“Du er blevet en gammel kone, mor, for dit hår er gråt” konstaterede yngsteautisten og skulle lige rode i mine grå hår. Ja, det havde han jo ret i – det med de grå hår – men jeg protesterede lidt, for indeni er jeg jo ikke gammel. Det er noget, andre bliver

Ved seneste valg måtte jeg kapitulere og bede om at stemme til valget fra bilen. Det var fint, at det var en mulighed – men det var også endnu en konfrontation med den virkelighed, at jeg ikke var i stand til at gå op ad trapperne til valglokalet.

“Ja, men alle gamle mennesker har da ret til at stemme fra bilen” kommenterede en gammel ven. “Men jeg er jo ikke SÅ gammel, bare lidt handicappet” – var min indvending.

Nå, ja, måske lidt mere end lidt handicappet, når jeg ikke kan gå på mine ben, men det er jo bedre i morgen. Det går over igen.

Virkeligheden vælter mig lige nu – i en voldsom konfrontation – og jeg vrisser af venlige mennesker omkring mig, der bare vil være hjælpsomme. For jeg “kan selv, vil selv” og bliver lige så urimelig, som de børn, der lige har lært nye færdigheder. Men det er svært at slippe sine færdigheder igen.

Vi fandt flere kasser med gamle kassettebånd, da vi flyttede. Min mand har digitaliseret dem og jeg sad ved computeren og hørte mit radioforedrag fra 1995 om at blive gammel. Journalisten Ninka havde interviewet 17 gamle mennesker om, hvordan de levede med, at døden kom nærmere. Det gav stof til mange og gode tanker, også for mig.

Men det væltede mig, at høre min egen stemme – som slet ikke var min – den var ung og lys og fuld af energi – modsat nu, hvor jeg har fokus på, at jeg overhovedet kan tale, på trods af afasi efter blodpropper i hjernen.

Det er jeg inderligt taknemlig for, at jeg kan – tale, altså – men da jeg hørte, hvad jeg kunne dengang, brød sorgen igennem – over alt det, jeg har mistet.

Du kan lytte med her til mit indlæg om bogen “På isflagen” med “gammelkloge” ord fra mennesker, med et helt livs erfaringer bag sig.

Børge Birch, tidligere modstandsmand, siger i bogen “Lykken skal du nemlig selv fange.” Det er nok en del af inspirationen fra disse gamle mennesker – at de har fundet en balance mellem accept af det, livet bringer – og deres egen indsats. De handlinger, der fik ting til at ske – og gav dem muligheder, når de rakte hånden ud efter lykken, som Birch siger.

Gamle Henny Harald Hansen beskriver i bogen, hvordan man må give slip på sine færdigheder i en omvendt rækkefølge af indlæringen af dem, som barn.

Jeg vil også gerne ældes med ynde, som det så smukt beskrives – men lige nu er jeg mest frustreret – over det, jeg ikke kan – og hvor lang tid, jeg skal bruge på det lidt, jeg kan, når jeg har en stok i hver hånd. Jo, jeg gør fremskridt til balancetræning hos fysioterapeuten – men for langsomt til at min hverdag ændrer sig meget.

Men hvordan er jeg blevet gammel – uden at opdage det? Jeg føler mig lige så ung som da jeg ville verden rundt – eller i det mindste se den.

“Snigløbet”, tænkte jeg, et “Bagholdsangreb”. Jeg fik ikke tid  til at forberede mig, for dagene iler. “Sludder, Bente. Du véd, du selv skal fange lykken og finde meningen, hver dag, mens der er tid.” Det er en samtale med mig selv, jeg skal have fokus på.

Så det er dagens opgave – at finde den mening, der gør det ok at blive gammel – fordi jeg trods alt har nået det vigtigste og levet et godt liv.

Bente Christa

.

Her kan du læse om de dage, hvor et skridt mere er dagens største udfordring:

Skridt for skridt

Når det vigtigste også er det sværeste

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright