Jeg er fascineret af lyden af vand.
Her er 43 sekunder med lyden af rent, rindende vand i Esrum Å:

Ja, jeg er fascineret af lyden af vand.

Når havet er i oprør og bølgerne slår mod molestenene.
Når det er stille og vandet slår mod strandstenene i en fast rytme.
Det giver ro i sjælen og ro i min hjerne.

En sjælden gang kommer vi forbi en å, hvor vandet klukker hen over stenene i åbunden. Jeg husker lyden fra jeg var barn og der (vist nok) var mange flere af den slags åløb.

På vej ind til Esrum Kloster kom vi forbi Esrum Å, der tidligere drev en forholdsvis stor vandmølle. Jeg kunne ikke løsrive mig, for det var som om tiden stod stille, mens vi stod og lyttede til musikken fra åens vand og så, hvordan lyset skiftede i træernes bladhang.

Det måtte fastholdes, det øjeblik.
Lydene, der gav ro i sjælen.
Tiden, der standsede et øjeblik, sådan som jeg ofte oplever det, når vi besøger gamle kirker og klostre.

Her bliver jeg mindet om ordene i Salmernes Bog 36,8-10
Hvor dyrebar er dog din godhed, Gud!
Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge.
De mætter sig ved overfloden i dit hus,
du lader dem drikke af din herlige bæk;
for hos dig er livets kilde,
i dit lys ser vi lyset.

Jeg holder af disse gamle ord fra profeten Jeremias.
De er stadig aktuelle i dag, selv om de blev skrevet for længe, længe siden:

Velsignet den mand, som stoler på Herren
og tager sin tilflugt hos ham.
Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
det sender sine rødder mod vandløbet,
det frygter ikke, når sommerheden kommer,
dets blade er grønne.
Det bekymrer sig ikke i tørkeår
og holder ikke op med at bære frugt.
Jeremias’ Bog 17,7-8

Bente

Den gamle vandmølle er åben for besøgende – men ikke alle.

Vores besøgmål var Esrum Kloster, et gammelt cistercienserkloster fra 1151.
Det var moderkloster for flere klostre i Danmark og Nordtyskland.
Munkene i Esrum blev den største jordbesidder i Nordsjælland i middelalderen.
Klostret er i dag en oplevelsesattraktion.

Efter rundturen fejrede vi dagen med frokost på Møllekroen.
Det var en særlig dag, som du kan læse mere om her:
40 år sammen og stadig på vej

Fotograf Bent L Hansen har copyright på videoen.

Det er ‘bare’ et sommerhus ved Sejerøbugten, men det er vores grønne oase.

Der sker noget med os, når vi går ind mellem garagen og annekset: Vi trækker vejret dybere og mærker, at blodtrykket falder. Luften er bedre her og vi bliver lidt høje af luftens iltindhold. Skifter til et lavere gear og går en tur rundt om huset for bare at optage mere ilt og indsnuse flere dufte. Stopper og følger de egern, der farer op ad fyrrestammerne.

Fyrretræerne er høje og giver en blid baggrundsmusik. De lukker grunden af, så den bliver vores helt private sted. Samtidig peger de opad mod en himmel, der er mere blå end andre steder.

Tiden får en anden dimension her.
Det er sjældent, vi har brug for vores ure.
Her går tiden langsommere.

Mit næste stop er ved vandhanen i køkkenet. Her er vandet koldt og det bedste, mest friske vand, jeg har smagt. Det er så forfriskende, at vi fylder vandflaskerne op for at forlænge oplevelsen på hjemturen.

I sommerhalvåret skal jeg ud på græsplænen og gå på bare tæer. Det giver mig jordforbindelse. Noget organisk, der sikkert har en forklaring – men den er ikke nødvendig, for erfaringen er nok. At mærke græsset under fødderne – det gør godt! Som da vi var børn og altid løb barfodede på græsplænerne.

Jeg vil så gerne tage min middagssøvn i skyggen under fyrretræerne. Blive vugget i søvn af granernes bevægelser. Følge skyerne på himlen. Lytte til den stille susen i trætoppene.

Jeg tænker, at sådan må det opleves at komme til en ørken-oase.
At få frisk, køligt vand, der giver kroppen ny energi.
At se frodigheden i planter og træer.
At mærke, hvordan alting fornyes i en.

Der kun er én grund mellem sommerhuset og Lyngvejen med al dens trafik. Vi undrer os over, at vi ikke hører det – men vi har fokus på stilheden i vores grønne oase og selv trafikstøjen sorteres fra.

Stedet kan rumme hele klanen med alle børn, svigerbørn, børnebørn med kærester og oldebørn – og stadig være en oase for alle. Det er det forunderlige ved stedet, og ved de oplevelser, vi har knyttet til det.

Mine forældre købte sommerhuset i 2000 og gav os fire børn hver sin nøgle til det. Åh, den nøgle var en stor gave. At vi kan starte bilen og være der om lidt – det giver et frirum. At være der – det giver ro i sjælen og helse i kroppen.

I weekenden var vi samlet til familieråd om sommerhusets fremtid. Min far på 94, min mor på 84 og vi fire børn med ægtefæller. “Se bare, hvad vi har startet!” sagde min far og så på os (gamle) børn. “Det er en rigdom!”

Vi glæder os over vores grønne oase!

Bente

Måske har du lyst til at læse om et andet af mine oase-steder?
Klostergården ved Sanct Catharinæ Kloster i Ribe

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Måske begynder den allerede, når du drejer ind i byen? Langsomheden. Du kommer ned i fart! Gaderne i det gamle Christiansfeld er så smalle, at du skal holde tilbage for modkørende trafik.

Du er kommet til en historisk tidslomme. Christiansfeld er en by, der er bygget på en vision og med en byplan: Et kristent samfund, med alle de funktioner et samfundsfællesskab har brug for. Byen er grundlagt i 1773 og opkaldt efter Kong Christian den 7. Han inviterede Brødrekirken til Danmark og gjorde byen til en fristad, der som den eneste by i kongeriget fik religionsfrihed.

Midt i byen ligger torvet og den største bygning, der rummer kirkesalen.
Kirkesalen er noget særligt – et sted, der gør mennesker stille.
Døren åbnes stilfærdigt og de besøgende hvisker indenfor. Her har tiden tilsyneladende stået stille i mange år, men salen er ikke et museum. Dette er en kirke, der fyldes af liv om søndagen.

Vi har været heldige at komme uden for turistsæsonen. Derfor kunne vi sidde på træbænkene og opleve roen, stilheden og historien. Mærke at vi trådte ind i en tidslomme. Fornemme livet og troen hos de mennesker, der sad her i 1773. Tænke på de senere generationer, der holdt fast i den oprindelige vision: At skabe et helt samfund på kristne værdier.

Her i salens tidslomme oplever jeg også en tidløshed. Værdier der er bevaret, fordi de bærer livet. At kunne lægge hverdagen fra sig og holde hviledag. At finde ro i tider, hvor alt ændrede sig omkring det lille samfund. At finde trøst, når livet var svært. At blive stille og fornemme det større perspektiv i livet.

Den store sal er helt speciel ved sin enkelhed. Kun hvide træbænke i et hvidt rum med hvide gardiner. Her er ingen udsmykning og intet alter, men et liturgibord, hvorfra gudstjenesten ledes. Farver finder du i hjørnet, hvor der er bøger, papir og farver til utålmodige børn. Plus grå hynder til at lægge på træbænkene.

Hele rummet lyses op af stearinlys i fint ornamenterede vægstager og i håndsmedede lysekroner fra 1777, der hænger lavt fra loftet. Det er også den eneste dekoration.

Her er sand på gulvet, som er lyst og rent. Det giver en ny og ukendt lyd. Jeg prøver at afkode den, men den er en ‘ikke-lyd’. Det er lyden af stilhed! 

For en del år siden fik vi en privat rundvisning i ‘Søstrehuset’. Det er en af byens tidligste bygninger, hvor de ugifte søstre boede og arbejdede. Vi skulle levere billeder på et af kontorerne og jeg har sandsynligvis spurgt ind til bygningens historie. Vi fik en helt særlig oplevelse af et helt specielt hus. Fornemt og enkelt på samme tid, med de oprindelige gulve, døre og de smukkeste panelskabe. Organisk – og det bedste indeklima, jeg har oplevet!

De fleste af de oprindelige bygninger står i dag næsten uændrede. Gå en tur i gaderne med lindetræer og du forventer næsten, at der ud af husene kommer mennesker klædt som i 1773.

Vi er tilbage på torvet i Christiansfeld. Her brydes stilheden af lyden af rindende vand fra den oprindelige brønd. Vi går videre for at finde Christiansfelder honningkager.

Bente 

UNESCOs Verdenskulturarvsliste
Vi er ikke de eneste, der har blik for den tidslomme de første ‘brødre’ skabte i Christiansfeld. Byen blev i 2015 optaget på listen over verdenskulturarven som en idealby, der gennem sin helt særlige byplan og unikke arkitektur vidner om Brødrekirkens forståelse af et samfund, der bygger på en kristen baggrund.

Derfor er byen også speciel. Den er ikke opstået gradvist, som de fleste andre byer i Danmark, men planlagt og bygget efter samme mønster som ‘Herrnhut’ i Tyskland, den første Brødremenighedsby. Størstedelen af den oprindelige by blev bygget fra 1773 til 1812.
Læs mere om Brødremenigheden i Christiansfeld

Måske har du også lyst til at læse:

Når tiden står stille

Klostergården, Sanct Catharinæ Kirke i Ribe

Livets det evige væld

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der findes steder, hvor tiden næsten står stille. Som om tiden er sat i stå i en uendelig stilhed. Steder, hvor jeg har oplevet at træde ind i en overnaturlig fred. Hvor min sjæl fandt ro. Jeg kalder dem mine ‘oase-steder’.

Sanct Catharinæ Kloster i Ribe er et af mine ‘oase-steder’.

Jeg kom her første gang med hele familien, da jeg var 14 år og vi besøgte Ribe. Byen var speciel for os, for her grundlagde min oldefar en avis og her var han en del af byens liv. Mors moster Karen viste os byen og den gamle klosterkirke. Den gjorde indtryk på os. Her var en fortættet atmosfære af århundreders salmesang, bønner og orgelmusik.

I kirkens sideskib åbnede vi en gammel dør og trådte ud i klostergården. En ny verden åbnede sig for mig her. Vi stod i den overdækkede gang, der gik hele vejen rundt om gården. Lyset faldt gennem de fint murede vindueshuller. Og så ramte duften mine næsebor. Den mest sammensatte duft af roser.

Vi gik ud i klostergården – andægtigt – selv om vi 4 børn nok ikke kendte dét ord. Men vi var overvældede af indtryk. Solen, duften og stilheden.

Der var endnu et indtryk, som det tog mig mange år at finde ord for. Inde i mig selv oplevede jeg et helligt sted. Uden at vide helt, hvad det betød og uden at sige det til andre. Men noget dybt inde i mig rørte på sig med en genkendelse. Et svar – ja, her vil jeg gerne være! Her er godt for mig!

Selvfølgelig vidste jeg, at et kloster havde med Gud at gøre, for her boede munkene. Det var samtidig en smuk gammel bygning, solen skinnede og roserne duftede. Jeg kunne næsten høre munkenes sang. Men der var mere end det. Her i klostergården oplevede jeg et fortættet nærvær, som jeg ikke kendte. Som jeg ikke havde ord til at beskrive.

Jeg har besøgt kirken og klostergården utallige gange siden.

En smuk sommeraften sad vi i klosterkirken som i en ‘tidslomme’. Tiden stod stille, da kirkens organist fik den mest vidunderlige musik af Bach til at vibrere gennem bænkene og fylde hele rummet.

Efterhånden forstod jeg, hvorfor jeg altid gerne går indenfor i katedraler og klostre. Her træder jeg ind i en fortættet oplevelse af Guds nærvær. Her finder jeg den fred, som verden ikke kender. Her forsvinder rastløsheden. Her finder min sjæl ro.

Oplevelsen i Sanct Catharinæ sidder dybt i mig. Jeg behøver ikke længere gå derind for igen at opleve, at tiden står stille i munkenes fodspor. Jeg kan hente oplevelsen frem, når jeg er langt væk. Eller genfinde den samme ro midt i hverdagens hast. Huske på, at livet har et større perspektiv end denne dag. At denne frustration ikke er verdens ende.

Vi bygger fundament for livet for generationerne efter os, med vores indsats i dag. Præcis som munkene gjorde i Sanct Catharinæ. Det er småt, det jeg gør i mit liv i dag. Det er stort, fordi det er stenen, der kommer til at mangle i muren, hvis jeg ikke lægger den. Måske bare en lille sten, men vigtig i helheden.

Hvad tænkte munkene, da de sang i gangene omkring klostergården? Jeg forestiller mig, at tiden også stod stille for dem. At de måske oplevede et helligt øjeblik, hvor tiden var uden betydning. Tiden flyver, og tiden står samtidig stille – som et kig ind i evigheden. En anderledes dimension?

Oplevelsen af klostergården har været en af oaserne i mit liv. Et sted, hvor jeg kunne finde ro og nye kræfter.

Bente

Sanct Catharinæ Kirke og Kloster
blev grundlagt af Dominikanermunke omkring 1228. De kaldes ofte ‘Sortebrødrene’ da de bar sorte munkekutter. Størstedelen af den nuværende kirke stammer fra tiden omkring 1433.

Gennem kirken er der adgang til den middelalderlige klostergård, omkranset af to etager høje korsgange. Ved reformationen nedlagdes klostret. I 1543 overdrog kong Christian 3. Sanct Catharinæ Kirke til Ribe by som sognekirke. Efter reformationen tjente klosteret som hospital og siden som stiftelse for enlige. Klosteret forfaldt indtil 1918, da et omfattende restaureringsarbejde blev sat i gang.

Læs mere om Sanct Catharinæ Kirke og Kloster her

Der er copyright på alle billederne, der er taget af fotograf Bent L. Hansen.
Jeg formidler gerne kontakt til ham om brug af billederne, da vi deler både liv og adresse.