Det er svært, når samtalen dør, fordi ordene er væk. Når jeg besøger min mor på plejehjemmet og hun kun kan sige ja eller nej. Det gør ondt, fordi hun kan ikke fortælle mig, hvordan hun har det eller hvad hun gerne vil.

“Mor, er ordene inde i dit hoved?” spørger jeg . “JA” svarer hun, men ordene, bliver væk, før hun kan finde dem så vi taler i kategorier, hvor hun kan svare ja eller nej – til de kategorier, jeg foreslår.

Da jeg gik ud fra plejehjemmet i dag, manglede jeg ord – om den “uforløste” samtale med mor, der aldrig blev en samtale, men kærtegn på kinden, mens jeg fortalte om oplevelser fra gamle dage, som hun måske kunne huske. Mine ord virkede så tomme, for nåede indholdet frem?

Men uden for ramte også de seneste dages virkelighed med en krig i Ukraine, som jeg ikke har ord til at beskrive.

Jeg vågnede i morges med billeder på nethinden af mennesker, som mig, der sov i kældre og på metro stationer – i angst og usikkerhed, for hvad der var sket i løbet af natten. Det satte min dårlige nattesøvn i perspektiv.

Jeg ville gerne bede for situationen, men kunne ikke finde ordene – til jeg blev mindet om,  at der i biblen står, at vi kan bede med “uudsigelige sukke”. Så kunne jeg være med, for er det ikke netop det, vi oplever?

Vi mangler ordene, men sukker i afmagt og angst over konsekvenserne af en verden i krig

Jeg sukker over menneskenes mærkelige behov for at demonstrere magt. Dem med magten – de mangler tilsyneladende aldrig ord. De har ord, der forfører og fortæller de største løgne, lige så naturligt, som de ville præsentere vejrudsigten.

Så jeg bliver træt af de mange ord i nyhederne, for de er beregnet på manipulation af en hel verden. Det er ord, jeg kender, men med en betydning, der er ændret. Jeg orker ikke afkodningen af dagens propaganda – men længes efter frie ord, der skaber samtale.

Når ord skaber kontakt og forståelse mellem mennesker. Når ord viser interesse for det andet menneske og dermed skaber nærhed, tryghed og endda fortrolighed. Så ser vi mulighederne og den rigdom, ord kan rumme. Men ord kan også misbruges – i politik, som i alle andre relationer og sammenhænge.

Ord kan noget mellem mennesker – og det mærkes, når det “noget” mangler. Sammen med mor mærker jeg afmagten i, at vores fælles ord er væk – og mor kan ikke fortælle, hvad hendes virkelighed er.

Den sidste tid med mor bliver så helt anderledes, end jeg havde forestillet mig I vores familie kan vi ikke så let sige “jeg elsker dig”, så jeg må finde andre ord for at fortælle hende, at det gør jeg.

Jeg fortæller hende, at hun har brugt sit liv godt og kan være tilfreds med at slutte sin indsats og bare glæde sig over sin gode påvirkning af børn, børnebørn og oldebørn. Måske forstår hun det? – måske ikke?

Men ord kan nå ind også dér, hvor vi troede der var lukket. Derfor vil jeg gerne tale gode ord med liv ind i andres verden. Hverdagsord med mit ønske om alt godt – eller den bibelske velsignelse:

Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Sådan bliver mødet med andre mennesker for mig en anledning til at glæde mig over at bruge de ord, jeg genfandt efter at have mistet talen efter blodpropper i hjernen.

Derfor blogger jeg her – for at fastholde tanker og erfaringer, som måske kan være til gavn eller opmuntring for andre.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Kan fattige ord blive til rigdom?

Afmagt

 Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er aldrig forgæves, det vi gør – det liv, vi lever – de værdier, vi omsætter til liv. For der kommer andre, der skal leve deres liv på de fundamenter, vi bygger. De skal fortsætte den udvikling, vi har sat i gang – så lad os give dem de bedste forudsætninger for at skabe en bedre verden. Det er en god begrundelse for at fejre Allehelgensdag, hvor vi i kirken mindes de døde og tænder lys for dem, vi har mistet.

Hvem har sat aftryk på dit liv? – og hvem har inspireret dig? Du kan bedst ære deres minde ved at omsætte netop den betydning i det liv, du lever.

Til dem, der var før mig
TAK
for det, jeg har fået med mig
af jer og jeres liv

Tak, for jeres erfaringer,
som er vævet ind i mit liv
som gener og basis
for mine livsmønstre

Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får for andre. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og fundamenter.

Vi skal ikke dyrke hverken helgener eller afdøde, men gerne hente opmuntring til at bære troens arv videre. Som Biblen siger: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt. Så lad da også os .. holde ud i det løb, der ligger foran os.” Se, det giver mening for mig at festligholde i kirkerne, hvor “slægt skal følge slægters gang”.

Markeringer i tiden gør det muligt at koble andre hændelser på og flere indtryk. Det bliver en knagerække, vi kan hænge minder og oplevelser på – og tilføje erfaringer.

Mit bedste billede er fra Rømø dæmningen, hvor tidevandet afsætter slam omkring høfderne eller pælene, når det trækker sig tilbage. Efterhånden begynder der at vokse græsser frem, indtil fårene kan indtage det ‘nye land’ til græsning.

Sådan kan det opleves med voldsomme “før-og-efter” markeringer, som ved dødsfald. De står helt skarpt med årstal og dato og alt kan beskrives som før eller efter, fordi verden blev vendt på hovedet. Men det som først var nærmest et hav, vi kunne drukne i, kan efterhånden blive til fast land.

Sådan har jeg markeringer, der efterhånden er blevet ‘landfaste’, fordi oplevelsen er blevet udvidet i højden, dybden eller bredden og hvor øjeblikket derfor er blevet større med en tidløshed.

Vi har behov for anledninger til at huske på dem, vi har mistet. Det seneste år – eller tidligere. Det kan være en hjælp at tænde et lys for dem i kirken, sammen med andre, der også har mistet.

Mærke, at jeg ikke er alene – jo, det er jeg netop med min sorg – men jeg er ikke den eneste.

Sorgen er min – men mange andre genkender min oplevelse, og lige dér kan vi mødes i en fælles forståelse og solidaritet.

.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament

Mindernes losseplads eller kirkegård

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright