Bare en sjov detalje på et gammelt træ i skoven? eller et billede af mine indgroede vaner?

Coronakrisens isolation viste mig mine indgroede vaner og mønstre, når jeg blev irriteret over ting, der ikke kunne gøres, som jeg var vant til som at gå i kirke om søndagen.

En “kirkefri” søndag, kom vi forbi træet her, i Eriksholmskoven, og lagde mærke til det gamle skilt, der var vokset sammen med stammen.

Der er langt fra træet i Eriksholmskoven til ordene i biblen om profeterne i det gamle testamente – men var det ikke, hvad de advarede imod? At gamle og indgroede vaner kom til at stå i vejen for en levende tro på Gud?

Er noget på samme måde vokset fast i vores liv? spurgte vi hinanden og tænkte på kirkelivet søndag morgen. For Jesus ordene om nyt liv i overflod passede ikke godt med et indkapslet skilt.

Men har jeg andre områder, hvor noget har fået lov til at vokse fast, selv om det ikke længere er relevant?

Meget er forandret i den tid livet og samfundet har været lukket ned. Hvad savner vi? – sådan for alvor? Det har været en anledning til eftersyn af, hvad jeg ønsker at bære med videre på livsrejsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg har fundet meget bagage, der skal på genbrugspladsen for er det værd at slæbe med?

Mine indgroede mønstre og vaner er blevet synlige – og resten af mit liv er for kort til at knokle med unødvendige mønstre i bagagen.

Jeg har brug for at finde nye udtryk for at være menneske – i relationerne til familie, venner og nye mennesker på min hverdagsvej.

Både Coronakrisen og krigen i Ukraine har understreget, at vi ikke har kontrol over fremtiden – eller ret meget andet Verden kan vendes på hovedet i løbet af ingen tid. Det kunne være mig, der sad i en kælder under bombardementer og ikke vidste, hvad fremtiden vil bringe – hvis der er en fremtid?

Så ændrer både værdier og prioriteringer sig og giver anledning til at nytænke mit liv. Gentænke, hvem Bente er, uden de faste mønstre, som dannede strukturen i mine hverdage – og med for få kræfter til det, jeg gerne vil. Hvad er så tilbage?

Hvor kan jeg starte? jo, med et mønster fra barndommen, at jeg skal “gøre for at være god nok”. Det dukker op, når jeg er afhængig af andres hjælp – og ikke føler, jeg bidrager.

Derfor vil jeg gentænke, hvordan jeg kan realisere mine vigtigste værdier – når jeg mest sidder ved min computer på 2. sal og uden større fysisk interaktion med andre?

Jeg blev opmuntret af bibelordene: “Nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken.”

Kan jeg tage det billede med mig i arbejdet med at skabe et nyt liv – efter nedlukningen og dens konsekvenser? Ja, det kan jeg, men jeg må opgive nogle indgroede mønstre og indlære nye.

Det sværeste er at aflære rutiner og vaner. Det kræver fokus og energi men det kan gøres med små skridt – et ad gangen.

De små skridt tæller – og dem kan jeg lige klare

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse mere:
Skridt for skridt

Når hver dag bliver en særlig dag

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright