

Deres liv var vendt på hovedet i løbet af en eneste dag og nu sad de sammen og forsøgte at finde mening i bare noget af det, der var sket. Mon ikke der har været en trykket atmosfære? – for hvad skulle de nu?

De havde givet slip på alt for at følge en drøm om noget nyt og bedre – og var sikkert blevet grinet ud af familie og gode venner for at forfølge en absurd drøm. og nu fik de ret, dem der havde sagt, de hellere skulle koncentrere sig om at fange fisk i Genesaret sø.

Men det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget, som han ville indføre. Det var det, de gerne ville være en del af. Det bankede på en særlig måde i deres hjerte, når han talte om, hvordan alle ville være lige og ingen mere værd end andre. De så, at Guds kraft kunne gøre mirakler i menneskers liv – og det ville de gerne være en del af, sammen med Jesus.

Noget nyt var født i dem – selv om de ikke helt vidste, hvad det var, eller hvad det kunne betyde. De vidste bare, at de ikke kunne opgive deres nye liv. Det havde været så rigtigt og de drømte stort om, hvordan det kunne udfolde sig.

Indtil denne morgen, hvor status var, at Jesus var død og hang på et kors – til grin for hele Jerusalem. Disciplene havde mest lyst til at gemme sig, og det gjorde de så, mens de tænkte over fremtiden.

De kendte ikke slutningen på påskens fortælling.

Det er lige her, jeg bedst kan relatere til påskens ord om døden. Her, hvor alt er umuligt at overskue og mine drømme er slået i så små stykker, at jeg skammer mig over nogen sinde at have troet på, at de kunne blive til virkelighed.

Jeg føler mig til grin for at have troet på en bedre verden, hvor der var plads til alle slags mennesker. Hvor vi behandlede hinanden med værdighed. Hvor vi ville hinandens bedste, i både små og store fællesskaber.

For alt det, jeg troede på, der kunne vokse frem i Gudsriget – når Gud fik magt og mulighed i menneskers liv – var det bare fantasi? – eller ligegyldigt?

Har jeg misforstået, hvad livet handler om? – og spildt det undervejs? Når alt er slået i stykker og jeg ikke kender hverken det næste kapitel af mit livs fortælling – eller slutningen.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen og det mirakel, vi fejrer i kirkerne, når vi siger “Han er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!” Disciplene måtte forholde sig til den virkelighed, at Jesus var død og alle hans løfter om en bedre verden var væk.

Mange kunstnere har beskrevet mørket på den dag, som vi kalder langfredag, men vi hopper hellere videre til påskemorgens lys – selv om vi lever langt flere dage i mørket – måske i et mismod, som vi skammer os over. For vi har jo hørt om det mirakel, Gud gjorde i opstandelsen.

Vi er i ventetiden, som er svær, for hvor længe vil den vare? Vi venter på, at noget nyt skal spire frem af det, vi har lagt i Guds hænder, som små frø, der ligger i jorden, til de er klar til at spire frem, bryde jordoverfladen og blive synlige.

Ventetidens usikkerhed vælter mange. Vi opgiver troen, for den er oppe mod ulige odds. Vi opgiver måske også håbet, for det gør ondt at mærke smerten ved erkendelsen af, at jeg kan have taget fejl. Så jeg venter videre i blanding af tro, håb og mismod, som jeg helst ikke taler om.

Der er et billede i biblen af hvedekornet, der må lægges i jorden for at kunne spire, vokse op og bære frugt. Det er fint at henvise til, når vi ser de første forårsblomster spire frem. Men det er mindre fint, når den overførte betydning rammer os – når det er mig og mit liv, der må lægges ned i kold jord for – måske – at spire efter lang tid i ubemærket mørke og i fugtig jord.

Der er langt til påskemorgen i virkeligheden – hvis den altså kommer i min hverdag med et opstandelses mirakel på mine udfordringer. Så jeg venter videre – utålmodigt, og somme tider i skjult vrede hvis miraklet udebliver.

Alt det kommer før, vi når til påskemorgens fejring af Jesu opstandelse Før vi synger de elskede påskesalmer om livets sejr over døden og mærker, at vi er en del af Guds vinderhold. Før vi glæder os over at sige “Han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.”

Men påsken er ikke en engangsforestilling i vores liv, som den er i biblens fortælling. Den er et tema, vi møder livet igennem og et vilkår.

Vi satser vores liv på mennesker og vores relationer til dem, på forhold i verden, der trænger til at forbedres. På værdier der er værd at kæmpe for og på en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Vi må investere os selv i livet – og tro på, at det giver udbytte, for os selv og for andre. Historien er fuld af eksempler på, hvor meget verden kan ændres gennem små tiltag og minimale indsatser.

Det er vigtigt, vi kommer med selv de mindste bidrag, for der sker noget helt forunderligt, når de bliver lagt i Guds hænder og han planter det i Gudsrigets jord, hvor småt bliver stort.

Gud overrasker mig igen og igen med det, der vokser frem af de små frø, jeg kommer med. Det kan være småbidder af det, jeg har evner til at gøre – eller stumperne af noget, jeg har ødelagt. Gud forvandler det og skaber mere liv, når han klinker skårene af det, jeg har slået i stykker.

Alt kan blive til velsignelse i Guds hænder. Det gør, at min rejse længere ind i Guds verden – er hele indsatsen værd.

For det er ventetiden værd at overraskes af det, Gud gør.

.

Bente Christa

Vil du læse mere? om ventetid, f.eks.

Ting tager tid

En vej gennem krisen?

Lavvande i mit liv

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright